Var det ikke en god idé at (gen)høre Lou Reed spille på Roskilde Festivalen i 1984 eller Bob Marleys legendarisek koncert i 1978? Det er nu muligt, for DR har lavet en internetside, hvor man har streamet nogle af oplevelserne fra den tilbagevendende begivenhed på en mark på Sjælland. Go on, DR! Go on!
I forgårs genså jeg filmen Bourne Ultimatum – det er anden del af Bourne-trilogien, som jeg er ved at genopleve – og en central scene foregår på Berlin Alexanderplatz, hvor hovedpersonen Bourne har sat en af sine forfølgere i stævne. En demonstration bestående af uddannelsessøgende gør, at Bourne endnu engang kan snyde sine forfølgere og komme et skridt nærmere den sandhed, han søger… Men det var nu ikke filmen som sådan, jeg ville kommenterer, selv om den godt kunne fortjene et par ekstra kommentarer. Men blandt de bannere, som de demonstrerende bar rundt på, kunne man læse “Ausbildung ist keine Ware!“. Uddannelse er ingen vare!
Sådan burde det ikke være. Men sådan er det. I vores neo-liberalistisk-styrede uddannelsespolitik. I det hele taget er uddannelse blevet produkt på linje med kødkonserves eller hygiejnebind. Et godt eksempel på, hvordan den liberalistiske økonomi griber styrende ind i uddannelsestænkningen og -udformning i dette land, er det såkaldte “taxameter-system”, der bruges i forskellige udgaver i uddannelsessystemet, og senest er blevet indført i selve hjertet af det videregående uddannelsesystem: gymnasierne.
Forenklet sagt, så drejer taxametersystemet sig om, at uddannelsesinstitutionernes økonomi reguleres ud fra fundamentale markedsprincipper. Det vil sige udbud og efterspørgsel. Jo flere elever, der kommer ind på en uddannelse og gennemfører denne, jo flere midler. Og omvendt: jo mindre søgning, jo større frafald, desto færre penge.
I dagens udgave af Politiken kan man læse, at en lang række gymnasier efter sommerferien opretter klasser med op til 36 elever. Og det sker udelukkende af økonomiske årsager. På gymnasierne ved man godt, at der vil være et vist frafald af unge, der af forskellige årsager dropper ud af uddannelsen, og derfor forsøger man at sikre sig ved at tage flere ind, end man ville gøre, hvis de økonomiske realiterer var anderledes skruet sammen. Nogle gymnasier vælger – af pædagogiske og faglige årsager – at sætte et loft over klassekvotientens størrelse, fx 29, fordi man godt ved, at jo større kvotienten er, desto større er frafaldet, fordi man ganske enkelt får sværere ved at nå den enkelte elev. Bagsiden ved denne modige prioritering er, at økonomien for alvor kan blive et problem, fordi man ikke kan undgå frafald. Det viser alle erfaringer.
Gymnasierne er fanget i svært løseligt dilemma; enten forhøjer de klassekvotienten til et uacceptabelt omfang og kalkulerer med et vist stort frafald ( og håber måske på, at den politik ikke på lidt længere sigt vil give bagslag i form af et dårligt renommé blandt de uddannelsessøgende, så tilstrømningen vil falder og give andre lommesmerter…) eller også satser de på mindre hold, får alligevel et vist frafald, og økonomiske problemer, der kan betyde fyringer blandt de ansatte og forringelser af undervisningen og så videre.
Gymnasierne har været den sidste bastion, der manglede at blive indtaget af den hærgende markedsøkonomis betingelser. Det sker nu – og mit gæt er, at denne proces vil gøre regeringens floromvundne tale om, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, grundigt til skamme…
Opdatering: Danske unge, hvis de er (u)heldige nok, kommer til at tilbringe tyve år af deres liv i uddannelsessystemet. Derfor er det måske ikke så underligt, at nogle af dem får lyst til en pause undervejs. I hvert fald drejer en af dagens nyheder sig om, at unge i stigende grad holder sabbatår lige efter gymnasiet (eller de tilsvarende ungdomsuddannelser). Og straks springer Dansk Industri ud som fuglen af kukuret og galer: Straf dem økonomisk! Reducér deres studiestøtte! DI inkarnerer den økonomiske tankegang, der råder i danske politik i disse år, som en karikatur! DI kan kun se sine egne medlemmers kortsigtede behov. Heri er der intet nyt. Men om jeg fatter, at medierne bliver ved med at lægge spalteplads til disse forudsigelige rygmarvsreaktioner!
