Guitaristeen i det markante sydstatsrockband Lynyrd Skynyrd, Ed King, meldes død på hans Facebookside. Dødsårsagen er ikke blevet fremlagt, men King led af lungekræft. King kom med i gruppen i 1972 og var med til at skrive bandet vel nok største succes, sangen “Sweet home Alabama”.
Plade- og koncertaktuelle Paul McCartney oplyser på sin hjemmeside, at han kommer til København og spiller den 30. november i år. Og der er allerede forsalg på billetterne.
Det minder mig om, at DR i går i et såkaldt kulturprogram, “Gejst”, stillede Lars Lilholt spørgsmålet: Hvornår han ville stoppe med at optræde og lave musik? Og Lilholt reagerede med tydelig undren. Hvorfor stoppe? Og han henviste til, at hans gamle far spillede helt frem til sin død som 93-årig. Nej, det er ikke længere nogen regel, at folk i almindelighed og kunstnere i særdeleshed skal stoppe med at være aktive, fordi deres dåbsattest viser en bestemt alder. Tendensen er snarere, at man skal gøre, hvad man har lyst til. Rolling Stones, Paul McCartney og mange flere er eksempler på, at livet ikke er færdigt med de 40. 50. 60, 70, 80 eller mere. Livet er snarere, hvad vi gør det til.
“I went to Memphis, Cincinnati and then Detroit. I was playin’ when I was 13 or 14; my stepfather taught me how to play. What I’m playing now, he taught me. Nobody else plays this style; I got it all to myself. They tries; they get close, but…a lot of guitarists get good; they’re fantastic, beautiful, really fast, but a lot of them just sound alike. You got to tell your own story, like I tell my own. You hear one of these guys, you heard ’em all. They sound like B.B. King, or like Jimi Hendrix. They ain’t themselves. You got to sound like yourself. You may not be fantastic, or fast; but if you got a different style…nobody sound like John Lee Hooker” (Q, 1990)
https://youtu.be/T8tGCVavS5s
En af de store stemmer i den hårde rock, Led Zeppelins Robert Plant, fylder 70 i dag. Og hvad kunne bedre minde os om hans storhed end hans optræden på dansk tv i 1969…
Han er blevet kaldt “trommeslagernes trommeslager”, Jon Hiseman, der netop er død af kræft i hjernen. Han blev især kendt for jazz-rock-bandet Colosseum, som han stiftede og var leder af i fire, markante år. Men inden da havde han være omkring kendte navne som Graham Bond Organisation, Geordie Fama og John Mayall. Inspireret af John Mayall stiftede han så – sammen med saksofonisten Dick Hestal Smith – Colosseum, der fik lave tre album inden opløsningen i 1971.
Efter Colosseum dannede han Tempest og Colosseum II, der dog ikke fik samme succes om det opr. Colosseum, selv om det have selveste Gary Moore som leadguitarist. Senere gendannede han også det gamle orkester i dets oprindelige konstellation.
Det blev også til et samarbejde med Andrew Lloyd Webber, tv og Parapharnalia (der er Hisemans kones band).
https://www.youtube.com/watch?v=gbz4VT-vTaU
Det forlyder, at Carsten Elgstrøm – den unge mand, nr. 2 fra højre på billedet ovenfor – er død efter nogen tids sygdom. Elgstrøm var ikke alene singleguitarist i gruppen Sir Henry and his Butlers men også medstifter (sammen med Ole Bredahl, i midten). De øvrige på billedet, der stammer fra musikbladet Beat i 1964, er fra venstre: Jens “Krølle” Bødvad (trommer), Tommy Seebach (orgel), Ole Bredahl (sang og bas), Carsten Elgstrøm og Arne Schrøder (rytmeguitar). Der findes ikke så mange oplysninger om Elgstrøm på nettet (eller i rockleksika), men mindes skal han da som medlem af et af de førende pigtrådsorkestre.
