Carl Lee Perkins ville være blevet 90 i dag, men døde allerede 65 år gammel i 1998. Han er kendt for sange som “Blue Suede Shoes”, “Matchbox” og “Everybody’s trying to be my baby” og for sit virke på det legendariske plademærke Sun Records.
Efter en knap så seværdig fodboldkamp mellem det danske kvindelandshold og Malta, hvor de danske kvinder ikke rigtig kunne finde melodien fra tidligere overbevisende kampe, selv om meget af det dog var godt og solidt, så bød DR på den britisk-amerikanske film Denial (da. Benægtelse). En film, der handler om den britiske holocaust-benægter David Irvings injuriesag mod den amerikanske-jødiske holocaust-forsker Deborah Lipstadt og hendes forlag Penguin Books.
På papiret kunne det se ud som et dårligt udgangspunkt for en film. Endnu en retssagsfilm! Oven i købet om noget så perifert og kedeligt som historievidenskab og deslige! Men sådan er det slet ikke. Filmen, der er fra 2016 og instrueret af Mick Jackson, lever højt på sine skuespillerpræstationer. Rachel Weisz som den jødiske kvinde og historiker Lipstadt, Timothy Spall som David Irving, Tom Wilkinson som den skotske forsvarer og en række mindre kendte, men absolut ligeværdige skuespillere i de øvrige roller.
Og så tjener det instruktøren til ære, at han holder fast i, hvad retssagen drejer sig om. Ikke fx om, hvorvidt holocaust faktisk fandt sted, men om, hvorvidt David Irving med rette kan kalde sig historiker og i hvilken forstand. Og dertil kommer, at filmen på fornemste vis får beskrevet forskellen mellem det amerikanske retsvæsen og det britiske, en afgrundsdyb kulturforskel. Og filmen beskriver, hvorledes det hold af jurister, som Lipstadt repræsenteres af, møjsommeligt og grundigt får sandsynliggjort, at Irving er en holocaustbenægter, antisemit og racist, der bevidst af ideologiske grunde har fusket og svindlet med historiske kendsgerninger.
Udfaldet af dommen vil være enhver bekendt, der har interesseret sig for holocaustbenægtelsen og dens historie. Men det er heller ikke det, der er filmens clou. Det er dramaet omkring den amerikansk-jødiske kvinde Lipstadt og hendes hold af britiske jurister og den britiske dommer, der langt hen ad vejen lader tvivlen komme Irving til gode. Altså en slags retssalsfilm, men netop langt fra den slags, vi kender fra amerikanske film. En lavmælt, stille film, der er mere filmkunst end underholdning.
Og så har den – selvfølgelig, hvad jeg nær skrevet (og gjorde det!) – en aktuel relevans i forhold til Ukrainekonflikten. Nemlig vdr. spørgsmålet om, hvad der kan bevises og hvad der ikke kan bevises. I går kørte historien om sprængningen af en banegård. Og vi fik masser af det journalisterne med himmelvendte øjne kalder “dokumentation”, billeder fra stedet af ødelæggelser og lemlæstede kroppe, men spørgsmålet om, hvem der egentlig var ansvarlig for sprængningen blæste i luften. Var det russerne eller var det ukrainerne selv…?!
PS. Denne filmomtale har jeg bragt i en lidt anden form for nogle år siden, men bringer den igen, fordi det er en rigtig god og seværdig film om et vigtigt emne.
