CAPAC

Da jeg var frivillig tilforordnet ved det for nyligt afholdte folketingsvalg lagde jeg godt mærke til, at der var en del såkaldte blanke stemmer. Altså stemmesedler, hvor vælgeren havde valgt ikke at sætte sit kryds ved nogen af de fjorten opstillede partier og to løsgængere. Og i dag fortæller en af dagens mindre nyheder, at mit indtryk ikke var helt galt. For det viser sig, at der var ialt 46.272 blanke stemmer og 12.599 på anden måde ugyldige stemmer, ialt 58871 ubrugelige stemmer. Det er en markant stigning siden valget i 2019. Ja, de er næsten dobbelt så mange blanke stemmer denne gang (46.272) som sidst (27.781).

At der var flere brevstemmer denne gang tages som udtryk for, at det i sig selv godt kunne forklare nogle blanke stemmer, da det åbenbart er lettere at lave fejl som brevstemmer. Men lad det nu ligge, for det forklarer ikke den klare tendens til, at flere vælger ikke at stemme. Eller mere korrekt: At vælge ikke at vælge. Og set her fra de sonderende regeringsforhandlingers tid kan vi så fundere over, hvorfor det går den vej? Noget af en forklaring finder man sikkert i det forhold, at Mette Frederiksen gjorde valget til et spørgsmål om en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Det har givet vis forvirret en del vælgere, der har haft for vane at orientere sig mod en af siderne i dansk politik. En anden og mere foruroligende forklaringsmulighed er, at nogle vælgere måske er blevet trætte af dansk politik, måske ikke længere føler sig repræsenteret af hverken det ene eller det andet parti. Endelig er der også den mulighed (og måske i tæt forbindelse med de foregående), at vælgere har følt, at politikerne alligevel ikke får gjort noget ved de presserende problemer, der tårner sig op foran dem. Lige fra balladen om sundshedsvæsnet til klimakrisen. Der findes sikkert og vist flere forklarende delelementer, men uanset hvad, så er der måske grund til at hævde, at nyheden om det voksende antal blanke stemmer vidner om, at vi har at gøre med endnu en krise, nemlig folkestyrets krise.

Wilko Johnson fik i 2013 konstateret kræft i bugspytkirtelområdet. Han valgte at sige nej til kemoterapi og fik altså næsten ti år ekstra at leve i. År han brugte på at gøre det, han altid havde gjort, spille guitar og lave musik. Selv om han fik fjernet en kilostor tumor i 2014 lykkedes det ham blandt andet at få lavet det fremragende album Going Back Home sammen med the Whos Roger Daltrey. Et album, der vidnede om, hvad Wilko Johnson stod for musikalsk set: Et guitarspil med en særlig markant brug af riffs, der var både rytme- og solospil. En stil, der gjorde ham til at frontfigur i punkens substrat pub-rocken med pub-rock-bandet over dem alle, Dr. Feelgood (1971). Og som gjorde ham til en slags faderfigur for punkens mange gør-det-selv-guitarister.

Efter han forlod Dr. Feelgood i 1978 dannede han sit eget orkester The Wilko Johnson Band, der eksisterede frem til hans død. Og han nåede også at være med på det oversete her i bloggen omtalte album med The Solid Senders (1979). I efterskriftet efter Wilko omtales hans som en en vild guitarist med en særlig scenefremtoning og som en kantet person. Og det gjorde ham til et selvfølgelig valg for den efterfølgende rebelske punkgeneration.

Going Back Home

Solid Senders

Wilko Johnson Band Live

Så skete det, der var til at forudse. Enhedslisten og Alternativet blev sat uden for døren i de fortsatte forhandlinger om en mulig regeringsdannelse. Længe har man kunnet mærke, at Enhedslistens rolle som socialdemokratisk regeringsgrundlag har passet Mette Frederiksen rigtig dårligt. Og så fik hun ideen om en ‘regering hen over midten’. Og det kan jo kun betyde, at Socialdemokratiet ønsker at danne regering med højrefløjens borgerlige partier, primært det største borgerlige parti, Venstre. Og i de kommende uger er det så dem, der skal forhandle – medens det rød-grønne flertal er sat uden for indflydelse, og det stærkt splittede borgerlige Danmark også må kigge bekymret til. For Venstres formand, ham Ellemann, har jo på det just afholdte årsmøde for partiet gjort det klart at Venstre ikke satser på den såkaldte “blå blok”.

Hvad så? Alt tyder på, at Mette Frederiksen og Ellemann Jensen går i regering med hinanden. Og så er spørgsmålet: Hvad vil det komme til at betyde for alle de store politiske, akutte problemer? Klimaet? Inflationen? Udenrigspolitikken (ikke mindst Ukraine-konflikten)? Velfærden?

