Spillede en ny sang for Frøkenen, der for alvor har fået den musikalske interesse ind i blodet. Et stykke americana med markant guitar i forgrunden. Er’t sådan noget gammelmandsrock? Næh, det skulle jeg ikke mene. Musikerne er vel i tyverne og måske begyndelsen af trediverne. Det var jo det, jeg sagde: Gammelmandsrock. Frøkenen triumferer. Der fik han den, “den gamle”. Nogle timer senere spiller hun musik i stuen. Queen – Greatest Hits. Hendes eget indkøb…
Jeg vil godt lige beklage mig, Linda. Du kan ikke være bekendt, at du aldrig har sat dine fødder her i l andet og givet en koncert. Den oplevelse ville jeg godt have haft med på min videre færd i livet…
[Love is a Rose – skrevet af Neil Young – indspillet af Linda Ronstadt på albummet Prisoner in Disguise i 1975. Neil Youngs egen version finder man på opsamlingen Decade]
I denne blog vil capac gerne supportere, hvad der rør sig i undergrunden af musik, poesi osv. Altså alt det, der endnu ikke er blevet X-faktor eller på anden vis genstand for de store mediers bevågenhed. Musikere og kunstnere, der brænder for det de laver – uden at de store købmandsforretninger endnu har fået øjne og ører op for det. For eksempel bloglands eget svar på beostæren, Bent Otto Hansen, der trodser enhver krakilsk forlagskonsulent og på lørdag udsender sit opus Beologi. Tag godt imod Beos skrift. Capac håber, at anmelderne falder i svime… Pøj, pøj, Beo!
Solskin om bord, måneskin om natten, tre pilsnere i en snor.. En gammel Defenders-sang løber stille forbi mit indre øre. Men eller er det så som så med solskinnet og så mig. Engang cyklede jeg gladeligt mange kilometer fra Viby til Moesgård Strand for at ligge i sandet og slikke sol og kigge på badenymfer. Den tid er uigenkaldeligt forbi. I dag tåler jeg ikke længere varmen. Bliver ør i bolden og forbrændt i nakken og på skuldrene. Foretrækker skyggefulde steder – alternativt at være indendørs. Om det er alderen eller klimaforandringerne, skal jeg lade være usagt. Men det er nok mest det første, når sandheden skal frem. Men sådan ligger landet altså. I pinsen. 2008. Hvor temperaturen er faldet en smule…
Solen skinner på mange måder… Ain’t No Sunshine /Bill Withers:
– Og så kommer jeg i tanke om, at sangen ikke var en sang, men to, jeg blander sammen i hovedet. Solskin om bord og drikkevisen To – ikke tre – pilsnere i en snor, efter en båd…
Josef Fritzl. I ved, hvem jeg taler om. I boulevardaviserne omtalt som monsteret og uhyret. En mand, der planlægger og gennemfører en årelang internering og seksuelt misbrug af sit eget afkom. Velanskrevet i det lokale samfund som en god samfundsborger og katolik. Men altså også en forbryder af værste slags. Incest er en af vor kulturs tabuer. I dette tilfælde er tabukrænkelsen af et sådant omfang, at vi ikke helt kan fatte det. Der er ikke tale om en impulshandling, men om en nøje overvejet – rationel – handling. Fra fiktionens verden er vi forvænt med modbydelighed i lange baner, men endnu engang må vi indrømme, at virkeligheden overgår fiktionen med hensyn til grusomhed og ondskab. Hvordan kunne han? Hvordan kunne det østrigske samfund? Hvordan?
Medierne arbejder på højtryk for at lukke det hul, der her åbnede op for den menneskelige ondskab i form af et afsporet driftsliv. Hullet skal lukkes igen. Og fortrængningsmekanismerne er mangfoldige. Det var i Østrig det skete. Landet med den betændte og aldrig rigtig bearbejdede nazistiske fortid. I lokalområdet Amstetten var der ikke mindre end to kz-lejre i nazitiden. Lejre som man accepterede stiltiende, som et andet offet, Natasha Kampusch har påpeget. Natasha, der er blevet det østrigske samfunds levende, dårlige samvittighed.
