30. juni 2008 arkiv

Mamma Mia! ABBA-musical som film

30. juni 2008

Det er rart at blive overrasket og få sine fordomme tilført noget frisk luft. Det skete for capac i går, da han – i biografen – så traileren til den nye filmatisering af ABBA-musicalen Mamma Mia! Overraskelsen bestod i at høre Meryl Streep trykke den af og synge ABBA. Jeg har længe haft et lidt ambivalent forhold til Meryl Streep. På den ene side har jeg – siden The Deer Hunter (1978), Cramer vs. Cramer (1979) m.m. – været klar over, at vi havde at gøre med en mere end almindelig talentfuld skuespillerinde. En af den slags, der aldrig leverer en dårlig præstation og altid udfylder sin rolle med hele dens potentiale. På den anden side har jeg haft det lidt svært ved mange af hendes ‘alvorlige’ roller og har savnet det sprælske og letbenede i hendes repertoire. Der er selvfølgelig undtagelser i hendes lange karriere. Men mit helhedsindtryk har været hængemulealvor. Og det kan den nye Mamma Mia”-film måske rette lidt op på. I hvert fald det stærkt opmuntrende at se Streep som syngende mor med en frigjort fortid i de klip, som traileren gav publikum. Og så lader det til, at tranformationen af ABBA-hits til versioner med Streep, Pierce Brosnan, Colin Firth, Stellan Skarsgaard, Julie Walter m.fl. lykkes godt. Det skyldes nok, at Benny Anderson og Björn Ulvaeus har haft en finger med i spillet. Filmen har Danmarkspremiere den 17/7.

Trailer

Ligeløn

30. juni 2008

Den netop afsluttede strejker indførte en ny tanke i dansk arbejdsmarkedspolitik. Tanke om en ligelønskommission, der skulle tage fat på problemet med de markante lønforskelle mellem mænd og kvinder i offentlige og private virksomheder. Fagbevægelsen har forventeligt nok bakket op om ideen. Og nu kommer – surprise! – så selveste Dansk Industri og støtter tanken. Det er selvfølgelig positiv, men vel egentlig også underligt. Den nye (!) viceformand, Johnny B. Johansen, for Dansk Industri, der nu helst vil kaldes DI, ønsker, at en ligelønskommission ikke alene skal klarlægge om kvinder får for lidt i løn i traditionelle mandejobs, men også kaste “lys over uforklarlige lønforskelle mellem mænd og kvinder i den private sektor”. Måske er Johnny B. Johansen så ny i faget, at han ikke har gjort det til en vane at tænke sig om, inden han gik til pressen med sine ideer. For hvordan skulle det være uforklarligt, at arbejdgivere under DI forskelsbehandler kvinder på arbejdsmarkedet? Har vi ikke gennem mange år fået det ene eksempel efter det andet på, at kvinder – fordi de bliver gravide, får børn, går på barsel, har barnets første sygedag osv. – diskrimineres lønmæssigt (hvis de ikke ligefrem fyres) af arbejdsgivere, der ikke vil give samme løn for samme funktion, men insisterer på individuelle lønforhandlinger, hvor deres fordomsfuldheder kan komme til udtryk?
Der må være tale om en tanketorsk.
Så længe vi ikke kan komme ud over kønsforskellen i udmålingen af lønchekkens størrelse. Så længe vi ikke kan se bort fra, at kvinder ikke er mænd, og mænd ikke er kvinder, og betaler løn ud fra, hvilke funktioner den enkelte udfører, så længe vil der blive tale om lønforskelsbehandling. Som situationen er i dag, får kvinder kun den samme løn som mænd, hvis de agerer som mænd. Bliver i arbejde så længe som muligt, når de er gravide; reducerer barselsorloven til et weekendophold, overlader til andre at tage sig af børnene, når de er syge osv. Selv om flere og flere kvinder kommer ind på traditionelle mandlige arbejdsområder – fx virksomhedsbestyrelser og ledelsesposter i erhvervslivet – så sker det stadigvæk på mændenes præmisser. Det ændrer ikke verden til en bedre sådan…

