Vi har passeret sankthans og det går – tro det eller ej – mod mørkere og koldere tider. Men endnu er det sommer og tid til de rigtige sommersange. Inspireret af denne lille enquete med sange, der ikke rigtig siger mig noget som helst.
The Lovin Spoonful – Summer In The City by scootaway
En af dagens virale nyheder drejer sig om, at Bob Dylans håndskrevne udkast til sangen “Like a rolling Stone” er blevet bortauktioneret til det nette sum af 2 millioner dollars. Nyheden illustrerer endnu engang, i hvor høj grad rockmusikken er blevet en del af det establishment, som rocken engang i opposition til. Rocken og poppen er forlængst blevet anerkendt som kunstarter og ikke mindst salgbare sådanne. Selv synes jeg, det er hamrende uinteressant, hvor mange penge et blyantudkast kan indbringe. Det fortæller mig mest noget om, at nogle mennesker har for mange penge mellem hænderne. Lad os i stedet høre sangen endnu engang – for det tåler den i den grad.
Bob Dylan -*** Like A Rolling Stone ** Awesome by raeisazahra
Følger man med i den udenlandske musikpresse, så har det været svært at undgå at støde på navnet Conor Oberst. Frontfiguren i bandet Bright Eyes har fået fine ord med på vejen for sit seneste og ottende soloalbum Upside Down Mountain. Og det forstår man egentlig godt, når man hører nogle af sangene i ovenstående nøgne udgave i NPRs skrivebordskoncertserie. Det er klassisk singersongwritersange af den slags, der er lavet mange af gennem årene.
En mystisk infektion, rekreationsferie med fruen i solen og så er han tilbage igen, ham Macca med rock og rull…
Â
Guitaresset Jeff Beck (the Rumbles, Yardbirds, Beck, Bogart & Appice, Jeff Beck Group m.m.) fylder 70 i dag. Beck har altid stået lidt i skyggen af sine berømte kolleger – Eric Clapton, Jimmy Page m.fl. – hvilket bl.a. skyldes, at han har bredt sig meget genremæssigt og aldrig forstået at pleje sin karriere på samme måde som de andre. Men målt med musikalske alen , kan han sagtens hamle op med de allerbedste.
“To many, Stairway to Heaven is the greatest song ever written. Some learnt to play guitar because of it. But Robert Plant? The man behind the music? He hates it. He really hates it. “I’d break out in hives if I had to sing that song in every show,” he admitted. And he put his money where his mouth is too: when an Oregon radio station announced that they would never play Stairway to Heaven, Plant actually donated. He did, however, agree to play the song at the band’s one-off concert at the O2 Arena but only after insisting it not be played as a finale, and for Jimmy Page to “restrain himself from turning the song into an even more epic solo-filled noodleâ€
The Guardian opregner fem sange, som kunstnerne bag angiveligt hader. En af dme er “Stairway to heaven”, en anden er Nirvanas “Smells Like Teen Spirit”. Det er forståeligt, at man kan blive træt af et stykke musik, men ligefrem hader?! Jeg kan i hvert fald godt lide begge sange endnu.
Â
Mod Strømmen gør mig opmærksom på, at Mabon ‘Teenie’ Hodges er død i en alder af kun 68 år. Navnet siger nok de færreste noget, men når man tilføjer, at det var ham, der var med til at skrive sangen “Take me to the River” sammen med Al Green, så forstår man måske, hvorfor hans død er værd at nævne.
Al Green lavede ordene til teksten og sammen komponerede Green og Hodges musikken. I følge David Byrne handler sangen om teenagebegær og religion (baptisme). Jeg skal nok afholde mig fra at komme med en konkluderende fortolkning af sangen, men det er en af populærmusikkens mest tankeudfordrende tekster. Her er den i en udgave, jeg holder meget af, med Talking Heads fra filmen Stop Making Sense. Alene Hodges medvirken som komponist til denne sang burde sikre ham en plads i musikhistorien.
Tre album har trioen Skammens vogn på samvittigheden. Seneste udspil er Asfalt. Og så er de et af de danske navne på den kommende Roskilde Festival. Hvis jeg skulle derover – men det skal jeg som bekendt ikke… – så ville bandet med det spøjse navn være et must. Deres tekster er i en kategori for sig blandt dansksprogede bands, og teksterne befinder sig et sted mellem børnesangenes konkrete absurdisme og den rene nonsenslyrik. De er ikke sådan at få hold på og er noget af en oplevelse. Som fx sangen “Noget rigtig godt noget” fra Asfalt. Er det en kærlighedssang? Eller hvad? I øvrigt er videoen lige så absurd som teksten.