Der er ikke meget, der taler for, at en sådan regering vil få en særlig lang regeringsperiode. Dertil er de grundlæggende ideologiske holdninger for store, og det er svært at forestille sig, at de to store partier vil æde voldsomme kompromisser, når det kommer til grundholdningerne, og med hensyn til de nødvendige reformer, der skal til for at løse nogle af problemerne. Dertil kommer, at der vil være en “rød-grøn” opposition og en “blå” opposition, der vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre regeringens handlemuligheder så ringe som mulig.

Socialdemokratiet har i mange, mange år været et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der – på godt og ondt – har forsøgt at lave kompromisser, der tilgodeså både arbejdernes og arbejdsgivernes interesser. Og reformismen har trukket partiet mere og mere mod højre. Socialdemokratiet har for længst – selv om de påstår noget andet – forladt den såkaldte “venstrefløj” og placeret sig til højre. Det skete ikke mindst, da Thorning Schmidt gjorde den Tony Blairske nyliberalisme til socialdemokratisk politik i skikkelse af Bjarne Corydon. Og nu tager Mette Frederiksen så det næste skridt mod højre med sin midter-regerings-plan.

Velkommen til mit politiske mareridt.

Selv om bandet har været på banen siden 1974, og selv om navnet er et, jeg har stødt på utallige gange, så har jeg aldrig lyttet til det. Og måske har det været en fejl, der skal rettes op på!? I hvert fald har bandet et dusin albums på samvittigheden, har familiær forbindelse til velkendte Lynyrd Skynyrd og dyrker en afart af sydstatsrock.

Hold on loosely

Mere

Norman Greenbaum, der i går fyldte firs, skrev sig ind i pop- og rockhistorien i 1969 med sangen “Spirit in the Sky“, der solgte stort og fandt sin vej til alskens hitlister. Og gav Greenbaum den tvivlsom ære, at være et såkaldt One Hit Wonder. Men det er faktisk lidt ufortjent, for Greenbaum havde allerede vist sig som en kompetent musiker i det obskure Dr. Wests Medicine Show and Junk Band og deres kultalbum “The Egg Plant that ate Chicago”, der faktisk gjorde sig pænt i 1967 uden at toppe. Og Greenbaum fortsatte ufortrødent med at lave musik efter singlehittet og har lavet to lytteværdige albums efter Spirit in the Sky (1969).

Tonen og stemningen på Uno Souls nye plade Poppy anslås med det samme på første skæring, “All it means”. Ringlende, klingende sfæriske guitarklange omsvøber forsanger Rasmus Troels Jøtgensens sang og sender lytteren associativt tilbage gennem den lettere ende af indierocken tilbage til forfædrenes lette guitar- og kærlighedsbårne sange i tresserne og halvfjerdserne.

Og den hjertelige lethed er som et vandmærke på Poppy, og giver lytteren anledning til at tænke at titlen, der – hvis man fordyber sig i ordbøgerne – kan have mangfoldige betydninger, måske bedst fortjener at forstås som et tillægsord dannet af, ja, ordet pop. Altså: Poppet. Og i hvert fald er det netop poppens opdrift, lethed, hjertelighed og livslyst, der gennemlyser albummets ti sange.

Sange, der – selvfølgelig, fristes man til at skrive – tager endnu en tur i kærlighedens uudtømmelige tematik og problematik. på bedste vis vendes og drejes kærlighedens sider og facetter i et sæt sange, der alle aspirerer til at blive hits, i hvert fald på den enkelte lytters personlige playliste, hvis ikke de store radiostationer vågner op og tager dem til sig, hvilket ville være en fejl.

Den garvede Rasmus Troels Jørgensen, der er primus motor i bandet, har flair for at skrive poprock-sange. Og gør det åbenbart ubesværet og med masser af erfaring. Og sammen med Henrik Lysgaard Madsen (guitar, kor), Jeppe Thiesen (bas) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer) har Rasmus skabt en snes sange af traditionsbevidst kvalitetsindierock. Sange, der bør kunne falde i enhver rock- og popelskers smag. Så mit råd til jer derude er: Lyt til Uno Soul og Poppy. Hermed varmt anbefalet.

Uno Soul. Poppy. Producer: Lars Lundholm, Black Tornado B&W. Unusual Records.

Ikke så snart var blækket tørt på klimaaftalen på det just afholdte klimatopmøde Cop27 i Egypten, før kritikken haglede ned over resultatet. Og det er måske ikke særligt overraskende. For sådan har det været siden FN begyndte disse møder, siden FN afholdt siden FN afholdt sin første klimakonference tilbage i 1992.

