juli 2022 arkiv

« Nyere juli 2022 indlæg

Blandt drager og andre fabeldyr

25. juli 2022

Gårsdagen blev brugt med børnebørn og børn på Naturhistorisk Museum Aarhus’ udstilling Drager og andre mytiske væsner, hvor museet med udgangspunkt i videnskaben analyserer de fantastiske fantasifænomener, så man får et klart billede af, hvor det videnskabelige grundlag begynder og hvor den menneskelige fantasi tager over. Altså en slags nøgle til forståelse af alle de mytiske væsner, der befolker Tolkiens univers, fantasy-genren i almindelighed og mangen en tegneserie. Og det gør man så med både traditionelle midler (fx udstoppede dyr i alskens størrelser, plancher og faste billeder) og moderne, digitale midler, så man får en oplevelse, der både involvere syns- og høresansens. Men ikke følesansen, for der er forbud mod at røre ved det meste, da det sætter en alarm i gang.

Men det er en absolut anbefalelsesværdig udstilling for enhver med interesse for drager og andre fantasifostre. Man bliver klogere både på de videnskabelige forhold og på den menneskelige fantasis ukuelige evne til at skabe fantastiske forklaringer på forhold, mennesket ikke har kunnet kapere på anden måde.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Fra Jarrett og tilbage til Armstrong m.fl.

25. juli 2022

Videre i jazz-bunken fra forbrugersamfundets overskud. Næste skive er ingen ringere end Keith Jarrett og hans Paris Concert. På det ansete tyske kvalitetsplademærke ECM, anno 1990. Og så ved alle, der har hørt (om) Jarrett, at det drejer sig om pianoeet. Ganske vist figuterer Jarrett både som klassisk pianist og jazz-pianist. Men denne koncert trækker mest i retning af førstnævnte. En live-soloplade, optaget den 17. oktober 1988 i Paris.

Koncerten består af et mere end 38 minutter langt improvisationsstykke, October 17, 1988, og to kortere stykker, the Wind (6:32) og Blues (5:22) . Anmeldelserne er blandede. Lige fra det anerkendende, der lægger vægten på Jarretts ubestridelige virtuositet og musikkens abstraktion, til dem, der er skuffede i forhold til hans distance til hans oprindelige inspiration fra amerikanske musikalske rødder (gospel, blues og folk). Og man skal da også nok være hårdfør tilhænger af pianomusik og improvisation for rigtig at sætte pris på Jarretts krævende udfoldelser. Han er en af dem, der for alvor deler vandene.

Så er der unægteligt et spring til albummet fra 1993 Louis Armstrong with Oscar Peterson. Herb Ellis – Ray Brown & Louie Bellson. Guest Ella Fitzgerald. Vist ikke en officiel udgivelse, snarere en post-mortem-opsamling stykket sammen af ældre optagelser (nogle af dem fra 1950’erne) med de i titlen omtalte notabiliteter, udgivet i Europa på plademærket Sarabandas srl i serien Giants of Jazz (et plademærke, der åbenbart har specialiseret sig i den slags opsamlinger uden de store informationer eller den store redaktion.

Ser man bort fra det, så er det Armstrong som man kender ham bedst med fortolkninger af standards – fx af Arlen/Mercer, Gerschwin og Porter. Svært ikke at kunne lide, hvis man kan lide Armstrongs umiskendelige stemme og lige så markante trompetspil. Behageligt og ret så uimodståeligt. Så tak til ham, der lod denne plade leve videre hos mig.

Armstrong/Peterson That old feeling

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Henry “Red” Allen & jazzballader

23. juli 2022

Den fhv. ejer af de plader, der er faldet min vej, må have været/ være en sand jazz-elsker. Og måske med en særlig kærlighed til trompeten som instrument. I hvert fald er den næste skive, der skal omtales her med Henry James “Red” Allen (1908-67), der blandt jazz-elskere betragtes som en af de vigtigste arvtagere af selveste Louis Armstrong. Allen videreførte og udfoldede det trompetspil, som Armstrong var ophavsmanden til.

Da jeg gik i gymnasiet, spillede vores musiklærer Louis Armstrong for os. Ikke den Armstrong, der kom på hitlisten med “What a wonderful world”, men den Armstrong, der i 1920’erne var med til, sammen med King Oliver, at forny og styrke jazzen. Og det er tydeligt på albummet med Henry Allen – The Henry Allen Collection Vol. 5, 1937-1941 – at det er i det spor, Henry Allen træder. Indspilningerne er mestendels med Allens eget orkester, men Zutty Singletons orkester. Og ud over at spille sin trompet synger Allen med en smægtende, blød vokal, der står godt til de svingende jazznumre.

