juni 2022 arkiv

P. J. Proby og Chris Farlowe

30. juni 2022

Barry Miles’ McCartney-biografi er fuld af sjove oplysninger og anekdoter. For eksempel er det sjovt at se, hvor man kunstnere, Beatles kom i kontakt med og blev venner med i de unge år. Især da de kom til London, hvor den kunstneriske elite samledes.

Jeg vidste ikke, at de var nære venner med sangeren P. J. Proby, der i 1965 fik et pænt hit med Lennon-McCartney-sangen “That means a lot“, som Beatles selv indspillede til filmen Help!, men fravalgte, fordi de var utilfreds med den. Probys version nåede en 24. plads på hitlisten, og Beatles egen version kom med på Anthology 2 i 1996.

Jeg vidste heller ikke, at de havde et nært forhold til sangeren Chris Farlowe. Miles fortæller, hvordan Farlowe modtager en acetat-demo-indspilning af McCartneys “Yesterday“. Men Farlowe, der dengang havde haft en vis succes som skifflemusiker i John Henry Skiffle Group og i R&B-gruppen Johnny Burns Rhythm & Blues Quartet, var ikke varm på at indspille sådan en følsom ballade og henvendte sig derfor til sin ven Eric Burdon (The Animals), som overbeviste ham om, at der kunne komme noget godt ud af det. Og selv om hans fine version ikke blev et stort hit, så viste den i hvert fald, at Farlowe med sin rå vokal sagtens kunne indspille ballader. Ellers var det især samarbejdet med Jagger og Richard fra Rolling Stones Farlowe fik udbtytte af, fx med det store hit “Out of Time”, “Paint it black”, “Satisfaction”, “Think” og “Ride on”.

Frede Norbrink – Frede Fup – 75

29. juni 2022

Det begyndte med The Placers i 1961 og fra 1979 hed Frede Norbrinks band Frede Fup og blev kendt i det ganske land som et af de bedste live-bands. I går fyldte Frede femoghalvfjerds og er vist nok stadigvæk aktiv i Frede Fup, der har været hjemsted for mange kendte musikere, lige fra Thomas Grue til Bjørn Uglebjerg.

Kaj og stjernerne

Billy Fury – engelsk rock and roll

28. juni 2022

Billy Fury (Ronald Wycherley ) blev ikke så gammel. Han døde kun 42 år gammel i 1983 af et hjertetilfælde, der skyldtes et svagt hjerte, der var forårsaget af giftfeber i barndommen. Men i sin korte levetid formåede han at få rigtig mange hits, 24 helt præcist. Det er næsten lige så mange som The Beatles, men ingen af Furys hits nåede toppen af listen. Han begyndte selv at skrive sange allerede som 18-årig og kastede sig først over rock and roll a la Elvis og senere skrev han især ballader med succes.

Hvis man er til præ-Beatles-rockandroll, så er Billy Fury bestemt værd at lytte til. Tag for eksempel B-siden fra hans single fra 1959 “Margo” /”Don’t knock upon my door“. Læg især mærke til pianosoloen, der giver sangen et ekstra løft.

Fuck you very much!

27. juni 2022

Et sammenrend af gamle, forstokkede, højreorienterede højesteretsdommere har – som læserne sikkert allerede har  opsnappet fra nyhedstrømmen – gjort det muligt for de enkelte stater i USA at afskaffe kvinders årtilange ret til abort. Og det er ikke gået stille af – heller ikke i musikkens verden og heller ikke på Glastonbury-festivalen, hvor flere at de nye, store navne på spindesiden – fx Phoebe Bridgers, og Billie Eilish – har udtrykt deres misfornøjelse med afgørelsen. Et andet eksempel er det lille stjernefrø Olivia Rodrigo, der med hjælp fra selveste Lily Allen gav højesteret i USA fingeren – både i bogstaveligste og overført forstand: Fuck you! (En sangtitel Rodrigo nok ikke ville være sluppet heldig fra derovre…).

Lily Allens original med tekst

Paul McCartney – Glastonbury 2022 – lydoptagelse

27. juni 2022

Mon ikke den meget omtalte og roste koncert med Paul McCartney på Glastonbury kommer på et eller andet medie – tænkte jeg, da jeg hørte om den gamle ex-Beatles optræden. Og det vil jo vise sig. Men i mellemtiden kan man en lille månedstid høre hele koncerten på 2 timer 44 minutter og 2 sekunder på BBCs hjemmeside. Så hvad er der at betænke sig på!?

