I gårsdagens nyhedsstrøm var der noget om unge mænd, der ikke kunne komme til at aftjene værnepligt, fordi der var opstået en pukkel på grund af coronaen m.m. Og straks sendte det mig tilbage til dengang, jeg selv var ved session.
Det var i begyndelsen af halvfjerdserne. Jeg var begyndt at studere og havde allerede fået udsættelse for session et par gange eller tre. Det kunne man dengang, hvis man var i gang med en uddannelse eller på anden vis optaget af noget vigtigt. Men man kunne ikke blive ved, og en dag kom så det famøse brev med besked om at møde et sted inde i byen en tidlig morgenstund.
Inden jeg nåede frem, havde jeg for længst gjort op med mig selv, at jeg ville aftjene min værnepligt civilt, dvs. være det man kaldte ‘militærnægter’. Jeg ønske altså at sige nej til at bære våben og gå i krig.
Og da jeg kom frem stod jeg i kø sammen med en anden ung, langhåret mand, der satsede på at blive kasseret – på grund af en dårlig ryg eller sådan noget. Og efter den obligatoriske lægeundersøgelse og en såkaldt psykologisk test, hvor en god håndfuld dumpede, skulle vi så trække et nummer. Og igen stod jeg sammen med den unge mand, der til sin store fortrydelse viste sig at være særdeles egnet til almindelig værnepligt. Og han trak et tilstrækkeligt lavt nummer til at komme ind. Og endte vist på ornholm. Selv trak jeg et meget højt nummer, hvilket betød “frinummer” og dermed fritagelse fra almindelig værnepligt. Men tromlebestyreren kunne se, at jeg ville være civil værnepligtig og sendte mig et olmt blik og en kommentar om, at jeg – selv om jeg klarede frisag – kunne risikere at blive indkaldt til en såkaldt paragraf 33-tjeneste med tre ugers ophold i Sønderjylland. Og det helt frem til en alder af 45 år. Det blev dog aldrig aktuelt.
Jeg slap for militærtjeneste som den første i min familie, og har siden holdt fast i min overbevisning om, at man ikke skal bære våben og gå i krig.
Where have all the flowers gone
