30. juni 2014 arkiv

The Who fylder også 50

30. juni 2014

Og jubilæet fejres med en koncertturné i Irland og Storbritannien senere på året. Og som Pete Townshend udtrykker det på en hjemmeside: “Vi er i live og turnerer stadigvæk”.

Damen med bassen…. En vigtig fodnote i musikhistorien: Carole Kaye

30. juni 2014

Noderne har ikke noget køn. Enten kan du spille dem godt eller ikke godt. Noget i den retning siger den meget brugte musiker Carol Kaye (79) i denne lille trailer til en dokumentarfilm, som man kun kan håbe på snart bliver til noget. Carole Kaye er ikke en fru hvem-som-helst, men har leveret basspil til fx Brian Wilson og Beach Boys (fx Pet Sounds!), Phil Spector, Simon & Garfunkel, alskens kendte tv-serier og spillefilm. En af den slags musikere, hvis navn man kun falder over, hvis man er nørdet nok til at nærlæse gamle pladecovernoter og lignende.

Tak til min veninde Gertrud for at finde videoen frem.

Juni 1974: June 1 1974

30. juni 2014

På samme tid som Ripertons plade udkom også kultpladen June 1 1974 med Kevin Ayers, John Cale, Brian Eno og Nico. En liveplade, hvor også Mike Oldfield, Robert Wyatt og Ollie Halsal medvirkede. Som min kritikermester Robert Christgau rammende skrev om denne plade: “Hvis der skal være artrock, så lad det være som denne”. Fire excentrikere mødes og mærkelig musik opstår. Nok sagt.

For 40 år siden: Minnie Ripeton – Perfect Angel

30. juni 2014

Den 28. juni 1974 udsendtes Minnie Ripertons andet album Perfect Angel. Hendes største succes med hitsangen “Loving You”, der toppede den amerikanske singleliste. Et par år efter var hun og hendes flotte stemme en saga blot. Kun 31 år gammel døde hun af brystkræft.

Mere musikrelateret tv: Rockpoeten Jim Morrison

30. juni 2014

Musikken var i den forgangne weekend i førersædet på de DR-programmer, der ikke sendte fodbold, dvd. DR 2 og K. Og i går aftes kunne man også se det halvandentime lange BBC-program om “Rockpoeten Jim Morrison”. Her var det ikke rocksangerene Morrison, der var i centrum, men digterspiren Morrison. Og centralt i programmet var de medvirkendes forsøg på at indplacere Morrison i forhold til den såkaldte Beat Generation i efterkrigstiden. Jeg er ikke sikker på, at jeg blev ret meget klogere på Morrisons status i de amerikanske litterære tradition efter at have lyttet til de meget snakkesalige beatpoeter Michael Horovitz, Michael McClure og Pete Brown med flere. Men jeg fik dog bekræftet billedet af Morrison som en person, der gik med en digter i maven og havde de svært med al virakken omkring rock- og sexikonet Jim Morrison. Dokumentaren kan endnu ses på DRs hjemmeside.