CAPAC

Wonderlost kalder Little Winter deres debutalbum. Og “wonderlost” er det man er eller føler, når man har alskens muligheder i livet, men bliver ramt af en følelse af fortabthed, rodløshed og meningsløshed. Det kunne være et signalement på mange menneskers oplevelse af den moderne virkelighed, de møder anno 2022. Og for tre år siden kom Little Winter ridende ind på denne weblog som riddere af den store melankoli med en eponym EP, som fik mig til at høre løfter om noget stort, noget større.

Og med Wonderlost indfrier Little Winter disse løfter om noget større. Tiden er gået, og bandet er blevet meget klogere og dygtigere, end de var. Og det kan høres. For det første er de ikke længere bare riddere af melancholia, men er nået et skridt videre i deres samtidsdiagnose. Fordi verden er wonderful, kan man godt føle sig wonderlost. Og denne grundstemning, der navngiver titelsangen på pladen, danner grundlag og klangbund for tolv sange, der sammen udgør et såkaldt concept-album.

“I GUESS IT’S UP TO YOU/ TO DO WHAT YOU WANT TO DO/ YOU MADE IT ON YOUR OWN NOW/ DIG YOU NOT?/ THE POSSIBILITIES/ ARE ENDLESS, DON’T YOU SEE?/ JUST FIND YOURSELV SOME PURPOSE/ EVERYTHING THAT PLEASES:/ IT IS YOURS, JUST REACH FOR IT/”

Sådan lyder anslaget i titelsangen. Jeg skal ikke her udpinde alle teksternes i detaljer, selv om de fortjener at blive læst og forstået, men vil overlade det til læserne at følge det spor, jeg her har angivet. Det lønner sig.

Det pudsige, ja jeg fristes til at sige: det paradoksale, er, at albummets musik på sæt og vis modsiger albummets titel. Der er ingen grund til at være wonderlost, når man formår at skrive, arrangere og spille så gode sange, som dette album byder på. Måske handler det ganske enkelt om den gamle indsigt – at man ikke kan se skoven for bare træer og ikke kan se, hvad der ligger lige foran en. At drengene i Little Winter skal få øjnene op for, at det er musikken, der skal få dem ud af rastløsheden og videre ind i livet med alle dets muligheder. Lettere sagt end gjort. Men alligevel…

For de tolv sange på pladen er fornemme eksempler på, hvad den såkaldte indierock kan levere, når den er bedst. Tolv fuldtonende poprockstykker, der emmer af melodisk kvalitet og er indspillet i yderst opfindsomme, komplekse, varierede arrangementer, hvor bandets fem medlemmer får fin assistance af til lejligheden indhentede musikere som Tue West (sang), Mette Hommel (fløjte m.m.), Marius Paschke(vibrafon), Viktoria Holde Søndergaard (vibrafon), Jakob Elleriis (slagtøj) og Palle Hjort (Hammondorgel). Wonderlost er en aktuel påmindelse om, at Århus-rocken langfra er død og borte, men – i hvert i Little Winters tilfælde – lever i bedste velgående og giver yderligere løfter om store sange og fine albums i fremtiden. Hermed varmt anbefalet.

Little Winter. Wonderlost. Produceret af: Little Winter. Celebration Records. Udkom 30. September

Den 17. oktober 1972 udsendtes Sebastians første dansksprogede album Den Store Flugt, der blev en stor succes, blandt andet i kraft af sangen “Hvis du tror du er noget”. Pladen er siden genudsendt på cd og kan blandt andet findes i serien Dansk Rock Historie og i serien Sebastian Sangskatten. Med Den Store Flugt grundlagde Sebastian den flotte karriere i dansk rock som stadigvæk kører – omend på lidt mindre blus end storhedstiden.

