CAPAC

Pete Brown begyndte sin forfatterkarriere som del af The Beat Generation. Han optrådte
på Royal Albert Hall sammen med amerikanske og britiske jævnaldrende beats – blandt andre
Alan Ginsberg, Lawrence Ferlinghetti og Michael Horowitz. Og han fortsatte med jazz og
poesi sammen med John McLaughlin og andre, og det var her Creams trommeslager Ginger Baker
opdagede ham og fik ham til at skrive sange sammen med Jack Bruce til Creams debutalbum
Fresh Cream. “I Feel free”, “Sunshine of your love” og “White Room” hører til de sange, som
Pete Brown bør huskes for.

Vi skal helt tilbage til den 16. september 2012, hvor jeg anbefalede Jakob Parks album Weekend Lover under overskriften “lækker dansk jazzy pop”. Og nu sidder jeg så her med Jakob Park Trio og deres album Life in a Major Key. Vist nok Jakob Parks femte udgivelse.

Og det er et album, der tager sigte mod det store japanske marked – med engelske og japanske titelangivelser og et coverbillede af en japansk kunstner på coveret til cd’en. Men bortset fra disse udvendige ting, så er der stadigvæk tale om musik, der bevæger sig i skæringsfeltet mellem tilbagelænet jazz og melodisk, følsom, moden pop. Altså en slags easy listening-jazz-pop. Men når PR-materialet gerne vil se noget specifikt asiatisk i musikken, så har jeg svært veda at følge dem. Men jeg er omvendt ret sikker på, at netop en sådan omgang smagfuld easy listening vil kunne falde i japanernes smag. De er jo kendt for at være store musikelskere og for at absorbere alle genrer med entusiasme.
Kapelmester Park står centralt på pladen. Ikke alene har han komponeret alle numrene og skrevet alle tekster, men hans pianospil og -improvisationer har en dominerende plads i trioens udfoldelser og understreger den improvisatoriske jazzs væsentlige betydning for det samlede indtryk. Og dette indtryk bakkes på bedste vis op af Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer. Og så får sangerinden Clara Vuust og sazofonisten Nicolai Schultz plads til at udfolde sig undervejs.
Trioen skal have held og lykke med det japanske projekt. Men selv om det ikke skulle lykkes 100%, så vil der stadigvæk være plads til lækker easy-listening-jazz-pop herhjemme, hvor den slags ikke er hverdagskost, men rummer musikalsk næring, som vi alle som musikelskere kan have brug for. Hermed anbefalet.

Jakob Park Trio. Life in a Major Key. ARC Recordings. Er udkommet.

I sin serie af “filmperler” kom DR2 i går til Marielle Hellers Can you ever forgive me? (2018), der ikke har været en decideret blockbuster, men til gengæld har kastet adskillige nomineringer og priser af sig.

Det er da også, hvad man kunne kalde en lille film. En film, der ikke gør væsen af sig med store fagter, bulder og brag. En film, der bevæger sig på et realistisk, hverdagsagtigt niveau. Og det er helt forståeligt, fordi filmen er en filmatisering – og dermed fiktionalisering – af forfatterinden Lee Israels liv og karriere.

Plottet er for så vidt meget enkelt, men ikke desto mindre spændende og dramatisk. Filmen starter, hvor forfatterinden (fremragende spillet af Melissa Mccarthy) bliver fyret fra sit job, fordi hun verbalt sætter nogle kolleger og en chef på plads, da de kritiserer hende for at overtræde nogle regler. Og det betyder, at hun står i det problem, at hun ikke kan betale sine regninger. Hendes forfatterkarriere er gået ned af bakke og hendes udgiver hverken kan eller vil hjælpe hende op af problemernes sump. Og med ubetalt husleje, en syg, gammel kat og andre økonomiske problemer har hun brug for en indtægt.

Og så er det, hun får den idé, at hun kan lave dokumentforfalskning med breve fra store, kendte personligheder og forfattere. Og hendes forfatterevner gør, at hun med held får produceret en lang række dokumenter – vist omkring 400 – som hun så sælger til samlere og mellemmænd i antikvariater. Og undervejs får hun hjælp af en lige så nødstedt mandlig bekendt, Jack Hock (i Richard E. Grants fine fremstilling), der er bøsse og lige så socialt fortabt som Lee selv.

