1. maj 2008 arkiv

Jimi Hendrix i sexfilm

1. maj 2008

Da jeg boede på kollegiet løb jeg ind i en gut, der spillede guitar og elskede musik. Men han elskede også kvinder, og indrømmede over for mig, at en af de væsentligste grunde til, at han var begyndt at spille guitar var, at han meget lettere kunne komme i seng med pigerne. Guitar og sang var som en magnet på pigerne, sagde han. Og det er vel ikke overraskende. Mange – også kendte musikere – har erkendt, at det ikke kun var musikalske ambitioner, der drev dem frem. Men også penge – og piger.
Hvorfor det er sådan, kan vi filosofere over, når og hvis vi har lyst til det. Men faktum er, at musikudøvelse har en dragende – forførende – virkning på pigerne. Og mændene med, selv om det ikke har været så meget fremme i medierne. Tænk blot på fænomenet “groupies”, der opstod med pop- og rockmusikken (før hed det nok noget andet…).
Og selvfølgelig har de turnerende musikere taget for sig kødets glæder. Jeg kommer tanke om en radioudsendelse, hvor to piger fortalte om deres kødelige møde med medlemmerne af Santana, da de første gang besøgte landet. Siden forsøgte DR at genopsøge de nu voksne piger for at høre, hvad de nu mente om deres erotiske oplevelser. Men de skulle ikke nyde noget. Ungdommens udskejelser vil man nok gerne have for sig selv.
Disse indledende betragtninger kommer efter at have læst en af musikpressens små sensationer i denne uge: En film med (vist nok) Jimi Hendrix, der dyrker sex med to kvinder, er dukket op og sat til salg af et pornografi-producerende selskab med det sigende navn Vivid Entertainment. Jimi Hendrix The Sex Tape. Der er lidt tvivl om, hvorvidt det nu er Jimi Hendrix på filmen. Never mind. Det skulle såmænd ikke undre. Jeg kan huske, at der var en faderskabssag engang, hvor en dansk kvinde var involveret. Så Jimi har været aktiv på lagnerne. Men, hvad mon han – der efter sigende egentlig var et venligt og diskret menneske, der slet ikke brød sig meget om al den virak, der var om ham – ville sige til at få sine private udskejelser ud i offentligheden? Er der nogen (inklusive hans i øvrigt så emsige arvinge), der tænker på det?

Bold as Love / Sunshine of your Love

Give Peace A Chance

1. maj 2008

Beat-musikken er efterhånden så gammel, at den kommer på museer og auktioner. I Billboard kan man læse, at John Lennons håndskrevne udkast til sangen Give Peace A Chance kommer under hammeren hos Christie’s i London og forventes at indbringe omkring $ 400.000. Og selv om dollaren ikke er, hvad den har været, så er det dog en sjat penge. Det fortælles også, at John Lennon gav sit udkast til en teenager-pige og bad hende om at gemme det, for det ville blive meget værd med tiden. Jo, Lennon kendte godt sit eget værd.

Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Bagism, Shagism, Dragism, Madism, Ragism, Tagism
This-ism, that-ism, ism ism ism
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance

(C’mon)
Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Minister, Sinister, Banisters and Canisters,
Bishops, Fishops, Rabbis, and Pop Eyes, Bye bye, Bye byes
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance

(Let me tell you now)
Ev’rybody’s talkin’ ’bout
Revolution, Evolution, Masturbation, Flagellation, Regulation,
Integrations, mediations, United Nations, congratulations
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance

Ev’rybody’s talkin’ ’bout
John and Yoko, Timmy Leary, Rosemary,
Tommy Smothers, Bobby Dylan, Tommy Cooper,
Derek Taylor, Norman Mailer, Alan Ginsberg, Hare Krishna
Hare Hare Krishna
All we are saying is give peace a chance
All we are saying is give peace a chance
(Repeat ’til the tape runs out)

Eins, Zwei, Eins, Zwei, Drei, Vier….

Dagens video: Krauss & Plant

1. maj 2008

Bare fordi…

Den anden radio – lyt med!

1. maj 2008

Lyt med her (via Bo i Jiggly Room).

Forårsgrønt er historiens hjul – God første maj!

1. maj 2008

Tænkte så længe
på dagen og vejn
længtes mod aften
som var den vor egn
aftnen som kommer så sent?
Søgte vi varme
i glemselens sang
kuet af kulden
i hverdagens gang
glemte vi lyset var rent?

Forårsgrønt er historiens hjul
den nye morgen er sort og gul
broderskab springer
af jammer og nød
sætter en hvid syren
vesten og østen
spejler sig rød
i fremtidens blanke sten

Trak vi på skuldren
når verden var hård
syns vi imorgen
var lissom igår
lå vores drømme under sne?
Var vores dage
som blade der faldt
kendte vi forskel på
helt eller halvt

Forårsgrønt er historiens hjul
den nye morgen er sort og gul
broderskab springer
af jammer og nød
sætter en hvid syren
vesten og østen
spejler sig rød
i fremtidens blanke sten
ser vi det ny der vil ske?

(Jesper Jensen /Benny Holst)

Bob Dylan – Saved

1. maj 2008

I 1980 udsendte Bob Dylan albummet “Saved”. Jeg købte pladen i en forlængst hedengangen pladebutik i Clemens Stræde i århus (navnet ligger lige på tungen…). Rygterne om et stærkt religiøst album var løbet i forvejen, og man havde også fået en forsmag på, hvad der var i vente på det succesfulde album “Slow Train Coming” fra 1979, hvor Dylan blandt andet blev backet op af den dengang nye, funklende, guitarstjerne Mark Knopfler.
Som det skete, da Dylan blev elektrisk, så delte “Saved” også Dylan-lytterne i to skarer. Dem, der sagde ok, og dem, der var stærkt kritiske og afvisende. Det religiøse var da heller ikke til at tage fejl af. Omslagets maleri af Tony Wright viser Guds hånd, der rækker ned mod de troende, og billedet henviser indiskutabelt til Michelangelos verdensberømte afbildning af Gud. Coveret blev da også på senere oplag erstattet af et mere diskret billede af Dylan på scenen… Kritikerne havde fået deres indrømmelser. I hvert fald fra pladeselskabet.
Men det religiøse element var ikke nyt i Dylans univers. Man kan vel sige, at det har været med fra starten, selv om det ikke hele tiden blev betonet lige stærkt. Det gjorde det så i perioden omkring 1980. Her kastede poeten og musikeren sig over de kristne tanker. Siden har Dylan som bekendt søgt i andre retninger. Det er digterens lod.
Jeg kan huske, at jeg spillede pladen for et par skeptiske venner. Jeg havde gemt pladecoveret af vejen og sagde: Lyt. Og musikken talte. Der var et drive og et engagemen på den plade, som man skulle lede længe for at finde magen til. Og pladen fortjener stadigvæk at blive lyttet til. Måske er teksterne ikke de bedste fra Dylans hånd. De er nok for dogmatiske og for upoetiske. Men musikken holder.