Og så blev jeg sendt tilbage i tiden sådan rent musikalsk. Til dengang omkring 1970, hvor den amerikanske guitarist Stefan Grossman opholdt sig i Europa og herunder i Danmark, hvor han blandt andet spillede sammen med Harmoniorkesteret Kærne (senere Østjysk Musikforsyning). Og tilbage til hans 1969-album Gramercy Park Sheik, som jeg købte på et udsalg hos FONA i Esbjerg.

Og Stefan Grossman, der i dag er 77 år, er stadigvæk aktiv som guitarist. Han spiller, underviser osv. og dyrker den musik, han har spillet i årevis med fingerspil, blues, country, folk, bottleneck og meget mere. En fin, fin guitarist, som et ungt menneske på nettet havde opdaget og mindet mig om.

Stefan Grossman

Indrømmet. Det er svært at holde sig helt fri af valgkampen, der buldrer løs i offentligheden, på gader og vej. Selv om det går ganske fint med hensyn til tv og radio. Alligevel smutter der noget gennem mit frivillige filter.

Men lad mig begynde et andet sted. Jeg tog bussen ind til Århus forleden. Og jeg sad ved siden af en rødhåret dame, der er lidt ældre end mig. Og på et tidspunkt lænede hun sig over mod mig og spurgte: Og hvad skal man så stemme denne gang? Jeg ville ikke pege på et bestemt parti, men sagde til hende, at jeg synes, hun skulle tænke på sine børnebørn, oldebørn og deres efterkommere, fordi klimaspørgsmålet er så påtrængende i disse år og desværre er lidt underprioriteret i den aktuelle valgkamp. Hvorpå hun affyrede en bredside mod partiet Venstre, der efter hendes mening holder hånde over det industrialisede landbrug, der både forurener vores grundvand med pesticider, mishandler dyrene og jordbunden. Så hun var allerede i gang med at overveje sit kryds.

Og så opfangede jeg i går en af de seneste meningsmålinger. Og den fik mig til at tænke på, om skællene var ved at falde fra mange vælgeres øjne!? Søren Pape Poulsen og De Konservative taber terræn i målingen, ja har fået deres flotte tal halveret fra ca. 16 til 8. Så det er gået op for en del vælgere, at Søren Pape Poulsen – til trods for den politiske ordførers stædige forsøg på at holde fanen højt – er en løgner og bedrager, man ikke kan sætte sin lid til. Og også dette valgs “stjerne”, Inger Støjberg, og hendes nye parti mærker tilbagegang før valget. Måske er det gået op for nogle vælgere, at også hendes troværdighed er tynd som den første is på vandpytterne?! Og opportunisten over dem alle, Lars Løkke Rasmussen og hans nye parti, nyder ikke helt den tilslutning, som nogle journalister gerne vil give ham og hans såkaldte ‘midtersøgende’ politik. Det klinger hult, når Løkke Rasmussen frontalangriber sundhedssektoren og dens forfald, når han selv i årevis har haft ansvar for dens indretning og udvikling (eller ‘afvikling’ som han selv kalder det).  Måske er der – trods en almindelig skepsis over for det repræsentative folkestyre – plads til et spinkelt håb med hensyn til valgets udfald. Måske.

En af de postive ting ved internettets fildelingsmuligheder er, at gamle optagelser, billeder m.v. bliver tilgængelige. For eksempel koncertoptagelser, som nogen engang har forestaget på smalfilm og lignende og nu har digitaliseret. Et eksempel er et foretagende som tapers.dk, der på deres Facebookside deler optagelser med Culpeper’s Orhard, Sods/Sort Sol, Burnin Red Ivanhoe, Tredje Tilstand m.fl. Optagelser, man ikke før har set – hurra. Lige her.

Et andet godt sted er hos Alrunen.

..da kaldte de sig The High Numbers og under det navn fik de udsendt deres første single i 1964. Og den floppede helt. Udkom nok på det forkerte tidspunkt, blev ikke markedsført ordentligt og i det hele taget var der meget galt. De havde heller ikke på det tidspunkt fået deres management på plads, hvilket blot forværrede omstændighederne om den første plade.