Men samtidig med, at vi peger mod Østrig peger vi væk fra Tøndersagen, talrige sager om misrøgt af børn, pædofilisager osv. i det danske samfund. Glemmer måske pædofiliringen Belgien, hvor store dele af det etablerede samfund – herunder politiet og retssystemet – var mere eller mindre involveret. Eller de frygtelige sager om misbrug af børn i den katolske kirke, hvis pønitense – sagernes systematik og alvor taget i betragtning – må sige at være yderst beskeden.
I den seriøse tyske avis Die Zeit forsøger Susanne Gaschke at analysere sagen og få lidt hold på den. Hun anfører blandt andet, at Josef Fritzls handlinger vækker så stor afsky af to grunde. Dels på grund af varigheden af den årelange indespærring. Og dels ved den systematiske krænkelse af det fundamentale blodskamstabu. Og så påpeger hun – idet hun pointerer, at det har været undertematiseret i alle medier – at der har været tale om mandevold. Männergewalt. Der er tale om en perverteret, sadistisk mandling handling med undertoner af tidligere tiders patriarkalsk autoritet. Kvinder er sjældnere ude i sådanne grusomme ærinder. Og dog – Gaschke – synes et øjeblik at glemme de højaktuelle, østrigske sag om en mor, der slagtede tre af sine spædbørn og gemte dem i sin kummefryser. Og kvinders distkrete medvirken i andre uhyrlige sager. I Belgien, Danmark… Gaschke bliver et kort øjeblik revet med af det alt for tidstypiske stormløb mod den mandlige seksualitet.
Dernæst vender hun skytset mod det vestlige samfund, der ‘udmærker sig ved en souveræn foragt for tabuer’. Hvorfor holde fast ved tabuer, når folk – kunderne – ønsker en overskridelse? Konsumér! Nyd! Det er imperativet. For tiden tjener nogen penge på at udstille døde mennesker (udstillingen Bodies). En til det pædofile grænsende dyrkelse af det seksuelle i medier er hverdagskost. Osv.
Gaschke peger også – ved hjælp af medieøkologen Neil Postman og polititologen Benjamin Barber – på det forhold, at den grasserende senkapitalisme nedbryder de tabuer, den overhovedet kan. For at gøre børnene til en attraktiv konsumentgruppe må den afskaffe barndommen som en særlig beskyttet aldersperiode. Hun understreger dog, at sagen i Amstett ikke alene kan forklares ud fra barndommens forsvinden i den kapitalistiske kultur, men udåden i Amstett viser, hvad konsekvensen af en udviskning af forskellene mellem voksne og børn – og de tilhørende tabuer – kan være. Sagt på en anden måde, så har den kapitalistiske kultur gjort det lettere for Fritzl at udleve sine ugerninger…
Gaschke mener også, at sagen Josef Fritzl må give anledning til endnu engang at fundere over vores forbrug af perverteret underholdning, bøger, film, computerspil etc., hvor vold, voldtægt, død osv. er vigtige ingredienser. Vi lever i en tid, hvor grænserne mellem underholdning og realitet hele tiden overskrides i medierne. Infotainment. Her der og allevegne. Derfor ser vi også sagen fra Amstett iscenesat som et stykke underholdning (læs Ekstra-Bladet, hvor tiltrækningen og frastødningen i sagen dyrkes hårfint) – og måske er det en måde, hvorpå vi endnu engang kan fortrænge den ondskab, der trænger sig på…
Solomon Burke har gjort det. James Brown har gjort det. Ray Charles vist også. Altså sunget country. En opfindsom pladeselskabsmand har set fidusen i at kompilere en lang række “sorte” country-numre og udsende dem på to separate cd-udgivelser. Selv om det sikkert er for pengenes skyld, skal han ikke høre et ondt ord i den anledning.
Country-musikken har udviklet sig meget, ikke mindst siden country-rockens indtog i tresserne med Byrds, Poco m.fl. Og i dag kan det være svært at definere country-musikken.
At “sorte” musikere kastede sig over country-musikken var lidt underligt i starten, for country var den “hvide” mands musik. Men med raceopgøret i i USA op gennem halvtredserne og tresserne blev det naturligt, at de “sorte” tog country-musikken til sig, lige som som “de hvide” tog soul-musikken til sig. Og det er, som det skal være.
