CAPAC

Mere Miles. Kapitlet om Beatles i Indien er interessant på mange måder. En ting er hele den meditative del, der fylder meget, men gør meget forskelligt indtryk på deltagerne. McCartney får et værktøj til at få ro i hovedet, noget han tager med sig videre. Andre, blandt andet George Harrison, er mere optaget af den side af opholdt. Men fælles for dem alle er, at de får skrevet en bunke sange, medens de er derude. Meditiationen sætter gang i sagerne. Og Miles fortæller om flere af sangenes inspirative oprindelse.

Donovan er med på turen sammen med sin ven Gypsy Dave. Og Donovan bliver mere end almindelig interesseret i Patti Boyds – Georges kæreste – søster Jenny Boyd, der dog ikke er interesseret i at have Donovan som kæreste. Hun bliver senere gift med Mick Fleetwood fra Fleetwood Mac. Men Donovans forgabelse resulterer i sangen “Jennifer Juniper“.  Ellers hjælper Donovan både John Lennon og Paul McCartney med færdiggørelsen af nogle sange, og han underviser John Lennon i at spille finger picking-guitar.

John Lennon bliver også inspireret til sange derude. En af de andre kvinder, der er med på turen, Mia Farrow, der har været gift med Frank Sinatra, har sin søster Prudence med. Og hun får lidt problemer med al den mediteren og lukker sig inde på sit værelse. Og først da John Lennon har skrevet sangen “Dear Prudence” (Det Hvide Album) og går ind til hende med sin guitar og spiller den for hende, vender hun tilbage til fælleskabet. “Dear Prudence, won’t you come out to play…”.

Og Lennon får virkelig sat skub i kreativiteten derude og skriver sange som “Juia”, The Continuiung Story of Bungalow Bill”, “Mean Mr. Mustard”, “Across the Universe”, “Cry baby Cry”, “Polythene Pam”, “Yer Blues” og “I’m so tired”. Ikke direkte inspireret af de indiske omstændigheder, men ansporet af opholdet. Og det samme sker for McCartney, der for eksempel skriver “Ob-la-Di Ob-La-Da”, der er inspireret af en nigeriansk ven fra London, altid sagde “Ob-la-di-ob-la-da, life goes on, bra”. På Yoruba betyder ob-la-di-ob-la-da at ‘livet fortsætter’. Og sætningen sætter sig forståeligt nok i McCartneys hovede som en sanglinje, der oven i købet bliver til en sangtitel.

En anden sang, der også bliver skabt derude, er “I Will“, som Donovan måske havde en finger med i, men ellers er en ren McCartney-ting.

Men mest af alt handler den kreative opblomstring derude om at de fire venner er kommet væk fra pressens opmærksomhed og deres hidtidige hverdags stadige krav og har fundet ro for første gang i flere år. Lediggang er ikke, som talemåden ellers vil det, roden til noget ondt. Her er den roden til stor sangskrivning.

Jeg havde den blandede fornøjelse at opleve den amerikanske sangskriver og musiker John Hiatt, da han for en del år siden besøgte Århus. På spillestedet Train. Man da spillestedet – dengang i hvert fald – åbenbart skulle proppe så mange publikummer ind som muligt (og mere til), endte det med, at jeg måtte stå et sted, hvor man ikke kunne høre ret meget (andet end snakkende publikummer…), og heller ikke se ret meget.

Synd og skam, for John Hiatt er sådan en kunstner, der bedst kommer til sin ret, når han står over for et ikke alt for stort publikum og på en scene, hvor der fokuseres på god lyd.

Hiatt har jeg fulgt siden han i starten af firserne var på Geffen Records og spillede en slags new wave rock. Men jeg fik for alvor ørerne op for hans sangskrivning, da han skiftede til A&M Records og for alvor brød igennem med albummet Bring the Family (1987) og opfølgeren Slow turning (1988), hvor stilen blev mere americana-påvirket. Og siden dengang har han leveret en langt række albums med sange af høj kvalitet. Senest Leftover Feelings fra 2021.

I går fyldte han 70 år, og det er jo ingen alder for en musiker nu om stunder.

Best of…

Den britiske kriminalserie Sherwood er baseret på en virkelig hændelse i 2004, hvor en mand, en fagforeningsmand ved navn Keith Frogson, blev myrdet med en armbrøst og et sværd. Den voldsomme drab blev straks sat i forbindelse med stedets politiske forhistorie, idet Nottinghamshire var en landsby, der var dybt splittet efter de famøse ministrejker, der foregik i midten af 1980’erne.

