Sirenerne lyder…
7. maj 2008
Udenfor lyder sirenerne. Hunden kan ikke lide det. Hvor er nu det skrivebord, jeg skal kravle ind under?
7. maj 2008 arkiv
The Who – og BBC
7. maj 2008De seneste omtaler af The Who skyldes, at jeg har lånt The Who BBC Sessions på biblioteket. Jeg låner – desværre – ikke så meget lyd på biblioteket for tiden på grund af arbejdet. Men det blev altså til The Who og deres BBC-sessions. Dels fordi jeg godt kan lide the Who, og dels fordi jeg er rigtig vild med de optagelser som BBC har lavet med diverse grupper og solister gennem tiden. Og heldigvis er meget kommet på cd og dvd.
Whos sessions viser dem fra deres friskeste, mest rå og levende side. Som Pete Townshend siger i et kort interview forsøgte de at genskabe live-lyd i disse optagelser, og det lykkes. Optagelserne er fra perioden 1965 til 1970 og består af en række af deres bedste sange fra tiden før Tommy og det, der fulgte. Lyden ligger fjernt fra det, som lydstudiernes troldmænd kan frembringe nu til dags. Den er nøgen og fokuseret på de fire gutters vilde udladninger, og det kan ikke være bedre – i mine ører… Desværre kan youtube ikke levere klip fra den periode, men her er et fra 1972:
The Who – Join Together (BBC 1972)
Udførlige data om pladens indhold og dens forskellige udgaver finder man på denne side.
Nøgne mænd i det offentlige rum
7. maj 2008
Mette rejser spørgsmålet Hvor er manden henne? i reklame- og bybilledet. Hvor er mandekroppen? Og det er da rigtigt, at man skal lede længe efter billeder af mænd, der viser the full monty. Og – i den fortærskede ligestillings navn – burde der vel gøres noget ved det!? Eller hvad?! Kvinder derimod. I den forgangne måned har jeg dagligt passeret en stor fotostat med et reklamefoto af en ung, smækker dame, der “ville gøre hvad-som-helst”, og jeg har tænkt: Endnu en køn pige på en reklame, der sigter lige under bæltestedet. Hvor banalt. Hvor uinteressant. Jeg har bestemt ikke noget mod bare damer i reklamer, men jeg synes godt, at de kunne ligne det danske gennemsnit lidt mere. Når det nu skal være.
Aktuel utidig kommentar
7. maj 2008
Sommeren er vist begyndt… ;-)
Via jammerkommodemanden har jeg fundet frem til dette link – meget apropos…
The Who på tysk tv…
7. maj 2008Heidi – bloggens nye besøgende – spørger om The Who spillede i det tyske live-program Rockpalast. Og det gjorde de sørme. Her i en optagelse fra 1981:
The Who – 1981-03-28 – Another Tricky Day (Rockpalast)
Der findes et par klip mere på YouTube…
Forrest Gump – et soundtrack
7. maj 2008-7393805351969-01.jpg)
Soundtracks har ikke fyldt så forfærdelig meget i min musiksamling. Især ikke da den kun bestod af grammofonplader. Men antallet af soundtracks er også vokset exorbitant, efter at cd-mediet kom ind i billedet. Kan man overhovedet forestille sig en film i dag uden et lydspor!?
Men jeg har længe haft soundtracket til Robert Zemeckis Forrest Gump på min virtuelle ønskeliste. Filmen, der har Tom Hanks i hovedrollen (i øvrigt en af hans bedste roller), indskriver sig i rækken af humanistiske film i Hollywood-amerikansk aftapning, der fortæller om menneskenes verden set gennem et naivt menneskes øjne. Et enfoldigt menneske med et stort hjerte og en lille forstand. Et andet eksempel er Mr. Chance med Peter Sellers.
I Forrest Gump følger man hovedpersonen gennem livet og kærligheden – og i baggrunden kan man så høre en lang række sange og melodier fra halvtredserne frem til firserne. Gennem 34 numre gennemløbes en tråd fra Elvis (Hound Dog) til Bob Seeger & The Silver Bullet Band med deres store hit Against The Wind. En ren amerikansk musikalsk fortælling, og som sådan lidt misvisende, idet engelsk musik jo har spillet en fremtrædende rolle – også over there – i perioden. Ikke et ord om The Beatles – og deres glimrende fravær på pladen. Men bortset fra etnocentrismen, der jo er såre amerikansk, så afspejler det musikalske billede ganske godt stemninger og emotioner fra den beskrevne periode. Isprængt den lange række store notoriske hits er der også enkelte mere eller mindre glemte sådanne, som fx Clarence ‘Frogman’ Henrys (I don’t know why I love you) But I do, Rooftop Singers Walk Right In eller Joan Baez og hendes fortolkning af Dylan Blowin’ in the Wind.
Undulatens begravelse
7. maj 2008Vores undulat har skrantet den sidste lange tid. Den fik for længe siden en svampeinfektion omkring næb og øjne, og alskens husråd og lægeditto havde ikke den ønskede effekt. Efterhånden blev dens næb mere og mere skævt, men den fik lov at leve, så længe den kunne spise selv. Og humøret beholdt den. Ude på altanen pippede den, så alle kunne høre det. Men nu er den så død, efter at have fulgt os gennem mange år.
Og Frøkenen insisterede på, at den fik en begravelse som alle de andre, vi har haft. Ikke noget med affaldsskakten og den kommunale forbrænding. Af jord er du kommet og så videre. Altså måtte far her låne viceværtens skovl og køre hende og undulaten til den nærmeste skov. Her blev den så begravet på det samme sted, som vi begravede forgængeren. Sådan har det været, siden Frøkenen var helt lille, og vi sammen begravede en undulat i et blomsterbed i Viby. Og det er helt ok. Man skal behandle sine venner, også de små fjerede, med respekt.