Og vi følger næsten minutiøst og i real time, hvordan Lee langsomt men sikkert kriminaliserer sig selv med de forfalskede dokumenter. Og hun ved godt, at hun er ude på dybt vand. Og selvfølgelig går det også galt på et tidspunkt, hvor nogen får mistanke om, at breve er blevet konstrueret. Blandt andet et brev, hvor den berømte Noel Coward i Lee Israels version er lidt for frimodig vedrørende sin homoseksualitet. Noget han bestemt ikke var i en tid, hvor homoseksualitet var fordømt i samfundet. Og så ruller lavinen og da hun heller ikke får hjælp af vennen Jack kommer hun for retten og får en dom. Fem års betinget fængsel og seks måneders husarrest. Under retssagen forklarer Lee, at hun har haft fornøjelse af at arbejde med brevene, men at de også har stået i vejen for hende som forfatter. Og filmen ender med, at hun og vennen Jack mødes på et værtshus, hvor de forsones.

Som sagt er det en lille film, der lever på de to hovedpersoners fornemme fremstiling af forfatteren og hendes ven. Og så har instruktøren valgt at fortælle historien i et nedtonet og meget realistisk formsprog, der passer rigtig fint til den fantastiske historie om dokumentfalsk. Og det er lige før, man får sympati for Lee Israels kriminelle handlinger, fordi hun bliver fanget af sine egne problemer som forfatter, der er løbet tør for salgbare ideer, og ramt af den barske sociale og økonomiske virkelighed, som arbejdsløshed i en amerikansk storby kan betyde. En film lille film, der bestemt fortjener at blive kaldt en filmperle. Filmen ligger en tid på DRs hjemmeside.

PS. Og så har filmen også en fint lydspor med Blossom Deary, Malene Dietrich, Roxy Music, Dihna Washington og mange flere.

Frontmand i The Who, Pete Townshend, fylder 78 år i dag. Og er stadigvæk aktiv – trods alderen, tinnitus og andre modvinde.

De seneste dage har man kunnet høre nyhedsudsendelserne på de to førende danske tv-stationer tale om “disinformation”. Det drejer sig om, at man mener, at Rusland bruger medier og personer til at viderebringe informationer, der på den ene eller anden måde støtter det officielle Ruslands opfattelse af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
Et problem er, at ordet “disinformation” slet ikke findes på dansk. Seniorforsker Margrethe Andersen ved Dansk Sprognævn skriver i en artikel med overskriften Desinformtion, disinformation, misinformation og fake news:

I aviserne støder man fra tid til anden på ordet disinformation, som ikke findes i danske ordbøger over almensproget. Her finder man i stedet ordene desinformation og misinformation, men betyder de det samme som disinformation? Og kan man overhovedet bruge disinformation i en dansk kontekst?

I Den Danske Ordbog (herefter kaldet DDO) oplyses det at desinformation og misinformation er synonyme. Betydningerne er 1) ’forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser der umiddelbart forekommer at være reel information’ og 1.a) ’formidling af (bevidst) forkerte, fejlagtige eller ufuldstændige meddelelser som var de reel information’. Det oplyses også at desinformation er sjældent.

Disinformation findes ikke i DDO, og altså heller ikke i andre dansk-danske ordbøger. Søgninger i engelske ordbøger viser hurtigt at der er tale om et engelsk udtryk, og at man i engelsk bruger disinformation om det at man bevidst videreformidler forkert og fejlagtig information. Dermed kan man altså på engelsk skelne mellem misinformation (dvs. ubevidst videreformidling af fejlagtig information) og disinformation (dvs. bevidst videreformidling af fejlagtig information).

Og lidt længere ned i artiklen skriver hun:

Til spørgsmålet om om disinformation kan bruges i dansk, er svaret at ja, det kan det godt. Hvis man ønsker at skelne mellem misinformation og disinformation – og dermed betone den bevidste videreformidling af fejlagtige oplysninger – giver det god mening at bruge disinformation.

