juni 2020 arkiv

Når anti-racisme bliver racisme…

23. juni 2020

Black Lives Matter-demonstrationerne og -protesterne i USA og andre dele af verden har endnu engang sat fokus på racismens virkelighed. Ikke kun i USA, men over hele verden. Og der er god grund til at blikket ikke kun hviler på USA, selv om landet stadigvæk er tynget af “arven” fra slavetiden. For racismen viser sit grimme fjæs alle steder. Og det er ikke kun den “sorte” befolkning – her og hisset – der har været og er genstand for racisme. Det ved vi bedre end nogen her i Europa, hvor racismen fik sit ultimative, systematiske, industrialiserede udtryk i holocaust, altså nazisterne jødeudryddelse. Og netop dette historiske forhold bør give os her i Europa en ekstra tilskyndelse til endnu engang at analysere og prøve at forstå, hvad der er på spil i racismen.

Netop holocaust er et mønstereksempel på, hvor problematisk det er at tænke og forholde sig til racismen. Det er såre let at fordømme racisme, hvorend den viser sig, men det er meget sværere at forholde sig distanceret analytisk og teoretiserende til fænomenet. Det understreges af det forhold, at også jøder – og vel at mærke efter holocaust – har gentaget racismen. Jeg tænker på det zionistiske Israels behandling af palæstinenserne, siden Israels oprettelse. Denne gentagelse understreger med uhyggelig alvor, hvor svær en problemstilling racisme er. For hvad nu, hvis anti-racister og ikke-racister også kan gå hen og handle racistisk!? At det slet ikke er et irrelevant spørgsmål blev understreget forleden, hvor en ålborgensisk afdeling af Black Lives Matter-bevægelsen (med en sort kvinde med efternavnet Sørensen som talsperson) i sine bestræbelser på at understrege demonstrationens og protestens alvor gik så vidt som til at knægte “hvide” danskeres ytringsfrihed (de måtte ikke råbe med på visse slagsord fx) og forsamlingsfrihed (de måtte ikke gå foran i demonstrationen). Det er i følge den danske racisme-lov (også kaldet diskriminationslov) udtryk for racisme, fordi man diskriminerer nogen med henvisning til deres hudfarve. Selvfølgelig kan handlingen til en vis grad tilskrives følelsesmæssig ophidselse og vrede, men det ændrer ikke en tøddel ved, at der er tale om racisme, diskrimination. Og sagen i Ålborg understreger med største tydelighed, hvor problematisk racisme er. hvis anti-racister handler racistisk, hvor er vi så!?

Lad os gå et skridt videre. Hvad nu, hvis der findes en positiv form for racismen? Positiv racisme?! Jeg kom til at tænke denne yhyrlige tanke, da jeg læste en tweet fra Uffe Elbæk (den fhv. leder af Alternativet):

Den tidligere Cepos-leder Jacob Mchangama, der har gjort sig bemærket som ihærdig forsvarer af den danske ytringsfrihed, skriver på sin Facebookside om ovenstående tweet:

“Den gren af anti-racismen som Uffe Elbæk her giver udtryk for, er i mine øjne dybt regressiv, men desværre den dominerende strømning i USA, og med stigende indflydelse herhjemme.

Lad os lige tænke over hvad Uffe Elbæk virkelig siger.

Først kan man jo undre sig over hvordan det “brune Danmark” både kan være mangfoldigt og så have en “100 procent autentisk” stemme. Mangfoldighed må vel forudsætte forskellighed, så hvordan kan én person være DEN autentiske stemme.

Men det bliver værre endnu. For som Uffe Elbæk ved, er Sikandar Siddique jo langt fra det første eller enestre “brune” medlem af Folketinget. Den kreds tæller bl.a. Naser Khader, Yildiz Akdogan, Mattias Tesfaye, Elbæks tidligere partifæller Manu Sareen og Roger Courage, Fatma Øktem, Ozlem Cekic, Halime Oguz, m.fl.

Men vi må altså forstå, at ingen af disse “brune” politikere var eller er “autentiske stemmer” for det brune Danmark. Og her når vi ind ved kernen af den essentalistiske gren af anti-racismen som i øjeblikket skyller ind over den vestlige verden. Den deler folk op i hudfarver, som siges at være altafgørende for din identitet og plads i verden.”

Derfor er man altså ikke rigitg “brun” hvis man ikke deler de holdninger som Sikkanda Siddique (og Uffe Elbæk står for).

