14. juni 2014 arkiv

Donovan følger i sporet på Ray Davies

14. juni 2014

Også Donovan er blevet indlemmet i Songwriters Hall of Fame. Og selv om han ikke – i mine ører – er helt i samme liga som Ray Davies, så er det fuldt fortjent, at han får sin naturlige plads i parnasset af sangskrivere. Har har sat sit tydelige sangskriverspor på lydsporet til tresserne med en række sange, der inklinerede for hippiismen og dens blomsterbørn. Og det hører selvfølgelig med til billedet af det årti. Og – jeg indrømmer gerne, at Donovan er en af ikonerne fra dengang, som vokser i min anseelse, hver gang jeg lytter til hans plader. Til lykke Sunshine Superman!

Ray Davies – i Songwriters Hall of Fame – omsider

14. juni 2014

Bedre sent end aldrig, siger en dansk talemåde, der også fortæller om nøjsomhed og måske lidt resignation over for tingenes tilstand. Og talemåde faldt mig øjeblikkeligt ind, da jeg læste af Ray Davies fra The Kinks omsider er blevet indlemmet i Songwriters Hall of Fame. Det burde selvfølgelig allerede være sket tilbage i tresserne, hvor han skrev en perlerække af de bedste sange, man kan opdrive i rockmusikken. Eller beatmusikken, som vi jo kaldte den dengang. Kært barn osv… I min musikalske verden hører Ray Davies med i eliten af sangskrivere med sine personlige, samfundsbevidst, humoristiske og sprogligt velturnerede sangskat. Nogle af de bedste eksempler finder man på albums som The Village Green Preservation Society og Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire).

 

Bedre sent end aldrig, siger en dansk talemåde, der også fortæller om nøjsomhed og måske lidt resignation over for tingenes tilstand. Og talemåde faldt mig øjeblikkeligt ind, da jeg læste af Ray Davies fra The Kinks omsider er blevet indlemmet i Songwriters Hall of Fame. Det burde selvfølgelig allerede være sket tilbage i tresserne, hvor han skrev en perlerække af de bedste sange, man kan opdrive i rockmusikken. Eller beatmusikken, som vi jo kaldte den dengang. Kært barn osv… I min musikalske verden hører Ray Davies med i eliten af sangskrivere med sine personlige, samfundsbevidst, humoristiske og sprogligt velturnerede sangskat. Nogle af de bedste eksempler finder man på albums som The Village Green Preservation Society og Arthur (Or the Decline and Fall of the British Empire).

 

Farvel til Little Jimmy Scott – 88 år

14. juni 2014

“Little” Jimmy Scott – eller James Victor “Jimmy” Scott – døde den 12. juni af et hjertestop, 88 år gammel. Jimmy led af Kallmanns syndrom, der hæmmer eller umuliggør, at et individ kommer i puberteten. Og i Jimmys tilfælde betød det bl.a., at han var udstyret med en særegen stemme, en meget lys kontraalt. Handicappet betød også, at han mødte uvilje og modstand i sit professionelle virke som jazzmusiker senere i livet. Da han sang med Lionel Hampton Band – fx i hittet fra de sene 1940’er “Everybody’s Somebody’s Fool” – blev han ikke krediteret for sin sang på pladeselskabet. Og denne negligering gentog sig senere i andre sammenhænge. Til gengæld nød han stor respekt blandt andre kunstnere som Billie Holiday, Ray Charles og Frankie Valli.

I 1963 tog Ray Charles Jimmy under sine kunstneriske vinger og gav ham en pladekontrakt med Charles’ Tangerine Records. Her indspillede han albummet Falling in love i wonderful, der siden hen er blevet et standardjazzalbum. Men af kontraktlige grunde blev pladen først udsendt fyrre år efter indspilningen.

I sentresserne forlod Jimmy musikken og ernærede sig med almindelige jobs i hjembyen Cleveland. Men han vendte tilbage, da han deltog i vennen Doc Pomus’ begravelse i 1991. Her oplevede Lou Reed Jimmy synge, og han overtalte ham til at synge med på sit album Magic and loss. Og det var hans medvirken i sangen “Power and Glory“, der fik Jimmy Scott ind i mit musikunivers.