Cream – I Feel Free
Så unge var de vist. Jack Bruce, Eric Clapton og Ginger Baker. Og I Feel Free holder den dag i dag. Jeg fik aldrig købt singlen dengang den udkom ( i 1966 med B-siden N.S.U – læs ). Men det er stadigvæk et af mine yndlingsnumre med den fantastiske trio. Den intro må der være mange, der misunder Cream…
Jeg købte en liter Thise Gammeldags Kærnemælk til en kageopskrift. Kagen blev ikke til noget, og jeg måtte drikke kærnemælken. Det var en enkeltbillet tilbage til barndommens dage med kærnemælk i glassene. Nogle gange tilføjet lidt sukker, andre gange au naturel. Jeg havde helt glemt, hvor godt rigtig kærnemælk smager.
Singer-songwriter Jim Croce var allerede død og borte, da jeg stiftede bekendtskab med hans musik. Det var i første del af 1970’erne, hvor jeg lånte to albums på Esbjerg Centralbiblioteks relativt nye musikafdeling i Nørregade. En flyulykket satte en stopper for hans liv og gryende karriere, da han kun var 30 år gammel. Han musikalske forhistorie var også typisk for den tid. Han spillede folkemusik på coffee-houses og små steder op gennem tresserne og efterhånden fik musikbranchen ørerne op for manden og hans sange. I første omgang spillede han sammen med sin kone i duoen Jim & Ingrid Croce, der nåede at udsende en plade.
I 1972 lykkedes det ham så at få en kontrakt på tre albums med ABC Records og nåede at udsende You Don’t Mess Around With Jim og Life & Times hurtigt efter hinanden samme år. Og successen var hjemme med det samme. Førstnævnte album indtog førstepladsen på albumlisten og kastede tre succesfulde singleudspil af sig: en single med titelsangen, Operator og Time In A Bottle. Kort for udsendelse af det tredje album, I Got A Name, indtraf flyulykken. Tragedien virkede – det har man set før og siden – stimulerende for interessen for mandens musik. Og der er kommet flere compilation og greatest-hits-plader løbende. Og nu kan man så læse i musikpressen, at Rhino nostalgiforlaget vil genudsende de tre første albums i special editions…
Jim Croce – Bad, Bad Leroy Brown
Det vil sikkert glæde min gode veninde Gertrud, at dokumentarfilmen Love Story om Arthur Lee og det legendariske tresserband Love udkommer i juli måned. Filmen stammer fra 2005 og 2006 og rummer nogle af de sidste interviews og optagelser med Arthur Lee. Der er også interview med andre bandmedlemmer og folk, der omgikkes gruppen. Dertil kommer sjældne liveoptagelser o. lign. Dvd’en har fået sin egen myspace-side, hvor man kan se klip fra filmen og få mere at vide…
Calexico – Alone Again Or (LOVE Cover) Rock Werchter 2006
Politik irriterer mig. Det irriterer mig også, at jeg skriver politiske indlæg i min blog. Frygtligt. Som et udslæt på huden der bliver ved med at klø. Og man klør igen, indtil det bløder. Og klør. Følelsen, irritationen kom til fuld udtryk i går aftes, da jeg hørte Margrethe Vestager (Radikale) diskutere med Inger -“Inger.dk” – Støiberg fra Venstre. Om tørklædeforbuddet. Det vil sige: Der kom ikke megen diskussion ud af det. Meget kan man sige om Margrethe Vesterager, men hun vil gerne diskutere, substantielt, og være uenig eller enig. Det var faktisk en af hendes pointer. Men det fik hun ikke lov til. For Støiberg ville ikke diskutere. Hun ville bare spille arrogant og nedladende politisk ordfører. Og det gjorde hun så, med bravour. Men hun fik med overtydelighed banket fast, hvad regeringens politik er på det her område. Når regeringen indfører forbuddet, så er det ikke, fordi regeringen bøjer af for Dansk Folkeparti. Nej, det er, fordi det dybest set er regeringens holdning… Når medlemmer af regeringen – Birthe Rønn, Karen Ellemann, Aamund – udtrykker skepsis og kritik af tørklædeforbuddet ud fra et liberalt grundsynspunkt, så er det ikke udtryk for uenighed i partiet. For her stemmer man sammen som gruppe. Ministrene stemmer sammen om det, statsministeren vil. Og dét er demokrati og liberal tankegang. Når tilsvarende uenigheder gør sig gældende hos oppositionen, ja, så er det indre splid og manglende regeringsevne. Og når oppositionen vil gøre samarbejdet mellem regeringen og dets støtteparti, Dansk Folkeparti, til noget belastende for regeringen, så har man bare ikke forstået, at “der er et godt samarbejde hver eneste dag” mellem regeringen og DF. Og at det er et anti-muslimsk parti, det er bare noget “avisfnidder”. I det hele taget skulle hverken oppositionen eller medierne definere noget som helst. Det skulle Støiberg og regeringen nok. Og det er vældigt demokratisk og liberalt…
