2. juni 2008 arkiv

Fodbold og tørklæder

2. juni 2008

Herfra, hvor jeg sidder, har jeg udsyn til en stor Skolefritidsordning og til en nyistandssat boldbane, der både kan bruges til basketball, hånd- og fodbold m.m. Og forleden dag så jeg fire piger med tørklæde spille fodbold med indædt energi. Det kunne lige så vel have været drenge i korte bukser. I dag kan jeg så læse, at femtenårige Zenab El-Khatib er udtaget til det danske ungdomskvindelandshold i fodbold (for unge under 16 år). Og DBU har i den forbindelse dispenseret for forbuddet mod tørklæder. Zenab skal vise sine talenter iført et specialdesignet tørklæde, der ikke dækker halsen. Integration? Næ, vel bare fornuft.

Guitarøvelser

2. juni 2008

Jeg gør, hvad jeg kan for at stimulere Frøkenens musikinteresse. Og den vokser da også med eksorbitant hast. Jeg driller hende for eksempel og “truer” med at købe ukulelen snart, så jeg kan lære at spille på den – før hun behersker sin guitar. Men hun kender til modspil. I går insisterede hun så på at lære mig nogle akkorder. Og bortset fra nogle meget ømme fingerspidser fik jeg da lært blandt andet riffet til dette nummer:

Deep Purple – Smoke On The Water (Live, 1973)

Yves Saint Laurent er død, 71

2. juni 2008

Modeskaberen, Yves Saint Laurent, er død i en alder af 71. Nu, hvor en dansk ph.d har fastslået, at kvinder køber mode for at gøre sig seksuelt attraktive og score den rette alfahan til at sørge for artens videreførelse, så forstår vi pludselig modens betydning. Herunder Saint Laurents. Hvil i fred.

Sidste skoledag

2. juni 2008

Jeg har lige ledsaget Frøkenen til skolen. Hun skal afholde “Sidste skoledag” med klassen. Det er noget med at være udklædt (som flødekaramel – meget vellignende!) og kaste med kilovis (Mia har otte kilo!) af karameller til den grådige hob bestående af unger fra de mindre klasser. Efter at have deltaget i første del af noget, der set udfra mest af alt lignede totalt kaos, så trissede jeg hjem med digitalkameraet fuldt at billeder og funderede over min egen Sidste Skoledag. Hvordan var den? Det eneste jeg tydelig husker, var at jeg fik udleveret beviset for bestået Realeksamen i en kraftig brun kuvert (har den endnu). Ikke noget med karameller eller udklædning. Men der var vist noget med en hestevogn?

Mere fløjlsblød undergrund: Bananpladen

2. juni 2008

I den fortsatte vandring ned i undergrunden er jeg kommet til debutpladen fra 1967: The Velvet Underground and Nico. Også kaldet “Peel slowly and see” (inden i coveret finder man en lyserød, pillet banan…). Pladen er berømt for sit Andy Warhol-cover.
Pladen er uden tvivl hovedværket i gruppens produktion, fordi den rummer så mange af de store sange: I’m Waiting For The Man, Run, Run, Run, Venus In Furs, Heroin, Femme Fatale, I’ll Be Your Mirror og All Tomorrow’s Parties. Dertil skal lægges Nicos mystisk-melankolske sang og Cales manisk, brummende strengeleg, der er med til at signere den særlige VU-lyd. Det fortælles, at Andy insisterede på, at Nico skulle synge på pladen, og man må da også sige, at selv om pladen fungerer som helhed, så er det Nico OG Velvet Underground, der arbejder sammen. Nico falder ikke ind i gruppen som et integralt medlem. Dertil er hun for aparte.

The Velvet Underground And Nico (A Symphony of Sound)-01

Nu er jeg tilbage!

2. juni 2008

I går opstod der problemer på mit webhotels server. Hvilke problemer fandt jeg aldrig ud af. Jeg er heller ikke sikker på, at supporterne vidste, hvad problemet var. Men i hvert fald var der ikke adgang hverken til hjemmeside, weblog eller via ftp. Heller ikke for bloggens læsere. Nu skulle problemet/problemer vist være løst indtil videre… og vi prøver at indhente det forsømte.