januar 2023 arkiv

David Crosby er død – 81 år

20. januar 2023

Når man har skrevet sange til og spillet i henholdsvis The Byrds og Crosby, Stills, Nash (& Young), så er man ikke en hr-hvem-som-helst. Og David Van Corlandt Crosby, der meldes død i en alder af 81 år har netop været et markant navn i amerikansk rock, siden han i 1964 blev medlem af det legendariske country-rock-ensemble the Byrds (sammen med Roger McGuinn og Gene Clark).
I The Byrds var Crosby med til at lave gruppens første fem skelsættende albums, inden han gik videre og var med til at danne supergruppen Crosby, Stills & Nash i 1968 med Steven Stills (ex-Buffalo Springfield) og Graham Nash (ex-The Hollies). Og efter det første eponyme album kom også Neil Young (ex-Buffalo Springfield) med. Og Crosby, Stills, Nash & Young var et projekt, der med mange bump på vejen blev holdt kørende helt frem til 2016, hvor (ex-)vennen Graham Nash erklærede, at gruppen aldrig mere ville spille sammen offentligt på grund af hans anstrengte forhold til netop Crosby.
Parallelt med kvartettens karriereforløb havde Crosby også et duo-samarbejde med netop Graham Nash som resulterede i flere fine albums, lige som han havde en solo-karriere, der kastede en lille snes albums af sig.
Som musiker, sanger og ikke mindst sangskriver satte Crosby et varigt aftryk på de to navnkundige rock-grupper og dermed på amerikansk rockmusik i slutningen af det tyvende århundrede.

Crosbys første soloalbum

The Kinks som Fugl Fønix

19. januar 2023

Hvis man som jeg holder uendeligt meget af The Kinks og deres album The Kinks are the Village Green Preservation Society (1968), så kan jeg på det varmeste anbefale, at man læser Any Millers lille bog (små 150 sider) i serien 33 1/3 (Continuum 2003 ff.), der fortæller historien om tilblivelsen af albummet. En tilblivelse, der nærmest også bliver bandets totale fiasko – og genopståen. En fortælling om musik, der var tænkt af Ray Davies som et soloprojekt, men endte som bandmusik, og en fortælling om et album, der ramte helt forkert af tidsånden i rockmusikken og paradoksalt nok endte med at blive en af de helt store Kinks-værker. Og også et lærestykke i, hvor svært det var og hvor galt det kunne gå for talentfulde bands, der gerne ville frem i musikverden, men mødte benspænd efter benspænd. En kritisk fortælling af en forfatter, der tydeligvis elsker The Kinks som The Village Green Preservation Society.

Og som en slags punktum for historien finder man sangen “Plastic Man”, der også floppede, lige før Kinks rejse sig igen som et nyt band med succes i USA osv. Her i en fin udgave af mit nostalgiprogram “Beat Club”.

Pressen i den multi-mediale tidsalder – del 2

18. januar 2023

Den samlede public service- virksomhed skal via TV, radio og internet o.lign. sikre den danske befolkning et bredt udbud af programmer og tjenester omfattende nyhedsformidling, oplysning, undervisning, kunst og underholdning. Der skal i udbuddet tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Ved programlægning skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Programvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat. Der skal endvidere lægges vægt på dansk sprog og dansk kultur. Programvirksomheden skal endvidere afspejle bredden i produktion af kunst og kultur og give programtilbud, som reflekterer mangfoldigheden af kulturinteresser i det danske samfund. [Bekendtgørelse af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed]

Selv om jeg har pålagt mig selv en streng afholdenhed i forhold til indtagelse af journalistisk tv, så er det ikke helt muligt at lægge interessen for problemet på hylden. Og i dag læste jeg et indlæg af Nicolai Bøgh på Kommunikationsforum/POV-international om DRs relancering af programmet Deadline. Under rubrikken “Tågen breder sig – Deadline faret vild” ser Bøgh omlægning af Deadline – der karakteriseres som ‘DRtvs journalistiske spydspids” – som et tegn på, at ” DR med åbne øjne er i gang med at afvikle en væsentlig del af sin eksistensberettigelse, nemlig evnen til at levere i realiteten nyhedsindhold, som har stor betydning for danskernes fælles samtale, og som ingen kommercielle medieproducenter hverken kan eller vil levere”. Sagt på en anden måde, så opfatter skribenten omlægningen af programmet som en manifestation af en fortsat afvikling af Danmarks Radio som public service-organ.

