Hvis og når krigen kommer
4. april 2022I går kunne nyhederne på TV2 berette, at en opinionsmåling fra firmaet Opinion afslørede, at mange danskere frygtede, at krigen i Ukraine ville udvikle sig til en atomkrig. Og man interviewede bl.a. en mand, der arbejdede for at finde beskyttelsesrum i sin by, og en anden, der snakkede om, hvordan man forberedte sig med indkøb af forplejning osv.
Hvorfor mon denne frygt dukker op? Jovist, noget af forklaringen – måske endda den mest indlysende – er, at den let aldersvækkede amerikanske præsident har henvist til, at russerne besidder atomvåben og kunne tænkes at bruge dem. Præsident Putin har da også nævnt, at de russiske tropper har adgang til atomvåben, hvis krigen skulle ende med at foregå i selve Rusland.
Frygten blandt danskere kan forklares som afledt af denne løse snak om atomvåben, af at de overhovedet nævnes, som en psykolog pointerede (og foreslog, at vi skulle sætte en parantes om den snak og koncentrere os om det væsentlige: At leve vort liv som vi plejer). Og som en effekt af den løbende propagandistiske pressebehandling af krigen.
Selv om ingen kan se ind i fremtiden, og ingen ved, hvordan en krig kan udvikle sig (fordi det aldrig går som man først forestiller sig), så vil jeg mene, at frygten for en forestående atomkrig mere er udtryk for den forvirring, folk føler, når pressen kører non-stop uden at gøre folk ret meget klogere på den, end noget som helst andet.
Jeg er selv vokset op under den kolde krig og atomtruslen. Og selv om en atomkrig var en teoretisk mulighed har jeg aldrig rigtig frygtet den. Måske, fordi jeg lærte at tænke som den tyske filosof Hans-Magnus Enzensberger engang påpegede: At skulle det gå så galt, så er det os alle sammen der bliver ofre for krigen. Og hvem skulle egentlig ønske det!?
Tom Lehrer – We will all go together when we go
