CAPAC

Sangerinden Ruth Brown (der døde 78 år gammel i 2006) er en af de sangerinder, der aspirerer til at være den første kvindelige rock-and-roll-sangerinde. Før hun fik en pladekontrakt var hun et stort lokalt navn i Detroit og Washington. Og så fik hun en kontrakt med Atlantic – i skarp konkurrence med Capitol.

Spørgsmålet er om man kan datere rock-and-rollens fødsels helt præcist!? Men når man lytter til Browns teenage-beklagelses-sang om “Mama”, der ikke fortår sit barns kærlighedskvaler – “Mama he treats your daughter  mean”, så peger Browns sangstil med de små hvin, pianoet, guitaren og trommerne på, at hun er på vej ud over den jump blues, hun lavede sammen med sine musikere.

Ruth Brown var aktiv helt til det sidste, hvor hun stadigvæk turnerede rundt derovre.

Som læseren kan se, så har bloggen skiftet udseende. Jeg overvejer at finde et andet tema, end det jeg har brugt i årevis. Et der lever op til mine krav om enkelhed, fokus på teksten og brugervenlighed. Måske vender jeg tilbage til det gamle, som jeg kender og som har tjent mig godt i mange år. Men for en stund ser bloggen altså sådan her ud – og det skulle være til at finde rundt i den, selv om det er lidt anderledes.

Opdatering: Foreløbigt peger meget på, at jeg vender tilbage til det gamle laytout snart. Ellers skal jeg i hvert fald finde et minimalistisk tema med dansk sprog hele vejen igennem.

Jeg læser som skrevet Paul McCartneys erindrende værk Lyrics, der ligger på mit natbord. Og den er fuld af sjove, oplysende og til tider også overraskende anekdoter. For det anekdotiske er den form, McCartney har valgt at fortælle som sit sangskriverliv. Gennem en række sange fortælles løst og fast om McCartneys liv.

Og han kommer selvfølgelig omkring de tidlige år med The Beatles. Årene før og under tiden i Hamborg. Fx fortæller han om besværet med at finde en trommeslager. I det fattige Liverpool var det ikke enhver beskåret at erhverve sig et trommesæt. En guitar kunne mange klare, men ikke et trommesæt. Derfor kom Colin Hanton ind i billedet. Han var med i John Lennons The Quarry Men, og derfor var det ham, der kom i spil, da Beatles begyndte at tage form. En anden, der også kom med var McCartneys skolekammerat John “Duff” Lowe, der kunne spille klaver. “Så det var begyndelsen til The Beatles: mig, John, George, Colin Hanton på trommer, og en skolekammerat, John ‘Duff’ Lowe, der kunne spille klaver” skriver Macca. Balladen om Pete Best og Ringo kom først senere.

Med til historien om Beatles dannelse hører også, at Paul kom med, fordi han havde talent og kunne spille Eddie Cochrans “Twenty Flight Rock“. Især det forhold, at han kunne huske alle ordene, gjorde indtryk på Lennon, der var leder af Quarry Men. Og George Harrison, der var Maccas skolekammerat og 9 måneder yngre, kom med, fordi han kunne spille Bill Justis instrumental-rock-and-roll-nummer “Raunchy” til perfektion.

Og medens vi er ved de allerførste tider i gruppens historie, så er det sjovt at læse om den allerførste plade, de indspiller i Percy Phillips lille studie i Kensington, Liverpool. Formedelst fem pund pr. næse kunne man få lov til at indspille en single og få den som shellacplade (acetat). Og Beatles indspiller Buddy Hollys “That’ll be the day” som A-side og “In spite of all the danger” som B-side. Og i øvrigt er sidstnævnte sang den eneste, der har McCartney og Harrison som sangskrivere. George lavede soloen, John havde også bidraget. Og sangen kan i dag høre på Beatles Anthology I. Shellacpladen eksisterer også endnu, men er, som Macca noterer, en af de mest værdifulde plader i verden.

Quarry Men

Fredsforsker: »Jeg er dybt chokeret og bekymret over det her forsøg på at presse russerne helt op i et hjørne«

Sådan lyder rubrikken i dagenes udgave af Politiken, hvor den anerkendte fredsforsker Jan Øberg hudfletter Vestens håndtering af konflikten i Ukraine. Og den er værd at læse, fordi den fremhæver stort set alle de svagheder Vestens politik har og alle de mangler, den har. Desværre forhindrer en betalingsmur, at man kan læse artiklen. Hvis man ikke er abonnent eller ønsker at betale for adgang, kan man – forudsat man bruger Facebook – få et særdeles fyldigt referat hos musikeren Arne Würgler, der ‘sakser’ det væsentligste fra artiklen. Og det er værd at læse, hvis man som overtegnede ønsker et radikalt andet syn på krisen – med hovedvægt på en fredelig løsning.

