pleasant valley sunday – the Monkees
Mere… :
Groovin’ (On a Sunday Afternoon) – The Young Rascals
Smiths – Every Day is like Sunday
Velvet Underground – Sunday Morning
Billie Holliday – Gloomy Sunday
Vanessa Paradis – Sunday Mornings
Small Faces – Lazy Sunday Afternoon
– og i morgen, så er det snart weekend igen! :-D
I weekendens udgave af Information leverer Rune Lykkeberg en analyse af Dansk Folkepartis politiske rolle i dagens Danmark. Og han tager afsæt i en læsning af den fhv. socialdemokratiske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, arrogante beskrivelse af Dansk Folkeparti som ikke værende “stuerent”. Et sprogligt billede, der dels går på kældedyr, ikke mindst hunden. En hund er først stueren, når den ikke besørger på stuegulvet. Og dels har ordet en sproglig betydning. Man siger fx, at ‘den historie var vist ikke helt stueren’. Underforstået, at der var tale om en uanstændig historie. Lykkeberg ophøjer Nyrups udtalelse til et politisk syndefald, der er større end danskerne engagement i Irak-krigen eller kanoniseringen af Bjørn Lomholts statistikker til dansk miljøpolitik…
Lykkeberg læser ordet “stueren” som en slags freudiansk fortalelse eller et symptom, hvis rækkevidde Nyrup Rasmussen ikke fattede, da han udtalte ordet. For ud over at stigmatisere Dansk Folkeparti som dansk parlamentarismes lille tæppetisser, så afslører ordet også den socialdemokratiske leders elitære tankegang. Vi udgør “det gode selskab”, og i er tæppetisserne. Hvad Nyrup – og andre med ham – glemte var, at han på den måde leverede en identitetssignalement til Dansk Folkeparti som – for nu at blive inden for den metaforiske ramme – underdog. Et signalement, som mange vælgere sagtens kan identificere sig med. Blandt andet de mange tidligere socialdemokratiske vælgere, der nu er gået over til – Dansk Folkeparti. I forlængelse af Lykkebergs analyse kan man sige, at Nyrup Rasmussen med dette ene ord markerede det politiske establishments akademiske selvtilstrækkelighed og ufolkelighed. Og dermed også pegede på et af Socialdemokratiets store problemer i forhold til vælgerne.
Siden Nyrups ord faldt er der jo sket det, at tæppetisseren i den grad er kommet ind i den varme stue. Og man kan sige, at den faktisk har gjort tæppetisseriet til den politiske dagsorden i regeringen Fogh.
En af Lykkebergs pointer er, at den nyrupske eksklusion af Dansk Folkeparti som taber nu gør alle andre partier til tabere. Fra Fogh Rasmussens Venstre, der for at beholde magten, har måttet ofre sine egne politiske idealer (og dermed noget af den politiske magt…) til Dansk Folkeparti – og til Socialistisk Folkeparti, der har været påfaldende fraværende i den aktuelle debat om dommere og tørklæder.
Alle taber til Dansk Folkeparti, lyder overskriften på Lykkebergs artikel. Ikke kun partierne er tabere. Det gælder også det parlamentariske demokrati…
Læs artiklen og tænk selv videre.
Aftenen igår bød på et DR2-tema om sangskrivning. Den røde tråd var Poul Martin Bondes skitsering af sangskrivningens historie fra Tin Pan Alley til i dag. Undervejs markerede han Beatles’ og Dylans betydning. Beatles’ gjorde det attraktivt for kunstnerne at skrive sangene selv. Dylan viste, at sangene kunne handle om meget andet en kærlighed. Og det er rigtig nok, med de forbehold man må tage over for sådanne forenklede fremstillinger. Og så var det jeg kom i tanke om Wings og Mccartneys gamle sang om de dumme kærlighedssange. Budskabet er ligetil. Kærligheden er ikke til at komme uden om. Enten er du in Love – eller også er du ude. Og derfor fylder den så meget i sangskrivningen. Der er noget, man aldrig bliver færdig med eller klog (nok) på. Ordene fra en mand, der selv har fået kærligheden at føle – i mere end en forstand:
You’d think that people would have had enought of silly love songs.
