Op på vægten…
7. februar 2023Først var det elitesvømmerne, der kom i mediernes hvirvel, fordi undersøgelser havde vist, at de kvindelige svømmere blev psykisk syge af den behandling, de fik i forbindelse med deres træning. Hvilket blandt andet omfattede offentlige vejninger. Og forbundet bag elitesvømmerne lovede bod og bedring. Og så kom det i går frem, at samme form for offentlig udstillelse har overgået kvindelige fodboldspillere – helt op til kvindelandsholdet. Og igen har forbundet – DBU – med den tidligere fodboldspiller og sportsjournalist Peter Møller i spidsen lovet bod og bedring og har beklaget og begrædt at det kunne komme så vidt.
Og selvfølgelig er det forkasteligt, at unge kvinder (hvad med mændene?!) skal udsættes for behandling, der kan føre dem ud i spiseforstyrrelser og andre psykiske lidelse, fordi den angiveligt skal fremme deres præstationsevner. Men det hjælper ikke nogen, når medierne synger med på den melodi, der går på, at det er den enkelte atlets problem, når det opstår. Og det nytter heller ikke at forsøge at isolere problematikken til den enkelte sportsgren – fx de enkelte sportklubbers ller landsholdet . Det handler om noget, der stikker dybere end til isolerede træningsmetoder i specifikke sportsgrene. Det handler om hele den måde, “vi” tænker eliteidræt på. På den måde, “vi” (som samfund) tænker eliteidræt, toppræstationer, konkurrence osv. på. Sagt på en anden måde: Er det ikke muligt at tænke idræt som en kappestrid, hvor der er plads til kropslig forskellighed (mande- og kvindekroppe i alle deres forskellige udformninger), hvor holdpræstationerne vejer tungere end de individuelle præstationer, hvor gamle olympiske idealer (om deltagelse som noget, der er vigtigere end at sejre) stadigvæk er gyldige, hvor fysiske, psykiske, kemiske, medicinske overbelastninger af kroppen er uacceptable og så videre?
Som det er blevet sagt og skrevet tidligere, så er sporten – elitesporten (men også den folkelige for så vidt som den langt hen er rettet mod eliten…) – et spejlbillede af samfundet i det hele taget. Et samfund, der i allerhøjeste grad bygger på konkurrence og elitær tænkning. Og derfor kommer vi ikke længere i opgøret med elitesportens fatale dispositioner før vi får gjort op med den samfundsform, vi har nu. Borgerlige politikere ville tale om en ændring af “værdierne”, der bærer vort samfund. Men det er mere omfattende end som så. Det er hele den måde, vi tænker på, der skal tages op til kritisk revision – ud fra et princip om, at der skal være plads til alle (det gælder fx også de de homoseksuelle og de såkaldt non-binære mennesker, der også er en del af sportens verden) og hvor kollektivet og fællesskabet tæller mere end elitær konkurrence, toppræstationer og medaljer.
Med mediernes manglende radikalitet kan vi bare vente på, at “afsløringen” af uacceptabel forhold i andre sportsgrene dukker op og får sendetid og spalteplads – og intet for alvor vil ændre sig.
Opdatering tirsdag: Og i dag kom det så frem, at der – selvfølgelig – også er mænd, der har lidt psykisk overlast (livstruende stress-belastning) i forbindelse med udøvelse af elitesport (fodbold). En tidligere professionel fodboldstiller stod frem og fortalt, hvordan han kom helt derud, hvor selve livet er truet, på grund af det umenneskelige pres, som professionel idrætsudøvelse fører med sig. Og eg er sikker på, vi ikke har hørt det sidste om elitesportens umenneskelige forhold. Så tiden er inde til et radikalt opgør med hele den selvforståelse, der ligger i sportens verden – og i samfundet uden for.
Og knap nok havde jeg skrevet opdateringen, før man kunne læse, at offentlige vejninger har været almindelig praksis i elitesporten i mange år. Som sagt er elitesporten et spejlbillede af samfundet.
