Jack White (Raconteurs og The White Stripes) står for noget af det bedste rock’n roll, man kan opdrive i disse tiders USA. Her er hans nyeste projekt The Dead Weather med “Hang You From the Heavens”, der har nogle heftige riff. En fint spark i røven på denne søndag…
Jeg er ikke overtroisk, men lader mig gerne forføre af film (og litteratur), der med alle kunstens regler forsøger at overbevise mig om, at der er mere mellem himmel og jord end det, der møder vore sanser.
Juan Antonio Bayonas “Børnehjemmet” er et sådant stykke – vellykket – manipulations- og forførelseskunst. Historien handler om Laura, der som forældreløst barn er vokset op på et børnehjem. Som voksen vender hun tilbage til børnehjemmet for at gøre det til sit hjem – med ægtemanden og adoptivsønnen Simón – og til et nyt børnehjem for særlige børn. Selv om filmens udgangspunkt kan betegnes som en kliché i horror-genren, nemlig det hjemsøgte hus, så adskiller denne film sig fra de fleste andre (amerikanske) film inden for genren. Forskellen ligger i den kunstneriske troværdighed, som filmen giver sit okkulte indhold. Filmen er ikke for ingenting produceret af Guillermo del Toro, manden bag Pans Labyrint, The Devils Backbone m.fl. Og der er klare forbindelseslinjer mellem del Toros fantastiske filmunivers og Bayonas. Som i fx Pans Labyrint er den uhyggeskabende motor i Børnehjemmet er spillet mellem den voksne realisme og barnets fantasifulde verden, mellem den levende fortid og nutiden og mellem de dødes verden og de levendes.
Uden at afsløre for meget af handlingen, så sker der det, at Lauras søn forsvinder sporløst. Og Laura sætter alt på spil for at finde Simòn igen. Kun ved at tro på alvoren i barnets leg og fantasi, kan hun løse gåden om Simóns forsvinden.
Filmen er fornemt fotograferet af Óscar Faura, der smagfuldt udnytter det store hus’ skygger og mørke til at skabe en stemning, der er ladet med forudanelser og uhygge. Effekterne er doseret med sikker hånd og den dragende uhygge ligger mere i den psykologiske forventning end i handlingens overraskelser. Som i Pans Labyrint spilles der fornemt i alle roller. Laura, der spilles af Belén Rueda, er velvalgt som den smukke moder, der kastes ud på følelsernes dybe vande, da sønnen forsvinder. Men i det hele taget er personinstruktionen – og ikke mindst instruktionen af børnene – lydefri.
Det er en af den slags film, man kan se flere gange, selv om man kender slutningen på den. Den har en stemning, der bliver siddende i kroppen længe efter lyset i biografen er tændt eller dvd’en taget ud af skuffen. Anbefales.
Gabs (The Emperors New Rags The II) har tagget mig. Og tag – tak! – for det. Memet tager udgangspunkt i den liste dvd’er, som Barrack Obama forærede den engelske primeminister George Brown, da han besøgte USA for nylig. Listen er således ud:
Citizen Kane, The Godfather, Casablanca, Raging Bull, Singin’ in the Rain, Gone with the Wind, Lawrence of Arabia, Schindler’s List, Vertigo, The Wizard of Oz, City Lights, The Searchers, Star Wars: Episode IV, Psycho, 2001: A Space Odyssey, Sunset Boulevard, The Graduate,
The General, On the Waterfront, It’s a Wonderful Life, Chinatown, Some Like it Hot, The Grapes of Wrath, ET: The Extra-Terrestrial and To Kill a Mockingbird.
Og reglerne er sådan: Giv dig selv to points for hver film, som du ejer og har set (kun et point, hvis du ejer den, men endu ikke har set dvd’en endnu), et point hvis du har set den, men ikke ejer dvd’en, og ingen points for dem, du hverken har set, købt eller er blevet foræret.
Set: Dem alle sammen (25 points)
Ejer: Schindler’s Liste, Chinatown (4 points)
Ialt 29 points.
Per Dich er en af de kunstnere fra tressernes folkemusikbølge, som står ganske klart i min erindring. Sikkert fordi han forfattede den social-indignerede vise “Sådan er kapitalismen“, der ligger helt fremme i erindringens musikalske skuffe. Dich skilte sig lidt ud fra mange af  kunstnerne på folkscenen ved at være en kunstner, der havde klare politiske holdninger. På det punkt lignede han mere nogle af rockens ansigter. Røde Mor og de andre politiske bands. Hans engagement spredte sig over journalistik, politisk arbejde (bl.a. som medlem af folketingen for SF) og almindelig samfundsdebat.