I DR-ledelsens leflen for tidsånden, dens satsen på sociale medier (fx podcasts og DRs hjemmeside), på den tv-droppende ungdom og på underholdning, bevæger DR sig væk fra idealerne i public service-virksomhed (jf. citatet fra loven om public service ovenfor). Og der er grund til at spørge, om vi som licensbetalende radio- og tv-konsumenter om ganske få år vil være i en situation, hvor fænomener som nyhedsformidling, oplysning og kunst ikke længere vil være en selvfølge, men hvor vi er tvangsindlagt til – i bredeste forstand – Underholdning, der på ingen måde reflekterer mangfoldigheden i det danske samfund eller informations- og oplysningsbehovet i det såkaldte borgerligt-liberale demokrati? Kan vi forestille os en situation, hvor vi lige så godt kan abonnere på kommercielle streamingtjenester som betale licens for danske kanaler, der har tabt public service på gulvet!? Det er lidt skræmmende, men bestemt ikke noget, der kan udelukkes som en reel mulighed.

Birthr Rønn Hornbech forlader Venstre

18. januar 2023

– Jeg synes, at det der er sket i de sidste uger, hvor man går ind og vil bestemme over arbejdsmarkedets parter ved at afskaffe store bededag, det er så u-liberalt, siger den 79-årige Venstre-veteran til Ritzau.

Og her gik man og troede, at den tidligere Venstre-minister Birhte Rønn Hornbech var forsvundet ind i sit otiums politikfri zone. Og så kommer meddelelsen om, at hun efter 48 års medlemskab af det fhv. bondeparti Venstre har meldt sig ud. Men ved nærmere eftertanke så bør nyheden ikke overraske. For Hornbech gør bare det, hun altid har gjort – i stedet for at lytte til partitoppens udmeldinger gør hun som grundloven foreskriver og lytter til sin egen overbevisning. Og den har fortalt hende, at tegneserieregeringen SVMs forslag om at nedlægge Store Bededag strider mod den liberale grundholdning, som fru Hornbech mener, partiet Venstre hviler på. At så formand Ellemann-Jensen mener noget andet er også forventeligt og alt andet end overraskende. Manden har allerede kompromitteret sig selv ud over alle grænser ved at lade sig bestikke med en post som forsvarsminister og gøre sine egne valgløfter til de rene, pure valgflæsk.

Hatten af (billedligt talt) for den tidligere Venstre-kæmpe for at stå ved sine grundholdninger og respektere grundlovens formaning om at sætte egen overbevisning over parti- og regeringsdiktatur.

The Kinks: Till Death Us Do Part

17. januar 2023

En fortræffelig lille Ray Davies-sang, som Davies skrev under arbejdet med albummet The Kinks are the Village Green Preservation Society. Men som ikke kom med på den endelige plade. Derimod fandtes den på såkaldt bootleg. Men – min mening – det fortjente en bedre skæbne og burde i det mindste have været med på den 3 CD store Special Deluxe Edition, der kom i 2004. Men – den er dog kommet med på bokssættet 50th Anniversary Super Deluxe edition fra 2018.

Dødsfald: Gina Lollobrigida – 95 år

16. januar 2023

Den italienske skuespillerinde (m.m.) Gina Lollobrigida meldes død i en alder af 85 år. I halvtredserne og tresser i forrige århundrede var hun den vel nok kendteste italienske skuespillerinde, en af Hollywoods store stjerner og en af den tids såkaldte sex symboler.

Hun kom til verden i Lazio og via skønhedskonkurrencer og småjobs som fotomodel kom hun til filmen som teenager og fik mindre roller. Karrieren fik for alvor et skub, da den kendte, excentriske, amerikanske filmproducer m. m. Howard Hughes i 1950 lavede en syvårig kontrakt med hende som forpligtede hende til at indspille tre film om året. Og selv om Lollobrigida i begyndelsen vægrede sig mod at skulle filme ude for Europa, så indspillede hun en lang række film, der fik stor succes.

Da filmkarrieren begyndte at falme i slutningen af tresserne og starten af halvfjerdserne kastede hun sig over fotojournalistik og senere igen over politiske mærkesager.

