Den lille mandsling, Prince, er aktuel med et nyt album “Lotus Flower” og fører sig her frem som en reinkarnation af Jimi Hendrix med rockspade og attitude… Weekenden er i gang lige om lidt – for nogle af jer i hvert fald…
Pludselig var jeg tilbage i køkkenet hos Niels Jørgen og hans mor på Nygårdsvej. Vi sad nede på gulvet i køkkenet sammen, Niels Jørgen og jeg, og byggede biler, kraner og anden teknologi med Tekno-sættets forskellige “hullede” dele. Jeg husker ikke, hvor mange gange, jeg blev inviteret indenfor til denne seance. Men i hvert fald var det det eneste sæt, jeg kendte til. Og jeg ønskede mig brændende sådan et sæt. Men det blev aldrig til noget med den drøm. Tilbage er erindringen om nogle stunder, hvor tiden gik i stå og to små “ingeniører” byggede dele af en verden i metal, plastik og gummi…
I en lille nyhedsnotits kan man læse, at IOC – den internationale og ofte skandaleramte olympiske komité – har besluttet at begrænse det tradionelle og symbolske fakkelløb gennem flere lande. Faklen og dens menneskebårne vej fra alle olympiaders græske udspring til centrum for olympiaden er ladet med symbolik: de gamle olympiske idealer osv. Men løbet har også være genstand for politiske protester af forskellig slags. Fx protester mod Kinas okkupation af Tibet.
En talsmand for IOC udtaler, at det vil være “nemmere” at begrænse fakkelløbet til det land, hvor olympiaden afholdes. Det vil være nemmere at “kontrollere”.
Kan man forestille sig en bedre illustration af olympiadernes sportslige uskyldstab? Kun i hovedet på borgerlige politikere som fx Brian Mikkelsen kan man endnu postulere, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre. Virkeligheden har hele tiden fortalt en anden historie. Og nu må den Olympiske kommité bøje af for virkeligheden og reducere den olympiske idé yderligere. Næste skridt bliver vel helt at slukke flammen!?
Dylans bagmænd meddeler i forbindelse med den forestående koncert i Danmark: “Fra kl. 18.01 dansk tid mandag 30. marts og 24 timer fremefter vil tracket “Beyond Here Lies Nothing” være tilgængeligt som gratis download via www.bobdylan.com, ligesom det samtidig kan hentes som en gratis player, der kan deles med venner og bekendte via sociale netværkssider.” På plads ved computeren… Hvem kommer først?!
Soundtrack-albummet Pat Garret and Billy The Kid udkom tilbage i 1973. Det år, hvor jeg blev student og drog til århus for at blive klogere på verden og mig selv. Bob Dylan kendte jeg godt. Men hans kunst var ikke kommet ind under min hud for alvor. Jeg tror, der skulle lidt mere modenhed til. Det kom der de følgende par år. The Hard Way. Og Dylan kom til at fylde pladereolen.
Når man vandrer gennem udddannelsesinstitutionerne lange gange og veje, så kommer man fx ikke uden om Ballad of a thin Man. Min gamle engelsklærer havde allerede forbedt mig på den side af sagen…
Pat Garret and Billy the Kid indlemmede sig selv i samlingen, da den udkom. Det var især den klassiske Dylan-sang “Knocking on Heavens Door”, der gjorde det. Den John Wesley Harding-agtige Billy, der oven i købet går igen tre gange på pladen (Billy 1, 4 og 7) havde jeg glemt eller fortrængt, siden jeg sidst hørte pladen for snart længe siden – selv om det er en fin ballade, som Dylan stadigvæk diverterer med til sine koncerter. Så der har været god grund til at genopfriske den. Og jeg fik den idé, om jeg måske i år skulle genhøre Dylans oeuvre fra ende til anden. Der er jo nok at gå i gang med…
Jeg kan huske af salig Dan Turèll et eller andet sted (en af bøgerne?) fremhævede netop Billy The Kid-pladen som noget særligt i Dylandskabet…
