19. maj 2008 arkiv

Karaktermord? Beskæftigelsesministeren og Lars Løkke Rasmussen-sagen

19. maj 2008

Under overskriften “Claus Hjort kommer Løkke til undsætning” kan man på DRs Nyhedsside læse om Venstres chefideolog og -strateg Claus Hjort Frederiksens forsøg på at rage kastanjer ud af ilden for den betrængte finansminister. Hjort Frederiksen mener, at interessen for Løkke Rasmussens skødesløse omgang med betroede skattemidler skyldes statsministerens (fysiske og mentale) fravær i dansk politik. Det sjove er, at Hjort Frederiksen bærer ved til det bål, der brænder omkring statsministeren. Mistanken om, at statsministeren har tabt interessen for dansk politik og derfor aspirerer til en højere post, bekræftes indirekte. I statsministerens fravær forsøger pressen og oppositionen så at begå “karaktermord” på den stakkels finansminister, der jo er udpeget til at efterfølge den ‘landflygtige’ statsminister. Hjort Frederiksen mener, at Løkke Rasmussen nærmest er “retsløs”, fordi amterne ikke længere eksisterer, og at den tidligere amtsborgmester derfor ikke kan retsforfølges for evt. handlinger i den tid. Bilagene er – mener Hjort Frederiksen – brændt på nær nogle bilag, der er genstand for loven om aktindsigt. Spørgsmålet er dog, om ikke beskæftigelsesministeren, der jo ellers er meget nøjeregnende med skriftlig dokumentation og verifikation, i hvert fald når det gælder ledige borgere, ikke selv binder knuden på galgerebet i det såkaldte “karaktermord” ved således at henlede interessen på de eksisterende ikke-belyste bilag i sagen. Er det tænkeligt, at stakkevis af taxiboner skulle være omfattet af loven om aktindsigt, medens andre er gået i brændeovnen? Og friholder det den tidligere amtsborgmester for ansvar, at amterne er nedlagt og visse spor udvisket? Jeg mener, at Hjort Frederiksens redningsforsøg bærer brænde til det bål, der i forvejen luer, og bålet er nok først brændt ned, når det sidste bilag er bragt for dagen..

Bladerunner – den endelige udgave – i biffen…

19. maj 2008

Jeg ved godt, at det er Indiana Jones, der stjæler billedet lige nu. Og jeg ser da også frem til det nye udspil med Harrison Ford på jagt efter krystalkranierne i atomtruslens skygge. Men, jeg har også bemærket mig, at det lige nu er muligt at gense Ridley Scotts klassiske fortolkning af Philip K. Dicks roman “Drømmer androider om elektriske får?” – Blade Runner. Oven i købet i den såkaldt endelige udgave. Hvor det mere end antydes, at Decker selv er replikant m.m. Læs også Bo Green Jensens hengivne omtale af værket og dens endelige udgave i Weekend Avisen fra den just afsluttede weekend.

Roy Battys død – uopslidelig scene…

Amy Winehouse og Dione – If I Ain’t Got You

19. maj 2008

Amy Winehouse er endnu ikke trådt ud af Billie Hollidays og Janis Joplins fugtige fodspor. Der er vist også lidt hvidt ved næseborene. Men hun fortsætter ufortrødent med at musicere, selv om der skal en slurk til at sætte hende igang. Her akkompagnerer hun et yngre familiemedlem på guitar…

if i aint got you

Politisk taxi-kørsel

19. maj 2008

I DR2 nyhederne kunne man i går få indblik i finansministers Lars Løkke Rasmussens taxi-forbrug som amtsborgmester. Det blev dokumenteret, at utallige af taxi-bilagene – 590 stykker – var mangelfuldt udfyldt. Det blev også givet flere eksempler på, at mange af turene havde tjent formål, der ikke var korrekte. Fx at den daværende amtsborgmester havde ladet det offentige betale for taxi-ture til møder i partiet Venstre. I strid med reglerne. Tidligere har vi fået eksempler på illegitim forbrug af hotelbesøg, videolejning, kasino-besøg, diskoteksbesøg, tobaks- og spiritusforbrug på det offentliges – dvs. skattebetalernes – regning. Der tegner sig efterhånden et mønster, der ikke kan forklares med “sjusk” eller “sløseri”. Og man begynder at forstå, hvorfor Lars Løkke Rasmussen ikke ønskede at medvirke i indslaget.
Nu har regeringens støtteparti Dansk Folkeparti afkrævet indenrigsministeren en redegørelse. Venstres finansordfører derimod henholder sig til, at amtministerens forbrug dengang har været underkastet revision og er blevet godkendt. Men, som bekendt, vil det ikke være første gang den offentlige revision har svigtet, og vi må som skattebetalere forvente, at en uvildig revision gennemgår alle den daværende amtsborgmesters bilag – og at han derefter tilbagebetaler enhver for meget udbetalt krone.
Når sagen engang er lukket, så må enhver spørge sig selv, om man kan forestille sig Lars Løkke Rasmussen som landets statsminister? Måske. Den nuværende bedrev jo “kreativ bogføring” som skatteminister – og måtte af samme grund træde af…
Sagen ruller videre

…og lidt for Susanne, Birgitte og Hanne…

19. maj 2008

Denne knap så opbyggelige sang fra en tid, 1960, hvor vi også havde vores egen udgave af Elvis Presley (Cliff, Tommy…), der blev tilbedt af mange piger og kunne fås som plakat-samlesæt i et ungdomsblad (Filmjournalen, der et par år efter blev til Vi Unge). Baggårdspumaen – in memoriam:

Otto Brandenburg – Når en Sailor Går i Land