Sprognævnets orientering understreger blot, at de førende medier hovedløst importerer anglo-amerikanske ord. Heri er der ikke noget nyt; der er nærmest tale om en lige så hovedløs automatik, hvor man – uden at tænke over det – slynger om sig med anglo-amerikanismer som “peake” (når noget topper i en udvikling), “outstanding” (når noget er fremragende) osv. Bare for at nævne et par aktuelle eksempler.

Men ser vi bort fra denne banalitet – anglo-amerikaniseringen af det danske sprog og journalistikkens bevidstløse accept af den – så handler det selvfølgelig også om kvaliteten af de informationer, vi får i behandlingen af konflikten mellem Ukraine og Rusland. Og spørgsmålet er, om den informationsstrøm, vi som danske seere og borgere modtager, er mindre “dis”- og misinformative end dem, den russiske “disinformation ” (altså: bevidst videreformidling af forkert og fejlagtig information) repræsenterer i følge de danske nyhedsmedier på tv?

I hvert fald er der to ting, der er påfaldende ved de to kanalers behandling af konflikten. For det første er det overtydeligt, at de to kanalers nyhedsjournalistik er pro-USA-Europa i holdningen til konflikten. På intet tidspunkt sættes der for alvor spørgsmålstegn ved de allieredes handlen og talen i konflikten. For det andet er vi blevet udsat for en strøm af informationer, der ikke har kunnet dokumenteres (som det hedder i journalistikkens jargon), dvs. som vi altså ikke ved om er sande eller ej. Dette er ikke nødvendigvis udtryk for misinformation, men det er i hvert fald ikke med til at problematisere, hvad der faktisk sker i konflikten, og dermed glider det umærkeligt ind i den affirmative ideologiske diskurs, der føres fra vestlig hold.

Det er selvfølgelig ikke i sig selv problematisk, at man fokuserer på Ruslands informationsstrategi – herunder forsøg på at påvirke vestlige borgere og medier – med misinformation og “disinformation”. For som vi tidligere har skrevet, så er sandheden det første offer i en krig. Og så snart en konflikt af denne karakter er i gang, så har nyheds- og informationsbehandlingen karakter af propaganda. Fra begge sider.

Hvis vi som borgere i vestlige såkaldte demokratier ikke kan være sikre på, at den information, vi får, er sand og troværdig, hvis vi konstant udsættes for tvivlsomme, udokumenterede, tendentiøse informationer om konflikten i Ukraine, er vi så bedre stillet, end når vi udsættes for påstået russisk disinformation? Bør det ikke være en selvfølge, at den vestlige presse – også i en konfliktsituation, som den aktuelle – med næb og kløer holder fast i de klassiske journalistiske idealer om ikke at løbe med en halv vind (altid sørge for at en information ses fra mindst to sider – for eksempel også se på konflikten fra ikke-amerikansk-og-ikke-europæisk synspunkt og altid forsøges dokumenteret), forholder sig kritisk til magthaverne (pressens rolle som den fjerde statsmagt), altid bestræber sig på at holde fast i nyhedskriteriernes prioritering (at nogle nyheder er vigtigere end andre,fx om det er vigtigere at omtale et missilnedslag i Kiev eller en alvorlig, klimatisk betinget oversvømmelse i Norditalien?) og så videre?

Lad mig lige understrege, at overnstående indlæg – og tilsvarende tidligere indlæg – ikke er udtryk for, at jeg på nogen måde sympatiserer med Ruslands intervention i Ukraine. Den konflikt burde aldrig være begyndt. Men det bekymrer mig, at vi i lande, der ved enhver given lejlighed praler af at være demokratiske, skal leve med en så sløj presse, som tilfældet er.

Trioen Richard Andersson NOR består af Richar Andersson på kontrabas, Oskar Gujónsson saxofon og Matthias Hemstock trommer. Og på denne plade er trioen opgraderet til en kvartet, idet de får selskab af den fine guitarist Hilmar Jensson.

