6. april 2022 arkiv

Ingen ende på ABBA…

6. april 2022

Den meget omtalte, nye ABBA-plade har vist ikke solgt tilnærmelsesvis så meget som de gamle gjorde, selv om den da har solgt pænt. Tiden er gået, og tiden er en anden. Og hvad gør man så, når man har lagt energi i musikken efter alle de år? Jo, man putter den nye plade ned i ABBA-boksen, så den nu omfatter ialt 10 plader, hvoraf de to udgøres dels af omtalte nyindspilning og en anden af ikke-album-singler og B-sider. Og så kan boksen selvfølgelig fås både som CD-boks og vinyl-ditto, når den udkommer til maj. For inkarnerede fans – jeg tror jeg nøjes med den boks, jeg har i forvejen.

Og så til lykke til Agneta Fältskog, der fylder 72 netop i dag…

Slipping through my fingers

Dødsfald: Bobby Rydell – 79 år

6. april 2022

Bobby Rydell var en af de mange Bobby’er, der sang i amerikansk pop i halvtredserne. Han hed egentlig Robert Louis Ridarelli, men dengang havde man for vane at sløre kunstnernes etniske oprindelse (her Italien!) ved at give dem et mere gængs amerikansk navn.

Via et talentshow på tv kom den unge Bobby ind i underholdningsverdenen. Og efter at have indsunget et par singleplader for et lille plademærke uden den store succes, fik han en kontrakt med det noget større plademærke Cameo, og så begyndte der at ske noget.

I 1959 (!) hittede han første gang med “Kissin’ time“, der røg ind i top  20 og sendte ham på turné til blandt andet Australien sammen med store navne som Everly Brothers og The Crickets (Buddy Hollys band).

Men det opfølgende hit “We got love” voksede successen og den resulterede i en guldplade og et millionsalg af hans første album. Derefter gik det slag i slag med en lang række hits, og successen fortsatte frem til 1964, hvor hans sidste guldpladevinder “Forget him” kom. Samme år skiftede han til Capitol Records, men det hjalp ham ikke, for på det tidspunkt havde The British Invasion med the Beatles i spidsen overtaget den musikalske dagsorden i Amerika, og det var ikke længere så populært at være en syngende Bobby.

Men Rydell, der også havde snuset til skuespil, film og tv, fortsatte som tv-personlighed og optrådte også på natklubber og i Las Vegas, hvor man vist aldrig har glemt de gamle stjerner. Han fortsatte også med at indspille musik, men med mindre held, og det blev ikke bedre af, at folkene bag Cameo-mærket nægtede at genudsende hans populære indspilninger. Det lykkedes dog for ham at få et enkelt hit så sent som i 1976. Det var med disco-sangen “Sway“.

Rydell fortsatte med at turnere helt frem til de senere år. Nogle gamle med andre af halvtredsernes popstjerner. Og i 2016 fik han udsendt sin selvbiografi. Og nu er han altså død, af komplikationer i forbindelse med en lungebetændelse.

Største hits

Blomsterpistolen – et gensyn

6. april 2022

Som omtalt, så investerede jeg for nylig i den nye vinyludgave af Blomsterpistolen med Young Flowers. Og sørme om ikke man nu kan se den gamle tv-udsendelse igen på nettet, nemlig på siden Dansk Kulturarv. Så se eller gense Blomsterpistolen her.  Fra dengang, hvor man turde lave fjernsyn, som ingen forventede.