26. juni 2008 arkiv

Mere loppefund: Sparklehorse – It’s a wonderful life

26. juni 2008

Som den vakse bloglæser nok vil have regnet ud, så kom capac ikke hjem fra biblioteket med en enkelt brugt cd (når nu man kan få tre for tyve kroner…). Næh. Hele seks stykker blev det til denne gang.

Sparklehorse (fra Virginia, US) er et af de mange bands, man kalder indie-rockere. Det er nu mindre interessant med disse etiketter. Indie siger ikke så meget andet, end at kunstneren er udkommet på et uafhængigt pladeselskab. Og rock er som bekendt så meget nu tildags.
Sparklehorse er mest af alt et en-mandsforetangende. Mark Linkous laver det meste af Sparklehorse-materialet og indspiller det hjemme i sit eget studio. Han får dog lidt hjælp af andre; ikke mindst Scott Minor, der spiller en lang række instrumenter.
What a Wonderful Life er Sparklehorses tredje album fra 2001. Det følger efter debutpladen med den (u)forglemmelige titel Vivadixiesubmarinetransmissionplot (1995) og Good Morning Spider (1998).
Treeren adskiller sig lidt fra de to første projekter, fordi pladeselskabet insisterede på, at Linkous skulle prøve med en ekstern producer. Valget faldt på Dave Fridmann, kendt som basist i Mercury Rev og som producer for fx Ed Harcourt, Weezer, Mogswai, Clap Your Hands Say Yeah, The Delgados m.fl. Derud over får Sparklehorse musikalsk hjælp fra ingen ringere end Tom Waits, PJ Harvey og Nina Persson (Cardigans) og et helt band, bestående af ti mere eller mindre kendte musikere.
Men alle disse tilsætninger kan ikke skjule, at det stadigvæk er Linkeous’ vemodige, melodiske univers, man befinder sig i. Den eneste undtagelse er sangen “Dog Door”, som er skrevet sammen med Tom Waits, der også synger med og spiller med på “big seed pod, metal things, train” (!). Et umiskendeligt Waits-nummer, der lige så godt kunne have været med på et af hans egne albums…
Anmeldere og musikkritikere har spekuleret meget over albummets optimistiske titel, fordi Linkous i midten af halvfemserne mistede begge ben som følge af en overdosishændelse, der nær havde taget livet af ham. Linkous har selv forklaret, at titlen er en ironisk hilsen til alle de journalister, der gik så meget op i det uheld…

It’s a wonderful Life (ja, det skal knase!)

Dog Door (m. Waits)

Erskine Caldwell – Pokker til asen

26. juni 2008

Gårsdagen, der var en velkommen fridag fra arbejdslivets trommerum, bragte mig ikke alene til biblioteket. Jeg kom også forbi den lokale genbrugsshop. I vinduet havde jeg set en kopi af Bill Brysons A Short History Of Nearly Everything, som jeg lige skulle se, om det var værd at bruge penge på. Det var den så ikke, for prisen var for høj til bogens stand. Men når jeg nu alligevel var der, kunne jeg jo lige så godt ose lidt i baglokalet, hvor bogreolerne står. Og det er som at træde ind i tresserne. Her står tresserbilligbogsbind side om side med bøger fra diverse bogklubber – Union og Gyldendal ikke mindst – og vækker genklang fra en tid, hvor man altid så bestemte udgaver på reolerne i folks stuer. Isprængt disse nostalgiske værker gemmer der sig så – af og til – godbidder, der er værd at slæbe med hjem. Og i går faldt jeg over et meget velholdt eksemplar af Erskine Caldwells novellesamling Pokker til asen (Grafisk Forlag 1942). Bogen er ikke bare velholdt. Den er faktisk aldrig blevet læst, for siderne er endnu ikke sprættet op. Den må have stået på en bogreol et eller andet sted gennem mange år. Caldwell har en særlig nostalgisk betydning for mig (læs her). Jeg tror ikke, at han læses særlig meget nu tildags; i hvert fald kan hans gamle værker købes prisbilligt på diverse netauktioner. Han er mest kendt for et par romaner, Tobaksvejen og Vorherres lille ager – men er i virkeligheden bedst, når han skriver noveller. Det var også novellerne, jeg mødte i timerne hos min gamle regnelærer. Noveller han fandt i Carit Andersens Omnibus-bøger (capac-samlerobjekter!) eller i Pokker til asen.
Nu er bogen så indlemmet i min Caldwell-samling. I øvrigt sammen med en udgave af Vorherres lille ager, som stod lige ved siden af (indb. Fremads Folkebibliotek – med intakt smudsomslag; den har sikkert tilhørt den samme bogreol..).
Og så kan jeg jo lige bidrage til Uffes og Klaus’ bogomslagsdyrkeri. For Caldwells bog er udstyret med en kongenial forside af “William” [1. som jeg ofte er stødt på – men hvem var denne William, hvad var hans fulde navn? ]