18. juni 2008 arkiv

Dansemusen Cyd Charisse er død, 86

18. juni 2008

En kvinde uden en mand er som en fisk uden en cykel, hed det i halvfjerdser-kvindefrigørelsens tid. Men i de store amerikanske dansefilm fra især 1940’erne og 1950’erne ville magien have været reduceret, hvis ikke fisken kunne cykle og cyklen havde sin fisk. Uden samspillet mellem de to dansende køn ville film som “Singing in the Rain” (1952), “Silk Stockings” (1957), “Bandwagon” (1953) og mange andre ikke have været det samme. Og over for Fred Astaire og Gene Kelly leverede Cyd Charisse det optimale feminine modspil i enhver henseende. Fred Astaire udtrykte det på denne måde: “That Cyd! When you’ve dansed with her you stay danced with”. Sådan.
Den oprindeligt polioramte pige, der brugte dansen til at træne sig selv op, blev uden tvivl sin generations største danserinde inden for amerikansk showbizz. Nu er hun ikke mere, og vi kan finde filmene frem fra dvd-hylden og nyde hendes flotte ben i aktion… Hvil i fred.

Nyd de gode ben m.m. her i en scene fra Singing in the Rain

God morgen, Vietnam – om krig og musik

18. juni 2008

Vietnam-krigen var på godt og ondt min ungdoms politiske og kulturelle lærestykke. Den tragiske historie om en militær stormagts forsmædelige nederlag i en guerilla-krig i fjernøsten, politiserede generationer af unge, skabte begrebet “verdensopinionen” og var vel den første krig, der for alvor udspillede sig i og blev påvirket af tv-mediet.

Det var også en krig, hvor pop- og rockmusikken fik betydning som lydtæppe og – for de involverede soldater – lindring i en håbløs situation. I hvor mange serier og film om Vietnam-krigen hører man ikke lyden af tressernes og de tidlige halvfjerdseres pop- og rockmusik? Og ser soldater lytte til medbragte transistorradioer? Vietnam War Music blev et begreb. Og emnet musik og politik blev tematiseret i filmen Good Morning, Vietnam med Robin Williams i hovedrollen (1987), der blandt andet handlede om konflikten mellem den officielle politiske dagsorden og de menige soldaters drømme og visioner…

Hvad var det så de lyttede til dengang på de vietnamesisk slagmarker og i hærens lejre? Det var fx piratradioen Radio First Termer, der sendte det meste af januar 1971 fra Saigon med ‘Dave Rabbit’ som vært. Han fik hjælp af ‘Pete Sadler’ og ‘Nguyen’. Det fortælles, at de tre herrer bag pseudonymerne startede deres piratradio på et bordel i Saigon og brugte nogle af ludernes madresser til at lydisolere senderummet. Radioen nåede at sende i 63 timer, inden de tre herrer stoppede legen af frygt for at blive pågrebet og smidt i fængsel.

Formålet med Radio First Termer var i følge Rabbit at give soldaterne ved fronten noget rock’ roll at lytte til. Rock-musik vel at mærke som det officielle American Forces Vietnam Network helst ikke spillede: Steppenwolf, Bloodrock, Three Dog Night, Led Zeppelin, James Gang, Iron Butterfly m.fl. Dertil kom at udsendelserne var garneret med anti-krigskommentarer, latterliggørelse af den amerikanske hær og præsident Lyndon B. Johnson, vittigheder om saftig sex og sjov tobak og andre antiautoritære løjer.

Internettet har skabt fornyet interesse for David Rabbit og hans modkulturelle radio og Radio First Termer har fået sin egen side, hvor man kan downloade sjove indslag og længere afsnit fra piratradioen, der er blevet nostalgisk kult.

Liste over den musik, der blev spillet på Radio First Termer:

# Bloodrock – Double Cross
# Carlos Santana – Evil Ways
# The Who – Pinball Wizard from the rock opera Tommy
# Cream – White Room
# Sugarloaf – Green-eyed Lady
# Cactus – You Can’t Judge a Book By Looking at the Cover
# Iron Butterfly – Soul Experience
# James Gang – Funk #49
# Three Dog Night – Mama Told Me Not To Come
# Steppenwolf – The Pusher
# Jimi Hendrix – Fire
# Jimi Hendrix and the Band of Gypsies – Changes
# Led Zeppelin – Good Times, Bad Times
# Spencer Davis Group – I’m a Man
# The Byrds – Eight Miles High
# The Beatles – Tax Man
# Buffalo Springfield – For What It’s Worth
# Vanilla Fudge – You Keep Me Hanging On
# Eric Burton – Monterrey
# Love – My Flash On You
# The Who – The Overture from the rock opera Tommy
# The Who – It’s a Boy from the rock opera Tommy
# Three Dog Night – Rock and Roll Widow
# Bloodrock – Dead On Arrival
# James Gang – Stop
# Cactus – Feels So Good
# The Who – See Me, Feel Me, Touch Me, Heal Me from the rock opera Tommy
# Jimi Hendrix – Purple Haze
# Steppenwolf – Don’t Step on the Grass Sam
# Three Dog Night – Chest Fever
# Sugarloaf – West of Tomorrow
# Bloodrock – Gotta Find a Way
# Santana – Soul Sacrifice
# Led Zeppelin – Heartbreaker
# Donovan – Hurdy Gurdy Man
# Three Dog Night – Cowboy
# Bloodrock – Fancy Space Odyssey
# Steppenwolf – Born To Be Wild

Dagens helt i skysovs – Johnny Depp

18. juni 2008

Det hedder sig, at aviserne aldrig bringer gode nyheder, fordi de generelt er kedelige og uden spænding. Det sælger bedre at skrive om manden, der bider en hund, end om andemor, der får sine ællinger over vejen. Men de findes, de gode nyheder, de gode historier. Således faldt jeg over en lille historie om Frøkenens og mit fælles idol, Johnny Depp. I sidste uge ankom der en pakke til en familie i Oshkosh, Wisconsin, adresseret til den tolvårige Jack Taylor. I pakken var der en brugt hat og nogle genstand, der var blevet brugt i Depp-filmen “Charlie og chokoladefabrikken”. Der var også et kort fra Depp, hvori der stod: “Her er en hat til dig. Jeg håber, du kan lide den og de forskellige sjove ting”.
Den lille Jack havde mødt Depp tilbage i april måned, og knægten havde beundret Depps hat og spurgt om han måtte få den. Sådan er børn jo i den alder.. Og Depp havde sagt ‘selvfølgelig’ .
Men familien havde ikke troet ham på ordet. ‘Du hører kun om dem, der tager stoffer, hvem der sover med hvem, men aldrig om en stjerne, der siger ‘selvfølgelig’ til almindeligt barn. Vi har ikke brug for at høre om Paris Hilton uden tøj på, vi har brug for at høre om Depp, der gør noget for et barn uden bagtanker’, sagde drengens mor.
Vi kan godt lide den slags historier, også selv om der godt kan være bagtanker med sådan en handling. Om ikke andet så fra industrien omkring stjernen.
Det var lige som dengang, min barndoms kammerat “Bamse” fik et signeret fotografi af den italienske Grand Prix-stjerne Gigliola Cinquetti (Non ho l’étà, 1965). Vi vil gerne tro på det gode i mennesket, måske fordi det er så svært at finde…