CAPAC

Der er mange forstemmende nyheder i dagens løb. Men en af denne dags nyheder gjorde et særligt indtryk. Det er kommet frem, at man på plejehjem rundt om i landet – blandt andet her i århus (Tilst) – vækker demente ældre om natten for at tage dem i bad og iklæde dem deres tøj. Begrundelsen skulle være den, at det ville lette de ansattes arbejde i løbet af dagen. Heldigvis har nogle ansatte afvist denne praksis. Og nogle har endda taget deres gode tøj og har forladt jobbet. Al ære og respekt for dette mod og denne konsekvens.
Sagen er endnu et eksempel på, at velfærd i vores samfund primært måles i kroner og ører – og underordnes bureaukratiske og administrative hensyn… Beskæmmende.

Listemageren aka Klaus har gjort mig opmærksom på, at hans Avast-anti-virus-program kæftede op. Og ganske rigtigt, så var min hjemmesides index-fil inficeret med kinesisk malware med titlen “HTML:Iframe-inf”. Det skulle nu være rettet. Sig endelig til, hvis der skulle komme nye kinesere i lysthuset…

Der er åbenbart ingen ende på, hvor megen mønt, der kan slås på Bob Dylans allerede berømmede optræden som radio-vært. Jeg faldt over denne fire-cd-udgivelse med musik fra især 1940’erne og 1950’erne, som his Bobness spillede ud i æteren. Udgivelsen er ikke sket under Dylans supervision, men indholdet fejler ikke noget. Vi venter stadigvæk på den ultimative udgivelse af alle udsendelserne inklusive musiknumre… Den skal nok komme engang. Jeg sætter min lid til dylanologerne. PS. Udgivelsen fås billigt på nettet…

OBS. Hør også denne optagelse fra Stockholm, Berns Salonger, den 22. marts i år...

Den fra tv kendte journalist Samuel Rachlin har begået en kronik i Politiken med titlen “Journalistikkens selvmord“. Den er interessant, fordi den handler om forholdet mellem den traditionelle avisjournalistik og de nye medier på nettet, ikke mindst weblogs. Trods den bedrøvelige overskrift munder artiklen ud i en tro på, at journalistikken nok skal klare sig, hvis blot den holder fast i sin identitet og sine idealer, sine værdier, sine traditionelle kvaliteter, sin rolle som “vagthund” og “fjerde statsmagt”. Der er ingen tvivl om, at forfatteren er journalist med hud og hår – og at han tror på journalistikkens overlevelse i den digitale tidsalder.

Imidlertid kan der være grund til at være bekymret på forfatterens vegne. For spørgsmålet, der rejser sig i mit indre, er, om ikke han undervurderer de digitale mediers rolle og betydning for journalistikkens fremtid? Og som bekendt skal man aldrig undervurdere sin “modstander” eller “fjende”. Det være sig i krig, sport eller – medierne…

Problemet er, at Rachlin i sin kronik opstiller en række forbundne modsætninger, der – efter min mening – ikke holder vand. Generaliserende modsætninger. Og er der noget, man skal passe på med, når man udtaler sig om det store internet (og journalistikken for den sags skyld), så er det generaliserende udtalelser. Vi – bloggere – har set adskillige eksempler på, hvordan bloggosfæren er blevet udsat for journalisters ubehjælpelige generaliseringer. Rachlins modsætningspar er ikke alene udtryk for en modstilling af journalistikken på den ene side og de nye webbaserede medier på den anden. Der er også tale om en klar rangordning, hvor journalistikken overordnes de digitale medier. Og med rangordningen følger også en nedladenhed, en arrogant seen ned på de digitale medier.

Om de webbaserede medier hedder det fx “at aviserne er ved at overlade banen til de webbaserede medier med deres blogs og deres kult (sic!) af meninger uden ansvar og holdninger uden omkostninger i et univers, hvor der er frit slag for alle”, de samme medier kaldes “organer for meningsgyderi”, der tales om “nettets overfladiske og flygtige natur”, og senere i teksten hedder det: “Jeg er ikke teknofob, der bare stritter imod den nynarcissistiske bølge af selvfokuserende meningskult, som blomstrer på nettet med sin blanding af discountnyheder og underholdning”. Og så videre.

Gennem disse citater får man indirekte et billede af journalistikkens ideal: ikke meningsgyderi, men rigtig researchet viden; ikke den rene teknologi, men indhold; ikke nynarcissistisk “selvspejling”, men sanddru objektivisme. Jovist, Rachlin står fast på journalistikkens klassiske idealer. Det fremgår også med al ønskelig tydelighed, når journalistikken omtales som “vagthunden” og “den fjerde statsmagt”.