Og det spiller jazz, der kalder på adjektiver som tilbagelænet, nedtonet, blå, nordisk, når den skal karakteriseres. Albummets otte numre er komponeret af Andersson (2), Jensson (3), Gudjónsson (2) og Anne Efternøler (1), men de har alle en nogenlunde ensartet udtryk, forstået på den måde, at de alle  har en klar melodisk kvalitet, hvor det melodiske danner et naturligt grundlag for instrumentalisternes mere eller mindre improvisatoriske udfoldelser. For eksempel i det indledende nummer (af Jensson), hvor trioens grundstamme med tæt sammenspil skaber grundlag for dels Anderssons kontrabas, der får lov til at udfolde sig som soloinstrument, og følges op af guitarist Jenssons afdæmpede, latent lidenskabelige strengeleg.

Det er en album, der i allerhøjeste grad henvender sig til jazz-aficionados eller – feinschmeckere, der sætter pris på jazz, der søger fordybelsen, intensiteten og dets sublime samspil og den lige så sublime improvisation. Derfor er det også et album, der retter sig mod alle dem, der endnu ikke har åbnet sig helt for jazzen – undertegnede inklusive – men har meget godt at glæde sig til. Det er et album til de stille stunder, til fordybelse og indadvendthed, og et album, der fortjener et stort publikum. Hermed varmt anbefalet.

Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson – UNDO, Produceret af Richar Andersson. Hobby Horse Records. Er lige udkommet.

i min aktuelle egenskab af fungerende vicevært her i lokalområdet skulle jeg sammen med en anden vicevært i forgårs håndtere storskrald. Og storskrald indeholder ofte en lang række ting, der egentlig burde gå til genanvendelse. Således faldt vi for eksempel over to store indkøbsposer, der var fulde af bøger. Studiebøger, blandt andet til informatik og datalogi, hvoraf nogle – ved jeg – er rigtig dyre amerikanske vejledninger i anvendelse af diverse software-programmer. Bøger, der let løber op i 4-500 kr. stykket.

Men – og det var egentlig derhen jeg ville – ud af en af poserne faldt en lille, ganske slidt bog, som jeg strakte fandt noget genkendeligt ved. Det var nemlig en bog indeholdende fortællinger om lille sorte Sambo. Og jeg genkendte straks farvevalg og streg, og kunne ikke lade være med at bladre i bogen, og så faldt jeg over historien om lille hvide Rikke.

Historierne om lille sorte Sambo, der er skrevet af skotten Helen Bannerman (1862-1946), er en af de bøger, der har været genstand for anklager om racisme, og som derfor – med hele krænkelseskulturens vægt skulle henvises til historiens losseplads. Og ingen tvivl om det, at fremhæve at Sambo er sort er da tegn på datidens almindelige racisme. For dengang (bogen udkom oprindeligt i 1899 og er blevet oversat og flittigt genoptrykt langt ind i det tyvende århundrede) var det almindeligt at være racistisk i den forstand, at man omtalte andre folkeslag end ens egen som farvede (sorte, gule, røde), men altså også ens egen – den hvide. Sjovt nok husker jeg ikke, at vi dengang i min barndom læste om lille hvide Rikke, men måske var hun bare ikke så interessant som den lille indiske dreng ved navn Sambo (ja, han er inder, ikke afrikaner, og Helen Bannerman boede en stor del af sit liv i Indien og skrev som regel med Indien som inspirationskilde).

Racistisk eller ej, så fik jeg lyst til at få fat i en intakt kopi at netop denne bog, der var på vej til forbrændingen. Bare for at genopleve barndommens glæde ved den muntre og kulørte historie om pandekager og tigre. En historie de færreste yngre generationer får lov til at fornøje sig over.

Vi skal heller ikke glemme, at det gode band Shu-bi-dua har 50-års-jubilæum i år. Og at bandet nærmest blev til ved en tilfældighed. Oprindelig hed de Passport og spillede på engelsk, men fik lavet en fordansket udgave af Elvis’ “Jailhouse Rock”, kaldet “Fed rock”, som blev brugt i en radioudsendelse og derefter indspillet som singleplade under det nye navn. Og derfra rullede lavinen så – helt frem til Michael Bundesens sygdom og død.