The Jazz of Henry Red Allen

Og lad os bare tage en plade mere. The Real Jazz Ballads, en portugisisk opsamling fra 1992 med kunstnere som Thelonius Monk, Stan Getz, Billie Holliday, Duke Ellington, Toots Tielemans, Ben Webster og Stephane Grapelli. Og lutter kendte sager og jazz-standards. Ialt 65-66 minutter med 13 udsøgte numre. Man kan kun blive lidt glad som skabsjazzentusiast.

Duke Ellington “Sophisticated Lady”, live

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

50+: Rok Ork

23. juli 2022

Røde Mor pladedebuterede i 1970 med den klassiske single “Johnny gennem ild og vand”. Men første album kom først på kanten til 1972, nemlig i december 1971. Og det var albummet Rok Ork, der indledte det socialistiske kunstnerkollektivs rejse gennem halvfjerdserne, hvor det blev til ialt syv album med socialistiske tekster og rockmusik. Og de holder stadigvæk, også selv om man ikke er politisk enige med Røde Mor.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

50: Alfons Åberg

22. juli 2022

Det er i år halvtreds år siden, en af mine helte kom til verden. I 1972 udkom den første bog om Alfons Åberg – Godnat Alfons Åberg – af Gunilla Bergström. Historien om en lille dreng, der boede sammen med sin alene-far (ret usædvanligt dengang…) og sin usynlige fantasiven Svipper i en lejlighed et sted i Sverige. Siden er det blevet til 24 bøger med og om Alfons. Bøger, der alle handler om hverdagslivets små oplevelser og optrin og Alfons’ evne til at kommen igennem dem med sin egen barnlige fornuft, lidt humor og en hel del kritisk sans over for voksenverdenens absurditeter. Jeg har læst alle bøgerne og mere end en gang og er blevet en stor fan af Alfons, som jeg anser for at være et forbillede her i livet. Og som alle børn og voksne burde unde sig selv at stifte bekendtskab med.

Er du fej Alfons?

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Dagens citat: om tressernes potheads

22. juli 2022

“Mick Jagger blev introduceret til pot af Paul McCartney, som blev indtroduceret til pot af Bob Dylan, som igen blev introduceret til pot af Al Aronowitz, som blev introduceret til pot af Allen Ginsberg, som blev introduceret til pot af nogle Puertoricanske sømænd på et bordel i New Orleans i 1945” [Barry Miles / Paul McCartney, Many Years from Now]

Barry Miles beskriver detaljeret i et stort kapitel (Avant-Garde London), hvordan Paul McCartney i sine unge år i London bliver en meget aktiv del af det avantgardistiske kunstnermiljø i byen – film, musik, teater, billedkunst m.m. – og hvordan det hele er flettet sammen og har rødder tilbage i tiden til fx the Beat Generation, Surrealismen og meget mere. Og i den forbindelse får han også beskrevet, hvordan stofferne – som jo er blevet gjort til et af tressernes kendetegn – også har en lang historik og overhovedet ikke blev  “opfundet” af beatmusikerne i tresserne. Næh, næh.

Jenny Wren

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Sportslistens genindførelse

21. juli 2022

Med den nye medieaftale genindføres den omstridte sportsliste, der skulle – og skal – sikre, at sportsbegivenheder af national interesse kan ses af flest mulig seere, genindføres. Og relevansen af en sådan liste fik vi et eksempel på i går. DR og TV2 har i fællig sendt kampene fra EM i kvindefodbold. Kampene i de indledende runder har været vist på hhv. DR DR2 og TV2. Og så sker der det, at nu hvor Danmark har forladt turneringen og kvartfinalerne er i gang, så viser TV2 den første kamp – mellem England (værtsnationen) og Italien (Danmarks banekvinder) – på TV2 lille sportsbetalingskanal Sport X. Det betød, at jeg måtte se kampen på norsk tv 2.