Det er næsten ikke til at tro, men der er mindre en fire månede til jul. Og medens vi har stønnet og nydt en lang varm dansk sommer, så er der andre der har været i studiet og indspille en juleplade. Ingen ringere end Mr. Slowhand, Eric Clapton, er gået i fodsporene på Bob Dylan og har lavet sin juleplade, hvor han har taget en række kendte julesange og tilført dem lidt claptonsk bluesfølelse. Det næste bliver vel, at Rolling Stones også gør det…
https://www.youtube.com/watch?v=466rT-dUaEM
Forleden for digteren, musikeren, humoristen, grinebidderen Benny Andersen hen. Og i dagens udgave af Information leverer bladets mangeårige litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen en fin nærlæsende, sprogfølsom nekrolog over Andersen. En nekrolog, der både vidner om en stor sproglig og litterær følsomhed – hos såvel nekrologskriveren som den afdøde digter – og om, hvad man forsøgsvis kunne kalde en sproglig omsorg. En omsorg for det danske sprog. For var der noget, Benny Andersen udøvede, var det netop denne kærlige omsorg for vort fælles sprog, dansk.
Og dermed blev Andersens død også – for alle os andre – en påmindelse om, at vi bør anstrenge os dagligt for at behandle det lille sprog dansk med kærlighed, omhyggelighed, opbyggelighed, nænsomhed og så videre. Og det gælder ikke mindst de faggrupper i landet, der ernærer sig ved at bruge sproget. Fx – min yndlingsaversion for tiden – journalisten. Jeg kunne give tusindvis af eksempler på, hvor lemfældigt journalister bruger det danske sprog i medierne. Ikke kun almindelige fejl, som dansklærere hver dag møder i opgaveretningen. Fx (hentet fra en kørende tv-reklame på DR) forskellen mellem at ligge og at lægge. En anden journalist snubler i en talemåde og giver op over for problemet. Eksemplerne på manglende sproglig agtpågivenhed er legio. Og så har jeg slet ikke nævnt den omfattende, hærgende angli- og amerikanificering af det danske sprog, der truer med at tage livet af vores lille sprogområde.
Og jeg mener ikke, man kan skyde det ind under “travlhed” og lignende. Det handler om prioritering. Journalister og andre professionelle sprogudøvere har et eller andet sted et ansvar over for publikum for at behandle sproget ordentligt. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke kan være plads til fejl og smuttere undervejs. Men det er heller ikke det, der er tale om nu til dags. Der er tale om et generel svigt med hensyn til den sproglige omsorg. Og hvis ikke de professionelle sørger for omsorgen, så kan man heller ikke forvente, at alle andre almindelige sprogbrugere gør det (se blot de sociale medier…).
Benny Andersen vil blive husket og læst mange år frem, og vi skal sørge for, at nye generationer får lov til at kende ham og hans digtning. Sådan som Skyum-Nielsen gør opmærksom på. Og så kan vi bruge sorgarbejdet til at udøve sproglig agtpågivenhed og omsorg, når vi bruger vort danske sprog.
Lily Allen er 33 år. Og alligevel udgiver hun sine erindringer til december under titlen My thoughts exactly. Og hvad skal man så mene om det. Få dig dog et liv først!, fristes man til at råbe, fordi erindringer almindeligvis forudsætter et længere levet liv. På den anden side er lige netop Lily Allen en person, der er kendt for at være skarpt tænkende. En ung person, der har sine meningers mod, ikke er bange for at gå mod strømmen, samtidig med at hun har meget på hjerte. Det viser hendes sange. Så jeg tænker, at bogen mest af alt er en statusopgørelse i den unge sangerindes forhåbentlig lange liv.
Im strong. I can be tough. I’ve been broken. I’m opinionated. I’m a people-pleaser. I’m spoilt. I’m needy. I contradict myself. I try to do good. I want to do good. I’m impassioned. I’m observant. Most importantly, I tell the truth. And this is my story.
