24. april 2022 arkiv

Capac anbefaler: Line Kruse – Bånd

24. april 2022

Line Kruses nye plade Bånd rammer lige ned på en tør plet. Europa er for tiden tynget af konflikter, krigeriske og andre. Og Line Kruse er ude i et helt andet ærinde. Hun citeres for at sige: “Jeg har kaldt albummet for bånd fordi det giver så meget mening lige nu. En hyldest til alt det der binder os sammen, til vores oprindelseslande og adoptionslande, til vores kulturer som gensidigt beriges af vores møder og sammentræf”. Og, kunne man passende tilføje, hvad er mere forbindende, båndskabende, grænse- og modsætningsoverskridende end – musikken. Ja den. Med sit universelle sprog, der taler til vores følelsesliv og lader os forstå hinanden hinsides tale- og skriftsproget.

Og Line Kruse er en fuldgod eksponent for netop denne grundholdning. Født og opvokset i Danmark, nu bosiddende og levende i Frankrig og med en musikalsk horisont, der omfatter både jazzen, den klassiske musik og latinamerikansk musik. Og lader man disse inflydelsessammenhænge blande sig lystigt og frugtbart, så opstår der en musikalitet, der netop skaber bånd mellem mennesker.

Jazzen, denne i forvejen universelle musikform, står centralt på dette album. Jeg skulle ikke lytte længe før tankerne sendte mig i retning af for eksempel Weather Report (og andre af halvfjerdsernes jazz-fusions-grupper). Der er en umiskendelig jazz-stemning og følelse på denne dejlige plade. Både når Line Kruse selv udfolder sig på sin violin. Og når hendes musikalske legekammerater og båndfæller, det franske strygerensemble Bow Lines, de danske instrumentalister Jesper Riis (trumpet, flugelhorn), Frederick Menzies (tenorsax, klarinet), Steen Nikolaj Hansen (trombone), Peter Rosendal (piano, Fender Rhodes), Kaspar Vadsholt (double bass)og Jonas Johansen (trommer) og  Helgi Jonsson (herhjemme også kendt som Tina Dickows ægtefælle) og Cæcilie Norby – udfolder sig, så swinger jazzen og alskens musikalske impulser blander sig som krydderier i en sammenkogt ret. Her er anstrøg af tango, rock m.m. – og i allerhøjeste grad af dansk musik. Dette ikke mindst i kraft af brugen af Carl Nielsen, der har leveret hele to numre på pladen. Og det er selvfølgelig (ja, selvfølgelig) med til at give albummet en ikke bare nordisk, men i særdeleshed dansk tone. Og af en eller anden grund så passer Carl Nielsens musik bare så fint ind i en jazzet sammenhæng som denne. Måske var der noget jazz i Carl fra begyndelsen af!?

LIne Kruses Båni er som sagt en plade, der falder på et tørt sted. Men det er ikke kun den aktuelle kulturelle og politiske ustabilitet i Europa, der gør albummet til noget særligt. Det er dens – og Line Kruses – fundamentale kærlighed til musikken og tro på, at musikken formår at skabe bånd mellem mennesker. I første omgang mellem musikere med forskellige baggrunde, dernæst mellem musikere og publikum og i sidste instans bare mellem mennesker. Albummet bliver således både en slags kulturpolitisk manifestation og en smuk demonstration af, at musikken kan sætte sig ud over grænser, begrænsninger, modsætninger, konflikter og så videre. Jeg kan kun give Line Kruses plade min varmeste anbefaling og håbe, at rigtig mange vil tage den til sig.

Lien Kruse. Bånd. Produceret af: Line Kruse. In Focus Music/ Continuo Musique. Udkom d. 22/4-2022

Ilsebil (med Helgi Jonsson)

 

The Flying Lizards – igen, igen

24. april 2022

Jeg har med jævne mellemrum omtalt The Flying Lizards, der i 1976 bragede igennem new wave-muren med deres excentriske udgave af Barrett Strongs “Money“, som The Beatles som bekendt også har fortolket. Og for nogen tid siden faldt jeg over en opsamling med noget af Flying Lizards produktion, dvs. de to første album – det eponyme fra 1980 og opfølgeren Fourth Wall fra 1981 (begge kom på Virgin) – plus det løse. I 1984 kom også Top Ten, der som titlen antyder består af coverversioner af James Browne, Leonard Cohen m.fl., der alle er udsat for Flying Lizards skæve, dekonstruktive tilgang. Og så sent som i 1994 kom The secret dub life of the Flying Lizards., hvor der leges med dub-genren.

Men dermed var det også mere eller mindre slut for det projekt. Trods fine anmeldelser kneb det med pladesalget, og det kan jo dræbe ethvert musikalsk projekt.

Det er “Money” Flying Lizards huskes for. Og det er lidt en skam, at alt det andet, skal stå i skyggen af denne fine sang. For David Cunninghams projekt er interessant ved sin minimalistisk-dekonstruktive niche i new wave-bølgen. Og så var projektet legestue for en række gode navne i den britiske rock, fx Robert Fripp og Steve Beresford. The Flying Lizards kunne godt fortjene en lille boksudgivelse med det hele.