Den form for anti-racistiske essentialisme er utvivlsomt født ud af gode intentioner. Men den ender det samme sted som den gammeldags form for racisme. I modsætning til den anti-racisme der gik ind for lighed og et fællesskab, hvor målet var at gøre hudfarve irrelevant, ophøjer essentialismen hudfarve til det altafgørende spørgsmål og karakteristika ved mennesker. Dermed føder den en ideologi som skaber splittelse og iboende modsætninger uden mulighed for et fælles “vi”.”

Med god grund sætter Mchangama sin kritiske kniv ind lige der, hvor det må gøre allermest ondt. Nemlig hvor Elbæk i sin anti-racistiske iver gentager den racistiske argumentation: “den ender samme sted som den gammeldags form for racisme”. Forskellen er selvfølgelig, at Elbæk positiverer den hudfarve, han forskelsbehandler: “det brune mangfoldige Danmark” med dets “autentiske” stemme. Er der så tale om en positiv racisme? Kun for en overfladisk betragtning, for man må spørge: Hvordan vil den supplementære beskrivelse af “det hvide mangfoldige Danmark” mon se ud?

Med mit indlæg ønsker jeg hverken at hænge fru Sørensen eller hr. Elbæk ud som racister, selv om de isolerede handlinger kan defineres som sådan. Men jeg synes disse to danske eksempler (man kan finde mange tilsvarende i den internationale debat) må få os alle til at tøve lidt, tænke lidt dybere og spørge os selv: Hvornår er vi ude over denne diskriminerende tankegang?

 

 

Capac anbefaler: Out of the Woods – Birds and Beasts

22. juni 2020

Skoven er en gammel mytisk og litterær metafor. Vi kender den fx fra barndommens folkeeventyr, hvor skoven bliver et billede på livets og den menneskelige psykes lyse og mørke sider. Og på Out of the Woods‘ debutalbum arbejdes der videre på metafores dobbeltbundethed.

Bag navnet Out of the Woods gemmer sig sangskriver og musiker Ditte Grube Barild og en til lejligheden sammensat gruppe af musikere og sangere – Christian Dietrichsen – guitar, Thomas Sejthen – kontrabas, Una Sveinbjarnardóttir – violin, Bo Rande – trompet, Michael Andersen – trommer, Nanna Bech – kor, Hjalti Thorkelsson – guitar. Og sammen har de lavet Birds and Beasts, hvis titel netop tematiserer den indledningsvist anslåede tvetydighed ved skoven.

Tekstligt er det dog mørket, der dominerer. Alvoren, eftertænksomheden og den allestedsnærværende melankoli. Hvad enten det drejer sig om søvnløshed, abstrakte rejser, mistede venskaber eller det dyriske. Og der er noget tidstypisk over tekstuniversets indadvendthed og mørke eftertanke.

Men mørkets dimension opvejes af og får kontrapunktisk modspil af sangenes musikalske side. Sfærisk folk er den etikette, der sættes på. Og det er ikke en helt gal betegnelse. Den luftige guitar, Dittes lyse, distinkte vokal og arrangementernes brug af violin og trompet skaber et luftigt og let lydlandskab, der både konnoterer folk, men også en passant jazz. Det er nok ikke tilfældigt, at en af inspirationskilderne til musikken er det afdøde folkvidunderbarn Nick Drake. For såvel stemningsmæssigt som lydligt ligger denne association snublende nær.

Men først og fremmest har Ditte Grube fundet sit eget nøgne, rene udtryk, der cirkulerer omkring hendes fine stemme og guitaren, der står helt fremme og næsten fysisk nærværende i lydbilledet, selv om der lægges flere lag på nogle af de ialt ti numre.

Birds and Beasts er en af den slags plader, der insisterer på sin egen alvor og kræver lyttere, der ikke kun vil underholdes, men magter og ønsker at hengive sig til den melankolske alvor. Til gengæld bliver man så rigt belønnet for sin hengivelse og åbenhed. Hermed varmt anbefalet.

Out of the Woods. Birds and Beasts. Produceret af Ditte Grube Barild. Out of the Woods. Er udkommet.

Mere fra Woodstocks mini-festival: Chrysalis

22. juni 2020

Et andet band, der optrådte ved Woodstocks “sound-outs” var New Yorkergruppen Chrysalis, der bestod af sangskriver, sanger og rytmeguitarist James Spider Barbour, Nancy Haim (sang), Paul Album (bas), Dahaud Shaar (slagtøj), Jon Sabin (guitar, mandolin), Ralph Kotkov (piano).

Frank Zappa var meget begejstret for Chrysalis og Barbour hjalp Zappa med Lumpy Gravy og We’re only in it for the Money. Zappa-indflydelsen kan også høres på gruppen album Definition, der blander Zappafoni med folk og pop.