But I look around me and I see it isnt so.
Some people wanna fill the world with silly love songs.
And whats wrong with that?
Id like to know, cause here I go again
I love you, I love you,
I love you, I love you,
I cant explain the feelings plain to me, say cant you see?
Ah, she gave me more, she gave it all to me
Now cant you see,
Whats wrong with that
I need to know, cause here I go again
I love you, I love youLove doesnt come in a minute,
Sometimes it doesnt come at all
I only know that when Im in it
It isnt silly, no, it isnt silly, love isnt silly at all.How can I tell you about my loved one?
How can I tell you about my loved one?How can I tell you about my loved one?
(I love you)
How can I tell you about my loved one?
(I love you)
Forleden gik den berømte engelske maler Lucien Freuds maleri Benefits Supervisor Sleeping for £ 17 millioner på Christie’s auktioner i New York. En rekord, der – selvfølgelig – ekkoede gennem hele medieverdenen. Maleriet viser, som man kan se, en voluminøs, afklædt kvindeskikkelse. Modellen til det nu verdenskendte maleri er en 51-årig jobcenter-medarbejder fra London. Sue Tilley. Og i The Guardian fortæller Sue om mediernes jagt på hende efter auktionssalget. Det er ikke historien bag maleriet, pressen søgte. Næh, man ville afbilde Sue in the nude, som man sige derovre. Man ville, med andre ord, sælge aviser med en nøgen Tilley. En avis tilbød hende 500£ for at genskabe maleriets positur på et foto. En anden ville have Tilley til at agere Christine Keeler, altenativt Marilyn Monroe eller Audrey Hepburn (!). “Ingen synes at forstå, at det drejede sig om kunst. Jeg havde aldrig taget mit tøj af, før jeg sad model for Lucien, og jeg vil ikke gøre det igen – med mindre det er for en virkelig fantastisk kunstner, og jeg kan på stående fod ikke komme i tanke om nogen. Én ting er at sidde model nøgen for en kunstner. Noget helt andet er at blive fotograferet nøgen. Men få synes at gøre den forskel“. Udtaler Tilley.
Tilleys erfaringer er en tankevækkende beretning om kunstens svære vilkår i et markedsorienteret samfund, hvor man interesserer sig mere for beløbsstørrelser end for kunst (£ 17 millioner!) og mere for at profitere på en nyhed ved at slå plat på nøgenheden end for at forstå kunstværkets betydning. Og endelig er det en fortælling om en presse, der tror, at enhver er til salg. Big Sue, som Lucien Freud kærligt kaldte sin model, vil ikke behandles som en nudist eller en “floozy” og undrer sig over mediernes fordomsfuldhed og totale mangel på dannelse. For Sue er ikke hvem som helst, selv om hun “bare” bestrider et job i det lokale jobcenter. Skinnet bedrager. Hun er ikke bare “plain old Sue from the Job Centre som ikke ved ret meget”, som Sue selv påpeger. Hun ved åbenbart mere om kunst end den samlede tabloidpresse og dens modstykker i den elektroniske jungle. Tilley er forfatter til en bog om vennen Leigh Bowery, der var performance kunstner, exhibitionist og skaber af et kendt polyseksuelt diskotek, Tabu. Bogen er solgt til et filmselskab, og Sue skal være “executive producer”, når projektet kommer så langt. Bogen har også være genstand for en Broadway-musical med Boy George.
En radiovært formastede sig oven i købet til at kalde Sue for Fat Sue. Ikke Big Sue. Den lille omdøbning markerer afgrunden mellem billedkunstnerens interesse for sin models former og mediernes.
