For mange år siden – det har været i midten af 1970’erne – rejste jeg med tog fra Esbjerg til Århus. Jeg boede i Århus, hvor jeg havde været immatrikuleret på universitetet siden efteråret 1973. Og helt tilfældigt mødte jeg en gymnasiekammerat i toget. Han skulle til København. Og ved sin side havde han en akustisk guitar.
Det viste sig, at han var begyndt at studere biologi ved Københavns Universitet. Han læste oprindeligt – efter gymnasiet – til folkeskolelærer som mange andre af mine gymnasiekammerater fra Esbjerg. Men et halvt årstid før den endelige eksamen var det gået op for ham, at han skulle noget andet med sit liv. Så han sprang fra uddannelsen lige før målstregen, tog sig et arbejde som jord-og-beton-arbejder – for at afvikle noget af sin studiegæld og lod sig indskrive ved Københavns Universitet på biologistudiet.
Men det er kun omstændighederne. Når mødet skal nævnes, så er det, fordi han ikke kun droppe læreruddannelsen, men også fattede interesse for det at spille guitar. Og i den forbindelse var han meget optaget af folk- og bluesmusikeren Huddie William Ledbetter (1888-1949), der er kendt under kunstnernavnet Lead Belly. Og her var vi på bølgelængde. Jeg kendte og elskede Lead Belly og hans sange (bl. a. “Good Night Irene“, “Midnight Special” og “Cotton Fields”), hans mørke baritonstemme og hans håndtering af den 12-strengede guitar.
Jeg kom i tanke om dette møde med min kammerat – det indtil videre sidste møde (han lever endnu, men jeg har ikke været i kontakt med ham de mellemliggende år) – under læsningen af Paul McCartneys autobiografiske Lyrics, som jeg læser langsomt ved nattetid (sammen med flere andre bøger). Og her kommer McCartney ind på sit forhold til netop Lead Belly, som han omtaler son en af sine ‘helte’, i forbindelse med sin omtale af sangen “Women and Wives” (fra McCartney III). McCartney fortæller, at han har læst en bog om Lead Belly. En illustreret bog, der ligger på og ved hans piano. Og tanken om Lead Bellys stemme får, sammen med bogen, McCartney til at synge med en mere bluespræget, hård stemme, og en belærende tekst dukker op i hans hoved og mund: “Hear me, women and wives/ Hear me, husband and lovers/ What we do with our lives/ Seems to matter to others”. Og teksten får McCartney til at associere til Crosby, Stills, Nash % Young og deres “Teach your children” (fra Deja Vue). Og McCartney holder fast i sine indskydelser og indspiller sangen i al dens enkelhed – og bruger Bill Blacks (Elvis’ bassist) opretstående bas ved inspilningen, fordi den har en særlig, smuk tone. – Og så noterer komponisten, at datteren Mary kommer forbi og udbryder: “Oh, I like that one”. Og det kunne far rigtig godt lide…