På lydsporet: The Endeavour Cast

26. juni 2022

I mit forsøg på at få styr på mine tv-abstinenser, der kun forstærkes af dansk tvs – DRs og TV2s – underholdningsbacille, genser jeg kriminal-serien om den unge Morse – der på originalsproget hedder Endeavour (Morses fornavn, som han ikke bryder sig om). Og i går aftes var vi kommet til sæson fire og afsnittet med titlen “Canticle” (en kristen hymne), hvor den unge Morse møder tidsånden i tressernes såkaldte “permissive society”, altså den gryende frigørelse på mange områder af samfundet, seksuallivet, musikken, moden osv. Og i den forbindelse spilles der noget musik, som sendte mig ud på efterforskningens åbne land.

Folkene bag Endeavour har ramt tonen fra de frigjorte, psykedelisk påvirkede tresser meget fint. Begyndende med en sang med titlen “Kiss Me”, hvor en Sandie Shaw-lignende ung sangerinde folder sig ud, over et par sange med et band ved navn Windwood. Og det lød så godt, at man kunne fristes til at tro, at der var tale om rigtige kunstnere fra dengang. Men efterforskningen afslører, at musikken i afsnittet, der også rummer smagsprøver på Yardbirds, Jimi Hendrix og Cream, er udført af Endeavor Cast, altså folkene bag serien, og er – ta da! – udgivet på cd som Endeavour Soundtrack. Selvfølgelig, havde næsten skrevet.

Make believe you love me (med Sharlette Henry i den vokale forgrund)

Jennifer Sometimes (John Brown) 

One and one is two – en McCartney-svipser?

26. juni 2022

I går fejrede McCartney endnu en succes med sin koncert på Glastonbury, der nogle steder omtales som hans bedste nogensinde. Og medens andre nød den, læste jeg videre i Miles-biografien og måtte endnu engang imponeres over Beatles’ arbejdsomhed og flittighed. En ting er, som bekendt, at de spillede røven ud af bukserne på alle og enhver, inklusive dem selv, i Hamborg. Men det fortsatte sgu også, da de vendte tilbage til England. De havde dårligt nok en fridag i tiden efter Hamborg. Hvis ikke de optrådte rundt i landet, var på tv eller i radioen, så skrev de sange og indspillede dem. Et lille symptom på deres travlhed var, at de ikke havde tid til at blive fotograferet til forsiden af Time, da det prestigeøse blad lavede en artikel om dem i forbindelse med deres første USA-turné.

Og McCartney og Lennon skrev sange i et væk. De havde faste aftaler om, hvilke dage de skulle mødes og skrive sange (for så var de sikre på, at de ikke blev fristet til at holde fri…). Og de sprøjtede sange ud. De arbejdede typist 2-4 timer og det blev til minimum en sang, gerne flere. Og det hændte, at ikke alle sangene passede helt til Beatles selv, og så gav de dem videre til venner og bekendte i musikmiljøet.

Det gælder for eksempel sangen “One and one is two”, der gik til The Strangers (med Mike Shannon) fra Liverpool. De var venner (“mates”) med Beatles. Og den sang omtalte John Lennon senere som værende en af McCartneys mislykkede sange. Måske. I hvert fald en umiskendelig McCartney-sang (krediteret Lennon & McCartney), og en sang, der er blevet indspillet af andre også: The Badbeats (1979), Bas Muys (1982), Beatnix (1992), Apple Jam (2009), BLF Rock Band (2013), The Weeklings (2014) og ikke mindst Graham Parker (2003). Sidstnævntes udgave finder man på albummet The Lost Songs of Lennon and McCartney – From a Window af Pierson (Kate Pierson fra B-52s), Parker (Graham) og Janovitz (Bill), der netop består af en række sange, som Beatles vist ikke selv fik indspillet. Og måske er sangene ikke de allerbedste fra Lennon & McCartney, men lytter man til denne hyldestplade så er det tydeligt at selv deres mindre vellykkede sange har høj kvallitet og emmer af Beatles.

 

Gen- og misbrug af klassisk pop i moderne medier

25. juni 2022

Historien om Kate Bushs genfødsel som hitlistenavn med sangen “Running up that hill” i kraft af streamingserien Stranger Things er velkendt. Og historien spøgte i mit hoved, da jeg dyrkede en af mine små særheder,  nemlig at afkode de popsange, der bliver (mis)brugt i fiktion og reklamer på tv.

