Den 23. September kl. 20.00 giver Emmylou Harris koncert i Falconer Salen på Frederiksberg. Så vil man med garanti høre numre fra hendes nys plade, der er lige på trapperne.
En yngre Emmylou Harris – Pancho and Lefty (Townes Van Zandt)
Vi nærmer os sommerferien, og medierne går snart agurk. Nogle er allerede på forkant med udviklingen, som man siger på forfærdeligt nydansk.
I går kunne man således læse i aviserne, at interesseorganisationen Dansk Industri opfordrer de unge til at vælge uddannelse med hjernen. Ganske vist siger DI, at de unge skal vælge med hjernen og hjertet, men det er ikke det, DI mener. Derfor fremlægger DI ledighedstallene for de forskellige faggrupper, naturvidenskabelige, humanistiske osv. Hensigten er klar nok: De unge skal tænke over, hvilke jobmuligheder, der er, når de engang er færdige. Så hvorfor ikke allerede nu vælge at blive ingeniør, når nu humanisterne fylder godt op i ledighedskøen!? Det kan godt være, at du elsker tysk sprog og litteratur, men hvis et job som finstrømsingeniør giver brød på bordet, så!?
Samme dag kunne man på forsiden af en af gratisaviserne – som capac læste i en pause på sit arbejde – læse, at hver anden fortryder sit uddannelsesvalg. Og en af forklaringerne er, at de unge er blevet presset af gode råd og formaninger til at vælge netop den karrieregivende uddannelse, de har valgt…
Det får mig til at tænke på dengang for mange år siden, hvor den nuværende undervisningsminister Bertel Haarder gik ud og fortalte de unge, at der var efterspørgsel på og fremtid i at være bankansat. Et par år efter startede de store banker en rationaliserings- og effektiviseringsbølge, der sendte mange ud i ledighedskøerne…
Det er en gammel, men ikke desto mindre aktuel sandhed, at man ikke kan spå om fremtiden. Og det gælder ikke mindst på jobområdet. DI er en interesseorganisation, og derfor meler den sine egne interesser. Det er ikke spor overraskende. Derimod kunne man godt ønske sig, at journalisterne gik dem lidt mere på klingen…
Det bedste råd, man kan give de unge er, at de skal vælge med hjertet. Det er der godt fornuft i (altså: hjerne).
En af de første cd’er, jeg købte, da jeg omsider havde fået anskaffet mig en prisbillig Lenco-cd-afspiller i 1990, var Tim Buckleys “Hello And Goodbye” fra 1967. En AAD-udgave, der lød og lyder næsten som en rigtig grammofonplade fra halvfjerdserne. Tim Buckley har haft en særlig plads i mit musikalske hjerte som den store lidenskabelige melankoliker i de ellers så blomstrende, positive år omkring 1970. En smuk og konstant påmindelse om, at livet ikke altid er a Bowl of Roses, at smerten er der et eller andet sted og ikke skal dulmes med alskens stoffer, men mærkes. I 1969 udsendte han albummet Happy Sad, der for mig står som den perfekte albumtitel for Tim Buckley. At være happy sad siger noget om følelseslivets ambivalenser. Ikke mindst hos denne store sangkunstner. Her synger han ‘en sang til dig’ og mig og os alle sammen. Smukt og smerteligt.
Tim Buckley – Sing A Song For You
“Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus/ Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.” Vrede er en underkendt livsytring, skrev jeg netop ovre hos Uffe. Jeg mener: Berettiget vrede og dens tilsvarende udtryk. Jeg tænker ikke på amok-bilister, der pr. automatik giver andre fingeren eller baseball-køllen. Eller dem, der konsekvent skal skælde ud i discount-forretningskøen. Eller… Ego-amokkere. Men, selv om man er brandet som “den rare”, så kan man få for meget. Uffe løb ind i et privatiseret bureaukratisk helvede. Og det kan nok tænde en af, som det hedder på nydansk. Men mindre kan også gøre det. Det sker ikke ret tit, at jeg blive gal i skralden og lukker op for det verbale overskud. Men, når det sker, handler det ofte om mangel på respekt. Når avisbuddet for 117. gang ikke respekterer det skilt, man møjsommeligt har fremskaffet og sat på sin dør, efter nøje aftale med gratisavisen. Eller den nabo, der for gud-ved-hvilken gang ikke lader til at have forstået, at man er ejerforeningsbestyrelsesformand og derfor ikke vil vækkes en helligdags morgen for at hjælpe vedkommende med en viceværtopgave. Så er det, man smækker røret på. Eller siger ukvemsord højt og længe. Argh…
Mere vrede.