Men spørgsmålet er dybest set, om ikke denne modsætning for længst er blevet reduceret til en en anakronistisk modstilling og længsel hos klassiske journalister som Rachlin selv? Selv om de webbaserede medier rigtignok byder på meningsgyderi og nynarcissisme, så byder de også på megen velskreven og vidende journalistik. Også journalistik, der overgår, hvad man kan læse i danske aviser. Eksemplerne er legio. Og omvendt er aviserne for længst blevet inficeret med meningsgyderi, dårlig journalistik og nynarcissisme. Tænk blot på de såkaldte gratisaviser. Faktum er vel – og heri tror jeg ikke, at Rachlin er uenig – at mange aviser for længst har givet stort køb på de journalistiske idealer og har kastet sig over det “overfladiske”, det underholdende, det selvspejlende osv. Og spørgsmålet er, om det kan være ret meget anderledes i en verden, hvor aviser er blevet en vare, der skal sælges. Og hvor begæret efter X-Factor-selvspejlende underholdning er vokset exorbitant?

Jeg tilhører selv den race, der holder aviser af papir. Siden starten af halvfjerdserne har jeg abonneret på en avis eller to. Med små pauser. Og vil fortsætte så længe jeg kan – og så længe der eksisterer aviser. For i modsætning til Rachlin, så er jeg ikke sikker på, at den gammeldags avis vil bestå i al fremtid. De findes endnu, men er nok, som Rachlin selv udtrykker det, nicher. Lige som grammofonpladen. Og hvis ikke journalisterne, inkl. Rachlin, tager de webbaserede medier mere alvorligt  end tilfældet er i denne i øvrigt sympatiske kronik, så tror jeg, at man taber kommende potentielle generationer af avislæsere på gulvet…

Der er noget nærmest fransk over Pricilla Ahn, men hun er amerikaner, sanger, musiker og sangskriver. Hun er født i 1984 og begyndte som så mange andre med at spille rundt omkring på coffehouses og små spillesteder, efter at hun have afsluttet sin high school-uddannelse. Foreløbigt er det blevet til en EP og et enkelt album, A Good Day, der er udkommet på jazz-mærket Blue Note sidste år. Derud over har hendes sang kunnet høres i forskellige tv-serier. Senest har sangen “Dream” været med i den vistnok ret ligegylde Hollywood-produktion Bride Wars…. Pricilla skal vi nok komme til at høre meget mere til.

Bag det syrede navn Dukes of Stratosphere gemmer sig det engelske new-wave-rock-band XTC, der lige som capac har en svaghed for tressernes syrede, psychedeliske musik og derfor i årene 1984-87 udsendte to “syrede” plader: EPen 25 O’Clock (1985) og albummet Psonic Psunspot (1987). Siden blev de to udgivelser samlet og udgivet under titlen: Chips from the Chocolate Fireball: An Anthology, Men nu omsider bliver de originale skiver genudgivet i remasterede versioner med diverse bonus-numre. Hep!
Beatles og deres Magical Mystery Tour har ikke spillet forgæves…

Genhøret med Pop i går, gav mig lyst til at lytte til noget mere med Thorstein Thomsen og Charlatan-projektet. Glimt fra Vernes Verden udkom på Metronone i 1977 og var, som jeg skrev i går, eksempel på et vaskeægte dansk concept-album. På den fine pladecover er teksterne og bechiffringerne illustreret med fotos fra Verner Brandts fotoalbum. Verner som lille purk med sin storesøster. Verner i mellemskolen. Verner som garder. Og Verner på bænken. Og på forsiden ser man en lille Verner, der ser ud som om han har fået en lussing.

Det er ikke en biografisk historie. Fotos er lånt fra en anden persons fotoalbum. Men de sort-hvide fotos giver historien en særlig realistisk tone.

I teksterne følger vi også Verner fra fødslens Velkommen over skoletiden, hvor øretæver og svedere var på dagsordenen for den alt for flinke Verner, til det voksne liv med op og nedture i kærligheds- og hverdagslivet. Historien om en lille alt for tilpasset mand, der søger trøst i de grønne flasker.
Ud over Thorstein Thomsen og forsangerinden Pia Dalsgaard medvirker Ivan Horn, Peter Brander, Niels Pontoppidan, Lotte Rømer, Gert Smedegård, Sten Toft-Andersen og Per Vium på pladen.
Ivan Horn har stået for produktionen og blandt teknikkerne finder man en vis Stig Kreutzfelt.