På vejen til Woodstock – Ellen McElwaine

22. juni 2020

Lang om længe er jeg kommet i gang med at læse Michael Langs bog The Road to Woodstock, der er Langs selvbiografiske fortælling om sin vej til skabelsen af  Woodstock-festivalen. Og på et tidspunkt, længe inden planerne om de berømte festival har taget endelig form, ligger han under et tæppe under stjernerne ved et “Saturday Soundout” i flækken Woodstock. Og han føler sig som i paradis, medens en kvinde med langt rødt hår synger the blues ‘med en stemme der er større end hende selv’. ‘Hvem er det?* spørger Lang en fyr, der sidder i nærheden: “Ellen McElwaine… Jimi Hendrix plejede at backe hende op på Cafe Wha. Hun flyttede til Woodstock fra byen med sit nye band, Fear itself. Hun har den bedste stemme i byen og spiller en fantastisk (killer ) slide guitar”. Det er længe siden, meget længe, at navnet McElwaine har passeret min bevidsthed, og det er jo både synd og skam, for hun skal da ikke gå i g(l)emmebogen.

Desværre nåede hendes band Fear Itself kun at lave en eponym plade (1968, genudgivet i 2006) med saftig psykedelisk bluesrock. Men den er til gengæld værd at støve af og lytte til.

Ray Davies – 76

21. juni 2020

[foto lånt fra Facebook]

76 bliver han i dag. The Kinks’ frontmand og sangskriver. Og han er allernådigst blevet indlemmet på Rolling Stones liste over The 100 Greatest Songwriters of all time. Og det er både ret og rimeligt, selv om man sagtens kan diskutere bladets liste med hensyn til prioriteringer og udvalg. Hvorfor ender fx ABBAs to sangskriver på sidstepladsen? Hvorfor er Lennon og McCartney adskilt? Hvorfor er der så få kvinder? For slet ikke at tale om dem, der ikke er med…

Men Davies er altså med et stykke nede på listen, og han vil sikkert trække på skuldrene over pressens liste og fortsætte med at skrive sine sange, sådan som han altid har gjort.

When the Saints go marchin in…

21. juni 2020

Det er ikke første gang, Paul McCartney kaster sig over “When the Saints go marching in”. Han gjorde det sammen med Tony Sheridan i gamle dage. Men vist nok første gang  han trutter i trompeten til det nummer. Ikke et højdepunkt i McCartneys musikalske løbebane, men sympatisk og charmerende er det da – for en inkarneret Beatlesfan.

50: Crosby, Stills, Nash & Young – Ohio

20. juni 2020

Apropos Black Lives Matter-protesterne og -demonstrationerne i disse dage, så er det i denne måned 50 år siden Crosby, Stills, Nash & Young udsendte deres protestsang “Ohio” som reaktion på politiets nedskydning af nogle studerende ved Kent State Universitetet måneden før. Sangen blev en kontroversiel succes. Kontroversiel, fordi Neil Youngs tekst nævner præsident Nixon, og det medførte at regeringstro radiostationer forbød at spille sangen, men teksten påmindelse om nationalgardens meningsløse nedskydning af fire studerende betød også, at sangen blev et af de vigtigste sange i det man har kaldt den amerikanske modkultur ( counter culture ).

Apropos Black Lives Matter

20. juni 2020

“When rock ‘n’ roll hit I went crazy for dancing. The weekend dances were too far apart for all who caught the fever, but weekdays, in the summer, you could always find kids hopping around to ‘Tutti Frutti’ or ‘Johnny B. Goode’ on the patio by the jukebox at the Avenue H swimming pool. For those people who never heard a (so-called) ‘race record,’ rock ‘n’ roll seemed to come out of nowhere.”

[Joni Mitchell]

Homeward Bound

19. juni 2020

Jo, de gamle drenge kan godt endnu. Selv om de er på retræte (i hvert fald nogle af dem…). Her Paul Simon med en smuk version af sin smukke gamle sang “Homeward Bound”. Den er ikke blevet ringere med tiden…

Tom Jones, David Crosby, Steven Stills, Graham Nash and Neil Young

18. juni 2020

Denne optagelse er for fin til ikke at dele med jer derude. På papiret kan det lyde som en vittighed – Tom Jones som forsanger for Crosby, Stills, Nash & Young. Men det er en eksplosiv cocktail…

Vera Lynn er død – 103

18. juni 2020

Vera Lynn, der er død i en fremskreden alder af 103, var en af de få sangerinder, der blev uløseligt knyttet til Anden Verdenskrig. På linje med fx Marlene Dietrich. Deres stemmer og nogle bestemte sange smeltede sammen med nationalfølelsen og den mentale oprustning i krigsårene. Bedre markedsføring kan man næsten ikke tænke sig…

Sir James Paul McCartney – 78

18. juni 2020

Ja, selv om han bliver 78 i dag, så ligner han jo i allerhøjeste grad sig selv, ham Sir James Paul McCartney MBE. Og selv om coronapandemien selvfølgelig også har lagt en dæmper på ham, så er han stadigvæk i musikalsk vigør. For han kan jo ikke lade være, selv om stemmen ikke er helt, hvad den var engang. Men sådan er det jo at blive ældre. Til gengæld fejler sangskrivertalentet ingenting.