[Benny Andersen startede som hyggepianist på værtshuse og restauranter rundt omkring, bl.a. i min barndomsby Esbjerg. Fotoet her er lånt fra Pinterest]
De store træer falder tungt i disse dage. I går Aretha Franklin og senere også digteren og musikeren Benny Andersen. Takket være gode dansklærere har jeg fulgt Benny Andersen, siden han debuterede med Den elektriske ål i 1960. Tressermodernismen funklede i de år og mine dansklærere, is. frk. Andersen, fulgte med og lod os læse med hos Andersen blandt andre. Og siden kom Svantes viser til og Benny Andersen voksede til at blive et kæmpestort træ i skoven af elskede danske digtere og forfattere, godt hjulpet på vej af den kongeniale Povl Dissing, der med sin særlige danske blues- og vise-fornemmelse indførte Andesens digtekunst i hjem, der ikke havde bøgerne stående på hylderne.
I min studietid, dengang verden var venstreorienteret og ideologikritisk, deltog jeg i et møde med Benny Andersen. Han var lidt beklemt ved at optræde hos den krtiske ungdom og holdt kærligt fast i sin ølflaske, medens han stille og roligt fik afmonteret ethvert tilløb til kritisk overgreb på den elskelige digter. Men billedet af den på en gang nervøse, uselvsikre og dog imødekomne og venlige mand har ledsaget min opfattelse af Benny Andersen lige siden. Et sammensat menneske, sådan som de fleste af os er.
Og jeg har altid holdt af hans skriverier, der med finurlighed, humor og udpræget poetisk sans rummede noget særligt dansk. Derfor står hans samlede digte også lige deroppe på min tyngede reol og kigger ned på mig i dagens anledning – som ville den sige: Kan du så komme i gang med at læse mig igen, igen! Og jeg tænker på, at jeg heldigvis har givet mine to drengebørnebørn Snøvsens samlede historier, så godnatlæsningen er sikret et godt stykke frem. Og at Benny Andersen er hos os, selv om han altså ikke er det længere.
Om medens jeg sidder og kaster nogle runer efter Elvis og Robert, så tikker nyheden om Aretha Franklins død ind. Vi fik forleden at vide, at hun var meget syg (led af kræft) og blev plejet i familiens skød. Og nu døde hun så af sin sygdom, 76 år gammel. Og i den kommende tid vil medierne flyde over med nekrologer og mindeudsendelser, der skal minde os om, hvor stor hun var, dronningen af soulmusikken. Og jeg synes, at vi sagtens kan mindes hende med hendes helt igennem vitale og medrivende optræden i Blues Brothers-filmen med “Think”.
Ikke kun Elvis døde på denne dag. Det samme gjorde blueslegenden Robert Johnson for firs år siden – med alle de forbehold, man er nødt til at tage over for de biografiske detaljer vedr. netop Mr. Johnson. For som Gulranick afslørede i sin bog om at finde Mr. Johnson, så forsvinder hans livshistorie let som våd håndsæbe mellem hænderne, når man forsøger at opspore detaljerne om hans liv. Men, men, musikken står tilbage. Det er her, man finder ham, Robert Johnson. Guitaren, stemmen og det der udefinerbare, der sikrede ham et langt eftermæle, der langt fra er slut endnu.
Hans indflydelse på rockmusikken, der opstod efter hans død, kan svært overvurderes. Fra Rolling Stones over Eric Clapton til Bob Dylan står de alle i gæld til den lille mand med det store format. Som Dylan udtrykte det i sin selvbiografiske Chronicles: “If I hadn’t heard the Robert Johnson record when I did, there probably would have been hundreds of lines of mine that would have been shut down—that I wouldn’t have felt free enough or upraised enough to write.” Ikke kun musikken, men også teksterne satte sig spor i eftertiden.
