18. april 2022 arkiv

Britisk Motown: The Foundations

18. april 2022

Jeg fik pludselig denne her sang med the Foundations på hjernen – “Build me up buttercup“. Sådan en rigtig syng-med-sang, der bare let sætter sig fast i hovedet på en. Og en sang, der i øvrigt er skrevet af forsanger i Manfred Mann, Mike D’Abo (1966-69) sammen med Tom Macaulay.

The Foundations var en britisk gruppe, oven i købet en af de første multi-etniske grupper med medlemmer fra England, Vestindien og Sri Lanka, og deres soullyd lå meget tæt på Motown-lyden. Det lykkedes da også for gruppen at slå igennem i USA. Deres første hit “Baby, now that i’ve found you” nåede en 11. plads i staterne (med blev nr. 1 både i Canada og England) og buttercup-sangen nåede helt op på en 3. plads på Billboards liste. I England måtte den nøjes med en 2. plads, fordi den blev holdt nede af Scaffold (med Paul McCartneys broder Mike) og deres store hit “Lily the pink”.

The Foundations storhedstid var fra 1966 til 1971, men gruppen blev reorganiseret og  gendannet flere gange, senest i 1999. Men den nåede aldrig den salgssucces, som den fik med de to første singler. Til gengæld står de stærkt endnu.

Plinten – erindringsglimt fra barndommens gymnastiktimer

18. april 2022

Et foto af en plint sendte mig tilbage til folkeskolens gymnastiktimer. Dengang var plinten – der i Den Danske Ordbog beskrives som: “kasseformet gymnastikredskab som især bruges til at springe over, og som består af en polstret overdel samt en række rammer der kan stables” – sammen med hesten (“aflangt gymnastikredskab med bøjler og justerbare ben; bruges til at springe over eller til at lave bensving på”) gængs udstyr i skolernes gymnastiksale. Og sammen med springbrættet (” lavt, fjedrende gymnastikredskab der bruges til at sætte af på, fx ved spring over hest”) udgjorde de nogle af de udfordringer, man blev sat over for. 

Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde kom over plinten, men hesten derimod var ikke noget problem. Selv om gymnastik bestemt ikke var mit yndlingsfag.

Efter at have klædt om og var iført khakifarvede, store shorts, en t-shirt-lignende hvid bluse og et par tøfler af rustind var det ind i gymnastiksalen og varme op. Løb i rundkreds langs væggene, der var beklædt med ribber. Dernæst – når gymnastiklæreren var i det humør – ind i redskabslokale og hente store rullemåtter, hest, plint og springbrætter. Og så i gang med spring. Ofte kombineret med andre opvarmningsøvelser. Nogle gange såkaldt circle training, der bestod af en række øvelser, der skulle styrke musklerne og konditionen.

Bagefter oprydning, fællesbad og omklædning. Og nogle uheldige fik lov til at svabre gulvet – ofte dem, der havde været syge eller af en eller anden grund ikke kunne deltage i gymnastiktimen.

PS. I dag er de gammeldags gymnastikplinte (og -heste) åbenbart blevet auktionsemner. Lauritz.com har en plint på programmet i dag. Og et andet auktionshus har en hest. Hvad der får folk til at købe sådan en sag, kan man så spekulere lidt over. Måske nostalgi…