Jubilæet markeres -selvfølgelig – med udgivelsen af det dobbeltalbum (+ indlagt EP) med 33 af gruppens bedst kendte sange – fra “Den røde tråd” til “Midsommersangen”. En oplagt mulighed for at genhøre Shu-bi-duas unikke sangskat, hvor en kærlig-kritisk-fantasifuld omgang med det danske sprog forenes med gedigen pop i kopi eller egen avl.

Den 15. maj fyldte guitaristen med meget mere Mike Oldfield halvfjerds. Han blev verdenskendt, da albummet Tubular Bells blev udsendt, godt hjulpet på vej af gyserfilmen Exorcisten, der brugte lidt af pladens musik. Siden har Oldfield nydt en stor succes, ikke mindst da han allierede sig med sangerinde Maggie Reilley og drejede musikken i en lidt mere poppet retning.

Tubular Bells er lige blevet genudsendt i en jubilæumsversion, men jeg er stadigvæk ikke fan af den plade. Til gengæld fik jeg smag for Oldfields distinkte lyd på flere af de efterfølgende album, ikke mindst Five Miles Out (1985), der har fået en varig plads i min pladesamling, både som vinyl og cd. Siden tabte jeg interessen for Oldfield, selv om han da har lavet fængende pop efter 1985.

Man kan ikke frakende Oldfield et markant instrumentalt og kompositorisk talent, og han er et godt eksempel på en musiker, der formåede at få stor succes – økonomisk ikke mindst – ud af at forene keltisk inspireret progressiv rock med skinbarlig pop.

En gammel ven af bloggen her, Frankie, gør opmærksom på en forglemmelse. Nemlig, at Paul McCartney og Wings’ andet album Red Rose Speedway har rundet de 50 år – og selvfølgelig bliver fejret med en særgenudgivelse i form af en såkaldt half speed master vinyl på Record Store Day i 2023.
Pladen, der skulle rette op på det lidt sløje salg af forgængeren Wild Life, fik, hvad man kalder en blandet modtagelse af pressen, der ikke kunne holde deres tårnhøje forventninger i skak og havde svært ved at forholde sig til Wings som afløser af The Beatles.
Og, jovist, hvem kan måle sig med Beatles? Men lyttet til her et halv århundrede senere, så er det svært ikke at høre, at McCartneys sange (med hjælp fra fru Linda) bestemt holder niveauet fra de sidste Beatles-plader, fx Abbey Road. Her er både fine melodier – fx i singlen “My love” – og masser af opfindsomheder, som er et af McCartneys kendetegn. Små overraskelse og finurligheder, der bryder med lytterens indbyggede forventninger.
Det kan godt være, at den ikke brændte helt igennem på hitlisterne, men den er en langtidsholdbar skive, der også fortalte lytteren om, hvad der var på vej fra det fine band Wings på de efterfølgende albums.

Det er kendetegnende for Brian Eno, at han har betegnet sig selv som værende en ikke-musiker. For hans forhold til musikken har aldrig været den gængse. Selv om han slog igennem som tangentspiller i Roxy Music, så er det hans art school-påvirkede tilgang til musik, der har præget ham gennem hans karriere. Som soloartist med en række såkaldte ambient-plader, hvor det især handler om at skabe stemninger og lydlandskaber (fx musik til lufthavne og film). Og det samme gælder hans nok så vigtige rolle som producent af plader for en lang række fremtrædende navne, lige fra David Bowie, over Talking Heads og U2 til Paul Simon. Og netop ved at være sådan ud til bens og svært kategoriserbar har Brian Eno haft en stor betydning for den moderne populærmusik.

Jeg kan huske, at Jack Bruce optrådte i Stakladen ved Studenternes Hus i Århus engang i halvfjerdserne. Og det forlød, at han var så beruset, at han dårligt nok kunne stå på sine ben, men han spillede alligevel. Og det er også en kendt sag, at Bruce havde et problem med ikke bare sprut men også andre stoffer og at det på et tidspunkt ruinrede ham. Og da han døde i 2014 af leverproblemer, var det nærliggende at tænke på alle de kemikalier, der var løbet gennem hans krop.

