7. juni 2014 arkiv

En filmoplevelse: Smagen af rust og ben

7. juni 2014

Jacques Audiards film Smagen af rust og ben har længe stået på min liste over film, jeg gerne ville se. Fordi den har fået mange fine ord med på vejen. Men jeg nåede ikke at få den set, da den blev vist i biografen, så det var ikke svært at få den med hjem på dvd, da jeg forleden faldt over den i en lokal mediebutik.

Smagen af rust og ben er en kærlighedsfilm, der ligger så langt fra amerikanske, romantiske film, som man næsten kan tænke sig. Vi er langt fra den velbjergede middel- eller overklasse, der ikke belemres med problemer som forbrug, penge, bolig osv. Tværtimod befinder vi os i den nederste del af den franske samfundspyramide.

Vi møder her den maskuline, hårde negl Ali (spillet af Matthias Schoenaerts), der slår sig ned hos sin søster og svoger med sin femårige søn. Bag sig har Ali et brudt forhold til drengens moder, og drengen er mere en belastning end noget andet for Ali, der lever fra hånden til munden med småjobs som udsmider, sikkerhedsvagt og slagsbroder i lokale, småkriminelt iscenesatte slåskampe med indbyggede væddemål. Forholdet til kvinder er lige så elementært som Alis forhold til arbejde og familie. Han knalder dem, han møder. Og det er det – indtil han render ind i Stephanie (Marion Cotillard), som han hjælper hjem fra en aften på et diskotek, hvor hun har fået tærsk.

Stephanie er også en af samfundsbundens skæbner, men dog lidt over Ali. Hun har job som træner af spækhuggere i en forlystelsespark. Og en dag går det galt på arbejde, og Stephanie vågner op på hospitalet, hvor hun har fået amputeret begge ben. Hun er på enhver måde sendt til tælling. Hendes liv er slået helt itu. Men hun har Alis telefonnummer og instinktivt kontakter hun ham, og med den næsten dyriske Ali som hjælper finder Stephanie tilbage til livet og – kærligheden. For Stephanie, der også har haft en kompliceret kærlighedsliv med ubetydelige engangsaffærer, bliver langsomt forført af Alis brutale og simple maskulinitet. Sød musik opstår i hjerterne på de to, selv om Ali ikke med det samme kan høre melodien.

Smagen af rust og ben udspiller sig på bagsiden af feriestedet Antibes, og miljøbeskrivelsen er lige så rå og uforfinet som skildringen af parret og deres omgivende personer. Og filmen er filmet i en lidt nervøs og flakkende ekspressionistisk stil, der passer godt til selve historien.

Hvordan filmen ender må du selv finde ud af, men i hvert fald er det en usædvanlig kærlighedsfilm, der ikk e hæmmes af romantiske klichéer eller utroværdige persontegninger. Måske er det netop derfor, den kommer tæt på den virkelighed, vi mener findes uden for filmens verden? Hermed anbefalet.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

The Grass Roots – et rigtigt tresserband

7. juni 2014

Historien om The Grass Roots er en rigtig tresserhistorie om et band, der blev til som et projekt – lidt à la The Monkees.

Sangskriverduoen P. F. Sloan og Steve Barri arbejdede på at slå igennem som sangskrivere hos pladeselsabet Dunhill – i første omgang med beskeden succes. Sammen med nogle garvede studiemusikere indspillede Sloan sangen “Where were you when I needed you”, og den blev udsendt under navnet The Grass Roots” sendt ud til lokale radiostationer som demo. Pladen fik en moderat succes og Sloan og Barri kunne se, at konceptet med et band var vejen frem, og de gik på jagt efter en rigtig band, der kunne gøre det ud for The Grass Roots. Og de faldt over det obskure band The Bedouins fra San Francisco. Og Beduinerne fik lov til at genindspille sangen. Men helt i tidens ånd, så ville The Bedouins mere end bare indspille vellydende pop. Og det førte til et brud med Sloan og Barri. Bedouins drog til San Francisco for at forfølge deres blues-rock-drømme – og den første udgave af Grass Roots var en saga blot.

Men Sloan og Barri fortsatte med at lede efter et passende band til at spille deres sange. Og næste stop blev badnet The Robbs fra Wisconsin – men the Robbs var ikke interesserede i projektet. Bedre gik det, da sangskriverduoen fik kontakt til bandet The 13th Floor (nej, ikke 13th Floor Elevators). Bandet havde kun eksisteret et årstid og havde ikke lavet nogen plade, og de kunne ikke sige nej til tilbuddet om at overtage bandnavnet The Grass Roots og følge op på den beskedne succes, projektet havde haft. Dermed var The Grass Roots en realitet – og projektet bleve et relativt succesfuldt eksempel på en guitarbaseret poprockensemble, der med tydelig indflydelse fra britisk beat og amerikansk soul m.m. tog kampen om de amerikanske radiolyttere op. Grass Roots præsterede at lave et guldalbum, en guld- og en platinsingle og ikke mindre end fjorten top 40 singlehits.

Men en hel del omskiftelser og udskiftninger har The Grass Roots eksisteret siden den første inkarnation i 1965, men bandet havde sin storhedstid i tresserne, hvor projektet havde held til at ramme lyden af den ubekymrede tresserpop lige i hjertet. Et bagmandsspekulationsprojekt, men samtidig et eksempel på, at der kan komme noget godt og lytteværdigt ud af kombinationen af en god sangskriverteam og et hold ambitiøse og talentfulde musikere.

Det kan man høre på en ny pladeudgivelse, hvor alle gruppens singler fra tiden hos Dunhill og ABC Records er samlet. Complete original Dunhill /ABC Hit Singles hedder pladen der er udsendt på Real Gone. Et must for tresserpopelskere.

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »