Neil Youngs nye plade A Letter Home er vist en af den slags plader, man må have i sin samling af plader, der skærer ind til benet i musikken. Guitar, stemme, en håndfuld gode sange eller to og så en low budget-indspilning. Mere skal der ikke til.
På de sociale medier fortæller Jerry Ritz, at popmusikeren Tommy Blom er død. Og de svenske aviser uddyber med at fortælle, at hans gang på jorden blev afbrudt af en alvorlig kræftsygdom, der tog livet af ham i søndags.
Tommy blev kendt, da han blev forsanger i Tages skifflegroup i sommeren 1963. Sammen med fire andre drenge i alderen 16-17 år vandt de året efter en konkurrence om at blive Vestkystens Beatles. Da havde de ændret navnet til Tages, og kort tid efter kom deres første single “Sleep little girl”, der røg ind på den svenske top 10. Og flere singler fulgte i denne plades spor, fx Should Be Glad, Don’t Turn Your Back, The One For You, So Many Girls, I’ll Be Doggone, In My Dreams og Miss Mac Baren. I oktorber 1964 udsendtes albummet Studio, der er mange betragtes som det bedste album, der kom ud af tressernes svenske pop. Ialt fem album nåede Tages at indspille i årene 1965-1967. Successen fortsatte frem til august 1968, hvor Tommy Blom besluttede sig for at forlade gruppen. I tiden efter Tages forsøgte Blom sig som solist uden samme succesrate. Han arbejdede også som booker (for Magnus Uggla), arbejdede i turistbranchen i Spanien, arbejdede på en lokalradio i Stockholm som DJ og spillede med i orkestrene New Generation og The Cadillac Band.
Coveret til The Bullhounds nye album The Protector prydes af et lille udsnit af maleren Paul Klees blæktegning Der Beschhützer (Beskytteren), der til daglig befinder sig på Tate Gallery. Udsnittet viser beskytteren – en ikke nærmere defineret hund med strittende ører og aggressivt gabende kæft. Og dermed får vi som lyttere allerede et par indicier til den musik, der gemmer sig pladen.
Pladen er indspillet Atlanta Georgia en varm og svedig uge i august 2011, og de obligatoriske taksigelser i coveret omtales chefproducer Jeff Bakos m.fl. , der sammen med bandmedlem Erling Daell har haft ansvaret for produktionen, og de andre bullhounds som “beskyttere og skabere af rock’n roll”. Vi har altså at gøre med folk, der vil slås for rock’n roll. Men ikke hvilken som helst udgave af den elskede musikgenre. I samme taksigelser fremhæves såvel Georgia Satellites som inspirationskilde som – ja, hvem andre? – Chuck Berry.
De to ikoniske indicier peger altså på den livsnerve i rocken, der går fra Chuck Berrys elementære, livsglade besyngelse af et ikke altid lige ukompliceret hverdagsliv med skolegang, arbejde, pigevenner og fest i gaden over Georgia Satellites revitalisering af good time-rock’n roll og frem til vore dages uslebne, punkede rock. Og det er da også lige netop det, vi får ud af højtalerne: No bullshit-rock’n roll.
Her skal ikke opfindes hverken dybe tallerkner eller varmt barbervand. The Bullhounds (Erling Daell, san, Rick Richards, guitar, Peter Stroud, guitar, Mauro Magellan, trommer – og Keith Christopher, bas) dyrker sammen med vennerne (Tom Gray, lap steel guitar, hammond orgel, Matt Wachope, piano og hammond orgel) den basale, teknologisk ubesmittede udgave af rock’n roll.
Attituden fastlægges allerede i det første nummer “Fugitive”, der er en næsten arketypisk kærlighedssang om kærligheden og begæret som et fængsel, som manden i sangen vil flygte fra. En frihedsode sunget med Daells rå, maskuline stemme og spænstige rockguitarakkorder, der er taget lige ud af den lille grønspættebog for rock’n rollere. Og endnu mere basalt bliver det næsten i sangen “Make it”, hvor teksten er barberet ned til helt enkle, korte statements: “Make it loud/Make it pop/Make it hard/Make it hot…”. En ultraenkel sang om bare at gøre det: levere varen – rock’n roll. Det er en medrivende rocksang (skrevet af Alec White), der i sin enkelhed næsten falder bag om Chuck Berry, der ellers er mesteren udi såre enkle, men meget sigende sange.
