Koncerten er allerede blevet udskreget til at være historisk. I hvert fald unik for cubanerne, der alt for længe har måttet undvære den slags arrangementer. Og det er fint, at koncerten var gratis, så alle der var i nærheden kunne komme med. Lyden her er ikke den bedste, men jeg håber inderligt at cubanerne fik en på opleveren.
Hvis man elsker Joni Mitchells Blue, så kan man ikke være helt umulig i min verden. Og Courtney Barnett er glad for netop det album og Mitchell i det hele taget. Her giver hun – og hendes bandvenner – noglte tips til, hvad man bør lytte til. Videoen er i en serie, som pladebutikken Amoeba Records har lavet, hvor kunstenre snakker om musik, de godt kan lide. Det er bedre end at læse avisernes pladeanmeldelser, hvis I spørger mig…
Det er musik fra før min tid. Fra før rock’n roll kom til for alvor. Men i dag blev jeg mindet om sanger- og skuespillerinden Julie London. Og det fik mig til at tænke på andre af præ-rocktidens store sangerinder, der stadigvæk kan appellere til min musiksmag. Fx Peggy Lee. Engang for længe siden stod jeg med valget mellem et album med Peggy Lee og – et med The Doors (Live). Og valget faldt på det sidste. Men et eller andet sted ærgrede det mig, at jeg ikke også kunne få Peggy Lee med i handlen…
Der var og er noget særligt over sangerinderne fra den tid. Fx Julie Londons sensuelle, tilrøgede stemme. Den slags stemmer finder man ikke rigtig mere…
Â
“What I did to break away, was to take simple folk changes and put new imagery and attitude to them, use catchphrases and metaphor combined with a new set of ordinances that evolved into something different that had not been heard before.” (Bob Dylan / Chronicles)
Deter Rolling Stone, der i sin omtale af jubilæumsalbummet Bringing it all back home sammenligner albummet med atombombens opfindelse. Og selv om det er et noget bombastisk sammenligning, så er der ingen tvivl om, at Dylan med dette album var med til at ændre sangskrivningskunsten i populærmusikken for altid. Han skruede for alvor op for poesien i popteksterne og satte en ny standard for, hvad man kunne forvente sig af sangskriverne. Albummet blev udsendt d. 22. marts 1965
Og i går var det 53 år siden Beatles’ Please Please Me blev udsendt i Storbritannien. Og det var starten til – ja – gruppens storhedsperiode.
“Det tog 38 år for ‘Ramones’ at sælge til en guldplade, men pladens indflydelse har været uberegnelig.”, skriver New York Times i anledning af albummets 40-års-jubilæum i april måned. Og det er rigtigt. Da pladen udkom blev den nærmest et “flop” med en 111. plads som bedste resultat og ringe salg. Og sådan er det med en del indflydelsesrige album. Det har aldrig været pladesalget, der har været bestemmende for deres indflydelse.Â
Ja, sådan så de ud, da de på denne tid af året begyndte at spille på Liverpools The Cavern i 1961. Iført læderjakker og cowboybukser, hvilket ellers var uset på spillestedet, hvor ejeren ønske af folk skulle have “pænt tøj” på. Men de fik lov, og med et repertoire, der bestod af gamle rockhits m.m. begyndte bandet at opbygge deres tidlige repertoire. Beatles fortsatte med at spille der frem til august 1963, hvor de havde fået andet at se til ude i den store verden.
I forbindelse med en pladeomtale fornylig kom jeg ned ad erindringens vej og endte tilbage i halvfjerdserne, hvor en lang række kvindelige singer-songwriters myldrede frem i USA. Alle med talent og mange med succes. En af dem, der ikke kom helt frem i rampelyset var Wendy Waldman, der først gjorde sig bemærket som medlem af bandet Bryndle og siden udsendte en række fremragende soloalbum, som det var lidt svært at få fat i herhjemme i Aarhus. Og så gjorde hun sig bemærket som sangleverandør til store navne som Linda Ronstadt, Maria Muldaur og Kim Carnes. Dejlig dame, der fortjener at blive hentet frem fra g(l)emmebogen…
Det var også på denne tid for 50 år siden, at The Walker Brothers bragede igennem med deres evigtgrønne version af Crewe/Gaudio-sangen “The Sun Ain’t Gonna Shine Anymore”, som Four Seasons’ Frankie Vallie forgæves havde forsøgt sig med året før. Sangen blev Walker Bros’ største hit. Sjovt nok har sangen fået et genopkog for nylig, hvor den blev brugt i forbindelse med markedsføringen af zombie-tv-serien The Walking Dead.Â
Den tidl. socialdemokratiske statsminister Anker Jørgensen meldes død i en fremskreden alder af 93 år. Og der er noget næsten symbolsk i denne kendsgerning. For det er ikke kun en alment vellidt politiker, der forlader denne verden, men også et symbol på det, man kan kalde ‘det gamle socialdemokrati’. Det parti, der om noget, var garant for den såkaldte ‘velfærdsstat’, og som – selv om det var et reformistisk parti fra de allerførste år – forstod, at der var forskel på høj og lav i dette samfund og at man måtte kæmpe for dem, der havde mindst. Anker blev beskyldt for at have drevet samfundet ud på ‘afgrundens rand’ i sin og oliekrisens tid, men siden har nogle af de mest nøgterne borgerlige økonomer afvist denne påstand og påvist, at han faktisk første en ganske fornuftig økonomisk politik – men kapitalismen var i krise og det kunne han lige som sine efterfølgere ikke gøre ret meget ved.Â
Med Anker Jørgensens bortgang bliver vi mindet om, at det borgerlige samfund engang havde et mere menneskeligt ansigt end det, der viser sig i vores ny-liberalistiske konjunktur.Â
Ja, det kan næppe overraske nogen, at der efter Grateful Deads ophør som band må komme hyldest-musik. Det er medlemmer af The National, der har taget initiativet og det resulterer i et helt bokssæt på fire CD’er (vinyler osv.) med en ret imponerende liste af kunstnere. Men man kan altid diskutere nødvendigheden af en udgivelse som denne. Grateful Dead har efterladt sig spor nok til at holde os underholdt i mange år frem…
Skruer vi tiden endnu længere tilbage, til 1965, så var det på denne martsdag, at Rolling Stones indtog førstepladsen i Storbritannien med “The Last Time”, der blev gruppen tredje nr. 1-hit i rap. Sangen, der blev skrevet af Jagger/Richard har altid været en af mine favoritsange med Rolling Stones.
På denne dag for 45 år siden fik Marc Bolan og T. Rex deres første nr. 1 hit med “Hot Love”. T. Rex var ellers primært et LP-band, og deres album havde på forhånd indtaget albumlisten, hvor deres eponyme plade indtog en syvende plads. Inden “Hot Love” blev nr. 1 og øgede efterspørgslen på LP’en… for sådan foregik det dengang.