Enden på Ny Alliance

30. juni 2008

Jørgen Poulsen har forladt Ny Alliance. Det stærkt midterorienterede parti, hvis man ellers kan kalde to personer for et parti, lider implosionsdøden ved at søge mod det sorte hul, vi kalder midten i dansk politik. Det bliver mere og mere tydeligt, at den begærede midte er døden for de begærende politiske partier. Se på det Radikale Venstre, der trods en lille fremgang, er en skygge af sig selv. Eller Socialdemokratiet. Midten er et “black hole”, der suger al kraft ud af de partier, der vil placere sig i dette ingenting. Siden Poul Schlütter erklærede ideologierne for døde, er det gået den vej med de pragmatisk orienterede, midtersøgende partier. Blaf, sagde det og CD forsvandt. Andre partier skrumpede ind som H.C. Andersens skyggemand. Måske hænger udviklingen sammen med den tiltagende hyperrealitet, der præger det politiske. Det politiske foregår i en primært medial hyperrealitet, hvor tegnenes cirkulation næsten fuldstændig har mistet deres henvisning til en realitet uden for. I denne hyperrealitet, hvor det giver “mening” at tale om midten som et realt eksisterende sted, kan man glemme, at midten er ikke-eksisterende. At den er en fantasmagorisk effekt, der skabes af modsætningerne mellem holdninger, ideologier og politiske visioner. Det vil også kunne forklare den aktuelle stabilitet i dansk politik. For de eneste partier, der står fast på noget, er Venstre, der står fast skattestoppet og – ikke mindst – på sit samarbejde med Dansk Folkeparti, som er det eneste klart holdningsprægede parti på højrefløjen (de fremmede) og derfor selve den betonklods, der forhindrer Venstre og Konservative i at blive opslugt af midten. Og så SF og Enhedslisten på venstrefløjen. Men de er jo uden for indflydelse.
Hvis man tænker lidt videre ud ad dette tankeeksperimentelle spor, så kunne man måske forudse, at dansk politik (på tinge) en dag ville implodere. Tilbage ville sidde 179 forhenværende politikere, der ville være reduceret til agenter for en bureaukratisk, teknokratisk administration af det danske samfund og markedsøkonomien. Drømmene, håbene og perspektiverne for et bedre samfund ville være overladt til dem derude i virkeligheden…

Rumænske avisbude

30. juni 2008

Blandt dagens agurkenyheder kan man læse, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten har rettet skriftlig henvendelse til Berlingske Tidenes, Jyllands-Postens og Politikens ledelser. Anledningen er, at de tre store aviser distribueres til læserne gennem Dansk Avis Omdeling, der bruger rumænsk arbejdskraft. Billig arbejdskraft med dårlige arbejdsvilkår. De tre partier mener, at avisernes ledelser ikke kan tørre ansvaret af på Dansk Avis Omdeling, men må sørge for, at de ansatte har ordentlige arbejdsforhold.
Inden man – som under- og overtegnede – overvejer at opsige sit avisabonnement, så skal man lige huske på, at også politikerne (i hvert fald den så midtersøgende socialdemokrater) har et medansvar for udviklingen, idet det var politikerne på tinge, der fjernede portostøtten til dagbladene og derved gjorde det særdeles omkostningstungt at bringe dagblade ud til læserne. Måske man skulle slås for at genindføre denne støtte! Det ville gøre det lettere at få ordnede arbejdsforhold – og i øvrigt være udtryk for, at man skatter en demokratisk kultur…

I nostalgiens greb: Indiana Jones og krystalkraniets kongerige

30. juni 2008

Trods advarsler fra Jeronimus og nogle alt for voksne kritikere, så fik jeg alligevel overtalt Frøkenen til i fællesskab at indtage det seneste opus i serien om arkæologen og eventyreren Indiana Jones i går eftermiddags. Mine forventninger var skruet op i det niveau, som Steven Spielbergs format giver anledning til som minimum at have: En film, der er drejet med samme tæft for afvikling af en drengerøvshistorie, som de foregående tre af slagsen (plus det løse), en kulørt historie, der inden for en realistisk ramme trækker på et arsenal af fantasiæggende skrøner, som bliver skruet sammen til en lidet troværdig, men sammenhængende, underholdende tju-bang-historie, der for et kort stund lader en glemme, at man er kommet over puberteten for længe siden. Meget længe siden.
Og forventninger blev helt indfriet. Harrison Ford udfylder som før rollen godt som arkæologiens svar på Dr. Jekyll & Mr. Hyde, den tweed-klædte katederarkæolog, der springer ud som læderklædt actionhelt, når historiens udvikling kalder på ham. Iført sin ikoniske hat og flodhestepisk tager den aldrende Jones kampen op mod nogle lede post-stalinistiske russere med en vidunderlig Kate Blanchett i hovedrollen som Stalins blonde soldat, der taler med en udsøgt russisk accent, som genfremkalder alle ens koldkrigsfordomme om den onde Ivan.

