Ved Profetens skæg! – Birthe Rønn og tørklæderne
15. maj 2008Det skal ikke være nogen hemmelighed i blogland, at capac bærer fuldskæg. Ikke et meget langt sådant, men dog. Gør det capac til en potentiel islamisk fundamentalist? For det er jo et religiøst symbol! I hvert fald, hvis regeringens logik holder. Og i følge Birthe Rønn Hornbech.
Som læserne vil vide, så besluttede regeringen i går at lovgive mod tørklæder og andre religiøse symboler. Det er nu forbudt dommere at bære jødiske kalotter, kristne kors, muslimske tørklæder og politiske symboler.
Birthe Rønn Hornbech har nærmest været fuldstændig tavs, efter at hun blev sat på plads – eller hvordan man nu skal udtrykke det – af statsministeren forleden. Men – skriften fastholder, hvad Hornbech mener, hvis hun da ikke vender rundt på tallerkenen. Hornbechs kronik i Politiken (som man kan læse ved at følge linket ovenfor) er en efterlods rageknivskarp kritik af regeringens alt andet end liberale position i denne sag. Hvis man, som denne indlægsskriver, efterhånden er kommet i tvivl om regeringens demokratiske og liberale sindelag (for nu at blive i kronikkens ordvalg), så bliver man indirekte bekræftet i, at faktisk ser sort (!) ud med dens frisind og respekt for fundamentale demokratiske spilleregler. Hornbechs kronik blotlægger, hvad det er for en tankegang, der styrer regeringens holdning på dette område: Dansk Folkepartis paranoide islamofobi.
Hornbechs kritik rummer flere elementer. For det første – og det er en kras kritik – så mener Hornbech, at en lovgivning for den enkeltes sindelag rammer en pæl gennem den lutheransk-kristne skelnen mellem den verdslige og den religiøse verden – og gennem Grundtvigs fundamentale frihedstanke: At statsmagten skal respektere et frirum, hvor borgerne kan tænke, tale og tro frit. For det andet blotlægger Hornbech indirekte regeringens mistillid til det danske uddannelses- og retssystem. For Hornbechs pointe er ikke, at vi skal være naive og tro, at muslimer med tørklæder generelt set vil kunne udføre dommerhvervet uden at skele til deres religiøse baggrund. Hendes pointe er derimod, at uddannelsen til dommer, hele rekrutteringsprocessen, hvorigennem dommere udpeges, og retssystemet fungeren nok skal sørge for at sortere personer – ikke kun muslimer – fra, der ikke er i stand til at respektere den fundamentale skelnen mellem verdslig lovgivning og tro (religiøs, politisk…). Birthe Rønn Hornbech er ikke – som DFs Søren Espersen har påstået – naiv med hensyn til den islamiske tro. Hun bruger faktisk meget krudt på at forklare den væsentlige forskel på en lutheransk kristendom og den islamiske tro: At sidstnævnte sammenblander den religiøse og den verdslige verden. Og det er et problem, der gør, at man fx må være skeptisk over for muslimer i offentlige embeder, og – som hun udtrykker det – at man må udøve “en slags sindelagskontrol” over for den enkelte. Og det er her den komplicerede pointe er: Vi kan ikke skære alle muslimer over en kam, sådan som regeringen gør med sin lovgivning. Heller ikke dem, der bærer tørklæder. Der er muslimer med tørklæder, der respekterer det danske samfunds og demokratis spilleregler. Vi må have tillid til, at uddannelsessystem og retssystem kan håndtere denne skelnen og kritik.
Med sin lovgivning åbner Fogh og Co. op for en veritabel sindelagskontrol. For hvor skal lovgivningen stoppe? Hvad med forsvarere, anklagere, domsmænd, folkeskolelærere, politibetjente osv.? Birthe Rønn Hornbech slår fast: “at i det sekund, man fra lovgivers side bevæger sig ind i et forbud ved lov, har man også stillet sig selv på den opgave, atman må være i stand til at forudse enhver tænkelig situation, hvor religiøs og ikke-religiøs påklædning, religiøs udførelse og religiøs tro kommer på tale, og være i stand til at lovgive om det”.
Kronikken må være svær at leve med for regeringen Fogh, for den klæder den såkaldt liberale regering af til skindet som et parti, der har solgt sin ideologiske sjæl til Dansk Folkepartis mørkemænd. Spørgsmålet er nu, om Birthe Rønn Hornbech kan leve med regeringens underkendelse af sine synspunkter – og om regeringen kan leve med sådan en kronikør som minister…
PS. Jeg beholder mit grå skæg…