Nu er “La Lolo”, som hun blev kaldt, så død i en fremskreden alder, men vil blive husket som et af de store Hollywood-stjerner fra en tid, hvor sådanne fandtes.

Store Bededag og regeringens tegneserieunivers

16. januar 2023

Dagbladet Informations chefredaktør Rune Lykkeberg har forfattet en skarpsindig analyse af den siddende SVM-regerings ønske om at afskaffe Store Bededag. Han afslutter sin analyse med følgende svada:

Tegneserieunivers

Det er jo ikke, fordi man ikke skal kunne træffe beslutninger, der bliver upopulære og møder modstand i offentligheden, at regeringen fremstår latterlig. Eller fordi man til enhver tid skal pudse og polere det bestående samfunds institutioner. Der er behov for drastiske omstillinger til et bæredygtigt samfund, hvor vi forandrer infrastruktur og produktioner og afgiver goder og giver plads til natur. Det er, fordi de misbruger de upopulære beslutningers patos til at afkræve en omkostning af alle, som ikke løser nogen nævneværdige problemer.

De reducerer den offentlige samtale om fordeling af goder og tid til et tegneserieagtigt univers og antager, at borgerne er for dumme til at fatte det.

Hvis man troede, at retorisk populisme og politisk pladder var et yderfløjsfænomen, har regeringen allerede nu dementeret det. Den har med farcen store bededag givet os et lærebogseksempel på de såkaldt ansvarliges alt for gennemskuelige elitepopulisme.

Kim Menzer – 85 år

15. januar 2023

Enhver, der kender Burnin Red Ivanhoe, kender også Kim Menzer, der altid har været i øjne- og ørefaldende med sine blæseinstrumenter. Han begyndte i jazzen – bl. a. sammen med Karsten Vogel i Cadentia Nova Danica – og holder stadigvæk fast i udgangspunktet i sin band Kim Menzer Jazz 6 Blues Band, der vist nok stadigvæk er aktiv.

Tingeltangel mand

Capac anbefaler: Old Man Blues – Ready for fun

15. januar 2023

C. V. Jørgensen, Buki-Yamaz og Himmelekspressen. Navne, der dukker op af erindringens dis ved synet af det lille logo forneden på coveret til dobbeltalbummet Ready for fun med Old Man Blues: Hookfarm. Et lille, men legendarisk plademærke, der havde æren af at publicere de nævnte navne, hvoraf C. V. Jørgensens to første album rager højt op dengang og nu. Og forklaringen på dette lille logos genkomst er såre enkel. For bag Old Man Blues gemmer sig den daværende pladeselskabsejer, Michael Krogsgaard, under kunstnernavnet Right Hand Buddy.

Ved siden af lægestudiet drev Krogsgaard i midten af halvfjerdserne sit pladeselskab, der både forlængede hans studietid og sikkert også bidrog til at studiegælden ikke blev alt for stor. Og årene er gået siden dengang, men et eller andet sted har Krogsgaard haft en lille drøm i maven om selv at lave musik og indspille den. Den drøm har mange haft, men de færrest er nået til at realisere den. Det er nu sket for Krogsgaard med en gruppe venner under navnet Old Man Blues, der også diskret fortæller noget om, at tiden er gået og det er en voksen mands tanker og erfaringer, der sætter sig igennem på dobbeltalbummets i alt tretten sange. Ganske vist står hele bandet – eller projektet – for sangskrivningen, men der kan vist ikke herske tvivl om, at Right Hand Buddy har sat pejlemærket for sangteksternes modne holdning og attitude.

Et lille eksempel – man kan selv lytte efter, for sangene går klart igennem på pladen og er i øvrigt trykt forbilledligt i det store indlægshæfte, der følger med albummet – er sangen “#wetoo (Endless song)#” – en slags kommentar til vor tids #mee-too med fokus på en voksen mands opfordring til erotiske løjer:

“Nudge me tonight and let me know why I want you./Your’re better than me and it’s sttrange that you care for my kind/ Nudge me tonight it’s only my needs you respon to/ If you nudge med tongiht. I know I’m still in your mind.”

Lidt i samme boldgade er fx sangen “Sex without love”. Og man kan – jeg kan i hvert fald – godt mærke på teksternes ligefremme og ærlige karakter, at Krogsgaard også er en anerkendt Bob Dylan-kender. Sporene er ikke til at tage fejl af.