Selv om cop27 fik lavet en aftale om en såkaldt klimafond til støtte for de lande, der især rammes af konsekvenserne af klimaforandringerne lige nu, så er aftalen ikke tilstrækkelig til for alvor at få greb om klimaforandringerne. For eksempel – og det er ikke hvilket som helst eksempel – omfatter aftalen ikke noget mål for udledningen af drivhusgasser. Den gamle Paris-aftales krav om at holde den globale temperaturstigning under 1.5% står stadigvæk ved magt, men følges ikke op af krav, der kan sikre en sådan katastrofal udvikling.

Igen må man blot tørt konstatere, at økonomiske og materialistiske hensyn åbenbart vejer tungere end at afbøde den katastrofe, vi næsten hver dag ser tegn på – lige fra småoversvømmelser i det sydlige Danmark til tilsvarende, langt alvorligere oversvømmelser i for eksempel Parkistan og Egypten. Næh, der er ikke grund til optimisme efter Cop27.

Civilisationens tidlige tider er populære på film (fx tv-serien Vikings) og computerspil (fx God of War, der henter inspiration fra det antikke Grækenlands gudeverden). Men der findes andre måder at komme tæt på disse tabte tider. En af dem er museernes udstillinger. Og her springer Mosgaard Museums, Momus, nye udstilling Ud af kaos, der fokuserer på perioden mellem Romerrigets fald og vikingetiden. Og det sker på en måde, der også vil kunne tilfredsstille dem, der søger fiktionens genskabte virkeligheder. For på Momu bruger man såvel analoge midler (fx masser af udstillede objekter – fra smykker til offerkar og våben) som moderne digitale hjælpemidler (visuelle beretninger om hændelser i perioden og auditive beretninger). Og udstillingen, som man sagtens kan se flere gange, hvis man vil have det meste ud af det, formår at give et levende indtryk af en voldsom periode og appetit på at få mere at vide – hvad man bl.a. kan få i museets kiosk, hvor der er et stort udvalg af bøger om emnet, både på dansk og engelsk. Så hvis du kære læser alligevel skal bruge noget tid i Århus og omegn, så kan jeg kun anbefale at du slår vejen omkring Momu og får udvidet din horisont med hensyn til disse kaotiske tider.

Selv om DR viser levende musik på DR2, i form af koncerter med Danmarks Radios Big Band og klassiske koncerter med DR Symfoniorkeret, så kniber det mere end gevaldigt med at få pop og rock ind på kanalen i levende form. Og her synes jeg, som ofte pointeret, at DR ikke helt lever op til public service-idealet.

Hvad DR ikke kan, kan den lille, danske kanal DK4. Som fx i går, hvor jeg landede i en koncert med Frederik Cornelius & At Your Service. En dansk singer-songwriter med to albums bag sig. Og et lille, men ganske opvakt publikum i studiet. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvor svært kan det være DR? Kom nu ud i landet og optag nogle koncerter på spillestederne og lav selv nogle koncerter med nye talenter og gamle navne i et af jeres studier. Det burde være overkommeligt – også økonomisk.

Koncerten med Cornelius og Co. var god og gav et godt indtryk af den unge troubadur.

Læser som nævnt om The Whos historie. Og deres anden single “Anyway Anyhow Anywhere”, der fulgte “I Cant’t Explain” kunne netop ikke rigtig følge etteren, hverken salgsmæssigt eller på hitlisten. Den faldt ikke rigtig i god jord, selv om den siden er blevet en klassiker. Who arbejder stadigvæk med deres stil. Tror de skal spille R&B. Men det er inden “My Generation” og Townshend for alvor får gang i sangskrivningen og de slås (bogstavligt talt) indbyrdes om, hvad de skal. 

Downtown

Don’t sleep in the subway

Hun var barnestjerne i England under krigen, og har været aktiv som sanger og skuespiller helt ind i nullerne. Så sent som 2019 havde hun en mindre rolle i skuespillet Mary Poppins, og i 2020 udkom en opsamling af koncertoptagelser med hende. What a lady.

Hvileløse hjerte hedder Gabriel Jacobsens debutalbum. Og den titel – Restless Heart – sætter selvfølgelig en forventning i en garvet lytter som mig om endnu en tur rundt i kærlighedens karrusel, hvor alle følelser kommer i spil – sådan som det ofte er i musikken, der jo netop er et følelsessprog.

Og forventningen opfyldes da også. Men det handler om meget mere end blot kærlighedslivet i tosomhedens mikrokosmos. Rækkevidden anslås i pladens første sang, der måske, måske ikke, handler om det tidspunkt, hvor kærlighedens flamme er brændt ud og spillet er ovre: “I saw the last light blow/Out of your eyes/But I never got the chance/To say goodbye“. En sang, der også på bedste vis anslår stemningen og tonen på denne fine debutplade, med en melodi, der aspirerer en plads på enhver pop- og rockspilleliste. Og som synges af Gabriel med hans rå, maskuline og følsomme stemme på baggrund af et arrangement, der både sender tankerne hen på rå forbilleder som Tom Waits og mange af rockens mandsstemmer og afslører af en markant inspiration fra amerikansk country og americana.