Mange af disse popsange er velkendte travere fra rockens historie som bruges til at sælge biler eller skabe stemning i film og serier. Men det sker også, at en knap så kendt sang dukker op. Som fx i forskræppet til DRs serie “Den store stygge verdensøkonomi”, hvor selveste The Zombies dukker op med den smukke sang “This will be our year” fra bandet kultplade Odessey And Oracle (1968). Det er lidt overraskende, og jeg aner ikke, om sangens giver nogen som helst mening i serien, som jeg ikke har set.

Talking Heads – CBS demos 1975

25. juni 2022

Som Chris Franz fortæller i sin bog om Talking Heads, så indspillede de ikke deres musik på bånd før de fik en pladekontrakt. De lærte sangene udenad, og så kørte det ellers der ud af. Men da kontrakten var i hus ændrede det selvfølgelig på tingene. Og på nettet (og på bootleg) kan man få et indtryk af, hvor langt de allerede var nået med deres sange inden den første plade så dagens lys. Demooptagelserne fra CBS i 1975 er overraskende friske og gode.

The Beatles’ unikke singler

24. juni 2022

Paul McCartneys biograf Barry Miles noterer tørt i sin bog, at Beatles efter at have opnået stor succes med derres første album Please please me (der nåede førstepladsen i hjemlandet og blev på listen i 30 uger) beslttede og insisterede på, at deres fremtidige singleplader ikke måtte være inkluderet på deres album, så deres fans var nødt til at købe de samme optagelser to gange. Please please me indeholdt sangene fra to singler. Men det skulle være slut nu. Men helt så enkelt blev det ikke, for amerikanerne havde det med at gå deres egne vej. Derovre udkom Beatles ikke helt som i Europa. Og det betød blandt andet, at flere at gruppens såkaldte non-album-singles – for eksempel “We can work it out”/ “Day tripper” – alligevel blev indlemmet på album (nemlig på Yesterday and Today). Men ideen var god nok.

Gensyn med en tyveårsjubilar: Bourne Identity

24. juni 2022

Den kan allerede fås i en luksuøs 4 K Ultra HD-jubiæumsudgave. Den første film i serien om Jason Bourne, Bourne Identity. Filmatiseringen af Robert Ludlums roman af samme navn fra 1980 og den film, der grundlagde det man har kaldt og kalder Bourne franchise.

Og det var mine tv-abstinenser, der – af mangel på seværdigt tv – fik mig til at kaste mig over denne første genrefornyende film. Og efterfølgende må jeg spørge mig selv, om ikke det også er den allerbedste af de fire film med Matt Damon i hovedrollen som Bourne? Jeg er lige ved at tro det, selv om Peter Greengrass’ efterfølgende film kun cementerer Bourne-universets filmiske kvaliteter.

Bourne Identity havde Doug LIman som instruktør og Tony Gilroy og William Blake Herron. som drejebogsforfattere. Og Doug Liman, der havde været en fan af bogen siden han gik i gymnasiet, lod lod sin fortolkning af historien farve af sin egen faders oplevelser fra efterretningstjenesten for at modernisere historien og lægge den mere op af sin egen opfattelse af de forenede staters udenrigspolitik. Og Limans kritiske syn på sit hjemlands udenrigspolitik skinner da også klart igennem og løfter Ludlums historie ud af den pure underholdning – uden at underholdningsværdien forsvinder.

Og historien om agenten Bourne, der mister sin hukommelse og bliver tvunget til at genfinde og -vinde den i et løbende opgør med den efterretningstjeneste, der har trænet og skabt ham, fortælles med den genrefornyende æstetik, der er blevet Bournefilmenes vandmærke: håndholdt, nervøs kameraføring, lynhurtig klipning, rudimentær, sanselig, materielt skrabet action osv. Bourne Identity rummer skabelonen for Bourne-franchisen og den dogmatik, der har styret de efterfølgende film – og har sat sine spor i andre agentfilm, som for eksempel James Bond-filmene med Daniel Craig i hovedrollen.

Og jeg må sige, at filmen med sine tyve år på bagen holder 100% og imponerer stadigvæk ved sine kvaliteter. Og nu ved jeg, hvordan jeg kan kvæle mine tv-abstinenser den kommende tid, nemlig ved at se resten af serien.