Læs også interviewet med den altid kritiske Noam Chomsky – på dansk – her.

Læs også Jan Øberg i Kristeligt Dagblad (kræver blot en emailtilmeldelse for at kunne læses – tak til Hugin for oplysningen)

Fredsforsker: “Nato har uden grund ekspanderet helt op under Ruslands skørter”

Åh jeg hader disse sange om
Hvor smukt det kunne være
Dette åbenlyse selvbedrag
Som intet håb kan bære
Ku’ jeg tro på noget ville jeg starte helt fra bunden en gang til

Jeg ville egentlig kaste mig over programmet “Sammen for Ukraine”, som DR og TV2 i forening sendte i går aftes. Et program, hvor underholdning – i form af en række af tidens musiknavne optrådte på Rådhuspladsen i København – journalistik (klip fra og omkring krigen i Ukraine) og pengeindsamling gik hånd i hånd. Et program, der er et barn af Bob Geldorfs live aid-koncerter fra firserne, hvor fænomenet for alvor blev stort i medierne og gjorde Geldorf både rig og adelig. Men ved nærmere eftertanke så er det nok ikke værd at kaste sig over dette alt for forudsigelige produkt, hvor underholdningen helt tager over på bekostning af musikalsk – og journalistisk relevans.

Ikke et ondt ord om de medvirkende og deres hensigter, men fænomenet er vor tids udgave af Panem et circenses  (Juvenal).

I morgen runder Capac sit 16. år. Tusindvis af indlæg – store som små – er det blevet til. Og måske har bloggen nået et leje, der er dens helt eget. I hvert fald er der nok kommet noget rutinepræget over den nu og da. Og opgaven er måske at bryde rutinen når det er muligt. Det er i hvert fald hvad jeg vil prøve, når bloggen kommer ind i den skure. Ellers vil jeg fortsætte som hidtil.

You’re sixteen 

Only 16

Så kom jeg i tanker om Aischylos igen. Ham, der mente, at krigens første offer var sandheden. Jeg så lidt af TV2s dækning af Ukraine. Og det drejede sig om den meget omtalte bombning af et fødsels- og børnehospital i den belejrede havneby Mariupol ved det Azovske hav. Hvor der skulle være flere døde og sårede.

I går meddelte russerne så, at azovske militser havde været på hospitalet (hvilket er et brud på internationale konventioner, hvis det er rigtigt), og at der var blevet udløst to bomber. En uden for bygningen og en i bygningen. Og russerne havde fremlagt, hvad de mente var beviser for deres påstand for FN. Bomberne har fået såvel udenrigsministeren som statsministeren til at skærpe fordømmelsen af Putin og hans militære invasion i Ukraine.

På TV2 kommenterede journalist Rasmus Tandholt sagen og måtte åbenlyst erklære – selv om han ikke var i tvivl om, at russerne generelt løj i deres propaganda – at informationerne om hospitalsbombningen ikke kunne verificeres. At det ikke var til at skelne mellem reel information og misinformation i denne sag – og i krigen i det hele taget. Alligevel sidder danske seere tilbage med en fornemmelse af, at det er de slemme russere, der har begået krigsforbrydelser igen.

Hvis man lytter nøje efter i tv-strømmen om krigen, vil man igen og igen høre journalisterne tale om, at man ikke har kunnet få verificeret denne eller hin oplysning. Igen og igen udsættes vi for et bombardement (no pun intended) af informationer, der meget vel kan være misinformationer. Og at vi dermed udsættes for en massiv ideologisk påvirkning, der gør det svært at se, hvad der er op og ned i sagen. Selv om russerne (også) lyver, så kan vi jo ikke udelukke, at også de kan have ret i nogle af de ting, de beretter om – og det må være i vores interesse at pressen bliver meget bedre til at skelne mellem fakta og misinformation, bl.a. ved at undlade at bringe nyheder, der ikke er verificerede.

En medblogger gør opmærksom på endnu en markant fødselsdag. Nemlig forsangeren i Manfred Mann, Paul Jones, der rundede det skarpe hjørne den 24. februar.

Paul Jones kunne være blevet forsanger i Rolling Stones. Brian Jones spurgte ham, da han var ved at stable sit band på benene, men Jones takkede nej, og valgte i stedet af blive forsanger og harmonikaspiller i Manfred Mann. Og det var han frem til 1966 med stor succes (og flere top-10-hits), hvorefter han gik solo og lod sig afløse af Mike D’Abo.