Og når man lytter til singlens to sange “Zoot suit” og “I’m the face” kan man høre, at The Who endnu ikke er landet med deres egen stil. Her lyder de mest af alt – især på “I’m the face” – som et af de mange, gode R&B-bands, der skød op af den musikalske muld i de år. “Zooit suit” lyder mere af tidlig Shadows og lignende.

Det var Linda Ronstadt, der fik flikket The Eagles sammen engang i Laurel Canyon og dermed skabte det vist nok største ountryrockband i halvfjerdserne. Men inden da havde sangskriverne Glenn Fry og Don Henley allerede vist, hvad de kunne i andre sammenhænge.

Don Henley sad bag trommerne i Shiloh, der fik udsendt et par singler og i 1969/70 et eponym album, der vist ikke er blevet genudsendt, men kan opdrives brugt til overkommelige penge. Det er et fint countryrock-album fra lige før, det for alvor gik løs.

Og Glenn Fry slog sine folder i Longbranch / Pennywhistle, der også fik et enkelt eponymt album ud i 1970 og i øvrigt indbefattede John David Souther fra kredsen omkring Ronstadt og Eagles. Også et fint album, der er blevet genudsendt på cd – og som blandt countryrockkendere ofte fremhæves på bekostning af Eagles. Tja. I hvert fald to absolut lytteværdige plader, hvis man holder af den genre.

Det er oppe i tiden, at man skal/bør være frivillig. Jeg er også frivillig. For eksempel sidder jeg i bestyrelsen for den lille bitte ejerforening, familien bor i. Og jeg er formand – mere præcist: ejerrepræsentant – i en tilsvarende lille viceværtordning i lokalområdet. Begge dele lægger beslag på meget af min tid, men – og det er vigtigt at tilføje – jeg modtager ikke betaling for at udføre disse to opgaver. Jeg får dog et mindre vederlag til dækning af internet, mobiltelefon, porto og lignende. Og så blev jeg også i går udstyret med endnu et frivilligt arbejde: Jeg skal være valgtilforordnet ved det kommende folketingsvalg. Det vil sige: Være en af dem, der sørger for, at vælgerne får udleveret stemmesedler, får lagt dem i stemmeboksen og så videre. Igen et ulønnet job, der varer hele dagen, og et lille vederlag for ulejligheden. Godt så.

Jeg synes det er helt fint med frivillige. Hvor ville vi være henne i vores mange lokalforeninger – for eksempel sportsforeninger – hvis ikke frivillige havde lagt mange, ulønnede timer i dem?! Men jeg er indædt modstander af den tendens, der er i tiden, hvor frivillige skal påtage sig jobs, der tidligere var lønnede jobs. Det gælder fx inden for hele velfærdsområdet. Seneste har man set politiske udmeldinger om, at familier selv skal tage vare på deres ældre medlemmer, når de blev syge. Fordi politikerne ikke har formået at løse det problem, det er, at finde finansiering af velfærden (jvf. hele debatten om sygeplejerskerne).

Og så er der den krølle på problemet, at vi i disse år oplever en manglende tilslutning til det frivillige arbejde. Sportsklubber melder ud, at det er svært at få nogen til at komme og gøre det nødvendige arbejde – ulønnet. Og så må man også spørge: Skal nogle tidligere frivillige jobs erstattes af lønnet arbejde? Er det for eksempel rimeligt – et eksempel fra virkeligheden – at nogle arbejder mange timer som frivillige i en badmintonhal, når en træner sammesteds får 600000 kr. om året for at udføre sit job? Her synes jeg, det vil være på sin plads, at se på, hvordan man bruger lønkronerne.

Nej, frivilligt arbejde skal ikke være arbejde, der har været eller burde være lønnet arbejde. Jeg kunne for eksempel ikke drømme om (som tidligere underviser) at være ulønnet lektiehjælper på en lokal skole eller et bibliotek, fordi forældrene og skolen ikke udfører deres opgaver godt nok. Nok sagt.

