16. juni 2008 arkiv

Michael Strunge, 50

16. juni 2008

I dagbladet Information læser jeg, at digteren Michael Strunge nu ville være 50, hvis han altså ikke var sprunget ud af et 4-sals-vindue i 1986. Nu kan jeg flyve, var vist hans sidste ord. Det kunne han ikke. Men, som andre for tidligt døde unge kunstnere fik han en form for udødelighed. I mit hovede i hvert fald. Jeg kan slet ikke forestille mig Michael Strunge som halvtredsårig. Som Jim Morrison er han forever young. Den alt for tidlige død satte tiden i stå. Det er selvfølgelig noget forbandet vrøvl, men sådan er der så meget, når det drejer sig om erindringens og bevidsthedens fornemmelse for tid.

Skrevet i Musik Tagged , , | 4 kommentarer »

Lindsey Buckingham – sangskriver, sanger, musiker…

16. juni 2008

Den kønne, langhårede, unge mand på fotoet ovenfor er Lindsey Buckingham. Bedst kendt som medlem af gruppen Fleetwood Mac.

Inden Lindsay kom ind i gruppen havde han flirtet lidt med folkemusikken – à la Kingston Trioen – lært sig at spille finger-picking-guitar og var blevet mere end gode venner med en lille, blond skønhed ved navn Stevie Nicks (den blonde ungmø til venstre på billedet ovenfor), som han dannede The Fritz Rabyne Memorial Band sammen med. Bandet havde dog ikke potentiale til at blive noget stort uden for lokalområdet, og kæreste- og sangskriverparret Buckingham & Nicks drog til Los Angeles for at forsøge sig hos de store pladeselskaber.

Resultatet af anstrengelserne blev kult-pladen Buckingham & Nicks i 1973, som ikke solgte mange meter, men til gengæld blev deres adgangsbillet til Fleetwood Mac. Og den plade, der grundlagde Fleetwood Macs post-blues-stil. Og resten er historie. Rockhistorie.

Buckingham har siden starten været min favoritsangskriver i Fleetwood Mac. Det var ham, der skrev deres måske største hit overhovedet, “Go Your Own Way”, fra mesterværket Rumours. Til Buckinghams sangskriverkvaliteter hører en til den til det minimalistiske grænsende enkelhed i udtrykket. Den har hele tiden været der, men fik sit måske fornemste udtryk på dobbeltalbummet Tusk, hvor han stod for sange som “The Ledge”, “What Makes You Think You’re The One”, “That’s All For Everyone” og “Not That Funny”. Og så titelnummeret ikke at forglemme.

Til forskel fra megasællerten, det mainstream-skræddersyede adult-rock-album, Rumours, var Tusk mere krævende lytning. Mere eksperimenterende. Og albummet var måske – set i bagklogskabens lidet flatterende lys – en forvarsel om, at Buckingham som sangskriver var blevet låst fast i Fleetwood Mac. I hvert fald gik han solo kort tid efter Tusk og udsendte et vellykket soloalbum i 1981 med titlen Law & Order.

Buckingham trakterede selv de fleste af instrumenterne på pladen, men fik også hjælp af Mick Fleetwood og Christine McVie fra Fleetwood Mac og kæresten Carol Ann-Haris. Pladen kastede et enkelt hit af sig i USA, “Trouble” men jeg tror ikke, pladen rigtig gjorde sig herhjemme. I hvert fald kan jeg huske, at man kunne finde den i snart sagt alle tilbudskasser i byen. Ikke desto mindre er det en lille perle, hvis man kan lide Buckinghams sangskriverkunst.

Siden har Buckingham udsendt tre ordinære album – Go Insane (84), Out of The Cradle (92), Under the Skin (2006) – og et livealbum, Live at Bass Performance Hall fra i år.

Trouble (video) – Trouble & It Was I

Go Your Own Way

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »

Zinkbaljen på køkkengulvet – erindringssmuler

16. juni 2008

I mit morgenbad flød tankerne tilbage til tiden, før vi fik brusebad. Jeg elsker brusebad, og har taget brusebad hverdag, siden jeg var en 10-12 år. De dage, hvor jeg ikke har kunnet gøre det, kan vist tælles på en hånd, som man siger. Medens vandet løb ned over mit ansigt tænkte jeg på, hvilken luksus, det er, sådan at kunne lade drikkevand løbe gennem håret og ned over kroppen. Hvor mange steder i verden er det beskåret befolkningerne at gøre det? For slet ikke at tale om alle de steder, hvor forekomsten af vand i sig selv er det største luksus? Jeg ved godt, at vi betragter det som en selvfølge i dag at kunne tage et dagligt bad. Men alligevel. Tænker man lidt over det, så er det et luksusgode eller måske – for nu at lade det ord falde – et velfærdsgode.
For såden har det jo ikke altid været. I min tidlige barndom var den personlige hygiejne “etagevask” i en stor zinkbalje på køkkengulvet. Baljen havde tidligere rummet margarine, og jeg kan endnu huske, at der på siderne af den stod noget om margarine. Måske endda et navn. Når hånden gled hen over siden af baljen kunne fingerspidserne mærke de forhøjede tegn. Baljen var oval – og som jeg husker det – lidt forhøjet i enderne. Den havde to håndtag. En i hver ende. Her blev jeg så placeret på den vaskebræt-rillede bund, når min mor havde fået kogt tilstrækkeligt med varmt vand på det lille gasblus. Hvor tit det foregik husker jeg ikke helt. Men der gik nok en uge imellem disse højdepunkter i halvtredserhverdagen.
Bedst husker jeg afskyldningen efter indsæbningen. Når min mor lod håndlunkent vand fosse ned over mit hoved. Det var denne fornemmelse, der greb mig her til morgen.
Jeg søgte lidt på nettet for at finde et billede af min barndoms zinkbalje og lidt om margarineproduktionen historie. Og fandt ud af, at margarinebaljebadet er en del af min generations fælles kulturarv.
En dag fik vi installeret bruser i kælderen, og det var slut med baljen. I dag sælges de gamle zinkbaljer antikvarisk til høje priser.

Skrevet i Musik Tagged , , | 3 kommentarer »