juli 2021 arkiv

Historien om Den Syngende Nonne

21. juli 2021

Craig Brown fortæller den nedslående historie om den “syngende nonne”. Historien om den 25-årige Jeanne-Paule Marie Deckers, der i 1959 indtræder i nonneordenen De dominikanske søstre under navnet søster Luc-Gabrielle.

Hun kan spille guitar og synge og får lov til at underholde sine medsøstre, og de ledende søstre er så betaget af hendes sang, at de foreslår, at hun indspiller en plade, som så kan sælges til besøgende. I 1961 indspiller hun så for Phillips en plade under kunstnernavnet Soeur Sourire (Søster Smil) og pladeselskabet overtaler hende til at udsende sangen “Dominique” som single.

Singlen bliver et hit i Europa og også i USA. Den første fransksprogede single med en nonne som kunstner. Og søster Luc-Gabrielle var da heller ikke den arketypiske popstjerne. Hun gav alle indtægterne til nonneordenen. For sådan er det med nonner. De må ikke være bundet af det materielle.

Mordet på præsident John F. Kennedy var med til at stimulere interessen for søsterens musik, og albummet Her Joys, Her Songs blev så populær, at den udmanøvrerede The Kingsmen og deres Louie Louie fra førstepladsen, hvor den blev liggende i knap to måneder, indtil Beatles og deres With the Beatles satte en stopper for søsterens topplacering. Men albummet solgte to millioner eksemplarer og singlen vandt en  Grammy som den bedste religiøse sang. Og historien om den syngende nonne resulterede i en film – The Singing Nun – med Debbie Reynolds i hovedrollen.

Alt dette kan man formode er kendt for alle, der fulgte med dengang. Men hvad der skete derefter er knap så velkendt. Søster Luc-Gabrielle brød sig ikke om filmen, som hun syntes var “idiotisk”. Og efter succesen forlod hun nonneordenen og genoptog sit gamle navn Jeannine Deckers og forsøgte at forfølge en sangkarriere. Hun udsendte en række singleplader, der slet ikke faldt i publikums smag. Blandt andet, fordi hun sang om  kontroversielle emner, fx en protestsang mod den katolske kirkes holdning til prævention (ja faktisk en hyldest til P-pillen…) og en sang om Soeur Sourire, “Søster Smil er død”.

Senere i halvfjerdserne udgav hun et album. der også floppede. Hun brød sit cølibatløfte ved at leve sammen med en anden kvinde og kastede sig over arbejdet som underviser af handicappede børn. I starten af 1980’erne kom det belgiske skattevæsen efter hende, fordi der ikke var betalt nok skat af pladeindtægterne. Da hun havde givet nonneordenen pengene, forsøgte hun at skrabe penge sammen ved at genindspille “Dominique” i en diskoudgave – uden held. I april 1985 begik hun og samleversken Annie Berchet selvmord sammen i deres lejlighed i Bruxelles og efterlod en besked om, at kun gud kunne hjælpe dem ud af de finansielle problemer.

Sådan kan det også gå – også for en musikalsk “døgnflue”. En trist historie.

Gensyn: The Beatles – Eight Days a Week – The Touring Years

21. juli 2021

En sober film, der på godt og ondt viser gruppen som turnerende sådan i de succesfulde starttressere. Omkostningerne ved Beatlemania, hvor det, der betød mest for gruppen – musikken – til sidst fik en sekundær rolle, og de måtte opgive at give koncert – for at redde musikken. Absolut en seværdig film, også for ikke-fans.

The Beatttle-ettes – Only Seventeen

20. juli 2021

I tidligere omtale udsendelse om Wall of Sound nævnes det obskure band The Beattle-ettes, der er et eksempel på amerikansk udnyttelse (Exploitation) af Beatlemania. Da Beatles slog igennem i USA blev de genstand for en ekstrem kommerciel udnyttelse (hvilket måske er forudsigeligt i kapitalismens egen højborg). Faktisk var det en siden af Beatlemania, som Beatles og deres manager Brian Epstein slet ikke fik nok ud af sådan rent økonomisk. Og der kom også mange eksempler på musikalsk udnyttelse. Fx den til formålet dannede pigegruppe The Beattle-ettes, der både trak på de amerikanske pigegrupper (fx Shangrilas), Spectors lydmur og så selvfølgelig på Beatles. Sangen “Only Seventeen”, der udkom i 1964, er en slags svarsang til Beatles’ “I Wanna Hold Your Hand” og “She loves you”. Og som The Guardian skrev i en omtale af sangen, så er den udtryk for exploitation og kitsch, men samtidig også to minutters næsten perfekt teenageglæde. Singlen kan fås til en overkommelig pris på brugtmarkedes, hvis man skulle være interesseret.