Som den virkelige hændelse tager tv-serien Sherwood udgangspunkt i samme historik. Landsbyen er dybt splittet mellem dem, der aktivt strejkede, og dem, der var strejkebrydere. Og splittelsen er lejret som uvenskab mellem familiemedlemmer, gamle kammerater osv. Og der opstår stadigvæk konflikter, hvor skælsord som “skruebrækker” fyger gennem luften og der uddeles øretæver og knytnæveslag. Og denne historiske baggrund bliver grundlaget for seriens plot, da den tidligere fagforeningsaktivist Gary bliver skudt ned med en armbrøst, da han er på vej hjem fra den lokale minearbejderklub.

At det så viser sig – lad mig bare afsløre det – at drabet og de efterfølgende drab ikke har direkte rødder i den gamle minestrejkekonflikt, betyder mindre. For det er selv det forhold, at historien hviler så tungt over landsbyens beboere, der giver fortællingen dens kraft og opdrift.

Drabsmanden er en ung mand, der er kommet i klemme i det offentlige system, fordi han har modtaget socialhjælp samtidig med, at han var i besiddelse af nogle arvede midler. Og han flygter fra retsforfølgelse og fængsling med sin armbrøst og sin bue, med hvilke han skyder tilfældige mennesker, der dog alle kan sættes i forbindelse med den gamle strejke.

Den lokale politimand Ian St Clair, der var ung politibetjent under strejken og blev dybt involveret i konflikten, sætter sig for at finde den unge drabsmand og udrede trådene til den gamle strejke. Det bliver et plot, der handler om hemmelige politispioner, der var med til at påvirke strejkens udfald gennem infiltration og skjult agentvirksomhed. Og en af disse spioner skulle angiveligt stadigvæk bo og leve i byen – under et falsk navn.

Ud over fremragende skuespilpræstationer af en lang række kendte og ukendte engelske skuespillere, så viser serien sin kunstneriske værdi ved yderst detaljeret om komplekst at beskrive, hvordan den gamle politiske konflikt er trængt dybt ind i det lille lokalsamfund og dybt ind i hver enkelt borger. Det viser sig, at stort set alle sammen har noget på samvittigheden – selv politimanden og hans kone – og at det blot gør sagens udredning desto mere betændt og krævende.

Serien, der i øvrigt er lavet af James Graham, som selv voksede op i Nottinghamshire, er et smukt eksempel på, hvordan man i England formår at skabe god underholdning i form af en kriminalfortælling på baggrund af faktiske historiske hændelser – og gør det uden at forfalde til alt for simple forklaringer på, hvorfor det gik som det gik og hvorfor en dybt betændt forhistorie ikke nødvendigvis behøver at rumme hele forklaringen på en forbrydelse.

Sherwood-serien er et prisværdig eksempel på, at man både kan underholde og samtidig oplyse og debattere fundamentale samfundsforhold.

Serien ligger i DRs arkiv – og DR begynder at sende seriens seks dele søndag d. 21. august

Jeg kæmper mig stadigvæk igennem Barry Miles’ McCartney-biografi. Det tager sin tid. Ok, den er også tyk. 653 sider med det hele. Men det er nu ikke tykkelsen, der gør den langsommelig at læse. Det er nok mere måden, den er skrevet på. Alenlange citater fra hestens egen mund, garneret med Miles’ kommentarer. Det gør bogen – skal vi sige det sådan – lidt forudsigelig og monotom i sin fortællemåde. Ikke, at der ikke er nok af anekdoter og interessante oplysninger, for det er der. Bare lidt tung at læse…

Nå, men blandt de små sjove oplysninger er historien om den lille tykke inder, Maharishi Mahesh Yogi, som især George Harrison er indtaget af – i sin søgen efter sjælelig næring. Og de andre Beatler lader sig lokke med på galejen. Og det ender – som bekendt – med et længerevarende ophold i Indien, hvor de fire Beatler ikke alene smager på indisk mystik, men også får lavet en masse musik – nok til et par album eller mere. Og McCartney, der er en smule skeptisk over for den lille tykke inder, som han kalder en “fnisende! mand, fortæller, at han nok lærte et eller andet om meditation og yoga, men tydeligvis ikke noget, der for alvor ændrede på Pauls livsindstilling. Og så fortæller han, at Maharishien – det vidste jeg ikke – var model for hippietegnere Robert Crumbs kendte figur Mr. Natural. Ta-da, så var der pludselig noget, der faldt på plads i min hjerne.

