28. maj 2008 arkiv

Sig ordet: Pædofili

28. maj 2008

Forleden blev et højstående politimand taget i at ville chatte sig til sex med en 13-årig. Eller rettere: En voksen kvindelig journalist, der udgav sig for at være en trettenårig pige. Så var det en soldat fra den danske hær, der gik i gyngen. Hvis man kan sige det sådan. Og i dag var det en pensionist, der ville i nærkontakt med en under den seksuelle lavalder.
Og medierne har travlt med at stille gabestokkene op. Og politikerne med at udtænke nye forbud og skærpede straffe. Og politiet har allerede opgraderet deres indsats med politiagenter…
Men hvor er eftertanken? Hvordan kan de være, at vi i disse år oversvømmes med pædofili-sager. Nationalt og internationalt? I dagens avis efterlyser Institut for Menneskerettigheder en forskning i emnet pædofili. Ud fra en erkendelse af, at straf og forfølgelse ikke ‘griber fat om ondets rod’, som det udtrykkes. En ting er er at forfølge og straffe forbrydere, noget andet er at forebygge. Og forebyggelse forudsætter forståelse – og det vil sige forskning. Historisk, kulturel, psykologisk osv. – forskning.
Her i bloggen kan vi kun bifalde den nøgterne eftertanke, inden klapjagten for alvor stjæler mediernes kulørte forsider. Hvad stiller vi op med pædofilien i et samfund, der i den grad dyrker ungdommen? Er det tilfældigt, at en ungdomsfikseret kultur fremmer pædofili? Forskning må der til for at give nogle holdbare svar…

Danmarks Radio og tørklædet

28. maj 2008

Og jeg, som lige var ved at tro, at Danmarks Radio var faldet i ét med det dominerende, lavpandede medietapet! Men man kan åbenbart godt tænke en selvstændig tanke i det gamle mediehus. I ungdomsprogrammet Skum har man fået den fortræffelige idé at starte en konkurrence med titlen Miss Tørklæde 2008. Formålet er at finde “den mest tjekkede tørklædepige i Danmark”. Nu – skal det siges – er jeg ikke meget for Miss-dit-og-dat-konkurrencer, selv om de da bringer en del kønne piger frem i rampelyset. Men jeg synes, at det er et velplaceret spark i skridtet på en i forvejen alt for firkantet debat om det genstridige tørklæde. Jovist er det et symbol. Religiøst, kulturelt osv. Jovist. Men det er så meget, det tørklæde. Og i debatten er der en stor tilbøjelighed til at vikle sig gevaldigt ind i det eller falde over det.
Inger Støjberg fra Venstre er hurtigt ude med en rygmarvsbetinget respons: Det er udtryk for, at kvinden er manden underlegen. Og så er det man spørger sig selv, om www.inger.dk nogensinde er gået ned ad Strøget – eller en anden gågade – og har beskuet de tørklædeiklædte piger. Mange af dem viser både bagdel og fortrin frem, så ingen med en smule fantasi i behold kan være i tvivl om deres kvindelighed – og deres alt andet end mandeunderdanige selvtillid og -værd. Selvfølgelig er der undtagelser. Men der er sørme også danske kvinder, der er under tøflen. Selv om medierne vil fremstille det anderledes.

Og så mener jeg, at Naser Khader, der bakker op om Venstres støjsender, Støjberg, lige så godt kan melde sig ind i Dansk Folkeparti med det samme. Han bevæger sig alligevel i den retning. Så har ham måske også en chance for genvalg næste gang…

Dr. Paul Mccartney

28. maj 2008

Sir Paul Mccartney er blev udnævnt til æresdoktor i musik ved Yale University. I begrundelsen hedder det, at han som sangskriver er uden sidestykke. Vi gratulerer.

PAUL McCARTNEY – LOST MY LITTLE GIRL (Unplugged 1991)