Men det er altsammen af mindre betydning, når vi betænker, hvad han har udrettet som sanger og bassist. Ikke mindst med trioen Cream, hvor han sammen med Erick Clapton og Ginger Baker skabte noget af det mest langtidsholdbare psykedelisk farvede blues-rock, som britisk musik har frembragt. Og det slår mig, at tv-serien om the Royal, som jeg har omtalt adskillige gange, med stor forkærlighed har brugt netop Creams sangskat i sit lydspor og hvor Bruces markante basspil altid har været ledetråd og kendtetegn.

I dag ville Jack Bruce være blevet 80 og have tilhørt de alderstegne rockstjernes efterhånden store kreds. Men sådan skulle det ikke være og vil må glæde os over alle de indspilninger, der trods alt findes med ham – lige fra tiden med Graham Bond Organisation i de tidliger tressere over Creams plader og videre frem med soloplader, West, Bruce og Laing og meget mere.

Jeg sidder og ser på et sort-hvidt foto fra 1964. To ungmøer sidder ved siden af hinanden, og foran dem står en stor, rund rejsegrammofon og snurrer med en singleplade. Og – det er det vigtige – på væggene er der masser af billeder af The Beatles. En kæmpestor plakat med de fire Liverpool-drenge iført deres karakteristiske grå jakkesæt med kraveløse jakker og den lige så markante Beatles-frisure er omgærdet af dusinvis af store og mindre udklipsfotos af gruppen. Vi befinder os midt i Beatlemania. Vi befinder os midt i den såkaldte fandom, der blev Beatles og mange andre popnavne til del. Dengang.

Selv blev jeg aldrig for alvor fan på den måde. Dels fik jeg først mit helt eget værelse i 1965, hvor mine forældre flyttede i paracelhus lige i udkanten af Esbjerg, og dels samlede jeg nok på billeder af gruppen – for det var faktisk lidt svært at få fat i billeder af dem – men evnede kun at sætte et par små stykker op over min seng i vores fælles soveværelse i den lille toværelses i Esbjergs vestbydel. Og allerede dengang vidste jeg godt, at jeg ikke var til regulær fandyrkelse. For mig var det musikken, det galt. Og sådan er det stadigvæk. Selv om jeg er med i adskilige Beatles-fan-Facebookgrupper og følger med på andre internetsider om Liverpools stolthed, så har jeg svært ved at dele medlemmernes interesse for selv de mest oplysninger og historier om gruppens fire medlemmer. Jeg er simpelthen ligeglad med, om John Lennon var sine hustruer utro, om Ringo Starr gennem en årrække var meget fordrukken og en værre festabe, om George Harrison var en god gartner i sin egen have eller om Paul McCartney blev vegetar af kærlighed til sin kone Linda eller ej.

Nej, når jeg ser billeder af unge mennesker, ikke mindst af hunkøn, falde helt i svime over Harry Stiles og bruge det meste af en uge med at ligge i kø i Horsens op til koncerterne, så kan jeg godt mærke, at jeg altid er faldet lidt uden for kategori, når det gælder den klassiske fankultur. Nej, det er og bliver musikken, det gælder. Og sådan er det også i nu til dags, når jeg fx læser bøger om Beatles og den periode, de har præget musikalks set. Jeg er altid mest interesseret i at læse noget om musikken, dens tilblivelse, historie og betydning i vores kultur. Og uanset hvor pirrende anekdoter og sære oplysninger kan være for nysgerrigheden, som ingen vel kan sige sig helt fri for (det driver fx de fleste kulørte ugeblade og et hav af tv-shows, som dyrker såkaldte kendte mennesker), så er det fordybelsen i musikken, det gælder for mig.