Wall of Sound – og The Courettes

20. juli 2021

Forleden løb musik talkshowet Live & Vinyl over skærmen, og denne gang med temaet “Wall of Sound” (Phil Spector). Og gæsterne var duoen The Courettes, som jeg tidligere har nævnt. Courettes spiller og fortæller om deres forhold til lydmuren, der er blevet en del af duoens lyd, som man kan høre på deres plader og deres koncerter. Afsnittet kan ses på DRs hjemmeside.

Surfin’ Bird

19. juli 2021
A-well-a everybody’s heard about the bird
B-b-b-bird, b-birdd’s the word
A-well, a bird, bird, bird, bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well-a-bird, bird, b-bird’s the word, a-well-a
A-well-a everybody’s heard about the bird
Bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody’s talking about the bird!
A-well-a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a bird, surfing bird, brr, brr, ah, ah
Ah, bap-a-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pap
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a mow, mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma, mow, pa-pa

I sammenligning med The Trashmens “Surfin Bird”, der oven i købet er opstået som en kombination af The Rivingtons to sange “Papa Oom Mow Mow” og “The Bird’s the Word”, så er Chuck Berrys sangtekster nærmest noveller og små romaner. Men den sammenligning holder ikke så langt, for teksten hos Trashmen har minimal betydning. Ja, deres betydningsløshed er netop pointen, fordi det er den underliggende støjende rock, der giver mening. Lige som Little Richards Tutti frutti eller Sam the Shams wooly bully. 

I øvrigt sagsøgte The Rivingtons The Trashmen for plagiat – og vandt.

Hvad har jeg i posen?

19. juli 2021

Hvor finder man inspiration til at høre ny (evt. ny gammel) musik? Selvfølglig kan man læse anmeldeser, fx i Gaffa og andre musikblade, lytte til radioen (selv om det primært er mainstream) eller surfe rundt på nettet på må og få. For mig har andre musikelskeres udgravninger altid spillet en rolle. Et godt eksempel er den serie, som Hollywoods Amoeba-pladebutik (og meget andet) kører på Youtube under title What’s in your bag? Ideen er, at en gæst får lov til at vælge nogle plader (i butikken), som vedkommende godt kan lide. Og det kan være meget forskelligt afhængigt af, hvem det er – fx Stella McCartney eller Metallicas Lars Ulrich. Her er det Huey Lewis, der giver sit bud på lytteværdig musik. Så fik jeg ørerne op for Johnny Taylor igen…

Eric Bogle: Leaving Nancy

18. juli 2021
In comes the train, and the whole platform shakes,
it stops with a shudder, and a screaming of brakes,
my leaving has come and my weary soul aches,
i’m leaving my nancy o.
You stand there beside me determinedly gay,
we talk of the weather and events of the day,
but your eyes tell me all that your lips would’nt say,
goodbye my nancy o.
cho.
So come a little closer,
put your head upon my shoulder,
and let me hold you one more time,
goodbye my nancy o.
My suitcase is lifted and stoad on the train,
a thousand regrets whirl around in my
brain,
the ache in my heart is a black sea of pain,
i’m leaving my nancy o.
You stand there before me so lovely to see,
the grip of your hand is an unspoken plea,
you’re not fooling yourself, and your’re not fooling me,
goodbye my nancy o.
cho.
Our time has run out and the whistle has blown,
and here i must leave you standing alone,
we had so little time and now the times gone,
i’m leaving my nancy o.
And as the train starts gently to roll,
and as i lean out for to wave and to call,
i see the first tears trickling forth,
goodbye my nancy o.
cho.

Da den tidligere skifflemusiker, skotten Eric Bogle vendte sig mod folkemusikken og besluttede sig for at rejse til Australien, skrev han sangen “Leaving Nancy” om sin mor, som han så sidste gang, da han rejste “down under”. Her i en fin udgave med vores egen Signe Svendsen…

Lou Reed – Set the Twilight reeling

18. juli 2021

Blandt dette års Record Store Day-godbidder finder man også en genudgivelse af Lou Reeds lidt oversete album fra 1995 Set the Twilight Reeling. Dengang blev det udsendt i en lidt forsømt vinyludgave, der manglede det informative indlæg, som man kunne finde på cd-udgivelsen. Det var CD’ens højtid. Men nu kan man få pladen som dobbeltvinyl med indlæg og det hele.

