Jeg er vokset op med musik, der kom fra en gammel rørforstærket radio og centertunge transistorradioer, der spillede fra det udbredte tæppe på sandstranden. Og det forklarer nok, hvorfor jeg aldrig er blevet en hardcore audiofil. Hvis musikken ikke kan fænge mig uden at skulle filtreres gennem et 100.000-kroners audiofilt, hi-fi-anlæg, så kan det være lige meget. Musikken skal kunne slå igennem en gammel rød Grundig transistorradio med store, tunge batterier. Og den test ville megen af den nymodens musik aldrig kunne bestå…
Måske er det også derfor, jeg kan sætte pris på The Velvet Undergrounds Quine Tapes fra 2001. Her er der virkelig tale om low-fi indspilninger. Historien er den, at en ung jura-student ved navn Robert Quine blev grebet af Velvet Undergrounds musik i gruppens første år. Quine spillede selv guitar og søgte inspiration, hvor han kunne. Det vil sige: Han lyttede til idolerne – Stones, Byrds, Yardbirds osv. – og forsøgte at lære dem kunsten af. Og så The Velvet Underground. For rigtig at få fat i deres musikalske kunst indkøbte han en lille Sony-kassette-båndoptager med håndholdt mikrofon. Og optog alle de koncerter, han kunne, med Velvet. Den første koncert foregik i en gymnastiksal på Washington University. P.A. anlægget var elendigt, men koncerten fantastisk.
Senere fik bandet mere styr på den tekniske side af koncerterne – og Robert fortsatte med at bånde dem. På The Family Dog i San Francisco, hvor gruppen opholdt sig en hel måned i 1969. Derefter på klubben The Matrix, hvor der var så få publikummer, at Lou Reed og Robert ikke kunne undgå at lære hinanden at kende… Og der udviklede sig et slags partnerskab, hvor Quine optog musikken, bandet hørte noget af det og i øvrigt var anerkendende over for Quines engagement. Lou og Robert fik også lejlighed til at udveksle meninger om musik og musiksmag på en hotdog-joint. Lou var vild med Rolling Stones, halvtredserrock og The Byrds.
Robert beholdt sine kassettebånd og spillede dem flittigt. Og heldigvis var han så fornuftig at overspille dem til et rigtigt spolebånd. For man ved jo aldrig, hvad der kan ske med et kassettebånd. Hvem har ikke prøvet det med kassettebåndssalat…!?
Båndene var med til at gøre Robert Quine til den guitarist, han er. Mange år senere blev han en af grundlæggerne af bandet Richard Hell & The Voidoids og i perioden 1981-85 arbejdede han sammen med Lou Reed og satte sit præg på dennes soloplader (fx The Blue Mask). Siden har han arbejdet sammen med en række notabiliteter, som fx Marianne Faithfull, Brian Eno, Tom Waits m.fl.
At lytte til The Quine Tapes – The Velvet Underground Bootleg Series Volume I: The Quine Tapes – er som at finde tilbage til et gammelt, elsket spolebånd fra de svundne ungdomsdage. Det knaser lidt, lyden er nøgen, og man har fornemmelsen af at sidde på sit ungdomskammer og lytte til tonerne, der kommer ud af en lille forstærker. Samtidig er det en rejse ind i Velvet Undergrounds musik på et tidspunkt, hvor stilen allerede er lagt i støbeskeen, men hvor der endnu eksperimenteres med de enkelte numres form. Formen er ikke helt stram endnu. Der improviseres og musiceres, så det er en lyst. Lou og bandet tager sig rigtig god tid. En udgave af Sister Ray fra The Family Dog er mere end 24 minutter lang. På The Matrix slår de denne rekord og leverer en 38 minutter lang udgave…
Ialt byder Quine-båndene på cirka 2 ½ times selskab med Velvet Underground. Godt selskab. Det er som at møde en gammel ven, man ikke har snakket med i mange år… Båndene kan lånes via biblioteket.
the velvet underground – heroin (acoustic live)