I 2018 var det 200 år siden Peterloo-massakren fandt sted. Og filmen Peterloo er Mike Leighs fortælling om den massakre, som den herskende klasse i England siden hen har forsøgt at glemme.
Den 16. august 1819 forsamles omkrin 60.000 mennesker fra Manchester og omegn på St. Peter’s Fiels for at kræve en ændring af parlamentet og en udvidelse af stemmeretten. Manchester havde på det tidspunkt ikke noget medlem af parlamentet og hele Lancashire-grevskabet, som Manchester hører under havde kun to repræsentanter.
Forsamlingen på St. Peter’s Fields var fredelig. Ingen af de fremmødte bar våben, og det var alene kommet for at høre en taler, den radikale Henry Hunt, som vil tale om det demokratiske mandat, som altså var en mangelvare i området. Men inden Hunt når at tale, har myndighederne fået nys om begivenheden og får arresteret Hunt på selve dagen og – for at statuere et eksempel – indsættes en lokal borgermilits og en militær enhed, som med hævede sabler og rifler massakrerer hundrevis af kvinder, børn og mænd.
Leighs fortælling slutter med en imponerende enkel fremstilling af selve massakren, hvor han uden at forfalde til udpenslet voldsscener holder sig strikte til de faktisk hændelser, sådan som de var iscenesat af datidens myndigheder.
Men inden man når til den dramatiske – og måske også forudsigelige – slutning tager fortællingen en lang omvej (filmen varer små tre timer). I filmens indledning ser man en ung soldat, der står fortabt på slagmarken ved Waterloo, og man følger hans vej tilbage til familien, en fattig væverfamilie, der lever i fattigdom og elendighed. Vi befinder os i en periode, hvor kapitalismen er ved for alvor at etablere sig med en stor væveriindustri. Industriejerne tjener styrtende på produktionen, medens den arbejdende befolkning bliver udbyttet på groveste vis. Og Leigh følger denne familie og andre borgere, og han fortæller om den voksende utilfredshed, der er med det politikse styre, hvor den arbejdende befolkning ikke har nogen repræsentation og dermed ikke nogen indflydelse i parlamentet og den førte politik. Via en række politisk vakte personer fremstiller Leigh ganske nuanceret, hvordan debatten om demokrati vokser blandt folk. Ikke på nogen måde ensidigt eller propagandistisk. Der er uenighed blandt de involverede, ja selv blandt kvinderne, der har deres eget selskab for stemmeret er der modsætning mellem de 8ud)dannede og de almindelige arbejderkvinder, der simpelthed ikke forstår, hvad deres bedre uddannede søstre taler om…
Selv om der ikke er nogen tvivl om, hvilken side Mike Leigh står på, så er fremstilingen meget nuanceret med stor opmærksomhed på dissonanser og konflikter i hele forløbet frem til det blodige slag. Og lige som i hans foregående film Turner satser Leigh på en meget malerisk, nærmest naturalistisk, fremstilling af de mange scener, hvor de medvirkende taler om forholdene og det kommende stormøde. Leigh er langt fra en intellektuel tilgang til emnet, men foretrækker en kunstnerisk demonstrativ fremstilling, der er båret af sublim farvelægning, klipning og – ikke mindst – skuespil af nogle af engelsk scenekunsts bedste kræfter.
Man kan godt diskutere om filmen er en anelse for lang, men Leigh formår med sin fortællekunst at fastholde sit publikum i et solidt greb, helt frem til den sørgerlige slutning, hvor soldaten fra Waterloo bliver begravet.
Selv om Mike Leigh langtfra er en politisk instruktør som fx kollegaen Ken Loach, så er man ikke et øjeblik i tvivl om, at Leigh med denne film i 200-året ønsker at trække et pinligt kapitel frem i lyset. Et kapitel, der har stor aktualitet i det britiske samfund, hvor magtforholdene ikke har ændret sig ret meget, siden dengang, hvor det handlede om at få stemmeret for alle. Med Leighs film får alle mulighed for at reflektere over den glemte historie og dens betydning for nutidens England.

Filmen kan ses på DRS hjemmeside.

Grateful Dead er fortid, men hovedpersonen Bob Weir fortsætter ufortrødent i de dødes fodspor. Her sammen med brødrene Wold i endnu en fin optagelse fra NPRs skrivebordskoncerter, hvor kun det mest nødvendige er på spil – akustiske instrumenter, stemmer og gode sange