Beatles og den indiske lyd

En tilfældig ordveksling sendte mig tilbage til min barndoms Nygårdsvej – til dengang, min mor vaskede tøj i kælderen, sammen med de andre hjemmegående kvinder i halvtredserne og de tidlige tressere. Desværre har jeg ikke et foto af vaskekælderen og dens indretning – med gruekedlen, der var muret op i det ene hjørne ved skorstenen, vridemaskinen, som tøjet skulle igennem, inden det kunne blive hængt til tørre eller få en tur mere i gruekedlen og så videre. Men på lex.dk kan man få et indtryk af, hvordan den så ud. Vores var dog ikke helt så firkantet men var med afrundede hjørner og så vidt jeg husker med en stålkeddel med et stort rundt trælåg.

Og her stod vi så, medens min mor rørte rundt i kedlen med en stor kæp og hele vaskerummet var fuld af damp og temperaturen derefter.

Jeg skulle være et skarn, hvis jeg ikke lige fik nævnt Music City Aarhus 2022, der er i fuld gang i byen her. I programmet kan man læse om begivenheden: “I 2022 skal det handle om musikken. Aarhus skal være musikby og dedikerer et helt år til at gøre det ekstraordinære – både for dem foran, på og bag scenen. Music City Aarhus 2022 samler byens borgere, musikaktører og erhvervsliv i fællesskaber med musikken som fortegn.”. Og følger man dette link kan man få et indtryk af de musikoplevelser, der er at hente i den jyske hovedstad. Der er noget, måske ikke for enhver smag, men så i det mindste for mange musikelskere. Hatten af for at gøre noget for og ved musikken i Aarhus (som jeg stadigvæk foretrækker at skrive: Århus).

Wiki-artiklen konstaterer tørt, at Lars Engels i 2005 blev fyret fra DR, ‘fordi der ikke længere var brug for ham’. Og man kan ikke lade være med at tænke, at det siger alt om DRs udvikling her i nullerne, at der ikke længere er plads til den dokumentarfilmmand som Lars Engels. Ganske vist gav hans dokumentarfilm ofte anledning til polemik og kritik, men det var svært, ja nærmest umuligt, ikke at se relevansen af hans film, der stort set altid så på samfundets skyggesider. Lige fra de sindsyges vilkår på Cuba, narkomaner i fængsel, politimorderen Palle Sørensen, fængslede  prostituerede og så videre. Mere en 60 film blev det til. Alle film, der var med til at korrigere det billede af samfundet, vi ellers bliver præsenteret for i de store medier. Nu er Lars død, og man behøver bare at åbne for DR for at forvisse sig om, at der er brug for hans kvaliteter mere end nogen sinde før.

Lars Engels – 19. april 1942 – 14. august 2022

Lars Engels på Bonanza (DRs arkivside) 

Og på Youtube

Sådan kan tingene falde tilfældigt sammen. En god ven skriver til mig om BBCs berømt-berygede bandlysninger af pop- og rocksangen gennem tiderne, og jeg selv læser videre i Barry Miles’ tykke McCartney-biografi og har netop passeret omtalen af Beatles’ Magical Mystery Tour og BBCs forhold til den. Også i denne festlige og fornøjelige film finder BBC noget, de vil udsætte for censur. Paul McCartney fortæller, at Paul Fox, lederen af den afdeling, der skal tage sig af visningen af filmen på tv, ønsker en bestemt scene fjernet. Nemlig den sidste, hvor skuespilleren Ivor Cutler og den kendte ‘tykke dame’ Jessie løber rundt på stranden til tonerne (i orkesterudgave) af “All my loving” og Cutlers fødder tegner et stort hjerte omkring Jessie. Men Fox mente, at scenen var fornærmende over for ældre mennesker. McCartney konstaterer tørt, at det var et tidstypisk eksempel på BBCs snerpethed, og de allerede havde bandlyst “I’m the Walrus“, fordi teksten omtaler en pige, der trækker underbuskerne ned. Og Miles mener, at scenen på stranden i dag vil blive opfattet som diskriminerende over for såvel tykke mennesker som ældre…

Jeg hsuker endnu tydeligt, hvor jeg sad, da nyheden om Elvis Presleys død blev meddelt i radioavisen. For 45 år siden. Han gik ikke i glemmebogen. Det har folk bag navnet sørget for ved siden dengang at forsyne verden med masser af genudgivelser og ny opsamlinger fra mandens produktive årtier. Og så myten om, at han havde ‘forladt bygningen’, men var derude et eller andet sted.

