19. juli 2022 arkiv

Hvem er (eller var) Cat Anderson?

19. juli 2022

Jeg roder rundt i mine gemmer og forsøger (vist nok) at få lidt styr på og overblik over, hvad der står på visse hylder. Og her dukker en plade op med en vis William “Cat” Anderson op – med titlen Americans Swinging in Paris (2002). Og af det bløde, blåtonede cover kan jeg se, at der må være tale om en trompetist.

Og lidt research på nettet afslører, at der er tale om en jazz-trompetist (1916-1981), der blev kendt som medlem af selveste Duke Ellingtons orkester. Og det viser sig også, at albummet, jeg sidder med, indeholder to af mandens første soloplader, der begge blev indspillet for den franske afdeling af Columbia Records i hhv. 1958 og 1963.

Han spillede med Ellington fra 1944 til 1971 med et par mindre pauser undervejs. Bagefter arbejdede han som studiemusiker og arrangør og spillede mestendels med lokale grupper i Los Angeles (og med afstikkere til Europa). Han døde i 1981 af kræft i hjernen.

Om jeg kan lide musikken!? Ja, han spiller en forrygende trompet, mange af sangene er med Duke Ellington som medkomponist – hvilket også siger noget om stilen, og det svinger bare som ind i helvede… Så min lille jazz-samling er blevet en anelse større med dette skraldefund.

American swinging in Paris

Dødsfald: Povl Dissing – 84 år

19. juli 2022

Åh nej, var min første tanke, da nyheden om Povl Dissings død tikkede ind. Selv om manden var 84 virkede han til det sidste frisk og levende, når han viste sig i medierne. Men nu er han så borte.

Jeg har fulgt Dissing på lytteafstand, siden han – efter første at have forsøgt sig som jazz-trompetist – begyndte at synge folk og blues i de sene tressere. Og fra begyndelsen delte han vandene med sin karakteristiske hæse stemme og sine fordanskede udgaver af Shel Silversteins sange – “Den grimmeste mand i byen” , “Kvælerslangen” m.fl. Han var – selv om nogen ikke opdagede det – dansk blues, når det var bedst. Og så formåede han at brede sig musikalsk – fra beat med The Beafeaters, over folkemusik med bluesnert til folkelig digtfortolker i samarbejdet med Benny Andersen. Det var bredt uden at være kompromitterende, rent kunstnerisk.

Povl Dissing var aktiv til det sidste, sådan som en rigtig spillemand forventes at være, og han efterlader sig en række markante plader, lige fra “Nøgne øjne” (som “Dissing” blev omdøbt) over “Svantes viser” og “Lykkeland”, for nu at nævne nogle af de mest kendte.

Nu er Svantes stemme forstummet, og den vil forblive savnet af enhver musikelsker.

25 minutter endnu