Jones kastede sig også over skuespillet på teater, tv og i film og fortsatte som solist meget nogen succes, dog uden at nå samme højder som i sin tid tid hos Manfred Mann.

I 1979 dannede han så det vitale The Blues Band, og siden også The Manfreds (i 1991), hvor han samlede gamle medlemmer af Manfred Mann, suppleret med andre gode navne fra britisk beat, fx Benny Gallagher og Tom McGuinness. Og ved siden af har han fortsat sit virke som skuespiller og soloist. Og han er stadigvæk ganske aktiv.

Manfred Mann Doo Wah Diddy

The Manfreds 

The Blues Band – live i Tyskland 2015

Paul Jones I’ve been a bad bad boy

Grandpa Elliott, hvis borgerlige navn var Elliott Small, var en af New Orleans’ legendariske skikkelser. Opvokset i byen, hvor han også har tilbragt meget af sit liv som musiker. Man vil kende ham, hvis man har fulgt projektet Playing for a change, hvor han har været en af frontfigurerne.

Stand by me

Sitting on the dock of the bay

Grandpa and his harmonica

John Cale tager på en mindre turné i England til juli. I dag fylder manden fra Velvet Underground 80 år. Og han er en af dem, der fortsætter som han plejer, selv om alderen begynder at trykke.

John Cale: A Celebration (BBC)

John Cale dokumentar

John Cale – Rockpalast 1984

I sine lyriske erindringer – Lyrics – fortæller Paul McCartney historien om den walisiske sangstjerne Mary Hopkin. Fx at det – og det vidste jeg ikke – var datidens fotomodel over dem alle, den ultratynde Twiggy, der gjorde McCartney opmærksom på Mary Hopkin. Hun havde set Hopkin i datidens svar på X-Factor – Opportunity Knocks –som Mary Hopkin vandt. Og Macca havde ikke hørt hende, men måtte indrømme, da det skete, at her var noget ganske særligt. Og det førte til, at den unge sanglærke fik indspillet – først – megahittet “Those were the days“, en gammel russisk sang. Og dernæst lod Macca producere hendes debutalbum Postcard. Hvorefter Hopkin valgte at vende sig mod folkemusikken. Hun var kun sytten dengang, måtte have sin moder med ind over, men vidste åbenbart allerede dengang, hvad hun ville med sin sang – og det var ikke pop.

Goodbye

Gold and silver

La lega

Befrielsen är nära

Hej søster

Og husk det nu: Ingen klassekamp uden kvindekamp – og ingen kvindekamp uden klassekamp.

Opdatering: Og DR2 var aktuelle med den Oscar-nominerede dokumentarfilm Writing with Fire – med den danske titel Indiens frygtløse kvinder – om en gruppe lavkastekvinder, der har lavet avisen Khabar Lahariya (Nyhedsstrømme), som skrives, redigeres og produceres af kvinderne. Og man følger kvindernes arbejde. Hvordan de som journalister arbejder for større retfærdighed for kvinder i et samfund, hvor kvinder har lavstatus og ikke kun skal kæmpe for retfærdighed i det store samfundsbillede men også i familierne, hvor kvinder forventes at blive gift tidligt, få en masse børn og ellers passe det hjemlige. På trods af den massive modstand lykkes det for disse at skabe en avis og oven i købet få den overført til Youtube, hvor de får en stadig større læsekreds – til sidst i filmen har siden 50 millioner brugere – for deres historier om magtmisbrug, korruption, voldtægter, æresdrab, drab på journalister og meget andet.

Filmen kan meget vel – på kampdagen – ses som et korrektiv til den vestlige verdens feminisme, der kan forekomme en smule etnocentrisk i sit perspektiv og være tilbøjelig til at glemme den store gruppe kvinder i den tredje verden som virkelig har brug for solidaritet og sympati i kampen for ligestilling og retfærdighed. Som sagt: Ingen kvindekamp uden klassekamp og vice versa.

Filmen kan ses på DRs hjemmeside. Anbefales.