Tiden går. Slip slidin away, fristes man næsten til at sige. Og Paul Simon har rundet 81 år, i går. Og det er nok værd at vifte lidt med flaget over. Han er en af mine absolutte favoritter blandt vor tids sangskrivere. Helt i klasse med Paul McCartney. Og som denne endnu ikke for alvor gået på pension.

Sangen “Slip slidin away” er en godt eksempel på Simons musikalske overskud. Den var tænkt som en af sangene på hovedværkert Still crazy after all these years (1975), men Simon besluttede alligevel at droppe den i den ombæring. I stedet for endte den på en af mandens mange opsamlinger Greatest Hits, Etc. (1977) og på en single, der gjorde sig rigtig godt på hitlisterne, med en femteplads på Billboards singleliste i ’77. Siden er den dukket op på flere opsamlinger.

Paul Simon “The Sound of Silence” 2022

Tilbage til de gamle vinyler. I stakken af efterladenskaber fandt jeg også hele to album med James Brown, som Rolling Stone en gang har udnævnt til at være verdens bedste sanger. Dem om det, men i hvert fald en kunstner, der er svær at komme uden om, hvis man ellers har lyttet til soul og funk i 1960’erne og 1970’erne. Og den første vinyl, jeg nu besidder, er James Brown & Friends Sould Session Live fra 1987. Blandt vennerne finder man Joe Cocker, Wilson Pickett, Billy Vera og Robert Palmer. Og på pladen findes flere af Browns hits, for eksempel “Papa’s got a brand new bag” og “I feel good”. Heftige sager. Desværre kunne vinylen være i bedre stand, men den er fortrinsvis snavset – ikke ridset – så en god rengøring vil sikkert afhjælpe problemet.

Pladen er udgivet i forbindelse med koncertfilmen Soul Session  og den findes i en version fra 1989, hvor der også er et nummer – en studieoptagelse -, hvor Brown synger sammen med Aretha Franklin.

Den anden plade er er The Best of James Brown, der vist er fra 1981 (vinyl og cover har intet årstal) i god stand – både vinyl og cover – og med en række af Browns stærke sange.

Jeg besidder i forvejen nogle plader med Brown fra hans tidligste år (1950’er til 1970’erne), så de to skiver er et fint supplement med en af efterkrigstidens helt store kunstnere.

James Brown danser…

[Eget foto]

Billedkunsten fylder alt for lidt i min blog. Ikke fordi jeg ikke interesserer mig for billedkunst, for det gør jeg. Det er bare faldet sådan, at jeg ikke har skrevet ret meget om de oplevelser, jeg har haft. For eksempel var jeg i flere år medlem af kunstmuseet i min barndomsby Esbjerg og jeg har i en del år også være årskortindehaver på det århusianske Aros. Og i går var jeg inde at se en udstilling med en kunstner, jeg sætter stor pris på. Nemlig Franciska Clausen (1899-1986), som Aros viser en stor retrospektiv udstilling af under titlen Hel Billedet. En udstilling, der spænder sig over hele Clausens aktive periode, der strækker sig over det avantgardistiske, kubistiske, kommercielle, surrealistiske og meget mere. Og fælles for hendes billeder er en udsøgt sans for farvevalg, form og komposition. Når man har set udstillingen, så forstår man let, hvorfor hun må henregnes blandt de største billedkunstere i det tyvende århundrede – og ikke kun i Danmark. Hvis du er til billedkunst, kan jeg kun anbefale dig at kigge forbi udstillingen, der løber frem til den 26. februar 2023.

Nu hvor jeg langt om længe er kommet igennem Barry Miles’ autoriserede McCartney-biografi – som bestemt er anbefalelsesværdig uden at være hævet over kritik – så er det vel meget passende, at Danmarks Radio har taget sig sammen og valgt at sende musikdokumentaren fra 2011 Living in the material world om med-beatlen George Harrison. En dokumentar, der har fået gode anmeldelser hele vejen rundt. Og – uden at komme ind på den fortærskede diskussion om Harrions status som sangskriver i The Beatles og hans status i forhold til Lennon-McCartney – Harrison fortjener både bøger og dokumentarer om ham selv. Han var noget for sig selv – også i Beatles.