Den musikalske karriere er koncentreret om de sene tressere. Den sidste officielle udgivelse – en singleplade (Sidste tog/Søndag eftermiddag) – kom vist i 1971.
Hele to album fik Dich indspillet. I 1966 kom debutalbummet “Surt og sødt”, hvor han bl.a. får hjælp af Cy, Maia & Robert. Han synger danske udgaver af Tom Paxton, Bob Dylan, George Brassens, Ivan Malinovski (!), Malvina Reynolds og sig selv. Pladen er produceret af selveste Gustav Winckler. Af bagsidenoterne kan man læse, at det på pladens udgivelsestidspunkt (1966) endnu var ualmindeligt for danske folkemusikere at synge tekster på dansk: “Reglen er, at man synger på engelsk med valbyaccent og skriver tekster på babyengelsk”, noterer Dich frejdigt.
Dich er ikke nogen stor sanger, men pladen er et vellykket eksempel på den folkemusik, der fik en revival i tresserne med navne som Kjeld Ingrisch, Cæsar, Trille med mange flere.
Albummet blev fulgt op året efter af “Per Dich”, der også udkom på Sonet. Ingen af de to album er genudgivet på cd, men kan købes second hand, hvis man ellers har råd…
»Politikerne er med til at trække konflikten op blandt andet ved at lave signallovgivning såsom at stramme reglerne for udvisning af indvandrere. Politikerne ved godt, at det ikke nytter noget og ikke gør andet end at få den ene side til at sige, at nu vender de det hele mod os. Og stolt går Jønke ud i pressen og siger: Lad os få mere af det, så vi kan få de der sorte smidt hjem. Det er da ikke nogen god måde, hvis man vil undgå uro og ballade«
Dansk Folkeparti siger helt åbent, at det gør man, fordi det kun er indvandrere, der har store familier. Det er fuldstændig utroligt, at regeringen går med til sådan noget og ikke siger: ’Spis brød til’«
Formanden for Det Kriminalpræventive Råd, juraprofessor, Eva Smith
Det er tankevækkende, at det er en fremtrædende jurist, der gør op med den politiske retorik og ikke fremtrædende politikere. Selv SF – der burde stå for venstreorienteret, humanistisk politik – har ladet sig rive med af en populistisk medieopflammet xenofobi, der kun vil forværre situationen på Nørrebro og andre steder. Det er til at græmmes over.
Den første nyhed, der sivede ind i min bevidsthed via DR Update, var, at den tidligere formand for Det Konservative Folkeparti, ex-minister og EU-Parlaments-kandidat, Bendt Bendtsen var blevet anmeldt til politiet for bestikkelse af borgmesteren i Hørsholm. En ekspert i forvaltningsret skød straks skandaleballonen ned, for det kan godt være, at Bendtsen har deltaget i 33 dyre golf- og jagtrejser til en værdi af omkring en halv million danske kroner, men det kan ikke bevises, at han har gjort noget til gengæld for de givende firmaer (Danfoss, Danisco m.fl.). Reglerne er overtrådt. Og det har Bendtsen gjort før, da han misbrugte sin ministerbil til privat kørsel. Uden, at det fik konsekvenser.
Sagen handler selvfølgelig om politisk moral og etik. Da de gældende regler på området engang blev indført, så var forudsætningen, at politikere ikke kunne modtage store gaver uden at deres dømmekraft og upartiskhed ville blive berørt af det (= korruption). Selvfølgelig vil det nok være umuligt at bevise, at Bendtsen nu er i lommen på de glade givere, men enhver idiot uden for de politiske kredse ved, at får man en stor gave af nogen, så står man i en moralsk gæld til giveren. Det forpligter. Man må yde noget til gengæld. Man må adlyde gavens logik.
Ganske vist fik de konservative ikke fjernet topskatten helt i den nye “skattereform”, men det fik lettet skatten betragteligt for erhvervslivets ledere. Noget for noget….
NB. Selvfølgelig afviser Bendtsen anklagen. Der var blot tale om “arrangementer“, udtaler han.