Og sådan fortsætter det videre til kærlighedssangen “Little Lady”, der hørbart står i dybeste gæld til Berrys “Memphis Tennessee” og netop er en utvetydig kærlighedserklæring netop til Berrys genredefinerende rock. Hvor “Little Lady” besynger en kvinde, der kan tilfredsstille alle mandens behov, så er pigen i “Mean mean girl” lige den modsatte type. En kælling, der er helt igennem slem. Så der er bragt lidt balance i kønstingene med denne sang, der opdaterer Berrys rock til en moderne, uptempo rock’n roll, der sagtens kunne være med på omtalte Satellites’ setliste.
Teksterne på pladen bevæger sig fint inden for en velkendt tematik. Der er de allerede omtalte sange om det ofte komplicerede forhold til det smukke køn (de sange er der en hel del af på pladen) og sange om et mandeliv, hvor man lever fra hånden til munden, søgende efter den rigtige kvinde og meningen med livet – og hvor meningen mest af alt ligner: rock’n roll.
Protector er ikke en plade, der ryster det imponerende bygningsværk, vi kalder rock’n roll. Det er en plade, der er kærligt-loyal, ja hengiven, over for det bedste, rock’n rollen har at byde på – musikalsk og tekstlig. Protector er snarere en af de bjælker, der sørger for at bygningen bliver ved med at stå og tårne i al sin glorværdige pragt. Dermed skriver pladen sig ind i en række plader, der med jævne mellemrum dukker op og med vitalitet og charme viser os, hvordan det hele begyndte, og demonstrerer, hvori fascinationskraften i den ofte dødserklærede rock’ roll ligger. Til stadighed. En traditionsbevidst, nødvendig plade, jeg kun kan give mine varme anbefalinger med på vejen. Og nu kunne Bullhounds meget passende tage ud i festivalsommerlandet og give ungdommen og dem, der er kommet ud over den, en lektion i rock’n roll.
The Bullhounds. Protector. Produceret af Erling Daell, Jeff Bakos, Peter Stroud og Mauro Macgellan. Rock Bastard Records. Udkommer i morgen, den 26. maj 2014
PS.Bandet har været så venlig at genoptrykke ovenstående omtale på deres hjemmeside. Og den kan oven i købet læses i engelsk oversættelse sammesteds.
Â
Omsider blev det muligt at lytte til Hamilton Leithausers soloalbum i dets fulde længde (her). Og uden at fælde en forhastet dom (baseret på en enkelt halvbevidst gennemlytning), så tør jeg godt vove pelsen og mene, at det er et af årets mindeværdige album, samtidig med, at albummet også viser i hvor høj grad Hamilton har præget The Walkmen.
Jeg har været omkring albummet Déjà Vu og sangen “Ohio” i anledning af de forgangne fire årtier. Og meget passende læser jeg så, at der er et bokssæt CSNY 1974 på vej med dokumentation af bandets berømmede 1974-turne. På 3 cd’er og 1 dvd kan man følge bandets i dets formative år. Det er retroforlaget Rhino, der står for udgivelsen. Udkommer i næste måned.
The first X show
JD: It was in our house, an old Victorian Craftsman-type—I don’t know if those are conflicting architectural styles; you’ll have to fact-check that. But it was in Hancock Park, [Los Angeles] on Sixth and Van Ness, where Billy Zoom used to live, and then Exene [Cervenka] and I moved in. The garage was our practice space, and we threw a party in the living room, which I think had no furniture anyway. K.K. Barrett played drums, who was in The Screamers. He was our first drummer. I think we played maybe five or six songs because that’s all we knew. And maybe somebody else played some. There were probably 40 people there. It was a big deal. No, really. It was.
Jeg blev mindet om, hvor svært det er at udføre et godt interview, da jeg læste interviewet med forfatteren, skuespilleren og musikeren John Doe på sitet A. V. CLub. Den gennemgående tråd i interviewet er: den første gang. Første album , første sang osv. Men det er ikke videre inspirerende at læse. Man burde kunne få noget mere ud af en singer-songwriter, der har været med i bands som X, The Knitters og The Flesh Eaters og har adskillige fine soloalbum på samvittigheden. Så er der mere kød på den samtale, vi finder i denne fine optagelse på radiostationen KEXP:
Fotoet ovenfor viser X – det er John Doe med den grimme t-shirt.
Efter at have vist den fine serie Jordmoderen har DR kastet sig over – måske meget logisk – en serie, der foregår i et miljø af gynækologer. Stuegang hedder den på dansk, men den britiske titel er meget bedre og mere afslørende: Breathless.