Første del vises i aften på DR2 kl. 20.25-22.00. Anden del formodentlig i næste uge. Og begge dele kan ses på DRs hjemmeside, hvis man ikke kan vente.

Som skrevet har jeg i sinde at holde valgkampsfri i valgkampsperioden. Og det indebærer selvfølgelig alternativ tv-kiggeri i det omfang, det er belejliget. Og i går faldt min søgen på en to-delt koncert med DRs Big Band og den malineiske kunstner Fatoumata Diawara. Jeg havde ikke bemærket hende før nu, men vidste, at der var noget godt at hente, når musikken var fra Mali-området. Mali er en centralt sted for afrikansk verdensmusik.

Koncerten er i serien P8 Jazz live, og den er værd at bruge tid på, for det er fascinerende musik at lytte til. Og samarbejdet mellem det danske big band og den el-guitarspillende og syngende Fatoumata fungerer optimalt, så der opstår rigtig verdensmusik af det. Begge dele kan ses på DRs hjemmeside:

Første del. 

Anden del

Jeg frekventerer ikke loppemarkeder så meget, som jeg burde gøre. Tidsånden vil – og med rette – at vi skal skrue ned forbruget, og en af vejene til mindre forbrugerisme er genbrug. Og jeg vil gerne, men ofte kommer jeg ikke af sted – af alskens mere eller mindre gode grunde. Men i dag tog jeg mig sammen. Egentlig handlede det ikke om at besøge et loppemarked, men om at cykle en tur i det fine, sommerlige efterårsvejr. Frisk luft og bevægelse er jo godt for en. Men så var det lige, at et relativt stort loppemarked havde åben i dag, så jeg foretog et stop på min cykeltur bare for at ose lidt, som man siger.

Og jeg endte selvfølgelig der, hvor vinyler, cd’er og andre digitale medier blev udloddet til små priser. Og jeg kom hjem med hele tre cd’er. Dels Billy Joels An innocent man, som jeg som fortalt har på vinyl, i en remasterede udgave fra 1998. Og så – to album med The Chicks fra dengang, de endnu kaldte sig Dixie Chicks. Dels deres opus fra 1999  Fly og så deres sidste album under det navn Taking the long way fra 2006. Alle tre i fineste stand – både medierne og kassetten. De to Dixie Chicks album hører til deres absolut største successer med placeringer i toppen af den amerikanske hitliste og med enorme salgstal og alt, hvad dertil hører af priser og hæder. Og det er moderne country, som henvender sig til alle med smag for den genre. Overertegnede inklusive.

The Cowsills er et familieforetagende, der begyndte helt tilbage i 1965. Seks søskende spillede instrumenter og sang smukke harmonier. Først slog de igennem i lokalområdet på Rhode Island. Og så blev de opdaget af plademærket Joda Records (der bl.a.  blev bestyret af sangeren Johnny “I can see clearly now” Nash) og det resulterede i en række singler, som igen banede vejen til en kontrakt med det internationale MGM Records i 1967.
Gruppen blev udvidet med moder Barabara og søster Susan og de fik deres første og største succes med den uforlignelige “The Rain, The Park & Other Things” – en rigtig flower-power-hippie-sang – som gav Cowsills en guldplade. Derefter var de faste gæster på hitlisten frem til 1972, hvor gruppen for første gang gik i opløsning.
Cowsills er blevet gendannet i 1978 og i 1990 og har indspillet en række nu svært uopdrivelige plader. Og det er små 30 år siden, de senest fik udsendt noget. Men nu er det sket igen. De har fået albummet Rhythm of the World ud. Et fint popwerpop-album med flotte vokaler og solide sange fra et band, der nægter at stoppe helt.