Sangene er klare pop-rock-sange. Teksterne er, som nævnt, samfundkritiske i samme forstand som visse af Dylans og C. V. Jørgensens tekster kan siges at være det. Ikke i snæver forstand politiske, men med et kritisk blik for, hvordan efterkrigsårenes voksende velstand og velfærd i et autoritært og borgerligt samfund også havde en pris for det enkelte individ. På den måde er pladen et barn af ikke alene halvfjerdsernes sociale bevidsthed, men den kulturradikale strømning i århundredet.

Undervejs gennem lytningen tænkte jeg flere gange på netop C. V. Jørgensen. Men også på Ray Davies. Der er sproget og sprogbehandlingen til forskel, men det humanistiske, skarpe blik på samtiden har Thomsen, Jørgensen og Davies til fælles.

Hvor ville det være fint, hvis sådan en plade blev genudgivet.

I ti år fandt han sig i alt
Respekten fandt han rimelig trods alt..

Neil Young – Light A Candle

Lad mig være din dengse i nat, som Peter Belli sang i 1968. Med modsat kønsfortegn. Videoen er noget skod, men kors i hytten hvor Bettye tager det stik hjem. Béonce og alle i andre dukker gå hjem og vug…

Neil Youngs Archives, Vol. 1: 1963-1972 har været et stykke tid undervejs, men nu ser det omsider ud til, at udgivelser bliver til noget. Datoen er den 2. juni. Forsinkelserne skyldes bl.a. Youngs krav til audiofilien. For at få den optimale lyd har Young ønsket, at udgivelsen skulle kunne fås på Blueray. Og udviklingen af dette format har været undervejs, om man så kan sige. I følge oplysningerne skulle de ti skiver i den nye boks omfatte revl og krat af, hvad Young har indspillet i perioden. Både det allerede udgivne og det, der har ligget i arkiverne. Vol. 1 følges op af flere sæt, og man regner med at hele projektet, der vil afdække Neils karriere frem til i dag, vil komme til at omfatte 50 skiver. Første del sælges for den nette sum af 299 $. Så er der noget fornuftigt at bruge den belastede friværdi til… Læs mere her. Oh, oh, the Damage’s done…

I den lokale ugeavis så jeg, at forfatteren Thorstein Thomsen lagde vejen forbi for at holde foredrag på et bibliotek. Og jeg kom straks til at tænke på musikeren Thorstein Thomsen. Og på projektet Charlatan – eller Charlatangruppen, som de oprindeligt kaldte sig, da gruppen blev dannet tilbage i 1975. Sammen med Ivan Horn, Rene Wulff, Henning Pold og Pia Dalsgaard udgjorde Thorstein den første version af projektet. Og som medspillerne Wulff og Horn havde Thorstein relation til en anden af danskrockens ikoner: C. V. Jørgensen. Oven i købet havde Horn og Thomsen spillet sammen i det legendariske band Blues Addicts (der også havde noget med C.V. Jørgensen at gøre…).

Charlatanprojektet udmærkede sig ved at have, hvad man med forsigtighed kan kalde en pædagogisk dimension i deres musik. Den første udgivelse var således skolemusicalprojektet Hvad er der gal med Benny? Med udskiftninger undervejs fortsatte gruppen i årene frem med at udsende en række lytteværdige concept-albums. Ret usædvanligt i dansk sammenhæng. I 1977 kom Glimt fra Verners verden, der var en slags moderne udgave af Kell Abells, Sven Møller Kristensens og Bernard Christensen “Melodien, der blev væk”. Historien om en pæn mand, der i den moderne version går til i druk… I 1978 kom “Masser af mennesker” og året efter “Maja og Bruttonationalproduktet“, “Ham Jesper” og “Een på hatten“.

I 1981 kom så det album, som jeg fik et særligt forhold til det år: Pop. Thorstein Thomsen har været den gennemgående sangskriver gennem alle årene, men har undervejs fået mod- og medspil af de andre musikere. På Pop spiller Kaare Barkou på tangenter, Terje Barnholt trommer og slagtøj, Peter Hansen, Jan Irhøj guitarer og Thorstein selv “diskutabel” rytmeguitar på nummeret “På campingtur”. Ellers står han for sangen, men får dog hjælp i baggrunden af Pia Dalsgaard, Mona Larsen, Sanne Brüel og Lupe Moe. Et garvet hold må man sige.