I serien følger man den ledende gynækolog Otto Powell (Jack Davenport), hans kolleger og deres respektive familier og vennekreds. Handlingen foregår i de på mange måder opbrudsprægede tressere, men det egentlige fokus er på det emotionelle og seksuelle opbrud det tiår førte med sig. Vi er i tiden omkring p-pillens gennembrud.
På overfladen er alting pænt på en britisk middelklassevis. De mandlige læger er enten ‘godt gift’ eller på vej ind i ægteskabet sikre havn med nogle karrierestøttende, hjemmegående hustruer. Men skinnet bedrager. Powells ægteskab er goldt. Det er kærlighedsløst, selv om det dog har resulteret i et barn. Og han forelsker sig dybt i underklassesygeplejersken Cathrine, der har nok at gøre med at passe sin sindsyge far og støte søsteren Jean, der har kastet sig ud i et skrøbeligt ægteskab med lægen Richard, der på sin side ikke kan glemem andre kvinder og især ikke en gammel elskerinde, der dukker op. Heller ikke de andre ægteskaber går godt. Enten er de plaget af forfejlede karriereplaner eller også af en fortrængt fortid, der dukker op igen med seksuel afpresning og andet skidt i kølvandet.
Serien, der indtil videre er i seks afsnit (sidste afsnit vises i dag), minder lidt om den meget roste amerikanske Mad Men-serie i sit fokus på en bedrestillet tressermiddelklasse, og giver et fint, nuanceret tidsbillede af den følelsesmæssige og seksuelle uro, der som et behersket jordskælv slår igennem gynækologmiljøet. I følge oplysninger på producenten ITVs hjemmeside, så bliver sjette afsnit det sidste – og det er en skam.
I denne måned for 44 får siden blev fire studerende ved Kent State Universitetet skudt og dræbt af medlemmer af Ohios nationalgarde. Yderligere ni blev såret. Nogle af de studerende havde protesteret mod præsidents Nixon militære kampagne i Cambodia, hvor amerikanerne sammen med sydvietnameserne foretog militære operationer i det østlige Cambodia som et led i Vietnamkrigen.
Nedskydningen af de studerende vakte en voldsom vrede i USA. Studerende i tusindvis ved de amerikanske universiteter strejkede i sympati med ofrene og lukkede universiteterne i den efterfølgende tid – og tragedien var med til at forstærke den folkelige opinion mod Vietnamkrigen og den amerikanske centraladministration.
Neil Young så fotos fra hændelsen ved Kent State i Life Magazine og skrev umiddelbart efter sangen “Ohio”, som Crosby, Stills, Nash og Young indspillede samme aften live i et studie i Los Angeles. Den blev udsendt som B-side til singlen “Find the Cost of Freedom” (Stills).
Walkmen holder pause på ubestemt tid. Men måske kan forsanger Leithauser udfylde tomrummet? I hvert fald er der gode takter i de to sange, han indtil videre har ladet løbe i forvejen for sit kommende album.
Vi forfølger garagerockpigesporet endnu. Og Dum Dum Girls dukker op på NPRs World Cafe for at snakke lidt og spille noget af deres musik. Her.
Â
Selv ikke en meget hypet, posthumt Michael Jackson-plade, Xscape, har kunnet holde The Black Keys og deres nye album True Blue væk fra førstepladsen på den toneangivende amerikanske Billboardliste. Måske er det et tegn på, at nye tider omsider er ved at indfinde sig i populærmusikken. Godt så.
Det har i en længere periode været lidt tyndt med solide tv-krimier på DR, men for et par uger siden kom kvaliteten tilbage for fuld musik. I relativ ubemærkethed er DR 1 begyndt at sende Y Gwyll eller Hinterland, som den hedder på engelsk. Y Gwyll betyder i øvrigt tusmørket eller skumringen – og siger en hel del om stemningen i den serie.
Hovedpersonene er kriminalinspektør Tom Mathias (spillet fremragende af den waliske Richard Harrington). Han er en plaget mand, der med ægteskabelige lig i lasten kommer fra London til Aberystwyst på den øde, forblæste og store .walisiske vestkyst. Hvad der plager ham i fortiden får vi ikke direkte indblik i, men nogle telefonbeskeder og lign. antyder et forlist ægteskab og de problemer, der følger i halen på sådan et forlis. Og Mathias kastes straks ud i en mystisk mordsag om en ældre kvindes forsvinden. En sag, der hurtigt viser sig at have dybe historiske rødder og involverer en overtrobehæftet bro – Djævelens bro – og et gammelt børnehjem, hvor forholdene ikke var, som de burde være.