Elvis ’56

Han blev verdensberømt i Danmark som guitarist i Gasolin. Men var dengang allerede et etableret navn i det danske jazzmiljø, hvor han tidligt gjorde sig bemærket som saxofonist i blandt andet The Contemporay Jazz Quintet, hvor han spillede sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen. Også i Gasolin stod han for det avantgardistiske, idet hans guitarspil var inspireret af datidens store frontfigur, Jimi Hendrix. Efter tiden med Gasolin har Beckerlee spille i bl. a. Christianshavns Blues, arbejdet med billedkunst og forsøgt sig som kriminalromanforfatter.

No kiddin

Ringo Starr gør på sin Facebookside opmærksom på, at det i går var 60 år siden, han blev medlem af the Beatles. Han kom fra det dengang førende Liverpoolband Rory Storm and the Hurricanes og erstattede trommeslageren Pete Best, fordi hverken de andre Beatles-medlemmer eller producer George Martin fandt at Best passede ind i gruppen i modsætning til Ringo. Og Ringos første optræden som formelt medlem af Beatles var den 18. august 1962 i landsbyen Port Sunlight, et lille stykke vej fra Liverpool, hvor der var dans. Der gik dog nogle måneder før fansene havde vænnet sig til den nye trommeslager.

Ringo og trommerne

Ray Davies nåede et kreativt højdepunkt i perioden 1971-1972, hvor de to hovedværker for The Kinks Muswell Hillbillies og Everybody’s in Show-Biz så dagens lys. Den første kom ved årsskiftet 1971-72 og sidstnævnte i august 1972. To såkaldte concept-albums, der bød på nogle af Ray Davies’ bedste sange og tekster. Den første med sange om det arbejderklassemiljø i Muswell Hill, hvor sangskriveren voksede op og har boet meget af sit liv. Og det andet, hvor Davies for første gang tematiserede showbiz-livet som rockmusiker i al dets glans og ikke mindst – elendighed.

I forbindelse med 50-året udsender Kinks et opulent bokssæt med farvede vinyler, cd’er, booklet og merchandise til en pris af i omegnen af tusind kroner. Der kommer vist også særudgaver af de to album på særskilte vinyler og cd – for sådan nogen som mig, der kvier mig lidt ved at købe den store box… Men i hvert fald: To album, det er svært at komme uden om, hvis man elsker halvfjerdserrocken.

Ja, det er næsten ufatteligt, men Rolling Stones har været undervejs i tres år. Og det markerer DR med fire programmer – produceret af BBC4 – under titlen Mit liv i Rolling Stones (My Life as a Rolling Stone), begyndende i aften med afsnittet om Mick Jagger. Det er kl. 20 på DR2. Man kan også se det på DRs hjemmeside, hvis man ikke kan vente eller ikke har tid i aften. Men i hvert fald en lejlighed til at se og høre de fire hovedpersoner fortælle om deres liv i gruppen, der er blevet kaldt alle tiders rock and roll-band.

1972-koncert

Valget stod mellem en genudsendelse af Crocodile Dundee 2 på DR1 og Lone Scherfigs The Kindness of Strangers. Et for mig let valg. Crocodile Dundee 2 er let fordøjelig underholdning, der burde kunne gå i glemmebogen, men ikke gør det, fordi historien er så forudsigelig og fordomsplejende, som vel tænkes kan.

Scherfigs film fra 2019 er alt andet end det. Filmen kommer med knubbede ord fra filmfestivalen i Berlin og mange kritikere havde svært ved at goutere filmen, fordi den er en film om udsatte mennesker, der hjælper hinanden på vej i livet. Noget, der slet, slet ikke passer til den virkelighed, vi dagligt præsenteres for i medierne og i de storladne politiske visioner. Men netop derfor, og på grund af filmens filmiske kvaliteter – skuespillet, klipningen, plottet osv. – er den værd at bruge en lørdag aften på.