Og så er han aktuel med en genudgivelse af det meget fine album Flaming Pie, så vi kan meget passende høre “Young Boy”

Skraldesorteringens overdrev

17. juni 2020

Jeg stod ude i køkkenet med en tom sødmælkskarton fra Arla og overvejede en stund om jeg skulle gribe en køkkenkniv eller -saks og fjerne plastiktuden og kaste den i posen med plast (glas, metal). Men det blev ved tanken, fordi en anden tanke skubbede på. Nemlig tanken om Folketingets beslutning om at borgerne nu skal sortere i ti forskellige grupper: Farligt affald. Restaffald. Madaffald. Drikkekartoner. Fødevarekartoner, Plastaffald. Papiraffald. Papaffald. Metalaffald. Glasaffald. Tekstilaffald venter vi med.

Og et øjeblik forsøgte jeg at forestille mig, hvordan jeg skulle sortere i ti grupper i køkkenet. Men det opgave jeg hurtigt. Dernæst meldte forestillingen sig om at stå ved de nedgravede skakter – i sol, regn, sne osv. – og finsortere dér. Og selv om jeg går ind for reduktion af forbrugsaffald, genbrug og den slags, så var det svært at mobilisere noget, der ligner en begejstring for politikernes lovgivning. – Og det, der især generer mig, er, at politikerne åbenbart har glemt eller fortrængt en vigtig dimension i hele affaldsproblematikken. Nemlig det forhold, at private virksomheder – her og hisset – frit producerer emballage, der udfordrer enhver lille øko-bæredygtig-forbruger. Eksemplerne er legio. Og hvorfor går politikerne ikke ind – også via EU – og med pisk og gulerod får producenterne til at lave genanvendelig emballage, minimerer emballagen og i nogle tilfælde afskaffer emballagen. Hvorfor skal en økologisk agurk fx svøbes ind i plastik? Bare som eksempel.

Kun hvis vi får fat i producentleddet, kan vi gøre skraldesortering helt overkommeligt og måske endda også helt succesfuldt. Så politikere – få fingeren ud , drop berøringsangsten over for erhvervslivet og få dem til at tænke mere bæredygtigt – også på skraldeområdet.

(For en ordens skyld skal jeg lige tilføje, at jeg har skrevet til en politiker med dette ressortområde og gjort hende opmærksom på ‘forglemmelsen’.)

Hvordan endte den der? – Berkeley Mews

17. juni 2020

Lige så populær The Kinks’ 50-års-jubilæumsnummer “Lola” er og har været, lige så skammeligt overset er den lille perle, “Berkeley Mews”, der gemmer sig på singlens B-side. Og historien om “Berkley “Mews” er sjov og interessant.

Sangen blev til under indspilningen af albummet Village Green Preservations Society, men kom ikke med på albummets indholdsfortegnelse. Pladeselskabet ønskede så at udgive den på en særlig amerikansk udgave af Village Green, men det blev ikke til noget.

“Berkley Mews” overlevede dog på en intern acetat sammen med sangen “Rosemary Rose”. Og måske var der nogen, der havde ønsket at udgive de to sange som single? Men heller ikke det blev til noget. I 1969 blev “Berkley Mews” så endelig udsendt på en amerikansk opsamling Then, Now and Inbetween. Og senere samme år kom den så ud i Storbritannien og Europa som B-siden til “Lola”. Og det er både synd og skam, at denne fine sang har skullet henleve et skyggeliv. For der er tale om en genuin Ray Davies-sang af fineste karat.

Signe Trylle: Splinterny Sæson

16. juni 2020

I oktober sidste år mindedes Signe Trylle sin far, Gert Smedegaard, her på siden med sangen “Bølgerne ved Bellevue”. Og det skulle viser sig, at det ikke var det sidste, vi fik at høre fra den unge talentfulde sangerinde. Nu er hun her med “Splinterny Sæson”, som jeg har fået lov til at vise af Finn Olafsson.

En sang om at give kærligheden en chance til – trods al bøvlet – og med en nostalgisk video med billeder fra familiealbummet.