Byron Berline – bluegrass violin – er død, 77 år

18. juli 2021

The Rolling Stones, Bob Dylan, Elton John, The Byrds, Janis Ian, Earl Scruggs, Dillard & Clark, Willie Nelson, Guthrie Thomas, Bill Monroe, The Flying Burrito Brothers, Doc Watson, John Denver, Gene Clark, Rod Stewart, The Eagles, The Band, Vince Gill, Gram Parsons, Emmylou Harris, Tammy Wynette, Alabama, Don Francisco, Mary Chapin Carpenter, The Dillards, Mason Williams, Stephen Stills, Bill Wyman, Manhattan Transfer, Joe Diffie, The Doobie Brothers, Lucinda Williams, François Vola, Mickey Gilley, Deke Leonard, og Andy Statman. Der er blot nogle af de kunstnere, der har haft fornøjelsen af at spille sammen med violinisten og bluegrassmusikere Byron Berline, der netop er død i en alder af 77 år som følge af komplikationer i forbindelse med et slagstilfælde.

Han lærte at spille violin allerede som femårig og talentet førte ham til et samarbejde med den legendariske Bill Monroe. Senere blev det til samarbejde med Dillard and Clarke og Flying Burito Brothers. Og derfra lå vejen åben for samarbejde med alle de andre store navne i tresserne  og halvfjerdserne. Har du plader fra dengang og fra USA, så vil du med stor sandsynlighed finde hans navn blandt de medvirkende.

Miles Davis – Birth of the Cool

18. juli 2021

Medens de norske kanaler bød på både The Doors og Laurel Canyon, så kastede svenske SV” sig over Miles Davis. Nærmere bestemt Stanley Nelsons dokumentar Miles Davis: Birth of the cool. Et portræt af et menneske, der såvel kunstnerisk som privat kompromisløst forfulgte sine drømme og som satte musikken højere end noget andet. Filmen bygger på interviews med mange af Davis’ familiemedlemmer og ex-koner og musikere (fx Herbie Hancock, Quincy Jones, Lee Konitz, Carlos Santana, Ron Carter, og Wayne Shorter ) og giver et fint billede af det sammensatte menneske Davis var og af hans evige kamp for at finde nye veje i musikken. En film, der kun kan give en lyst til at (gen)høre mandens musik. Filmen kan fås både på dvd og blu ray.

Lidt bluegrass – Sierra Hull

17. juli 2021

Sierra Hull fik en pladekontrakt med Rounder Records, da hun var tretten og  udsendte sin første plade som sekstenårig. Det siger nok lidt om hendes talent – og denne video fortæller en hel masse om det talent.

Gensyn med Flygtningen

17. juli 2021

Jeg har tidligere fortalt om tv-serien The Fugitive, der løb over tv-skærmen i tresserne med David Janssen i rollen som flygtningen, Richard Kimble, der der dømt for mordet på sin kone, men flygter og kæmper for at bevise sin uskyld og finde den rigtige morder. Serien løb over fire sæsoner med i alt 120 episoder af ca. en times varighed (og der findes masser af materiale omkring denne serie på Youtube). Så det giver næsten sig selv, at serien rummer meget mere end der kan presses ned i en gennemsnitlig spillefilm. Med denne tanke i hovedet så jeg Andrew Davis’ filmatisering af historien fra 1993 med Harrison Ford i hovedrollen og Tommy Lee Jones i rollen som sheriffen Samuel Gerard, der jagter Kimble.

I disse serie-streamings-tider kan man næsten undre sig over, at ingen har fået den idé at lave en ny udgave af den gamle serie, og hvem ved, måske kommer den engang. Men filmen fanger ganske godt Richard Kimbles situation og afvikler med fynd og klem og action i passende mængde Kimbles kamp for at afdække sandheden om mordet på konen. Harrison Ford passer godt til rollen, Tommy Lee Jones er også et godt valg til rollen som den kompromisløse sherif, der kun har et for øje: At fange Kimble. Og filmen er instrueret med fin fornemmelse for genrens elementære krav om spænding. Ikke noget kunstværk, men solid underholdning af den gennemsnitlige slags.

50: Harold and Maude

17. juli 2021

Hal Ashbys film Harold and Maude var en af de meget omtalte film i 1971. En såkaldt coming-off-age (bliven-voksen)-film om den unge Harold, der indleder et kvasi-romantisk forhold til den 79-årige Maude. Jeg ved ikke om filmen holder til et gensyn, men den havde også et fint lydspor med musik af selveste Cat Stevens. Musikken udkom ikke på plade i 1971, men først på en japansk presning året efter. Til gengæld er den netop blevet udsendt på moderne vinyl i anledning af Record Store Day. Oven i købet med ny omslagskunst (se ovenfor). Så hvis man er til Cat Stevens i dennes blomstringsår, så er det med at komme ned i den nærmeste pladebutik og få fat i et eksemplar.