Heller ikke de musikalske spor. Old Man Blues kalder foretagendet sig, og det er da også bluesen, der – akkurat som hos Dylan – ligger som slidstærkt, varieret udgangspunkt for sangene. Langt hen ad vejen minder sangene da også om halvfjerdsernes dyrkelse af netop the blues. Og de gode sange med gode melodier og læse- og tankevækkende tekster løftes af et hold erfarne og loyale musikere, der nok forstår at få det allerbedste ud af materialet. Blandt vennerne finder man kendte navne som Christian Sievert (guitar) og Kenn Lending (guitar) og en række andre yderst kompetente medspillere. Værd at nævne er holdets eneste høne Reeta, der får lov til både at synge for og bidrage med backingvokal. Og gør det godt og er med til at afbalancere gammelmandstonen i projektet.

Arrangementerne og produktionen er lydefri og forbilledlig. Instrumenterne står klart i lydbilledet lige som stemmerne. Og bandet spiller sammen med indlevelse og fin fornemmelse for musikkens intentioner.

Ready for fun er en plade, der smager af mere. En plade, der viser, at man ikke skal holde sig tilbage, hvis man har noget musikalsk på hjerte. Og det har den gamle plademærkejer og hans musikalske folk åbenbart. Så nu står der bare tilbage at komme ud på de små (og større) spillesteder og vise ungdommen, at livet og musikken ikke er færdig med fyrre. Et dobbeltalbum, der fortjener sin naturlige plads på reolen.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm. Udkom d. 13/1.2023 på vinyl og digitalt.

 

50: Elvis Presley – Alohaa from Hawaii

14. januar 2023

Halvtreds år siden, Elvis Presley gav koncert fra Honolulu International Center, Hawaii, for et stort tv-publikum i Asien og Oceanien. Koncerten blev sendt forskudt til Europa og USA.

Elvis havde de foregående år koncenteret sig om sin rolle som filmskuespiller i en række film af tvivlsom kvalitet og var vendt tilbage til sin gamle rolle med sin berømmede tv-optræden i 1968. Og inspireret, vist nok, af Præsident Nixons besøg i Kina i 1972, fik Elvis’ manager Tom Parker den idé at lave en stor tv-koncert for sit asiatiske publikum. Onde tunger mener også, at Tom Parkers bevæggrunde for en sådan tv-koncerter var, at han ikke ville sende Elvis ud på verdens koncertveje, fordi han, Tom Parker, som indfødt hollænder opholdt sig illegalt i USA… Men det er en anden snak.

Koncerten, der også samlede penge ind til en cancer-fond, blev vel modtaget af pressen. Og den efterfølgende koncert-plade solgte rigtig godt og indtog førstepladsen på den amr. albumliste.

Alohaa from Hawaii

På radaren: Aoife O’Donovan

13. januar 2023

Det tog lidt tid at komme i gang med det nye musikår. Måske har jeg været lidt mæt. I hvert fald har jeg ikke været aktivt opsøgende og har mest holdt mig til det, jeg kender godt i forvejen. Men lidt er der dog dukket op fra radarens skyggeområder. Først har vi Aoife O’Donovan, der til trods for det irskklingende navn er amerikansk og  allerede Grammy-beprist og velanskreven i musikpressen (det ændre dog ikke ved, at jeg ikke har hørt om hende før…). Men ellers er hun ligetil: Gode sange, god stemme og så videre.

En guitarhelt er død: Jeff Beck – 78 år

12. januar 2023

Den ‘seksstrengede kriger er ikke længere for os” skriver kollegaen Jimmy Page (Led Zeppelin) i et mindeord i anledning af guitaristen Jeff Becks bortgang i en alder af 78 år. Og det er ikke hvem som helst beskåret at blive rost af legenden Page. Og det siger selvsagt noget om den status Beck har fået, siden han som teenager begyndte at spille guitar og kom med i Screaming Lord Sutchs backingband og kort tid efter afløste Eric Clapton i The Yardbirds. På Jimmy Pages anbefaling…
Beck forlod Yardbirds efter tyve måneder på grund af intern ballade, men nåede at sætte sit præg på gruppens musik og dens succes. Han gik solo og dannede sit eget band Jeff Beck Group, hvor hans udforskning af grænselandet mellem rock og jazz for alvor tog sit afsæt. Et projekt, der resulterede i albummet Blow by Blow, der var produceret af selveste George Martin og blev en stor kommerciel og ikke mindst kritisk succes. Et album, der blev omtalt i tide og utide i halvfjerdserne.
Han fortsatte de følgende år med jazz-rock-projektet og havde en lidt slingrende karriere, der bl. a. skyldtes, at han udviklede tinnitus. Men det blev til en række fine album og mange forskellige samarbejder med store navne i musikken. Efter årtusindskiftet har han udgivet flere soloalbums og har levet på sit omdømme som en af guitarens store navne. Nu er han så ikke mere. Han døde af komplikationer i forbindelse med en meningitisinfektion.