Sammen med sin tro væbner, den stoiske Mared Rhys (Mali Harries), optrævler Mathias den indviklede og uhyggelige historie om den gamle dame og hendes overlevende børnehjemsbørn.
I det andet afsnit, Natmusik, der blev vist i mandags, er der også tale om en sag, der har tråde tilbage i tiden. På en afsidesliggende lille gård finder man en gammel mand med smadret baghoved. Det viser sig hurtigt, at der ikke er tale om et banalt rovmord, men om en sag, der involverer briternes forhold til de tyske soldater under Anden Verdenskrig.
For begge afsnit gælder det, at plottet er smukt udtænkt med overraskende dimensioner af historie og miljøkarakter. Fortiden væves forsigtigt ind i en betændt nutid, hvor den særlige lokale walisiske kultur, sproget og den storslåede, barske natur indgår som faste farvende elementer. Instruktøren – Gareth Bryn – formår at forbinde de forskelige dimensioner smukt i en særlig realisme, der lugter langt væk af lokalkolorit og med en stemning, der er præget af den lokale walisiske natur og vejrforholdene. En stemning af skumring og tusmørke, der ikke kun skabes af det vi ser, men i høj grad også af, at sagerne befinder sig i et felt mellem lys og mørke, mellem nutid og fortid.
De fire politifolk – ud over Mathias og Mared er der Lloyd Elis (Alex Harries) og Siân Owens (Hannah Daniel) som trofaste hjælpere – udfører deres opgaver med et engagement, der ligner besættelse. Og spillet er intet mindre end fremragende. Harrington er overbevisende som den følelsesmæssigt forslåede, evigt løbende politimand, der på typisk mandlig facon flygter fra sin fortid og sine problemer ind i sit arbejde. Lige så fremragende er Mali Harries i rollen som den jordbundne, snusfornuftige, stoiske Mared, der hele tiden er ved Mathias’ side og forsøger at holde ham på sporet i sagerne, der stritter i alle mulige retninger.
For krimifans er der al mulig grund til at reservere de kommende to mandage til at se de næste to afsnit af første sæson – og så håbe på, at DR også vil vide sæson 2. Det er britisk tv-krimi, når den er allerbedst – og endnu en understregning af, at det er filmen og tv-serien, der har førertrøjen på på krimifeltet…
PS. De to omtalte afsnit kan endnu ses på DRs hjemmeside.
Kate Tempest kom til verden i det sydlige London, droppede tidligt ud af skolen for at blive en del af bz-bevægelsen i London, tog tilfældige jobs – bl.a. i pladebutikker – men ville mere. Og allerede i en alder af 16 år begyndte hun at optræde ved spoken word-arrangementer. Så begyndte hun at at studere ved brit School, der udklægger talenter til pop- og rockverdenen i Storbritannien, og studerede poesi. Hun gik med en digter i maven.
Nu er hun 27 år og allerede et anerkendt navn derovre. Hendes teaterstykke Brand New Ancients fik den prestigefyldte Ted Hughes-pris. Og senest har hun udsendt albummet Everybody Down, hvor hun viser, at man sagtens kan give selv de sejeste rappere baghjul, selv om man er en pige med blonde lokker og røde kinder. Ja, de ialt femten numre er mere end blot rap. Det er spoken word, der overskrider rappens begrænsninger. Lyt selv med.
Led Zeppelin stjal med arme og ben fra ikke mindst de gamle bluesfolk. Jeg har skrevet om det før. Og nu er den gal igen. Repræsentanter for boet efter guitaristen Randy California, der var med i det kendte rockband Spirit, gør gældende, at store dele af Led Zeppelins klassiker “Stairway to Heaven” er taget fra Spirits “Taurus”. California, der døde i 1997, havde et meget mere afslappet forhold til tyveriet. Han er citeret for at sige: “I’d say it was a ripoff… And the guys made millions of bucks on it and never said, ‘Thank you,’ never said, ‘Can we pay you some money for it?’ It’s kind of a sore point with me. Maybe someday their conscience will make them do something about it.†Tak er kun et fattigt ord - men der er et stykke vje til en retssag. Men døm selv. Her er de to sange i forlængelse af hinanden. Og i mine ører er der ingen tvivl om, at Zeppelinerne har lånt af Spirit.