Og i forlængelse af denne efter-forholds-sang kommer der endnu en, der meget præcist, hvad det handler om: After this. Forholdet er slut, kampen er endt, og hvad så?: “Where do we go after this/Is there hope after this/What was the meaning of you and I/After this/ We stayed and we fought/And we broke our hearts/Again”. Hvileløse hjerte, hvor vil du nu hen? Hvem har ikke prøvet det? Og den smertelige erfaring leveres i en tilbagelænet ballade med sprøde guitartoner, pikante tangenttoner og stille vuggende rytmesektion.

Og sådan fortsætter den anslåede tematik og finder en slags grundstemning i titelsangen, hvor det blandt andet hedder: “We will build on restless hearts/ And broken dreams/We will build on restless hearts/And broken dreams/Someday you’ll see“. Kærligheden er ikke for amatører og vil du være med i den leg, så må du lære hjertets hvileløshed at kende som et grundvilkår.

Nogen vil måske indvende, at jo, det har vi hørt før. Og det er da også rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at Gabriel Jacobsen sammen med et hold fine musikanter – Thomas Jensen (trommer), Fabian Uth Nielsen (bas), Peter Rix Baj-Jensen (tangenter og kor), Kevin Lindberg Christensen (orgel, harmonika og kor) og Marie Louise Sandorf Uth Jacobsen (kor) – har skabt et meget overbevisende debutalbum, der giver løfter om flere, flotte fremtidige bedrifter og er endnu et vidnesbyrd om, at den amerikanske musikkultur er en uudtømmelig kilde til inspiration og kreativitet uden for hjemlandets grænser. Hermed varmt anbefalet.

Gabriel Jacobsen. Restless Heart. Produceret af: Gabriel Jacobsen. Sandorf Records. Er udkommet.

Medens jazzen for længst har fundet en varig plads her på bloggen, så kniber det nok med den klassiske musik. Vil nogen sikkert mene. Og sandt at sige har jeg ikke noget mod klassisk musik. Ja nyder faktisk at lytte på klassisk en gang imellem, selv om det sjældent bliver til hele værker. Men lidt på radioen her, og lidt på tv hisset.

I gymnasiet havde jeg en musiklærer, der gav os smagsprøver på lidt af hvert fra den klassiske musiks store skatkammer. Jeg erindrer for eksempel Carl Orffs Carmina Burana, der interesserede mig på forhånd, fordi en rockmusiker havde taget stykket til sig og fortolket det, eller Stockhausens Gesang der Jünglinge, hvor vi diskuterede den menneskelige stemmes status som instrument i musikken og Krzysztof Pendereckis bearbejdning af erfaringerne fra kz-lejrene. Og selvfølgelig smagsprøver på de store navne.

Men efter gymnasiet fik pop og rock lov til at dominere min musiksmag – og det gør de to store genrer stadigvæk – og den klassiske musik og jazzen gled lidt i baggrunden – uden dog at forsvinde helt . Og det sker som antydet, at den klassiske musik presser sig på. Det skete således i går, da jeg for at undgå nyhedstiv landede på DR-programmet “Hannigan dirigerer Mahler”, hvor Barabara Hannigan ganske udsædvanligt dirigerer Gustav Mahlers 4. Symfoni OG synger undervejs. Og det gør hun fortryllende godt – lige som hun synger utroligt smukt. Så hvis du er til den slags, så se med og lyt – lige her.

Og når jeg nu alligevel har nævnt Nene, så lad mig også lige henvise til hendes artikel om de danske hitlister. Det er – nok ikke overraskende, hvis man har fulgt med i debatten gennem tiderne – en nedslående historie. Læs med her.

Som læserne her i bloggen vil vide, så er jeg tilhænger af autonomi,  ikke-kommercialisme og lignende. Af samme årsag har jeg mine forbehold over for de såkaldt sociale medier, der jo for de flestes vedkommende er alt andet end det, mine idealer foreskriver. Jeg er med på Facebook, Twitter, Instagram m.m., men altid med det ene ben inde og det andet ude – og hele tiden på jagt efter alternativer.

Og takket være min gamle webkollega Nene Labeet er jeg blevet forført til at blive bruger af Mastodon, der er “decentral open source mikroblog-platform”, fri for reklamer og med masser af muligheder og et rigtig godt alternativ til ham Muskmandens Twitter. Så venner: I kan finde mig derovre på Mastodon og min adresse er: @capac@ohai.social. Jeg er lige kommet i gang, så der er endnu ikke noget at læse osv. Men det kommer vel.

I kan finde en tekstvejledning til, hvordan man kommer i gang lige her. Og en Youtube-vejledning lige her.

Invitationslink: https://ohai.social/invite/RDGFzfH7