Karsten Vogel – 80

11. januar 2023

Oprindeligt cand. phil i dansk, men nok mest kendt som medlem af Burnin Red Ivanhoe. Karsten Vogel. Saxofonist, komponist og meget mere. Inden han blev medlem af Ivanhoe huserede han i jazzen.Blandt andet i det legendariske Cadentia Nova Danica og senere i grupper, som han selv var med til at lede, Secret Oyster og Birds of Beauty. Værd at nævne er også, at Vogel gennem en årrække var en vidende og nysgerrig radiovært på DRs P3. I dag fylder Karsten 80, og mon ikke det bliver til lidt musik også på denne dag!?

Burnin Red Ivanhoe – Roskilde Festival 1973

Erindringsglimt: Tørresnoren

10. januar 2023

Ude på badeværelset faldt jeg i en tankestrøm, da jeg kiggede på vores tørrestativ over badekarret (ja, vi har beholdt vores gammeldags, hvide badekar, selv om vi ikke bruger det som sådan…). Især klemmerne, der er at en moderne udgave, så de i princippet udgøres af et stykke plastik med to “ben”. Ikke som de gammeldags, jeg husker fra min barndom, hvor to stykker træ var samlet om en fjeder, hvormed man kunne åbne og lukke den ene ende (om tøjet på snoren). Alting forandrer sig.

Og så var der ikke langt til tanke om den vasketøjssnor, min mor havde og som gik fra soveværelsesvinduet og over til en mur, der stod lodret mod vores husmur. Her kunne min mor hænge noget af sit nyvaskede tøj til tørre, når vejret muliggjorde det. Og i hver ende af snoren var der et lille hjul af metal, der sørgede for, at man kunne trække snoren frem og tilbage, medens man skiftevis hang tøj på snoren eller tog det af igen.

Ved det vindue har jeg ofte stået og set, hvordan det våde tøj langsomt blev tørt og nogle gange dryppede ned på græsset nedenunder. Tørresnoren var et supplement til snorene i vaskekælderen, hvor de største stykker – typisk sengetøj og lignende – blev tørret.

Der var mange af den slags tørresnore i nabolaget i min barndom. Og de blev brugt flittigt, når vejret var til det. I dag er der langt mellem tørresnorene. Vi har et par stykker i kælderen, men ellers har tørretumblerne taget over. Den hører nærmest med til vor tids moderne indretning. Jeg foretrækker dog stadigvæk tørresnoren – også fordi det er den mest miljø- og klimavenlige måde at tørre tøj på.

Og så kommer vi næsten ikke uden om Hans Kurt og “Tørresnoren“.

Scott Walker – 80

9. januar 2023

Han er her ikke mere. Scott Walker – egl. Noel Scott Engel – der døde i 2019. Men i dag ville han være fyldt 80. Og han er værd at nævne og erindre. Ikke alene for sin fortid i den navnkundige trio The Walker Brothers, der tog Storbritannien med storm på et tidspunkt, hvor briterne havde travlt med at invadere USA med Beatles i spidsen. Men englænderne elskede flotte vokalharmonier af Walker Brothers’ kaliber.

Godt hjulpet på vej af trioens succes, startede Scott Walker i 1967 sin solokarriere med succes. De første tre soloalbum gjorde sig godt på listerne i Storbritannien, selv om de stiliistisk var udfordrende for popvante ører. Og Scott fortsatte ad det spor, selv om en gendannelse af trioen kom på tale.

Scott Walker har hele vejen gennem sin solokarriere været anmeldernes yndling med sin sære blanding af pop og avantgarde. I forbindelse med mandens halvfjerdsårsdag sammenfattede Torben Bille Walkers status, hvor der også var plads til kritisk holdning til særlingen. Læs her.

Youtube-mix