Det var Richard Rogers og Lorenz Hart – to af sværvægterne blandt Tin Pan Alley-sangskriverne (der dominerede amerikansk underholdning i sidste del af 1900-tallet og begyndelsen af det 20-århundrede) – der skrev “Blue Moon” i 1934. Det var længe før rock-and-roll, og allerede dengang blev sangen et hit – med bl.a. Mel Tormé og Billy Eckstein – selv om pladeindustrien langt fra var blevet afgørende for publikums musikindtag. Oprindeligt var det meningen at sangen skulle indgå i en film, hvor datidens store kvindelige stjerne Jean Harlow skulle synge den, men det blev aldrig til noget. Og Rogers og Hart har nok tænkt sig, at sangen skulle synges om en ballade. Måske noget i retning af den udgave Elvis Presley lavede i 1956. Men få år efter Elvis’ succes med sangen kom The Marcels – en sanggruppe med to hvide og tre sorte unge mænd – og forvandlede sangen til det rene post-doo-wop-rock-and-roll, godt hjulpet på vej af produceren – en vis Stu Philips – der indsatte den indledende rockende nonsenslyrik . “Bomp ba ba bomp ba bomp ba bomp bomp ba ba bom ba ba bomk Da dan da dangdang Da ding-a-dong ding…”, der sparkede rocken og rollen igang. Og hørt her mange år senere, så er det næsten svært at forstå, at der er tale om den samme sang.

Elektrochockbehandling, ophold på plejehjem og en Parkinsonsdiagnose er ikke nok til at slå gøgleren, filminstruktøren, maleren, debattøren m.m. Erik Clausen ud. Han fortsætter- dog for nedsat kraft – med at male og leve. I dag fylder han firs år og kan se tilbage på en kulørt, mangfoldigt liv som en af den uortodokse venstrefløjs mest markante og underholdende profiler. En ægte “68’er”, selv om han nok vil have sig frabedt at blive sat i den kategori.

Mormors kolonihavehus (tekst: Clausen)

Clausen & Petersen på Cirkusmuseet

Det er nok på sin plads med lidt forklaring. På nettet kan man om Nebula læse, at det “er navnet på et tilbagevendende live improvisationskoncept for musikere og musikelskere. Initiativet har indtil videre haft base på H15 i København, men under dette års Vinterjazz opstår Nebula også vest for Storebælt, på Radar i Aarhus. Nebula-konceptet er lige så meget for musikelskere og danseglade mennesker, der er klar på uforudsigeligheden – som for de optrædende musikere. Det handler om fælles rejser og oplevelser, ikke fastlagte rammer og genrekonventioner.”.

Og i forbindelse med coronaepidemiens hærgen i 2020 fik Nebula den idé at sætte to eksperimenterende og improviserende duoer – Yellow Spoon og KALEIIDO – sammen i Aarhus for at skabe en live-session. Og den plade, der skal omtales her, er frugten af dette møde. Og det blev også besluttet, at den live-musik, der opstod skulle transmitteres via The Lot Radio i New York.

Det siger næsten sig selv, at med sådan et koncept – eksperimenterende, improvisatorisk live-musik – så befinder vi os langt uden for mainstream-musikken. Et sted i det musikalske landskab, hvor især jazzen har haft hjemme, men som også er blevet besøgt af rockmusikkens mere progressive dele – tænk fx på Frank Zappa eller Canterbury-grupperne. Og det er et område af det musikalske landskab, som man skal besøge, fordi man gerne vil opleve musik, der ikke lader sig indhegne inden for de velkendte kategorier og genrer. Det er et sted, hvor det handler om frit at genbruge, recycle, elementer af jazz, hip  hop og populærmusik. Grænsesøgende, grænseoverskridende, nysgerrigt, undersøgende og tendentielt ustoppeligt.

Og hvis man er villig til (og det er nødvendigt!) at slå forventninger fra, lade fordommene ligge og åbne sindet for en rejse i lyde og toner, så får man også fuld  udbytte af denne plade, hvor saxofon (Cecilie Strange), guitar (Anna Roemer), tangenter og slagtøj (Rasmus Sitarz og Christoffer Holm Clausen) indgår i et organisk lydtæppe. I seks stykker, der udgør hvert sit lille afgrænsede soniske landskab med særlige stemninger og emotionelle kvaliteter.

The Nebula Session er en sjældenhed på plademarkedet. En gave til dem, der gerne vil ruskes op i og have deres forståelse af, hvad musik er, forstyrret. Det er musik, der i en vis forstand de-konstruerer vores vante forestillinger om, hvad musik er og bør være. Og det er sådan en plade, som man bør unde sig at have i sin samling (i fast form eller som streaming) og som man kan tage på sin afspiller nu og da, når man gerne vil have ørerne og hjernen renset for musikalske forventninger og forudsætninger og nå et vist nulpunkt igen. Hermed anbefalet.

KALEIIDO + Yellow Spoon – The Nebula Session. Ceelebration Records. Udkom digitalt i november 2021 og er nu tilgængelig på vinyl.