Morris Tihundrede…

28. maj 2008

Jeg har vist nævnt det før. Den første bil, jeg kom i nærkontakt med som fuldbåren bilist, var min fars Morris 1000. Jeg ser bort fra køreskolens grønne monstrum med det alt for løse rat…
Morrissen var hvid. Og jeg husker endnu den dag, hvor min far meget hemmelighedsfuld tog af sted for at hente den. Han havde ikke sagt noget om sit forehavende. En læge i oplandet til Esbjerg havde sat den til salg, fordi han gik på pension. Den havde kun haft denne ene ejer og var i fineste stand. Og min far var rævestolt, da han kom trillende ned ad vores lille villavej og parkerede uden for indgangen. Rødt læderindtræk. Og et dejligt stort solidt rat. Ikke noget med servostyring og andre teknologiske finurligheder. Og så havde den sin egen, næsten smukke lyd, som vores hund, Jeppe, hurtigt lærte at skelne fra de andre bilers.
I 1980 solgte min far bilen for 3000 kr. til en ung student fra århus. Han satte den straks i stand. Min far solgte den med blødende hjerte, for han elskede den bil, der gennem mange år trofast bragte ham til og fra havnen. Men han havde investeret i den orange, som jeg har nu. Japaneren, som han kaldte den. Selv om han også var glad for den, blev det aldrig helt det samme. Og han skulle nok have oftret penge på at renovere Morrissen.
jeg kørte meget i Morrisen, fordi min far sejlede, og min mor havde ikke kørekort. Den skulle ikke stå nede på havnen, så det var min opgave at køre min far ned til skibet og bringe bilen tilbage i garagen. Til gengæld måtte jeg så bruge den, når jeg havde lyst. Et stort privilegium. Siden har jeg haft en stor forkærlighed for netop den model – og så søstermodellen, “bindingsværksmodellen”.
Når jeg kører ind til århus passerer jeg en Morris 1000, der står uden for et hus. Den er rødmalet. Og hver gang tænker jeg, at sådan en må jeg eje engang…

Skoledage

28. maj 2008

Walking along a crowded street
I see thousands of faces before me.
Then I see a face that I used to know
Long ago in my life story.
It starts me thinking about the things you said
For your image is still inside me.
The past is gone but in my head
You’re still walking along beside me.
Is it something playing tricks with my eyes
Or just an illusion deceiving me,
Or is it someone in a disguise
Or visions of things that used to be?

But lately I’ve been going to
All the places that we once knew,
And just when I think that I am free of you
I keep seeing the things that remind me of you,
And just when I think you’re out of my head
I hear a song that you sang or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday,
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
Got to be hard,
Yeah, look straight ahead.
That s the only way it’s going to be,
Yesterday’s gone and that’s a fact,
Now there’s no more looking back,
Perhaps someday I’ll stop needing you,
Then maybe one day I’ll be free of you.

But lately I’ve been going to
All the places that remind me of you.
And just when I think you’re out of my head
I hear a record you played or see a book that you read.
Then you’re in every bar, you’re in every cafŽ,
You’re driving every car, I see you everyday
But you’re not really there ‘cos you belong to yesterday.

No more looking back,
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact,
Now there’s no more looking back.
No more looking back.
No more living in the past.
Yesterday’s gone, that’s a fact.
Now there’s no more looking back.

At erindre betyder noget med at gå ind i sig selv. Kommer fra tysk. Og min erfaring er, at jo mere jeg erindrer og skriver om, jo mere dukker der op. Som om, at hver erindring skraber et lag af og afdækker et nyt. Erindringens arkæologi.
Nogle gange prøver jeg at erindre, hvordan ganske almindelige hverdagsaktiviteter var. Hvordan var det fx at gå til skole, dengang i tresserne. Skolevejen. Man gik den hundredvis af gange, men måske netop derfor kan det være svært at genkalde sig selve oplevelsen. Alligevel dukker noget op. Den røde mur ind til børnehaven Pavillionen. Den opgang, hvor min klassekammerat Bitten boede med sin familie. Fodgængerovergangen ved krydset mellem Nørregade og Strandbygade med Kurant Kiosken på den modsatte…[1. Temaet har selvfølgelig været genstand for litterær behandling. I 1989 og året efter udkom en række forfatteres erindringer under titlen Min Skolevej, red. af Erik Vang Jensen. De burde nok indlemmes i biblioteket her…]

Ray Davies og the Kinks udsendte i 1975 et helt concept-album om skoletiden. Schoolboys in Disgrace. Ganske vist er det en fiktion, men lur mig om ikke mange af detaljerne stammer fra Ray Davies’ egne oplevelser i det engelske skolesystem. Det kunne godt ligne ham. I en af sangene er det i hvert fald mærkbart. Sangen No More Looking Back, der netop handler om det at gå tilbage. Nogle gange kan det være en berusende oplevelse, andre gange, som i dette tilfælde, er det forbundet med smerte og pinagtighed.
Schoolboys in Disgrace blev vist aldrig den helt store sællert eller succes. Og det er en skam. For det er et fint album om den tid, som vi alle har været igennem, og som nogle helst vil glemme, medens andre forfalder til nostalgiske flashbacks…

The Kinks – EducationSchoolboys in Disgrace.

Penalhuset, skoletasken…

28. maj 2008

Jeg har prøvet at erindre mit første penalhus. På grund af de gule blyanter. Og min første skoletaske. Og da hjernen havde knaget længe, så hovedpinen truede som en sommertordensky, dukkede et billede af en todelt brun lædertaske med to lommer foran op. Trykmetallåse.
Og i forlængelse af den et tilsvarende tofløjet brunt penalhus med to små lommer med metalknapper udenpå. Det er længe siden, og jeg er stadig lidt usikker. Bare man havde haft nogle fotos fra dengang, men de findes kun derinde i den grå masse…