5. juni 2008 arkiv

A Day In The Life – uropførelse af Paul Mccartney

5. juni 2008

Paul McCartney – A Day In The Life [Live at Liverpool, 2008]

Liverpool er udvalgt som den europæiske kulturhovedstad i 2008, og det går som forventeligt ikke stille af. Blandt andet har bysbarnet, Sir Paul Mccartney givet koncert, hvor han – for første gang nogensinde vist nok – spillede det berømte “A Day In The Life” fra Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band; et nummer, der er mere Lennon end Mccartney. En kærlig, omend lidt rusten (stemmemæssigt) cadeau til den afdøde sangskriverkollega…

Skrevet i Musik Tagged , , | 2 kommentarer »

Mere grundlovstale: Bertel Haarder og retssikkerheden

5. juni 2008

Jeg er ikke meget for at indrømme det, men for en gangs skyld er jeg ret enig med undervisningsminister Bertel Haarder. Det handler ikke om uddannelse og undervisning skal det siges, men om retssikkerhed og mediernes – visse mediers – manglende respekt for borgernes grundlovssikrede retssikkerhed. I sin grundlovstale langede Haarder ud efter – uden udtrykkeligt at nævne sprøjten ved navn – Ekstrabladet og organets heksejagt på formodede pædofile: ” Ingen tør sige det, fordi ingen vil beskyldes for at holde hånden over pædofile. Men når politiet af hensyn til retssikkerheden er begrænset på alle mulige måder med krav om dommerkendelse m.v., hvordan kan en avis eller en tv-station så være både politi, anklager og dommer – og ødelægge menneskeliv uden nogen som helst retsgarantier? … Skal retssamfundets garantier ikke netop kendes på, at de også gælder dem, der ikke har offentlighedens sympati? Foregår de systematiske belæringer virkelig af hensyn til moralen, eller er det af hensyn til den gode historie, der sælger aviser?”
Haarder har ret. Ekstrabladet og andre følgagtige medier vil ofre deres egen mor, når bare de kan sælge “nyheden”. Vi så det også dengang TV2 “solgte” Pikken fra Herning og ødelagde en mands liv, inden han overhovedet var blevet dømt for noget som helst.
Der er ingen tvivl om, at netop pædofile betragtes som samfundets bærme, som samfundets laveste. Vi ved det fra fængselshierarkiet, hvor de ender på bunden og bliver behandlet derefter. Og fængslerne er et spejl af det omkringliggende samfund. Og netop derfor – fordi de betrages som udskud – bør de være omfattet af almindelige retssikkerhedsprincipper. Hatten af for Haarder på denne dag.
PS. Haarders bemærkning må også svide gevaldigt for justitsministeren, Lene Espersen, der lynhurtigt var ude og rose Ekstrabladet for dets heksejagt…

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Alton Kelly, plakatkunstner, er død 67 år gammel

5. juni 2008

Alton Kelley er død, kun 67 år gammel. Kelley var med til at det visuelle billede af tressernes psykedeliske mod-kultur som skaber af blandt andet en række berømte koncertplakater for navne som Grateful Dead, Jimi Hendrix, Big Brother & The Holding Company m.fl. Kelley arbejdede sammen med Stanley Mouse og sammen skabte de en – i mere end en forstand – syret stil, der trak på Art Noveau, Art Déco, Bauhaus og andre fantasifulde stilarter. For Grateful Dead fik Kelleys kunst en emblematisk betydning. Bandets navn er stærkt forbundet med Kelleys og Mouses grafiske kunst, der fx udmønter sig på pladerne American Beauty og Workingman’s Dead.
For Kelley begyndte det, da han i 1964 drog til det forjættede San Francisco og blev en del af kunstnerbevægelsen Family Dog; sammen med Stanley “Mouse” Miller lavede han Mouse Studios, hvorfra produktionen af koncertplakater, løbesedler, albumcovers med mere foregik. De to herrer var hyperproduktive og kastede nærmest deres plakater og tryksager i grams. I dag er de samlerobjekter og velholdte eksemplarer går til høje priser på auktioner. Tresserne er blevet antikvariske… Da de glade tresserdage svandt hen gik Mouse Studios og samarbejdet mellem de to skabere stille og roligt i opløsning. Nu er Alton så død. Uden ham ville tresserne have set anderledes ud. Og det samme ville mine erindringer om den tid. Hvil i fred.

