Bob Dylan passerede de 67 i lørdags og er dermed for alvor nået folkepensionistalderen. Men han lader som ingenting. Og det gør capac også og spiller den netop udkomne og gennem brevspækken indkomne The Best Of Bob Dylan’s Theme Radio Hour Volume 2, hvor musikken også har en hel del år på bagen, men stadigvæk er forever young…
Man oplever et og andet som internetkunde. På Amazons engelske afdeling, hvor jeg handler en del (af indlysende grunde), går jeg tit til “markedspladsen”, hvor der er kroner at spare for samme produkt. Og når man så har modtaget varen giver man en karakter, et “feedback”. Jeg modtog fx en cd, hvor ‘juvelkassen’ var knust, fordi firmaet ikke havde pakken cd’en ordentlig ind. Det resulterede i en dårlig karakter, hvorefter samme firma straks bad mig slette anmeldelsen – til gengæld for to splinternye ‘juvelæsker’. Et andet markedspladsfirma sendte mig en hel anden cd, end den jeg havde bestilt. Da jeg beklagede mig, tilbød de mig, at jeg da kunne beholde den fremsendte vare (!), alternativt få refunderet beløbet, hvis jeg returnerede fejlforsendelsen. Jeg valgte at beholde fejlforsendelser (der i øvrig viste sig at være en god plade). I kan selv tænke jer til, hvilken “feedback” firmaet fik…
Og så var der den der boghandel i USA, der sendte mig en bog, som aldrig kom frem. Jeg rykkede og rykkede, fik lovning om tilbagebetaling, men intet hændte, før den dag, hvor klagefristen var udløbet. Derefter: tavshed. Win or loose… Eller: Hvor der handles, der spildes.
Det er snart længe siden, capac slog sine folder som smartlogger. Men jeg besøger ofte smartlogbloggerne. Det er dog svært at lægge kommentarer hos nogle af jer – Røvkassen og de vilde analytikere for eksempel. Man skal indtaste en kode for at blive godkendt. Og selv om jeg har slået alle cockie-begrænsninger fra (i Ildrøven), så sker der – nada! Derfor, kære bloggere, får ikke mine kommentarer…
Internettet har givet os hidtil uanede muligheder for distribution af tekst, lyd og billeder. I tresserne gik vi fx glip af mange tv-musikprogrammer, fordi det ganske enkelt ikke var muligt at tage engelske og amerikanske kanaler. Men internettet har gjort det muligt at indhente noget af det, vi halvgamle musiknørder gik glip af. Fx det amerianske musik-varieteprogram Shindig!, der løb over skærmene i US via ABC-netværket i perioden fra september 1964 til januar 1966. Serien startede med et ugentligt halvtimesprogram. Men snart var successen så stor, at programmerne fik en times varighed. Med tv-værten Jimmy O’Niell i spidsen lagde showet beslag på den bedste sendetid og er siden blevet et nostalgisk trip på YouTube for dem, der var med dengang.
Det første program blev optaget i Storbritannien med selveste The Beatles.
Beatles Shindig 1964
Derefter fulgte en lang række af tidens førende navne. The Who og The Rolling Stones for eksempel.
The Rolling Stones – Good Times live on shindig ’65
The Who-My Generation. Live on shindig.
I det hele taget var det et udstillingsvindue for, hvad der skete på musikscenen i de år. Og konkurrenten NBC blev nødt til at lave et tilsvarende program Hullabaloo.
Den initiativrige nostalgiselskab Rhino (som capac ikke har aktier i, selv om man måske kunne tro det…) udsendte i 1991-92 en række af indslagene på VHS. Nu venter vi bare på, at hele dynen kommer på dvd, blue-ray eller hvad formaterne nu hedder nu til dags…
I min levetid har jeg været en flittig bruger af den offentlige transport. Busser, rutebiler og tog. Men nu kører jeg til og fra arbejde i min gamle bil. Ikke, fordi jeg er blevet mageligere med alderen. For jeg ville give meget for at kunne sidde i en bus eller en lokalbane og dagdrømme eller småfilosofere, medens jeg hurtigt og effektivt blev fragtet til og fra.
Men sådan er det ikke. Det tager en helvedes tid at komme fra punkt A til punkt B, selv om vi taler om den indre by i århus. Det koster også uforholdsvis meget. Og endelige er der så langt tid mellem afgangene, at en lille forsinkelse på arbejdet kan koste en halv time eller mere i den anden ende.
Nu kan man så læse, at passagererne flygter fra busserne i Region Midttrafik (det samme er i øvrigt også tilfældet i København, har jeg hørt). Og hvad er Regionens “logiske” reaktion? Nedlæggelse af ruter og besparelser. Behøver man at være trafikforsker på universitetet for at forudse konsekvensen af denne politik på passagerantallet? Nej, vel!? Mage til fantasiløshed skal man lede længe efter. I det sydsvenske har man vendt udviklingen ved at forbedre selskabernes økonomi og optimere servicen over for brugerne. Her vokser antallet af passagerer. Hvor svært kan det være!?
Måske er der håb endnu for en halvstuderet røver med mave og hængerøv!? I hvert fald viser ny forskning fra Handelshøjskolen ved århus Universitet (og så må der jo være noget om det, ikke sandt!?), at “en lille vom” kan give mænd et skub i den rigtige retning i karriereræset. Hvorimod kvinder diskvalificeres proportionalt med antallet af deller…
Det er en rigtig ph.d. og arbejdsøkonom, Jane Greve, der står for de erhvervsrettede forskningsresultater. Nu forstår man pludselig bedre, hvorfor DI og andre sympatisanter i de politiske partier vil have mere erhvervsrettet forskning. Det er sågu da noget, man kan bruge til noget. Nu vil capac droppe planerne om at svede i de lokale træningscenter og passe på at BMI’en ikke forringes. Man ved jo aldrig om der står en head-hunter lige om hjørnet…
For en lille måneds tid siden var jeg inde i en af de lokale computerspilshops og købe en udvidelsespakke til Frøkenens favorit-pc-spil, Sims. Foran mig stod to pigebørn omkring en 14-15 år og fik udførlige informationer om spillet Guitar Hero, som de havde købt. Måske til en af kæresterne eller brødrene.
Jeg kunne forstå, at det var et meget efterspurgt spil lige pt.
Forenklet sagt, så er Guitar Hero – der fører sig frem med salgssloganet: Slip din indre guitarhelt løs! – en slags computerverdenens indfrielse af luftguitaristens drømme. Nu kan du spille med og lige som de store guitarhelte – uden at være noget guitar-es selv…
Fænomenet er også interessant, fordi det har haft en effekt på gendannelsen af en række gamle guitarbaserede bands. Kiss, Judas Priest, Motorhead, Def Leppard, Whitesnake m.fl. Guitar Hero-spillet har nemlig åbnet ørerne på nye generationer for klassiske hard-rock-guitar-riffs og -akkorder, hvilket man fx også mærker hos Itunes, hvor downloadingen af hardrock-sange er vokset efter spillets fremkomst.
Guitar Hero er et udmærket eksempel på, hvordan mediernes i dag glider over i hinanden, og hvordan indtjeningsmulighederne for de udøvende kunstnere ændrer sig…
Led Zeppelin – Whole Lotta Love – Beat-Club 1969