Hvis det skal give mening med en sportsliste, så skal man sikre sig, at begivenheder af almen national interesse bliver vist på kanaler, som de fleste har adgang til, dvs. DRs kanaler og TV2. Ikke på små betalingskanaler som TV” Sport X. Det er ringe service for seerne. Vi får se, hvad de der politikere finder ud af med den liste…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

All that jazz: Charles Mingus – Oh yeah

21. juli 2022

Den næste jazz-plade, jeg fik i hænderne, stammer ikke fra storskraldet, men er et regulært indkøb. For et par år siden døde en af mine bekendte, en gammel studiekammerat, ved en faldulykke. En såre trist historie. Men han og jeg havde de senere år fået retableret ungdomsvenskabets bånd med hyppige  udvekslinge i brevform – både gammeldags og nymodens, digitale. Og i en af hans breve nævnte han, at han havde købt en brugt cd med Charles Mingus, Oh yeah”(1962), som lød som ‘ind imellem lød som det rene rock and roll’. Så da min gamle kammerat var lagt i jorden drev mindet og nysgerrigheden mig til at købe netop denne plade.

Jeg kender mestendels Mingus fra dennes samarbejde med Joni Mitchell på albummet Mingus (1979), hvor det meste af musikken er af Mingus.

Oh Yeah tangerer rigtignok rock and roll. Og det skyldes nok, at det er en plade, hvor jazz møder blues og slår gnister. Ud over Mingus selv medvirker notabliteter fra jazzens verden – som Rahsaan Roland Kirk (saxofon m.m.), Kimmy Knepper (trombone) og Dannie Richmond (trommer). Interessant nok spiller Mingus ikke bas, som han ellers plejer, men indskrænker sig til at synge på tre numre og ellers tage sig af pianoet.

Oh Yeah er 76-77 minuters løssluppen, improvisatorisk, energisk, givende og fascinerende jazz. Så er du advaret…

 

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

All that jazz: Miles Davis – Nefertiti

20. juli 2022

Efter fundet af pladen med Cat Anderson i går besluttede jeg mig for at kaste mig over jazz-sporet. For nogle af de plader, der kom mig i hænde via vores lokale storskrald, er jazz-plader. Og det passer mig fint lige at få lidt styr på denne side af min lille pladesamling, nu hvor jazzen jo for længst har trængt sig på i bloggen.

Og næste pladefund, jeg fik i hånden, var Miles Davis’ Nefertiti (1968). Jeg har i forvejen en 10-15 albums med Davis med hovedvægten på hans tidlige indspilninger fra 1950’erne og nogle af hans mest kendte fra tresserne, for eksempel Kind of Blue og Sketches of Spain. Men Nefertiti er en nytilkomling.

Nefertitit er interessant ved at være den sidste helt akustiske plade, Davis lavede,og ved at Wayne Shorter, Tony Williams og Herbie Hancock (frontfigurer i tressernes og halvfjerdsernes elektiske jazz) spiller bag Davis.

Musikken kategoriseres som hard bop, post-bop og modal jazz. I hvert fald er det meget ekspressiv jazz med stærkt fokus på Davis’ trompetspil og afstikkere til solostykker med de andre instrumenter. Det er en plade, der nok ikke vil tiltale jazz-skeptikere, for det er meget frit og improviserende, men også meget givende, hvis man ellers kan åbne sine ører og sin sjæl for musikken. Og i hvert fald føler jeg mig heldig i at have fundet den i storskraldet, hvor den bestemt ikke hører hjemme.

Nefertiti

Skrevet i Musik Tagged | Ingen kommentarer »

Povl Dissing – erindret på tv

20. juli 2022

“Jeg hørte pludselig noget fantastisk musik, der borede sig ind i min sjæl fra starten. Det var Louis Armstrong. Og det gav mig lyst til at lære at spille trompet…”. Sådan begynder programmet Danske musiklegender: Povl Dissing, som DR – foranlediget af mandens død – genudsendte på DR2 som minderune over Dissing. Og heldigvis ligger den stadigvæk på DRs arkiv, så dem der ikke fik chancen i går kan se den. Og den er værd at se, fordi Povl Dissing er god til at fortælle om sit liv. Stille, roligt, helt nede på jorden og med sin egen, personlige underfundighed. Se med lige her.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Hvem er (eller var) Cat Anderson?

19. juli 2022

Jeg roder rundt i mine gemmer og forsøger (vist nok) at få lidt styr på og overblik over, hvad der står på visse hylder. Og her dukker en plade op med en vis William “Cat” Anderson op – med titlen Americans Swinging in Paris (2002). Og af det bløde, blåtonede cover kan jeg se, at der må være tale om en trompetist.