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Manic Street Preachers – Everything Must Go

5. juni 2008

Libraries gave us power
Then work came and made us free
What price now for a shallow piece of dignity

I wish I had a bottle
Right here in my dirty face to wear the scars
To show from where I came

We dont talk about love we only want to get drunk
And we are not allowed to spend
As we are told that this is the end

A design for life
A design for life
A design for life
A design for life

I wish I had a bottle
Right here in my pretty face to wear the scars
To show from where I came

We dont talk about love we only want to get drunk
And we are not allowed to spend
As we are told that this is the end

A design for life
A design for life
A design for life
A design for life

We dont talk about love we only want to get drunk
And we are not allowed to spend
As we are told that this is the end

A design for life
A design for life
A design for life
A design for…

I de musikalske forsømmelsers bog har det walisiske band Manic Street Preachers stået længe. Så da jeg fandt deres 1996-album Everything Must Go i bibliotekets udsalgskasse (tre styk for tyve kroner…), så var lejligheden til at indhente noget af det forsømte.
Bandet er et af de store britiske succesbands – ved siden af Oasis og Blur (to bands, der aldrig har sagt mig noget). Manics, som de kaldes, har rod i new-wave- og punkrocken. Medlemmerne – James Dean Bradfield (forsanger, guitarist), Nicky Wire (bas og sang), Sean More (trommer og sang) og sangskriver og guitariskt Richey James (Edwards) – stammer fra kulmineområdet Blackwood, Caerphilly i Syd Wales; og deres arbejderklasse-opvækst præger deres sange, der har en klar socialistisk farve. De er en moderne udgave af The Clash, kan man måske sige med en forenkling.
Det politiske engagement ville være ret uinteressant, hvis ikke det musikalske kunne bære den side af sagen. Og den kan det.
Everything Must Go markerer en mere melodiøs og poppet orientering i bandets stil, uden at det et udsalg af kvalitet. Sangene er skrevet af Richey James og Nicky Wire og rummer flere hits: “A Design For Life”, “Australia”, “Kevin Carter” og titelsangen. Pladen blev vel modtaget af såvel musikpressen som gruppens store fanskare og blev nomineret den prestigiøse Mercury Pris som årets bedste album.
Tilfældet ville at jeg på vejen hjem faldt over (!) et opsamlingsalbum med bandet. Forever Delayed. The Greatest Hits (2002), der rummer nogle succesfulde singleudspil (blandt andet nr. 1-hittet “The Masses Against The Classes”) og nye udgaver af sange fra blandt andet Everything Must Go. Dertil skal lægge to nye sange, There By The Grace Of God og Door To The River. Efter at have lyttet til de to udspil har jeg fået lyst til at fordybe mig noget mere i bandets albums…

Her er de med den iørefaldende Motorcycle Emptiness, der har en guitarintro-sound, som jeg har hørt magen til før. Hos en amerikansk guitarist. Jeg skal lige komme i tanke om hvem…

Manic Street Preachers – Motorcycle Emptiness

Manic Street Preachers – A Design For Life

Skrevet i Musik Tagged | En kommentar »

En rigtig århusianer

5. juni 2008

Den socialdemokratiske århus-borgmester Nicolai Wammen har holdt grundlovstale. Og i Kristelig Dagblad citeres han for følgende udsagn: “århus er en tolerant by. Men når budskaberne bliver afstumpede eller afskyelige og måske fører til eller opfordrer til vold, må smilet stivne hos enhver århusianer. Og uden respekt for andre mennesker kan man ikke kalde sig en rigtig århusianer”. En rigtig århusianer. Udsagnet er vendt mod århusianske borgere, der tilhører politiske ekstreme grupperinger, hooligans og ‘religiøse fanatikere’ i byen. Og selv om man selvfølgelig kan sympatisere med den politiske kamp mod elementer, der bryder demokratiske spilleregler og opfører sig uacceptabelt i sociale sammenhænge, så er spørgsmålet om det er en heldig retorik. Jeg kommer til at tænke på Poul Nyrup Rasmussens famøse omtale af Dansk Folkeparti som et parti, der ‘aldrig ville blive stuerent’. Det er den politiske arrogances retorik. Det er det politisk gode selskabs segregations retorik. Vi er de “rigtige århusianere”. I andre er…
Det kan forekomme at være en bagatel. Men jeg tror, der går en lige linje fra denne grundlovstaleretorik til den segregation, der foregår på nationalpolitisk plan på de såkaldte “integrationsområde”. De er indvandrerne, specielt de islamiske ny-danskere, der ikke er rigtige danskere, og så er der os, de rigtige danskere. En ubehagelig retorik.

Skrevet i Musik Tagged , , | Ingen kommentarer »

Hey Bo Diddley! – Raconteurs sender en hilsen til mesteren…

5. juni 2008

En optagelse fra Late Night with Conan O’Brian…

Skrevet i Musik Tagged , | Ingen kommentarer »