Rammstein ramte Århus

23. juni 2022

Jovist. Rammstein, det tyske neue deutsche Härte-band, indtog Århus midtby i går. Og det gav anledning til ret så kaotiske, trafikale forhold i den jyske hovedstad. Men det er noget, vi efterhånden er vant til her i byen, hvor den politiske elite åbenbart mener, at der skal afvikles mange store begivenheder og arrangementer i det centrale Århus, hvor fraværet af en regulær trafiksanering er åbenlys for de fleste.

Nå, men Rammstein kom, indtog byen og gav en koncert, der går gny af på de sociale medier. Og nej, jeg var der ikke. Jeg har ikke rigtig lyttet til Rammstein (hvilket nok er en fejl, da jeg absolut holder meget af tysk rock), har ingen plader med gruppen og har ikke rigtig fulgt med i bandets udvikling. Først og fremmest fordi jeg – som tidligere anført – generelt ikke er til heavy rock. Men Rammstein i Århus får mig nok til at lytte lidt til dem i den kommende tid.

Herzeleid – extended version 

Made in Germany

Peter Asher – 78

23. juni 2022

En anden fødselar. Peter Asher, som er broder til Jane Asher, der engang var Paul McCartneys kæreste. Og som var en del af den succesfulde duo Peter and Gordon. Som fortalt, ville han hellere arbejde med pladeproduktion end selv indspille plader og turnere. Og det var enden på Peter and Gordon og begyndelsen på en lang karriere med pladeproduktion. Især James Taylor og Linda Ronstadt her nydt godt af Ashers evner bag knapperne. Han producerede James Taylors debutalbum i 1968 og har produceret ham helt frem til pladen Live in Rio fra 1991.

Men helt stoppet med at optræde er Peter Asher. Han har nu og da optrådt undervejs sammen med andre, og i 2018 indledte han et duosamarbejde med Jeremy Clyde, der har været en del af duoen Chad & Jeremy, som var en slags pendant til Peter & Gorden i de tidligere tressere. Og sammen optræder de som Peter & Jeremy og synger sange fra de to duoers repertoire.

I går fyldte Peter Asher 78 år.

Og så en lille sjov ting, som blandt andre Barry Miles fortæller om. Da McCartney boede hos familien Asher, var Peter en kort periode kæreste med selveste Millie Small – kendt som Millie med hittet “My Boy Lollipop“. Det holdt dog ikke.

Chad and Jeremy – Greatest Hits

Peter and Gordon – Greatest Hits

 

Capac anbefaler: Anne Eltard – Hjemkomst

22. juni 2022

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

50: Day of Phoenix – The Neighbour’s Son

21. juni 2022

Lidt research på nettet og i diverse opslagsbøger gjorde mig ikke klogere på, hvilken måned i 1972 Day of Phoenix’ andet album The Neighbour’s Son udkom. Men i hvert fald var det i 72 og derfor halvtreds år siden, dette progressive rockbands sidste album af to udkom.

Gruppen udsprang delvist af The Maniacs og bestod i første omgang af Cy Nicklin (gt. og sang), Henrik Friis Nielsen (trommer), Karsten Lyng Nielsen (gt. og sang), Ole Prehn (gt. og sang) og Jess Stæhr Nielsen (bas og sang). Og blev dannet i 1968. Gjorde sig bemærket ved at optræde i filmen “Helle for Lykke”.

Allerede i 1969 skete der store udskiftninger. Nicklin og Stærh blev erstattet af hhv. Hans Lauridsen (sang) og Peter Friis Nielsen (bas og ang). Og i den nye konstellation indspillede bandet i 1970 Wide Open N-Way, der blev godt modtaget, også i England. I 1972 kom så The Neighbour’s Son .

I 1972 bestod gruppen af Lyng, Prehn og Stæhr, Ole Fick (gt.) og Bo Thrige Andersen (trommer). De sidste tre med fortid i Burnin Red Ivanhoe. Den ny konstellation holdt dog ikke længe og Day of Phoenix opløstes endelig i 1973. Inden da nåede de at indspille nummeret “Make me look away”, der findes på Burnin Red Ivanhoes right on (1974).

Day of Phoenix blev aldrig det helt store navn i Danmark, men er forblevet et kultband. Og deres musik blev genudsendt samlet under titlen Mind Funeral i 2020.

If you ask me

Chicken Skin