Jagten går på et krystalkranium, der skal bringes tilbage, hvor det hører til og ikke ende i hænderne på russerne, der kun vil det onde med kraniet, nemlig styre vores allesammens tanker. Og så går det ellers derud af efter Indiana Jones-skabelonen.
Vi får serveret en gryderet, som enhver drengerøv med velbehag vil kunne sætte til livs. Ud over de obligatoriske elementer i form af mere eller mindre motoriseret action, gamle, farlige og sindrigt konstruerede ruiner og underjordiske huler, så er der tilsat diverse krydderier og smagsforstærkere i form af lidt atomprøvesprængninger, kommunistforskrækkelse, UFO-mytologi og andet godt, der til sammen kan indsætte historien i en historisk (dybt usandsynlig) kontekst. Og til sidst er det hele tilsat en stor sjat selvironi og humor, der sikrer, at man ikke tager historien for alvorlig.

For en drengerøvscineast er der også mange små indslag og allusioner at trække på smilebåndet over. Som fx, når Harry Junior dukker op på sin Harley som en tro kopi af Marlon Brandos vilde engel. Eller når samme Junior udkæmper en fægteduel med Dr. Irina Spalko (Blanchett) i bedste De Tre Musketerer-stil. Eller et værtshusslagsmål, der minder om dem, der var obligatoriske i enhver western fra halvtredserne. Jo filmelskeren Spielberg ved nok, hvordan man indlejrer en film i en periode, der allerede i de første billeder markeres af tonerne fra Elvis Presleys “Hound Dog” og i det følgende understreges med “Shake Rattle and Roll” med Bill Haley & His Comets.
En sådan drengerøvsfilm (undskyld piger!) slipper man kun godt fra, hvis man kan sit håndværk og forstår at udfylde rollerne med de rigtige skuespillere. Harrison Ford er som altid i disse film god som den aldersstegne, men livskraftige Indiana. Cate Blanchett viser endnu engang, at hun er en af tidens bedste kvindelige kræfter. Karen Allen er stærkt troværdig som Indianas gamle kærlighed, der får hans hjerte i brand igen. John Hurt passer som Hans i Grete til rollen som den gale Professor Ox. Jim Broadbent er som taget ud af Oxfords eller Cambridges annaler som rektoren med civilcourage. Den unge Shia LaBeouf har lidt svært ved at spille op til sine voksne medspillere i rollen som Henry Junior, Mutt Williams, og har meget at lære, inden han – som filmen måske antyder – overtager rollen som en ny Indiana Jones i de kommende år. Men med ungdommelige frækhed og gåpåmod klarer han lige netop skærene.
Anbefales alle der endnu går i korte bukser og sandaler, når det er sommer, og som kan huske længere tilbage end til sidste selvangivelse.
PS. Jeg har set, at de tre foregående film er billigt til salg på dvd-hylderne. Både enkeltvis og i en boks.

Elvis Hound Dog

Bill Haley & His Comets Shake Rattle and Roll

Hvor blev provoerne af?

30. juni 2008

Forleden læste jeg et interview med Ole Grünbaum. I midten af tresserne var han en af de få provoer, vi havde herhjemme. Ministersønnen var del af den i Holland inaugurerede, modkulturelle bevægelse, der med ikke-voldelige midler og bar røv ville provokere autoriteterne og det samlede establishment med iøjnespringende happenings. Det var før de venstreorienterede overtog dagsordnen, og bevægelsen blev formelt opløst igen allerede i 1967.
Når jeg tænker på den offentlige debat, og ikke mindst den politiske del af samme, så rammes jeg jeg af en voldsom kedsomhed og tristesse. For magen til skyklapindespærret, navlecentreret, selvtilstrækkelig og på anden måde bornert debatniveau skal man lede længe efter. Den politiske debat er drænet for visioner og reformkraft og har en horisont, der svarer til indersiden af en børnesparebøsse fra den lokale bank. Den kulturelle debat er ligeledes reduceret til en diskussion om, hvad vi har råd til og ikke råd til inden for rammer af det seneste års budget.
Det ville være tiltrængt med et skud provokationer, som dem provoerne kunne levere. Og som siden blev taget op i politisk udgave af Solvognen og andre kunstnere. Vi trænger til at få galskaben tilbage i den offentlige debat; til nogle tosser, der kan sparke hul på osteklokke, så vi kan se, at det er nødvendigt at kræve det umulige…