Jeg har forelsket mig. I en ukulele. Havde sådan en i hånden for nogle dage siden. En lille sag. Ikke særlig dyr. Jeg forstår godt, hvorfor Uffe er så glad for den. Og George Harrison, der altid have nogle stykker med på rejse eller når han havde gæster. Et demokratisk instrument. Og så har det sådan en dejlig lyd. Næste gang jeg kommer til byen, vil jeg købe sådan en og se, om ikke jeg kan aflure den et par sange…
Ram on….
Piece of Cake! (?) Ukelele Demo Ram:
Capac svinger malerkosten i dag. Og, hvad der før var forårsgrønt, bliver nu hvidt. Iført malerbeklædning, rulle og pensler går det derudaf til tonerne af When I Paint My Masterpiece…
Som sædvanligt lyttede jeg til P1-debat, da jeg kørte hjem fra arbejde i går. Og det skulle jeg måske ikke have gjort. Nogle gange bliver jeg enten forstemt eller får lyst til at køre ind i et eller andet, når jeg hører debattørerne. I aftenens program havde man sat Knud Vilby, der er formand for socialpolitisk forening og mangeårig journalist ved blandt andet Information, og Mads Lundby Hansen, cheføkonom ved den liberalistiske “tænketank” CEPOS i stævne for at diskutere regeringens dagpengestramninger, starthjælpen til flygtning og lignende. Baggrunden for debatten er, at en række socialrådgivere, læger m.m. har været i medierne for at påpege, at de pågældende indgreb skaber større og større grupper af fattige i landet.
Af debatten, som man kan høre her (hvis man vil ophidses!), blev det mere og mere tydeligt, at Mads Lundby Hansen (og konsorter) ikke har andet at byde på end økonomiske modeller og økonomiske trossæt. Ethvert tilløb til human socialpolitik, hvor hensynet til den enkelte står over økonomiske hensyn, fejes af bordet. I den ceposke optik er der kun et par økonomiske ting, der tæller. Det er arbejde (arbejde til alle, der kan kravle og gå). Fuldtidsarbejde (med overarbejde). Og så vækst.
Den enlige mor med en håndfuld småbørn har bare at flytte til den anden ende af landet for at få et fuldtidsjob (om det så er som avisbud). Flygtninge, der har reddet liv og lemmer ud af konfliktzoner i den store verden, skal mødes med et klokkeklart budskab: De er her ikke for at finde gæstfrihed, omsorg og forståelse for de lidelser, de har været igennem, men for arbejde for at overleve. Derfor får de nådsens knækbrød, så de har et “økonomisk incitament” – denne tilbagevendende borgerligt-liberalistiske eufemisme, der dækker over en socialpolitisk kynisme af værste skuffe – til at knokle røven ud af bukserne for at forsørge sig selv og den traumatiserede familie. Og i den dur.
Cepos-økonomen demonstrerede, at han og ligesindede ikke er i stand til at tænke ud over de liberalistisk-økonomiske dogmer, som de er blevet stopfodret med på universiteterne og handelshøjskolerne. Dogmatikken styrer hver eneste tanke i denne såkaldte “tænketank”. Og et af resultaterne er fattigdom – materiel såvel som intellektuel. Den materielle rammer de ulyksalige borgere, der bliver ramt af de politiske konsekvenser, den intellektuelle armod er en del af tænketankens centrale træk. Jeg græmmes.
Det med spænding imødesete album Anywhere I Lay My Hat, hvor Scarlett Johansson fortolker Tom Waits (modsætninger mødes og sød musik opstår…) er lige på trapperne. Og ude på det store net kan man finde et enkelt smagsprøve eller to. Her kan man høre hende synge Falling Down
I rækken af film om kendte musikere og kunstnere fra tresserne er turen nu kommet til Dusty Springfield. Og det skulle være sikkert af den små Nicole Kidman skal spille rolle som Dusty. Selv om jeg har en stor svaghed for begge kvinder, så har jeg også lidt svært ved at forene mig med tanke om, at Nicole skal agere Dusty. Hvordan vil det nu gå? Og hvad med sangen? Men vi får se…
Dusty med den dejlige I Only Wanna Be With You
En af de virkelig gode og særprægede amerikanske sangskrivere er tilbage efter en længere pause. Det syngende underbid med de bidende, morsomme, finurlige tekster, Randy Newman, udgiver pladen “Harps and Angels” til august, og så er der også gået ni år siden, vi sidst hørte fra den lille, store mand. Ud over at skrive novelleagtige sange om tykke drenge, rednecks, dansebjørne m.m. har Newman skrevet filmmusik i lange baner. Velkommen tilbage.
Baltimore
Vor forbindelse i London, Tina, beklager sig en lille smule over sin elskede mands interesse for sangeren Al Green, som jeg talte begejstret om forleden. Og straks kom jeg i tanke om en anden sanger med navnet Al, som også er værd at lytte til. -Al Jarreau. Selv om stilen er en anden.
Al Jarreau bevæger sig ubesværet i området mellem jazz, pop og R&B. Den nu 68-årige og trefoldigt Grammy-vindende sanger har en lang række albums bag sig, men jeg vil især fremhæve et, som har fået en særlig plads i min pladesamling. Nemlig hans andet album fra 1975: We Got By. Det var det album, der blev hans gennembrud hos musikkritikerne og publikum, efter at han var blevet opdaget af det store Warner-pladeselskab. På denne plade folder hans talent for jazz-influeret, let improviserende, følsom og indlevende sangfortolkning sig helt ud, ikke mindst i sangene Spirit (der indleder pladen) og den uopslideligt dejlige Susan’s Song, og han lagde grunden for de senere mange års store succes. We Got By er en plade, jeg aldrig er blevet træt af eller færdig med. Godt gået af en næsten debutant…