1. He Called Me Baby – Washington, Ella
2. Chokin’ Kind – Simon, Joe
3. Your Cheating Heart – Powell, Bobby
4. Love’s Where Life Begins – Alexander, Arthur
5. Stand By Your Man – Staton, Candi
6. What Condition My Condition Is In – Lavette, Bettye
7. There’s A Heartbreak Somewhere – Shelton, Roscoe
8. She’s My Rock – Edwards, Stoney
9. Mama Mambo – Brown, Clarence ‘Gatemouth’
10. You Are My Sunshine – Gaines, Earl
11. Almost Persuaded – James, Etta
12. Bouquet Of Roses – Womack, Bobby
13. In A Moment Of Weakness – Adams, Johnny
14. Just Because You Can’t Be Mine – Swann, Bettye
15. Don’t Take Her She’s All I Got – North, Freddie
16. Shutters And Boards – Williams, Otis
17. Snap Your Fingers – Jonz, Bobby
18. Jet Black Daddy Lily White Mama – Williams, Andre & 2 Star Tabernacle
19. Fairy Tale – Pointer Sisters
20. Sixteen Tons – Purify, James & Bobby
21. Your Cheating Heart – Brown, James (1)
22. Till I Get It Right – Hobbs, Willie
23. Dirty Laundry – Mayfield, Curtis
24. I Can’t Stop Loving You – Burke, Solomon
———–
1. Hell Yes I Cheated – Adams, Johnny
2. If Loving You Is Wrong – McClinton, O.B
3. Gift For You – Mercury, Eric
4. She Thinks I Still Care – Johnson, Lou
5. Touch Your Woman – Joseph, Margie
6. Talk To My Children’s Mama – McClinton, O.B
7. Trying To Win Your Love – Tex, Joe
8. Everyday I Have To Cry – Alexander, Arthur
9. You Must Think My Heart Has Swinging Doors – Vann, Vicky
10. Don’t Believe Nothing – Turner, Ike & Tina
11. I Told My Pillow – Henry, Clarence ‘Frogman’
12. King Of The Road – Tex, Joe
13. Smoke Smoke Smoke – Davis, Sammy Jr.
14. Honky Tonk Heaven – Edwards, Stoney
15. I’m Movin’ On – McPhatter, Clyde
16. Tennessee Waltz – Brown, Ruth
17. He’ll Have To Go – Burke, Solomon
18. Point Of No Return – Womack, Bobby
19. Son Of Hickory Holler Tramp – Smith, O.C.
20. Three Hearts In A Tangle – Brown, James (1)
21. Walking The Floor – Parker, Junior
22. Someone To Give My Love To – Simon, Joe
23. Amos Moses – Brown, Clarence ‘Gatemouth’
24. Pardon Me (I’ve Got Someone To Kill) – Williams, Andre
Solomon Burke – You’re The Kind Of Trouble
Min hukommelse er kommet på prøve. Foranlediget af Peters lille minderune over Knud Hermansen, forfatter til skolebogsklassikeren “Søren og Mette”. Med hvilken bog i hånd og ånd lærte jeg alfabetet? Jeg husker – omend svagt – at vi formskrev bogstaverne på den grønne tavles malede linjer på Vestre Skole. Først bogstaverne og siden ordene. Det var dengang man lærte bogstaverne første og ordene bagefter. Før pædagogikken vendte om på tingene. Når jeg anstrenger mig, så dukker navnen Erik og Ida op. Erik går i skole… Ida.. Så må det have været Inger Merete Nordentofts Min ABC 1-2 (første udgave 1944). På grund af sine forbindelser til de kommunistiske modstandsfolk (herunder Aksel Larsen ) under besættelse, blev hun i 1943 sendt i fem måneders fængsel, hvor hun færdiggjorde arbejdet med sin ABC. Andet oplag udkom i mit fødeår, 1953. Så det passer fint med tiden. Og jeg forestiller mig, at Nordenstofts kulturradikale, reformpædagogiske tanker har passet fint ind i den progressive, socialdemokratiske kultur- og skolepolitik i efterkrigstiden. Â Når jeg ser tegningerne og den røde farve på fotoet ovenfor, synes jeg det dæmrer et sted i baghovedet… Måske jeg skulle se, om jeg kunne fremskaffe et eksemplar.