Pop er, som den enkle titel siger, en samlet velturnerede popsange, der er produceret af Nils Henriksen med et strejf af den firserlyd, der var så populær dengang. Jeg tror ikke, at pladen solgte voldsomt mange eksemplarer . Og det er en skam, for det er en helt igennem vellykket poprock-plade med gode tekster fra Thomsens hånd. Tekster, der – uden at være decideret politiske – har elementer af samfundskritik, men især er båret af en humanistisk optagethed af menneskelivet.

Jeg kan huske, at jeg faldt pladask for sangen “Aviser” om en avisdreng og hans trængsler: “Jeg er bare en bøvet asfaltdreng/ som kan li’ når solen skinner./Morgenen er nogle gange streng./men man får da luft på sine tænder./Selv når regnene siler ned /skal jeg op på cyklen med/aviser/aviser/aviser…“. Osv.

Heller ikke denne plade (eller nogle af Charlatans andre udgivelser…) har fundet vej til cd-formatet. Det er synd og skam, at sådan et hjørne af den begavede dansksprogede poprock skal stå i glemmebogen og vente på en genudgivelse. Men nu har jeg gjort opmærksom på det…

Forleden fik jeg en email-invitation fra Peter H. Olesen til at deltage i en lille semi-hemmelig matiné i det indre århus. Nærmere bestemt hos Charlotte Fogh Contemporary i Klostergade (skråt over for grønthandleren…). Og sådan en opfordring kan man som musikelsker og poesiditto ikke sidde overhørig. Dels er det jo ikke hver dag halvdelen af hedengangne (?) Olesen-Olesen lægger vejen forbi den jyske hovedstad, og dels kan jeg – sikkert noget aldersbestemt – godt lige små arrangementer, hvor der ikke er for mange publikummer, og der ikke er for langt mellem kunstnerne og tilhørerne. Så sådan blev det.
Godt og vel en times tid fik den lille flok sammen med Peter og hans velspillende makker, chauffør og guitarist m.m. Michael Lund. Peter læste op fra to af sine tekstsamlinger – digte og tekststykker – og duoen fremførte en række ældre og nye sange fra den Olesenske sangskat. Og mellem numrene fortalte Peter om sangenes betydning og anekdoter fra sangskriverens liv i øvrigt. Personlige lunser til publikum.
Jeg synes, det er en fortræffelig idé at tage rundt om give sådanne små intime koncerter, hvor kunstner og publikum bogstaveligt sagt kan se hinanden i øjnene. Poetiske tekster som Peters fortjener en sådan ramme, hvor det er muligt at afkode hvert eneste ord.
Han fik fint med- og modspil fra Michael Lund, der er en lydhør akkompagnatør på sine vintage-strenge. Er man til dansk singer-songwriter-kunst, så er duoen værd at spendere et par timer på. Hvis ellers man kan finde dem på deres halv-hemmelige mission rundt i landet. Hermed anbefalet.

Digteren Per Højholt skrev engang en tekst om forholdet mellem naturen og kulturen. Forenklet sagt gik teksten ud på, at tekstens jeg ville “gå ud i naturen”, som det så smukt hedder, men fordi mennesket er sprog- og kulturbærer så flyttede naturen sig længere bort, efterhånden som man gik ud i den…
I dagens aviser læser jeg om en såkaldt “reality-tv-stjerne”, der frem til sin død af en kræftsygdom har været i mediernes søgelys. Men reality-tv er en selvmodsigelse. Eller måske en anden virkelighed end Virkeligheden. Som enhver idiot ved, så kendetegner det medierne, at alt – alt – er redigeret, iscenesat. Og netop det fjernsyn, der prætenderer at vise noget virkeligt, er den største illusion. I den virkelighed, du og jeg lever i, er iscenesættelsen praktisk talt umulig. Vi kan planlægge og skrive time-manager-notater, men sjældent går det, som vi forestiller os. Den virkelighed, vi lever i – lad os bare kalde den Virkeligheden – unddrager sig pr. definition mediernes virkelighed. Derfor er længslen efter et liv i mediernes søgelys – de berømte 15 minutters berømmelse, som Warhol forudså – at ligne med drømmen om et liv efter livet…

Engang i min pureste ungdom dyrkede jeg det humoristiske tidsskrift Mad. Et årstid, måske to. Så gik det over.

Neil Young – Cough Up The Bucks