Da Louis Armstrong skød det nye år ind

16. juli 2021

Florian Illies indleder sin roman 1913 Der Sommer des Jahrhunderts (er oversat til dansk) med en lille anekdote. Den kun 12-årige Louis Armstrong har fået fat i en stjålet revolver og affyrer to skud for at fejre starten på det nye år, 1913. Han pågribes straks af det lokale politi og han sendes til en opdragelsesanstalt, Colored Waifs’ Home for Boys. Men Louis er så vild, at lederen af hjemmet, en vis Peter Davis, ikke ved, hvad han skal stille op med ham – og så giver han ham en trompet, og Louis frembringer de første ‘varme, vilde toner’.

Aftenens filmoplevelse: Mona Lisa Smile

16. juli 2021

Aftenens filmunderholdning blev Mike Newells Mona Lisa Smile. Selv om vi har den stående på dvd et eller andet sted i boligen, har jeg aldrig fået den set, så det lå lige for. Og kombinationen af Newell (Fire bryllupper og en begravelse, Donnie Brasco, High Fidelity, Harry Potter m.fl.) og Julia Robert, Kirsten Dunst, Julia Stiles og Maggie Gyllenhaal gjorde ikke valget svært. Med den opsætning kunne det ikke gå helt galt. Og det gør det da heller ikke.

En 30-årig lærerinde i kunsthistorie fra Californien, Kathrine Watson (Roberts) får job på det fornemme college for unge damer Wellesley i Massachusetts i året 1953. Og det er mødet mellem en fordomsfri, frisindet, moderne kvinde og et dybt konservativt og elitært miljø, hvor de kvindelige studerendes primære opgave er at blive gode hustruer og hvor der holdes på formerne og dyderne. Altså en næsten klassisk fortælling om konflikten mellem et samfunds top og bund. En slags amerikansk udgave af Upstairs Downstairs eller Downtown Abbey. Og som sådan bliver det en kamp mellem tradition og modernitet. 1953 er jo ikke hvilket som helst år, og slet ikke i USA. Det er cirka der, at rock and roll bryder igennem med hele den aura af frigørelse, der knytter sig til den musikform. Og lærerinde Watson repræsenterer – som ugift, 30-årig kvinde fra Syndens hjemsted (universitetet UCLA i nærheden af Hollywood…) med banebrydende tanker om, at studerende (kvinder) ikke bare skal lære et fast(låst), dogmatisk curriculum, men først og fremmest lære at tænke (selv), stille spørgsmål, undre sig, iagttage verden og engagere sig. Og realisere sig selv som frie individer.

Og Watson løber selvfølgelig panden ind i en mur af traditionsforankret konservatisme, som ikke bare sådan sættes på spil. Ikke mindst, fordi skolen og alt hvad den står for er indlejret i et socialt netværk af magt og indflydelse. Man, dvs. Watson (og hendes ligesindede, der for det meste er blevet fyret), er oppe mod overmagten. Og det ligger i kortene, at Watson ikke har nogen fremtid på skolen med sine progressive ideer. Og det ender da også med at hun – stående over for valget mellem at rette ind i forhold til skolens gamle værdigrund eller forlade stedet – gør det sidste. Men inden da har hun plantet frigørelsens frø i hovedet på de unge kvinder, der selv gør dyrekøbte erfaringer med konservativismens illusioner og begrænsninger. Den traditionelle kvinderolle, hvor kvinden er henvist til en rolle som kogekone, småbørnsmoder og elskerinde får et skud for boven og sender rystelser gennem de unge kvinder.

Filmen lever højt på en godt manus, der er båret af både af en høj historisk bevidsthed og en beundringsværdig  tidsfornemmelse og rigtig gode skuespilpræstationer (af nogle af vor tids bedste kvindelige, amerikanske filmskuespillerinder især). Og så undgår den den nærliggende fare for at glorificere hovedpersonen. Nej, Watson lykkes ikke bare med sine progressive ideer og tanker. Hun må bøje sig for overmagten, men får som sagt sat nogle varige spor. Og så kan filmen også forstås som en almen kommentar til vor tids undervisere, som en opfordring til at uddanne ungdommen til at være selvstændige, kritiske, tænkende mennesker.