7. april 2022 arkiv

Krigen i Ukraine udfordrer den ‘objektive’ journalistik

7. april 2022

Godt en måned efter, at Rusland invaderede Ukraine, vågner journalisternes fagblad op og erklærer, at “Medierne hoppede i med begge ben,da Christiansborg valgte Ukraines side“. Og som man siger: Bedre sent end aldrig. Men, for der er mindst et men, en ting er at indse, at man sådan er hoppet i med begge ben. Noget andet er at gøre noget ved det. Og her mangler artiklen noget, ja meget. Den kommer ikke rigtig længere end til at erkende, at pressen har ladet sig forføre af Christiansborgs enøjede valg.

Problemet er, at vi med den indrømmelse ikke kan forvente at få en mere kritisk presse. Tværtimod vil den nok fortsætte som hidtil. “Vi” vil stadigvæk stå på Ukraines side og holde kikkerten for det blinde øje, for nu at bruge tekstens ordvalg. Og der er, som jeg igen og igen har understreget, brug for andre journalistiske boller på suppen. Og der står jo ikke noget i vejen for at stille kritiske spørgsmål eller invitere vidende folk ind, der kan gøre det. Det er bare med at komme i gang.

Og det bliver ikke bedre af, at en cand. merc. og freelance journalist ved navn Uffe Gardel afviser artiklen i POV International blot for at fremture med sin egen ideologisk gennemfarvede opfattelse af, hvad krigen drejer sig om. Han får da også svar på tiltale i kommentarsporet. Man får ikke ændret noget ved bare at kalde Journalisten dum. Artiklen fortjener en kritisk nærlæsning, men det er ikke skribentens ærinde eller noget, han åbenbart evner.

Da Stevie Wonder kvajede sig…

7. april 2022

For mange år siden – i 1976 – købte jeg Stevie Wonders dobbeltalbum Songs in the Key of Life. Den var på alles læber dengang, og var et foreløbigt højdepunkt i mandens karriere. Og i dag betragtes den som værende et mesterværk. Jeg måtte dog straks bytte den, for mit eksemplar var behæftet med flere presningsfejl (noget, der var ganske almindeligt dengang…). Og pladen gav mig store forventninger om, hvad manden ville finde på næste gang.

Og næste gang blev, da han udsendte soundtracket Stevie Wonder’s Journey Through the secret life of plants. Og det var, for at sige det mildt, noget ganske andet. Og som den let excentriske, men særdeles velskrivende, amerikanske musikskribent Dave Marsh skriver et sted, så var der ingen, der forstod, hvad Wonder ville med den plade, og at mange latterliggjorde ham. Og faktum var, at pladen, hvor han forsøgte at skrive sine tekster set fra planternes synspunkt (!), slog hans karriere ud af kurs. Han mistede momentum, som Marsh noterer. Men, men, det ændrer ikke ved, at musikken er den mest ambitiøse og krævende, han nogensinde har leveret.

Lyt med her.