Â
“What I adore about Del Rey is that she captures the paradox of attempting to seek liberation through ultimately enslaving obsession. She loves her men as a junkie needs a fix, as supplicant needs a miracle. And although she looks to them for salvation, she’s met with sickness because she romanticizes destructive forces that fortunately cannot last — love like lightning, sex like tornadoes, pillow talk like thunder. It takes a certain kind of genius to be that foolhardy.”
Med disse ord afslutter Baary Walters sin artikel om kunstneren Lana Del Rey. Og jeg synes, han meget fint får sat ord på den aura af dekadence, der har svævet omkring det unge stjernefrø, siden hun brød igennem med “Video Games”, og som så at sige udgør hendes kunstneriske vandmærke. Denne aura har også gjort, at jeg længe har haft lidt svært ved at gouttere Lana Del Rey, men Walters artikel har gjort det lettere.
Når man kalder sig nye og femte album Morgendagens hits (Tomorrow’s Hits), så fejler selvtilliden ikke noget. Og Mark, Nick, Rich, Ben og Kevin fra Brooklyn har da også noget at have selvtilliden i med deres særlige metropol-legering af rocklyden fra Velvet Underground, kultbandet Replacements og hele den støjende punkrockbølge. Og på den rå lydoverflade kan man skelne påvirkningen fra en lang række rockstrømninger fra psychedelia over country til surf.
Â
Associationernes veje er uransalige. I forbindelse med Ray Davies fødselsdag kom jeg til at tænke på dengang, jeg gav ham hånden. Det var, da han besøgte Aarhus på sin første Storyteller-turné. Jeg sad på første række og Ray gav hånd til os på første efter koncerten.
Og derfra gled tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor jeg som ung dreng fik lov til at hilse på Oswald Helmuth. Han var ude at sejle med min far, der sejlede på Middelhavet. Oswald skulle vist nok slappe lidt af (ikke mindst med de alkoholiske drikke…), og fik så lov til at sejle med min fars stykgodsbåd. Og inden afgang fra København fik jeg så lov til at komme ind i Oswalds kahyt og hilse på. Jeg fik også hans autograf – men den har jeg desværre ikke mere. Dengang vidste jeg ikke så meget om Helmuth – ud over at han var meget kendt og en populær kunstner i mine forældres generation.
Ja, det er næsten ikke til at fatte, at den unge mand på fotoet ovenfor – The Kinks’ leder Ray Davies – i dag fylder 70. Fødselsdagen vil sikkert kaste en masse fine retrospektive artikler af sig, og det er fuldt fortjent, for der er få sangskrivere, der matcher Ray Davies, når han er bedst. Det ved den danske generation af firserdigtere – fra F. P. Jac til Søren Ulrik Thomsen – der alle er inspireret af Davies.
Hvor kom den fra? En melodi og tekst fra min mors og fars glade ungdom. Og den har vævet sig ind i mit livs musikalske bagtæppe. Jeg ved godt, hvad der trickede den frem, men det vil jeg ikke fortælle jer. Men jeg synes stadigvæk det er en meget fin melodi.
At handle på nettet er et projekt med indbyggede overraskelser. Som forleden, hvor jeg modtog en cd, jeg havde bestilt. Og det viste sig så, at æsken ikke indeholdt det album, jeg egentlig havde bestilt, men derimod en EP med Counting Crows. Jeg kunne selvfølgelig have returneret cd’en, men da jeg havde lyttet til pladen, faldt jeg pladask for det amerikanske bands udgave af Joni Mitchells sang “Big Yellow Taxi”. I kragerns udgave får sangen et twist i retning af det mere poppede, men det gør ikke noget på sådan en sommerdag. Og de får hjælp af sangerinden Vanessa Carlton. Fin video i øvrigt.
Â
Og vi tager lige Mitchells mere folky udgave, bare for en ordens skyld…
Det er snart længe siden, jeg har dyrket barndomsnostalgien her i bloggen. Men en lille debat på Facebook bragte mig på sporet af min barndoms sydvest, altså den bredskyggede, vandtætte hovedbeklædning, som siær er blevet brugt af fiskere ved Vestkysten og andre med arbejde, der krævede “olietøj”. Min sydvest var den klassiske model – mørkegrøn gummieret stof med hagerem. Desværre er den for længst forsvundet som så meget andet fra min barndom. Ikke engang et foto af den har jeg. Men jeg var mægtig glad for den, og den blev brugt flittigt hjemme i Esbjerg. Om navnet forklarer wikipedia: “Navnet betyder oprindelig “beskyttelse mod sydvestenvind” og hedder det samme på flere sprog:”
Sydvesten blev også udødeliggjort på ovenstående fidusmaleri af den gamle fisker. Et billede, der hang i mange af hjemmene i min barndom. Og hvis jeg havde haft en sydvest i dag, ville jeg nok meget godt kunne gøre det ud for den gamle søulk…