Der er mange tags omkring i bloggene. Men her er en med udfordring i: Tag en kendt roman og sammenfat den på tre linjer. Ideen har jeg hugget fra denne side, hvor man fx får Dickens Oliver Twist serveret på denne måde:
“OLIVER: Poverty ain’t so bad, what with all the Cockney accents and charming musical interludes.
ME: Thanks to movies, no books were read in the passing of this class.
PROFESSOR WATERMAN: You’re half right”
Der er nok at gå i gang med. Jeg foreslår Biblen, Mein Kampf, Hærværk og Den kroniske uskyld. Du behøver ikke at kede dig, selv om det er sommer. Kom bare i gang!
I bibliotekets udsalgskasse fandt jeg også Brian Enos album “The Drop” fra 1997.
Eno behøver nok ikke den store introduktion. Han er er kendt for sin tid i Roxy Music og for sine mange soloalbums. Om nogen har Eno været lydtroldmanden i rockmusikken; ham, der gav mening til begrebet “ambient”. Selv om han har haft kontakt med pop- og rockmusikken lige siden han forlod Roxy Music og har arbejdet sammen med så forskellige kunstnere som John Cale, Talking Heads, Paul Simon og U2, så har det gennemgående træk ved hans arbejde været hans optagethed af at skabe stemninger og tilstande af lyd. Uanset, hvad han har rørt ved, så sætter han sit præg på det endelig produkt med sin forkærlighed for minimalistiske soundscapes.
I løbet af 1990’erne udsendte han en række albums – fx “I Dormienti (The Sleepers)”, “Lightness: Music for the Marble Palace”, “Music for Civic Recovery Centre” og “Music for Prague” – hvor han udfolder, hvad han selv har kaldt “generativ musik”, og som er inspireret af de klassiske komponister Terry Reily og John Cage. Det er musik, der ikke komponeres i streng forstand, men skabes af et på forhånd fastlagt system.
At lytte til den slags selv-genererende musik er som at lytte til den musik, der opstår ude i vores omverden. I storbyens pulseren eller i de “windchimes”, som nogle har hængende på deres terasse…
Will Wrigth og Brian Eno om generative systemer.
Det er da skrækkeligt, som man kommer til at holde af sine husdyr. Jeg har som bekendt en firbenet af slagsen, Gravhunden, som har fulgt mig de sidste 7 år. Og som dagene går bliver vi mere og mere forbundne; og vi lærer hele tiden noget om hinandens adfærd. En ting er jeg med årene blevet klar over, nemlig, at menneskene er tilbøjelige til at gøre dyr dummere, end de er. Ganske vist kan en hund ikke tale menneskenes sprog, men forstå betoningen i ens tale og ens kropssprog er ‘a piece of cake’ for Gravhunden. Og med et enkelt blik og et par løftede ører kan han fortælle om sine ønsker til dagen og vejen. Han ved også, hvordan han kommer igennem med sine ønsker. Sætter sig lige foran mig, når jeg har sat mig til rette i sofaen, og bliver ved at stirre på mig. Og hvem kan holde til at blive overbegloet, når man sidder og ser en god film?!
Og så er han præcis som en urværk. Når jeg er stået op om morgenen, bliver han liggende, indtil jeg har været i bad og har spist min morgenmad. Men i samme øjeblik, hvor jeg skænker den første kop kaffe, så står han der og logrer. Så er det tid til en gåtur. Så min første kop kaffe er efterhånden ikke den varmeste, jeg får…
