2. maj 2008 arkiv

Den første maj – dagen derpå

2. maj 2008

Jeg var ikke til førstemajmøde i går. Heller ikke sidste år. I det hele taget er det mange år siden. Jeg tog ud til en god ven, der gerne ville snakke om livets store og små spørgsmål. Jeg tog datteren med. Og vi drak økologisk kaffe og spiste mandler og dadler m.m. På tv så jeg, at fremmødet til førstemaj-stævnerne rundt om i landet havde været beskedent. I århus blev mødet talmæssigt overhalet af det årlige succesfulde kræmmermarked. I Silkeborg kom der ikke flere end der er “i køen ved bageren søndag morgen”, som en socialdemokrat udtrykte det. Betyder det så, af Første Maj har mistet sin betydning? Og at man, som det er sket i min barndomsby Esbjerg, bare kan afskaffe dagen? Nej, efter min mening vil det svare til at afskaffe helligdagene, fordi der ikke kommer nok folk i kirken på de dage (var du i kirke i går på Kristi Himmelfartsdag?). Eller afskaffe Grundlovsdag, fordi fremmødet ikke er stort nok. Den første maj har en symbolsk betydning, og det er sådan set underordnet, om man foretrækker at holde fri i kolonihaven eller i sofaen sammen med familien. I vores medieomblæste virkelighed behøver man ikke at komme til første maj-møder for at høre politiske budskaber. Man kan bare gå på nettet, høre radio, se tv, læse aviser osv. Det var anderledes, da Første Maj blev indstiftet. Og solidariteten med det arbejdende folk – ja, den skal du jo vise hver dag…

PS. Fra særdeles velunderrettet kilde med rod i Esbjerg kan jeg afkræfte rygterne om, at 1. maj skulle være afskaffet i Esbjerg. I hvert fald kun på rådhuset…. Der er blevet afholdt 1. maj i den vestjyske by, som traditionen foreskriver… :-D

Mere kage, tak: The Cake – et pigeband fra tresserne

2. maj 2008

Nogle indlæg giver sig selv. The Cake var en pigegruppe, der blev dannet i 1966 i New York. Ud over Eleanor Barooshian bestod gruppen af Barbara Morillo og Jeanette Jacobs.
Pigegrupper var der en del af i tresserne, men The Cake skilte sig ud ved at de skrev egne sange og ikke blot fortolkede andres. Deres stil er blevet kaldt barok pop eller kammerpop, fordi den var karakteriseret ved at blande regulær popsang med klassiske elementer og orkesterarrangementer. The Cake fik indspillet to albums, The Cake fra 1967 og A Slice Of Cake fra 1968. Deres første single var en genindspilning af en gammel Lesley Gore-sag, den Jack Nitzsche og Jackie De Shannon-skrevne Baby That’s Me. Som et kuriosum skal det også nævnes, at de tre unge damer sang backingvokal på Soft Machines debutalbum fra 1968 (på nummeret Why Are We Sleeping?, der slutter pladen af). I 1968 gik pigerne hver til sit. Jeanette Wood døde i 1980 kun 30 år gammel.
The Cake blev ikke noget stort navn tilbage i tresserne, men er dog blevet huske for deres fine vokalarbejder og deres to albums er blevet udgivet på cd.

Her en morsom, tidstypisk tresser”video” med The Cake – You Can Have Him.

I Got You Babe

2. maj 2008

Jeg kan ikke nævne UB40 – bandet, der tog navn efter en formular fra Department of Health and Social Security – uden at komme i tanke om deres – og Chrissy Hyndes – fortræffelige coverversion af Sunny & Chers gamle hit I Got You Babe. Her er den i to udgaver…

Først UB40 & Chrissy Hinde live i BBC

Og så en virkelig syret udgave med Tiny Tim og Eleanor Barooshi…hvor Tiny Tim agerer kvinden og Eleanor manden. Eleanor var i øvrigt medlem af tresserpigegruppen The Cake.

UB40 laver en Prince

2. maj 2008

Udvikling går hurtigt på musikdistributionsområdet. I disse dage kan man læse, at Radiohead ikke har tænkt sig at gentage deres meget hypede gratisdistribution af bandets seneste album. Men det stopper dog ikke udviklingen i retning af alternative distributionsformer. Coldplay har givet et nummer fra deres seneste plade væk på deres hjemmeside, og mere en 600.000 har allerede benyttet sig af tilbuddet. Det gamle engelske reggae-inspirerede band UB40 forærer ti skæringer væk sammen med en udgave af den engelse avis Sunday – akkurat som Prince gjorde med sit seneste album. Opfindsomheden er stor, men opgaven er også vanskelig. Hvordan give musikken gratis væk, samtidig med at musikere og distributører også tjener nogle penge?