Scherfig fortæller historien om den unge kvinde Clara (Zoe Kazan), der flygter til Manhattan med sine to sønner på flugt fra en psykopatisk voldelig ægtemand. hvad der i udgangspunktet ser totalt håbløst ud – en arbejdsløs husmor med to børn i en bil – udvikler sig til en fortælling om medmenneskers evne til at hjælpe hinanden, når det ser sortest og mest udsigtsløs ud. Ad finurlige omveje, hvor Clara og drengene møder en kvinde, der er splittet mellem sit krævende arbejde som sygeplejerske på et hospital og et frivilligt arbejde med mennesker med store problemer, en ung hjemløs mand, der ikke formår at fastholde et arbejde og konstant bliver fyret m.fl., ender Clara og drengene på en “russisk” restaurant, der drives af en britte (Bill Nighy) og en forhenværende tugthuskandidat (Tahar Rahim). Og deres hjertevarme og menneskelige netværk bliver Claras og drengene redning, da det ser allersortest ud.

Scherfigs film virker provokerende på vor tids kuldslåede filmkritik og publikum. Dens problem er nok dybest set, at “ingen” tror på påstanden om, at der findes medmenneskelighed og hjælpsomhed blandt mennesker, der står på samfundets – det amerikanske samfunds – bund. Filmen er, kan man måske sige, en amerikansk produceret film med et europæisk-humanistisk budskab, der går på tværs af den amerikanske ideologiske grundtanke om, at enhver er sin egen lykkes smed osv. Og det kan man selvfølgelig ikke lide derovre.

Men jeg synes det lykkes ganske godt for Scherfig at få fortalt sin lille historie om det godes sejr over ondskaben. Ganske vist undgår hun ikke godtroenheden, naiviteten og sentimentaliteten, som ligger snublende nær i sådan en fortælling, og hun må nøjes med at antyde, hvor brutal virkeligheden er for de mennesker, der rammer samfundets bund, men hun får skabt et forfinet, moderne eventyr, fuld af håb og tro på de tabende menneskers medmenneskelighed. Og som Salman Rhudie blev citeret for igår, så er det en af kunstens opgaver at sige det usagte, at fortælle det ufortalte. Og det gør Scherfig med sin insisteren på det, nogen kalder “bløde værdier”.

Hvis man ikke nåede at se filmen kan den fortsat ses på Filmstriben.dk.

TV-abstinenserne har ført mig væk fra DRs sendeflade og i armene på – tja – TV2 Charlie, kanalen, der har ry fot at være en kanal for “seniorer”, seere +50. Og årsagen til mit skred i den retning er, at kanalen kører en kampagne med krimier i sommerperioden. Det meste er gensudsendelser af gamle kendinge som Barnaby (den gamle udgave), Frost, Inspector Lynley, tyske Gerningsstedet og tyske  komminsær Rex. Og så en ny serie med den danske titel En sag for frøken Scarlet (eng. Miss Scarlet and the Duke).

En rigtig engelsk krimiserie, der for en gangs skyld ikke er produceret af BBC eller ITV. Men det ændrer heldigvis ikke på, at der er tale om en ganske underholdende og seværdig serie, hvis største ulempe er, at den bliver sendt tidligt på aftenen (ved halv ottetiden).

Serien foregår i det victorianske London (1882), hvor den unge Eliza Scarlett kastes ud i arbejdet som privatdetektiv, da hendes far Henry pludselig dør og efterlader hende uformuende og med sit alt andet end lukrative detektivfirma. Så Eliza har valget mellem at finde sig en forsørgende ægtemand (datidens oplagte karrierevej for unge kvinder) eller kaste sig ud i rollen som kvindelig privatdetektiv i en tid, hvor det nærmest betragtes som en umulighed. Men Eliza har kigget sin far over skuldren og har næse for opklaring af kriminalsager, så hun går uforfærdet i gang med at etablere sig som privatdetektiv, samtidig med, at hun må kæmpe for at vinde bare lidt forståelse og anerkendelse i det meget mandsdominerede victorianske samfund. Som sparringspartner har hun vennenThe Duke, William, der er en fordrukken, kvindeglad, mandschauvinistisk politiisnpektør ved Scotland Yard. Og han gør, hvad han kan for at spænde ben for sin veninde Eliza, men må efterhånden indse, at hun har mere ben i næsen end han selv har.

Og Eliza kastes ud en række opfindsomme og originale sager, der fører hende rundt i den engelske klassesamfund og langsomt giver hende og firmaet et eksistensgrundlag. Og helt i tidsånden, så er det en serie, der gør meget ud af ligestillingsperspektivet. Man fristes næsten til at kalde den en historisk femikrimi, men det vil nok være lidt malplaceret og forhindre ganske almindelige krimifans i at se serie. Og det fortjener den faktisk. Serien har løbet i to sæsonner, og en tredje er ved at blive produceret. Så mangler du lidt at fordrive tiden med, kan serien anbefales.