Og lidt research på nettet afslører, at der er tale om en jazz-trompetist (1916-1981), der blev kendt som medlem af selveste Duke Ellingtons orkester. Og det viser sig også, at albummet, jeg sidder med, indeholder to af mandens første soloplader, der begge blev indspillet for den franske afdeling af Columbia Records i hhv. 1958 og 1963.

Han spillede med Ellington fra 1944 til 1971 med et par mindre pauser undervejs. Bagefter arbejdede han som studiemusiker og arrangør og spillede mestendels med lokale grupper i Los Angeles (og med afstikkere til Europa). Han døde i 1981 af kræft i hjernen.

Om jeg kan lide musikken!? Ja, han spiller en forrygende trompet, mange af sangene er med Duke Ellington som medkomponist – hvilket også siger noget om stilen, og det svinger bare som ind i helvede… Så min lille jazz-samling er blevet en anelse større med dette skraldefund.

American swinging in Paris

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

Dødsfald: Povl Dissing – 84 år

19. juli 2022

Åh nej, var min første tanke, da nyheden om Povl Dissings død tikkede ind. Selv om manden var 84 virkede han til det sidste frisk og levende, når han viste sig i medierne. Men nu er han så borte.

Jeg har fulgt Dissing på lytteafstand, siden han – efter første at have forsøgt sig som jazz-trompetist – begyndte at synge folk og blues i de sene tressere. Og fra begyndelsen delte han vandene med sin karakteristiske hæse stemme og sine fordanskede udgaver af Shel Silversteins sange – “Den grimmeste mand i byen” , “Kvælerslangen” m.fl. Han var – selv om nogen ikke opdagede det – dansk blues, når det var bedst. Og så formåede han at brede sig musikalsk – fra beat med The Beafeaters, over folkemusik med bluesnert til folkelig digtfortolker i samarbejdet med Benny Andersen. Det var bredt uden at være kompromitterende, rent kunstnerisk.

Povl Dissing var aktiv til det sidste, sådan som en rigtig spillemand forventes at være, og han efterlader sig en række markante plader, lige fra “Nøgne øjne” (som “Dissing” blev omdøbt) over “Svantes viser” og “Lykkeland”, for nu at nævne nogle af de mest kendte.

Nu er Svantes stemme forstummet, og den vil forblive savnet af enhver musikelsker.

25 minutter endnu 

Skrevet i Musik | 2 kommentarer »

Dagens lyttepensum: Carole King – demoer

18. juli 2022

Ofte er der en særlig nerve i demo-optagelser, som man finder på diverse cd-udgivelser med kendte kunstnere. Når kunstnerne og deres sange er barberet ned til det helt elementære – for eksempel bare en stemme og en guitar eller et klaver – så afsløres det nu og da, hvilket format sangene og kunstnerne har, når de ikke bliver udsat for pladestudiernes righoldige muligheder for at manipulere med det hele. Og det gælder i højeste grad for Carole King på udgivelsen Legendary Demos, der udkom for nogle år siden. Her får man den rene vare, uden nogen form for udenomsværker.

Legendary Demos

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Burnin Red Ivanhoe – live

18. juli 2022

For halvtredsår siden udsendte Burnin Red Ivanhoe en af deres mindre kendte albums Miley Smile / Stage Recall på Sonet. Pladen er blevet genudgivet på det franske mærke Long Hair Music i 2020, men har aldrig været at finde på CD. Eller – måske mere eller mindre, for på Tømmer-Claus’ Karma plademærke findes en CD med titlen Burnin Red Ivanhoe Live 1970-1974, hvor flere af de titler, der er med på Miley Smile også figurerer, men jeg har ikke kunnet få det bekræftet. Men i hvert fald en lidt sjælden ting fra Burnin Red Ivanhoe. Og man kan jo – heldigvis – låne originalen på bibliotek.dk, hvis man er til den slags obskuritieter. Og tuben har en del fine live-optagelser med det gamle band.

Rotating Irons

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Anders Koppel – 75 år

17. juli 2022

Nok bedst kendt som en af stifterne af Savage Rose og Bazaar. Søn af komponisten Herman D. Koppel, broder til afdøde Thoms Koppel (også Savage Rose og ægtemand til Annissette) og fader til Maria, Benjamin og Sara. Klassisk uddannet, men valgte i midten af tresserne at kaste sig over orglet og beatmusikken. Har skrevet musik til film, teater m.v. og komponeret et hav af musikstykker. På det seneste har han spillet sammen med sønnen Benjamin i Koppel & søn.

Aftenlandet og Regnbuen

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

Ældre juli 2022 indlæg »